Udgivet: 26-11-2018
Prædiken v/Mette Magnusson
|
Sidste søndag i kirkeåret 2018 – Køng d. 25. november kl. 10.30
|
|
Præludium |
|
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: På den tid tog Jesus til orde og sagde: »Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje. Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for. Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.« Matthæusevangeliet 11,25-30
|
|
I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.
Det er ikke sådanne ord vi plejer at sige til hinanden: ”Mit åg er godt, og min byrde er let”. De fleste af os besværer os frygteligt under vore åg. Under vore byrder. Vi er trætte og utilfredse. Det er nærmest sådan et ”must” for det moderne menneske. Jo mere travlt man har, jo mere vigtig kan man tage sig ud for omverdenen. I dag har man så travlt, at man f.eks. ikke kan vente med at telefonere, fra man når fra den ene fastnettelefon, til man når til den anden – ja, faktisk er begrebet fastnettelefon ved at være afskaffet, for mennesket er hele tiden på vej – og det er ikke længere hjemmet eller kontoret, man skal have fat i – det er det enkelte menneske med sin egen mobil. Og det starter tidligt. Helt små børn har deres egen telefon af den ene eller den anden grund. Man tager sig jo også overordentligt vigtig ud, når man er nødt til at telefonere, mens man egentlig gør noget helt andet. Mens man kører i sin bil. Mens man går på gaden. Mens man handler ind i supermarkedet, mens man er på vej. Og hvis ikke man taler i telefonen, så sms’er man på den, for det kan man gøre, mens man befinder sig i en gruppe, hvor man egentlig forventes at være nærværende. Man udsender signalet: Se, hvor vigtig en person, jeg er!!!. Folk kan simpelthen ikke vente med at få fat på mig et eneste øjeblik. Jeg er uundværlig! En meget, meget vigtig person!!! Men som oftest er det jo ikke ligefrem et spørgsmål om liv og død, man ringer eller sms’er om – eller noget der ville få kurserne til at rasle ned på Verdens førende børsnoteringer!!!! Næh, som regel er det da noget, der godt kan vente til man ikke længere befandt sig i det offentlige rum – eller i et andet rum, hvor man bliver fraværende der, hvor man rent fysisk er nærværende. For år tilbage var den nødvendige støj i ethvert hjem P3, der kørte i baggrunden til at fylde stilheden ud og jage et eventuelt tomrum på vej. I dag er det kommunikation af alle slags, der er baggrundsstøjen i ethvert hjem. Computeren befinder sig ikke længere i hvert hjem - men i hvert rum i hjemmet hjem, hvor den bæres med som en slags nødvendig personligt tilbehør på lige fod med den mobil, der befinder sig i bukselommen. Der chattes og der sms’es og der mailes og lægges op på Facebook og Instagram. Det virker dog ikke, som om menneskene er kommet særligt meget tættere på hinanden sådan psykisk eller åndeligt pga. den megen kommunikation. Det hele forbliver på overfladen. Og overfladen bliver tung at bære alene!!!. – fordi man skal tage sig så smart og travl og interessant ud hele tiden, og sådan er der jo ingen af os, der er. Sådan kan man nemlig ikke leve et menneskeliv. Vi bliver trætte og tyngede. Vi bliver lige præcis sådan nogle, som har brug for at høre Jesu ord til os i dag: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle”. Men hvorfor tager vi ikke det budskab til os+ Hvorfor vender vi det ryggen? Ja, hvorfor er de fleste af os slet ikke vidende om dette budskab? Ja, én af grundende er jo, at de fleste ikke kommer, der hvor budskabet lyder. Det er ikke noget, man prioriterer særligt højt i sit liv. Man har valgt det fra. Men hvorfor dog? Her går folk rundt og er så tyngede af alle mulige byrder og bekymringer – og så kommer der én og siger, vi bare skal komme til ham med dem, så bliver det hele som en leg. Så bliver byrderne lette! Hvad mon afholder mennesker fra at vende sig til Kristus med deres fortravlede byrdefulde liv? Måske er det selvoptagethed!!!! Men hvorfor er vi så så selvoptagede? Fordi vi er usikre og ude afstand til at hvile i os selv, elske os selv på ret måde! Vi knokler af sted for at tage os ud for hinanden, for at suge de andres beundring og agtelse i os som bien suger honning af blomsterne. Men efterhånden tager vi os mere og mere ud som spyfluer, der forvildede summer rundt og rundt og støder imod noget hele tiden. Hvad er det egentlig vi har så travlt med? Hvad er det egentlig vi fylder vores liv med? Rastløshed, angst og stress!!!!! ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile”. Det er jo det, vi trænger til!!!! Hvile:– at kunne hvile i sig selv!! – Hvile: – at finde den indre ro – at finde sit ståsted i tilværelsen – Men vi hører ikke opfordringen!!!!. Hører ikke Kristus kalde!!!!!. Vrænger blot hastigt på næsen af Hans tilbud, uden at sætte os ind i, hvad det dog er for noget, han egentlig tilbyder. Selv om Han siger: ”For mit åg er godt og min byrde er let”. Så vil vi hellere bære rundt på vores eget tunge åg og vores egen svære byrde, fordi den giver os en vis anseelse blandt vore medmennesker. Og det er den vi skal leve af!!! Tror vi!!! Vi er simpelthen så forkrampede om os selv, at vi ikke ser andet. Ser friheden. Friheden fra alle de tyngende åg og byrder, som vi slæber rundt på. Vi behøver ikke de andres anseelse og beundring for at være noget værd. Vi er jo elskede af Gud, som det menneske, Han skabte os som. Som den vi er, men som vi bestandig er på flugt fra. Vi flygter ind i en menneskeskabt illusionsverden, hvor det hele er forlorent! Og når det er så svært for os at vende alt det forlorne, alt det tyngende og tunge, det stressede og besværlige ryggen, skyldes det jo, at vi samtidigt skal vende os fra det, som vi har fælles med hele menneskeligheden. Det er som om, det er en verdensomspændende idé, vi er blevet grebet af. En slags ”illusionståge”, der har sænket sig over menneskeheden. Jeg tror, den kom med slangen allerede i Paradisets have. Og der er nok ikke andet at gøre end at prøve at kæmpe mod den og tage imod det tilbud, som Kristus kommer med til os igen og igen. Men vi må slippe alle de værdier, vi sætter højt i øjeblikket for at gøre det – og det er jo netop den hurdle, der er så svær at komme over for os. Det er jo det, vi har så svært ved. Men hvis vi prøver og ikke lykkes, så står Kristus der igen og igen til evig tid og siger til os: ”Kom til mig alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let”. Amen
|