Udgivet: 05-04-2018

Prædiken v/Mette Magnusson

 

 

Påskedag 2018 – d. 1. april Køng kl. 8 – Svinø 10,30

 

 

Køng:
Evangelium v. fællesgrav
Fadervor
218: Krist stod op af døde
Kimning
I kirken:
Præludium
Indgangsbøn
1. salme: 408 – Nu ringer alle klokker mod sky
Hilsen
Kollekt
Læsning
2. salme: 261 – Halleluja for lysets drot
Prædiken
Kirkebøn m.m.
3. salme: 241 – Tag det sorte kors fra graven
Kollekt
Hilsen
Velsignelse
4. salme: 234 – Som forårssolen morgenrød
Udgangsbøn
Postludium
 

Svinø:
Præludium
Indgangsbøn
1. salme: 408 – Nu ringer alle klokker
Hilsen
Kollekt
GT-læsning
2. salme: 218 – Krist stod op af døde
Epistel
Trosbekendelse
3. salme: 261 – Halleluja for lysets drot
Evangelium
Prædiken
Kirkebøn m.m.
4. salme: 241 – Tag det sorte kors fra graven
Altergang
192, vv.7-9
Kollekt
Hilsen
Velsignelse
5. salme: 234 – Som forårssolen morgenrød
Udgangsbøn
Postludium
  

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.

Matt 28,1-8

 

 

 I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.  Amen.

 

For lidt over en uge siden blev en fransk politimand dræbt i forbindelse med et gidseldrama i det sydvestlige Frankrig.

Han sørgede for at blive udvekslet med en kvinde, der blev holdt som gidsel af en bevæbnet mand, der på det tidspunkt allerede havde dræbt og såret adskillige mennesker.

Gidseltageren havde forskanset sig med gidsler i et supermarked.

Til sidst var der bare ét gidsel tilbage – en kvinde, som den franske politimand tilbød at blive udvekslet med.

Dette skete, men gidseltageren stak betjenten med en kniv og skød ham, hvorefter politiet stormede bygningen og dræbte gidseltageren. Politibetjenten blev bragt på hospitalet men døde af sine kvæstelser efter et døgn.

Hans bror udtalte senere: ”Han vidste, han ikke havde en chance. Han ofrede sit liv for en anden”

Det var en ualmindelig heltemodig gerning, som også efterfølgende er blevet mindet og hædret i hele Frankrig.

Og selv om de fleste mennesker kan have lidt svært ved at forstå, at nogen vil give sit liv for et andet menneske – et menneske, han ikke engang kendte, - så står hændelsen for os som en heltemodig indsats.

Der er sket tilsvarende ting mange andre steder i verden - f.eks. også under 2. verdenskrig.

At give sit liv for en anden – eller for nogle andre – er en meget stor handling.

Og det er jo også blandt andet en sådan handling, vi markerer her i Påsken, hvor vi mindes, at Jesus gik i døden for vores skyld.

Det har altid forekommet vanskeligt at forstå for de fleste mennesker. Af flere årsager – dels lever vi i en tid, hvor folk tænker: skyld? For min skyld? Hvad er jeg da skyldig i???

Dels er det vel også en handling, som er svær at forstå. Vi kan jo heller ikke forstå, hvorfor den franske politimand, som havde en kone, han elskede, hvorfor han gav sit liv for en anden.

Det er en handling, der ligger på den anden side af et forståelsesunivers.

Her er det helt andre følelser, der kommer i spil.

Tro f.eks.

At give sit liv for andre.

At frikøbe andre med sit eget liv som pris.

Det er det, nogle mennesker somme tider har gjort, og det var – men måske nok på et helt andet plan - det, Jesus gjorde Langfredag, så vi i troen på ham får del i evigt liv.

Men det er jo blot én af de ting, vi mindes her i påsken.

En anden ting er, at Jesus netop 2 dage efter sin henrettelse – altså på tredjedagen – opstod fra de døde.

Graven var tom, da kvinderne kom ud til den og ville smøre Jesu døde legeme ind i de velduftende olier, sådan som det var deres begravelsesskik. De gik jo netop og bekymrede sig om, hvordan de skulle få væltet den kæmpestore sten fra graven, så de kunne komme ind i graven med deres olier og gøre, hvad der var skik og brug.

Men stenen var væltet bort, og graven er tom, da de når frem, og Jesus er væk.

Og lige siden har menneskene igen skubbet deres intellekt ind som barriere mellem dem selv og underet.

Først var det disciplene, der troede at kvinderne var forvirrede, da de kom og fortalte, at graven var tom.

Så var det de forskellige grupper i Jerusalem, hvor nogle mente, at hans disciple selv havde fjernet liget – men der var jo vagter, der holdt vagt ved graven, så det kunne da ikke sådan lade sig gøre.

Så sagde nogle andre, at det var romerne, der havde fjernet ham.

Men ligegyldig hvilken logisk forklaring, man kommer frem med, så kan den også modsiges.

For der er ingen logisk forklaring.

Det er der heller ikke på, hvorfor Jesus gik i døden for vores skyld.

Og det er der forså vidt heller ikke på, hvorfor den franske politimand gik i døden i stedet for kvinden, der i første omgang blev holdt som gidsel.

Der er nemlig ikke altid logik i det, vi mennesker gør – og gør for hinanden – og der er slet ingen logik i det, Gud gør for og med os og Verden.

Vi er langt forbi beregningens og logikkens univers.

Vi er i kærlighedens, barmhjertighedens og omsorgens sfære, og her gælder ingen logiske regler.

For 20 år siden udgav den danske teolog Niels Christian Hvidt en bog, hvori han beskrev mirakler. Altså ting, der skete og sker rundt omkring i Verden, og som ikke kan forklares.

Et af disse mirakler sker hvert år her i Påsken i Jerusalem – i Gravkirken. Kirken, der er bygget på Golgata og over den grav, som Jesus blev begravet i og opstod fra.

I denne kirke – helt inde i gravkapellet - opstår der lys.

Det sker altid påskelørdag.

Inden det sker, er gravkammeret blevet tjekket af ikke-kristne. I mange år var det muslimer, der tjekkede det. Senere er det blevet de israelsk-jødiske myndigheder, der har efterset graven og garanteret, at der ikke fandtes ild, eller mulighed for at tænde ild.

Ilden opstår, når den græsk-ortodokse patriark af Jerusalem bliver båret ind i kirken, og inden han går ind i gravkammeret skal han tage sin store robe af, for at signalere, at han ikke gemmer på en pakke tændstikker eller lign.

Så går han alene ind i gravkammeret, og så opstår ilden.

Folk, der har været tilstede i kirken – og det er der hvert år mange, der er – har også fortalt, at olielamper og stearinlys rundt omkring i kirken pludselig bryder ud i ild samtidig med, at ilden opstår inde i gravkammeret.

Alle tilstedeværende er i øvrigt udstyret med et lille lys, som enten af sig selv begynder at brænde, eller som bliver tændt ved ilden fra gravkammeret, der går fra person til person rundt i kirken og symboliserer Kristi opstandelse og Guds tilstedeværelse.

At der opstår ild af sig selv i gravkammeret bygget over den grav, som Kristus opstod fra, er noget, især den ortodokse kirke er vidende om – ja, faktisk bliver flammen fløjet til det ortodoks troende Grækenland, hvor ilden bliver fordelt til større græske byer, så grækerne kan se og selv tænde deres lys ved den hellige ild.

Men i den katolske kirke og i den luthersk-evangeliske kirke er fænomenet ikke særligt kendt – og dyrkes i hvert fald slet ikke.

Måske fordi vi ligesom med så mange andre underfulde hændelser skyder vores intellekt og skepsis ind imellem underet og os selv, i stedet for at møde det med tro.

Men vores verden bliver så lille og indskrænket.

Indskrænket til kun at kunne rumme det, vi med intellektet kan analysere os frem til og forstå.

Og selv om vi mennesker synes, vi efterhånden er så kloge, og forstår så mange ting – så er det dog kun en lille del af den Verden, vi er en del af, som vi forstår.

For Verden er større end det.

Og Verden er Guds.

Den uendelige, almægtige og allestedsnærværende Gud.

Og vi er så heldige, at vi har lod og del i denne mægtige, mulighedernes verden – som vi har lov til at tro på.

Uanset hvad der kan bevises.

En verden som Gud har skabt med et liv, som vi har fået skænket – fyldt med de mest fantastiske ting, og en tro, som Jesus Kristus har gjort mulig ved sin opstandelse fra de døde.

En Verden, hvor der er meget, der ikke kan bevises og forstås logisk – men kun elskes og tros.

Amen.

 

 

 

 

Prædiken v/ Tina Preus Hansen

 

 

Mariæ bebudelses dag - 18. marts 2018 - Køng kl. 10,30

 

 

Maria Bebudelse.
1.Salme DDS 15 Op, al den ting, som Gud har gjort.
2. Salme DDS 117 En rose så jeg skyde.
3. Salme DDS 71 Nu kom der bud fra englekor (Zinck 1801).
4. Salme DDS 69 Du fødtes på jord.
5. salme DDS 331 vers 4 Uberørt af byens travlhed.
6. Salme DDS 441 Alle mine kilder skal være hos dig.
 

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Da sagde Maria: »Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed som han tilsagde vore fædre – mod Abraham og hans slægt til evig tid.”

Luk 1,46-55

 

 

Et menneske, der bliver set og kaldes Guds barn, blomstrer op. Det er kernen i det vidunderlige evangelium, vi i dag hører om Maria: At hun bliver set af Gud og derigennem bliver til den, hun er. På den måde bliver Maria til et smukt forbillede for os, da hun viser, hvad der sker når vi bliver set – både i det store og i det lille perspektiv.

Vores fælles hjem jorden, hvor foråret i disse dage tager mere og mere form, og hvor vintergækker og erantisser i hvert fald i Havdrup står i fyldt flor. Det er jo vidunderligt, sådan at se livet vågne og spire frem på ny.

I dag på Mariæ bebudelses dag, kan vi også tale om en slags forår, nemlig den begyndende start på det liv, der kommer til os med Jesus. Et liv, som rækkes til os i dåben, og som i konfirmander snart siger ja til, at I fortsat gerne vil, også skal være en del af jeres liv.

Mariabilledet kan man kun glædes ved og snart bliver de nye skud på buske og træer mere og mere synlige. Naturen venter med Maria og mennesker længes på kryds og på tværs. Mod sol og haver med bænke, hvor man kan flette fingre og høre lærkens sang eller sidde og kigge ud over bølgen blå. Vi længes efter det gode liv det underfundige i livet. Det er det Marie vil have, at vi skal få øje på. Det store bliver til i menneskers liv, ham hun skal bære, under sit hjerte er ham som skal vise os, hvad livet egentlig drejer sig om. At noget bliver til, et lysglimt lige ned i det liv vi på mange måder har fået forvrænget.

Fake News er et begreb vi har hørt en del om på de sociale medier og i aviserne og som på mange måder har det med at brede sig udover det hele. Ifølge en artikel på dr.dk spreder falske nyheder sig langt hurtigere end sande nyheder, og for ganske nylig kunne man læse om, at der på en High School i Florida var 17 unge mennesker, der var blevet skudt i et skoleskyderi, og mon ikke vi har lagt øre til det ord mange gange. Vi

kender jo skole og så noget andet, som noget godt, skolebal, skolestævne, skoleudflugt, men skoleskyderi.

Få minutter efter nyheden om skoleskyderiet i Florida begyndte nye teorier at sprede sig med lynets hast på de sociale medier, at skyderiet aldrig har fundet sted, at det der var foregået var en bevidst aktion, hvor de unge mennesker som var medvirkende var skuespillere. Den nyhed gik verden rundt, men er det ikke et problem at sådanne Fake News artikler spredes, og hvis den blot står der som en almindelig artikel bliver vi bragt ud af alle sammenhænge. Skal vi nu til at møde alting i mistro? Fake News, alternative sandheder, det er som om, at vi hele tiden bliver bildt ind, at det forkerte er det rigtige. Det er ikke bare ører, der kan være døve, øjne, der kun kan skimte, Ja hele eksistensen kan blive tilsløret.

Sådan kan det hurtigt blive, når vi begynder at pille tingene fra hinanden og glemmer vort sande hjemsted, paradiset, og så kan det godt være, at vi får tingene forskruet, men vi må ikke glemme det lysglimt, vi startede med skal folde sig ud. Det lysglimt som Maria bærer under sit hjerte, at det skal folde sig ud i vores liv.

En værdi for et hvert menneske, vi er ikke bare nogen der skal skynde os af sted på overfladen med kalenderen i tasken, men vi er dem som Gud har villet og sådan skal vi leve. I kærlighed til hinanden og, vi skal forundres over det liv vi har og glæde os over det, der er underfundig. Benny Andersen har et skønt digt. Om det at gå der på livets landevej. Benny Andersen, som har båret briller hele sit liv, fordi han har været meget nærsynet, han fortæller i et digt fra digtsamlingen "Personlige Papirer" om dengang som barn, hvor han bar de der hinkestensbriller:

"Jeg går ned ad den disede gågade,

ser om der er nogen, jeg kender. Men da jeg er meget nærsynet hilser jeg for en sikkerheds skyld på ca. hver femte modgænger, som studsede går videre forklarede mand og kone at min hilsen var uden grundlag".

Senere i livet blev han opereret for grå stær og kunne pludseligt se farver og former, og det er da et mirakel, når du pludseligt kan se det, du kun har skimtet før, når du gik der gennem de tågede gader, og der er meget du ikke rigtigt fik set og det er det Maria vil have os til at se, at der er forundring glæde og nærvær i vores liv. Det er det, vi bliver mindet om i dag, altid at se på hinanden med livets og kærlighedens perspektiv. Ikke med mistro og ikke, hvordan jomfrufødsel kan lade sig gøre, men hvorfor - vi kan jo alligevel ikke forstå det.

I dag glædes Maria over, at hun skal føde Guds søn og siger: "Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser. Han har set sin ringe tjenerinde" Maria anerkender altså sin rolle som tjenerinden, og hun gemmer den glædelige nyhed i sit hjerte. Den nyhed der skal lyse og lede hende, også når det bliver svært at være Maria. I hendes livs kriser er det ikke, hvad forstanden siger, men hvad hjertet bære på, der hjælper hende igennem. Jeg kan godt forstå, når jeg skal se det underfulde. Det store bliver til i menneskers liv, også for os, for ham, hun skal bære under sit hjerte, skal også lyse og lede os i vores liv.

Og der står "Gud der styrter de hovmodige og mægtige fra tronerne, og ophøjer de ringe og giver til de sultende, mens de rige må gå tomhændet bort" Derfor, I der er rige altså os, tjen hinanden og giv brød og mad til de sultende i verden omkring og se hinanden i kærlighedens perspektiv.

Steven Hawkings døde i denne uge 76 år gammel, en af de mest begavede mennesker i det tyvende århundreder. Matematik-professor på Cambridge Universitet i England. Han sad i rullestol næsten hele sit liv og kunne ikke bevæge en eneste muskel p.g.a. sygdommen Als. Han havde den ambition om at kunne bevise alting. Der er lavet en film, "Teorien om alting" hedder den, jeg så den i efteråret. En meget bevægende film. Det var hans ambition, at finde ud af, hvordan kosmos er opstået, han siger selv at det er en beskæftigelse for intelligente ateister.

Hawking var ateist og hans kone er medlem af Church of England, og hun har været ved hans side fra før, hans diagnose, hun elskede ham.

Kærlighed overvinder alt. Det er det, der sker i dagens tekst. Det er hjertet der bære og på et tidspunkt, da han er rigtig dårlig siger han. Kan vi bare finde meningen med vores liv, så vil vi nok vide hvad Gud tænker. Hvortil hun svarer: taler du om Gud? Ja, Meningen med livet har Gud lagt i dit hjerte, og hvad hjertet er fuld af løber munden over med.

Maria er med barn, evangeliet vil kærligheden, og selvom livet kan være besværligt, så har vi alle ligget under mødres hjerte og har fået omsorg og næring, sådan skal vi være overfor hinanden, og hvad skete der egentlig da Benny Andersen engang besøgte Barbados, så så han ildfluer, så så han fløjtefrøer, så så han flyvefisk, og han skrev et digt, her er en lille bid.

"Det er landet og det er også forundringslandet. Det er landet hvor fiskene flyver, hvor fuglene rider og frøerne fløjter og insekterne lyser op om natten, det er forundringen, der er det der springer ud om natten".

Dette er Maria bebudelse, det er det livssyn Maria vil minde os om, når vi iler af sted på livets landevej og når Fake News forvirrer sandheden og fylder os med mismod, så husk, at det hele startede med et lysglimt og det var her forundringen blev til, fordi du skal blive der i den forundring, og så kan du spørge om jeg ser det lysglimt i dig selv og andre.

Amen

 

 

 

 

Prædiken v/ Mette Magnusson

 

 

Midfaste søndag d. 11. marts 2018  - Køng kl. 10,30

 

 

Præludium
Indgangsbøn
1. salme:749 – I østen stiger solen op
Hilsen
Kollekt
GT-læsning
2. salme: 31 – Til himlene rækker
Epistel
Trosbekendelse
3. salme: 613 – Herre, du vandrer forsoningens vej
Evangelium
Prædiken
Kirkebøn m.m.
4. salme: 637 – Du som mætted tusind munde
Nadver
192, vv.7-9
Kollekt
Hilsen
Velsignelse
5. salme: 752 vv. 4 og 5 (Gå da frit enhver til sit)
Udgangsbøn
Postludium
 

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Da skaren nu så, at Jesus ikke var der og hans disciple heller ikke, gik de om bord i bådene og kom til Kapernaum og ledte efter Jesus. Og da de fandt ham på den anden side af søen, sagde de til ham: »Rabbi, hvornår er du kommet hertil?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.« Så sagde de til ham: »Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?« Jesus svarede dem: »Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.« Da sagde de til ham: »Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre? Vore fædre spiste manna i ørkenen, som der står skrevet: ›Brød fra himlen gav han dem at spise.‹ « Jesus sagde så til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden." De sagde til ham: »Herre, giv os altid det brød!« Jesus sagde til dem: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste. [Men som jeg har sagt til jer: I har set mig, og I tror ikke. Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort.«]

 Joh 6,24-35[36-37]

 

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.

 

Det er Midfaste søndag i dag.

Dvs. vi er nået halvvejs igennem Fastetiden, som starter efter Fastelavn og varer frem til Påske.

Tidligere spillede Fastetiden måske en større rolle i menneskelivet, hvor det var kutyme at holde en ordentlig fest i den weekend, hvor det var Fastelavn, og om mandagen – altså Fastelavns mandag – spiste man op af alt kød og alt sul, man havde tilbage i huset. Dagen hed derfor Flæskemandag.

Dagen efter var Hvidetirsdag, for der spiste man op af alt det gode hvide brød og kagerne.

Så kom Askeonsdag, hvor man gik til kirken, og hvor man med asken fra det foregående års afbrændte palmeblade fra palmesøndag, fik tegnet et kors i panden.

Asken skal symbolisere menneskets forgængelighed.

Mennesker er skabt ud af støv og skal blive til støv, og asken minder os om, at mennesket intet er uden Gud.

Askeonsdag markeres stadig i den katolske kirke, og nogen steder i Folkekirken har den vundet indpas også.

Derefter starter Fastetiden.

At faste betyder jo ikke, at man slet intet spiser, men det betyder, at man ikke spiser alt det særligt lækre og gode, og at man i denne periode f.eks. kun spiser kød om søndagen.

At undvære noget i Fastetiden, som man ellers er glad for, er faktisk ved at vinde indpas i Folkekirken også.

Mange prøver f.eks. at undvære alkohol eller slik og kager og lever så lidt mere stille.

Men hvad skal det så gøre godt for, kunne man spørge?

Jo, det er jo for at lade alt det materielle, som fylder så meget i vores hverdag normalt, at lade alt det blive skubbet lidt i baggrunden, så der netop i denne periode kan blive større fokus på åndelighed, det sjælelige, det psykiske, bøn – helt frem til Påske, opstandelsesfesten, der jo igen traditionelt fejres med masser at spise og drikke og sammenkomster af forskellig art.

Umiddelbart er det da også en god idé at prøve at blive lidt mere bevidst om alt det, vi har i vores liv, som vi skal være taknemmelige for.

Det er godt, at tiderne veksler, for hvis man spiste flødeskumskager hver eneste dag, så ville man både blive træt af dem og ikke skønne på dem som et ekstra gode, man kunne glæde sig over engang imellem.

Glæden ville måske forsvinde. Så dette i perioder at lide lidt afsavn, hjælper faktisk til, at man i andre perioder oplever større glæde.

Og hvad hører vi så om fra Evangeliet her på Midfaste søndag.

Ja, vi hører pudsigt nok om mad!

Jesus beskylder folkene, der er fulgt efter ham, for kun at følge efter ham, fordi de kort forinden havde oplevet, at han med to fisk og fem brød formåede at bespise og altså mætte ikke mindre end fem tusinde mennesker.

Det, må man jo også sige, var et under.

Og Jesus siger til dem: I er kun interesseret i mad. Det er derfor I følger efter mig. I vil jo bare have mig til at skaffe jer mere og mere mad!

Og så siger de – fordi de nok oplevede Jesus som lidt af en tryllekunstner – så siger de til ham:

”Hvilket tegn vil du ellers gøre for os, så vi kan tro dig? ”

Men Jesus siger til dem, at de ikke skal interessere sig så meget for den mad, der forgår – altså almindelig spiselig mad – nej, de skal hellere interessere sig for den mad, som består til evigt liv. Og den mad, der består til evigt liv, siger han, det er det brød, der kommer ned fra Himlen og giver liv til Verden.

Og så siger han de berømte ord:

”Jeg er livets brød. Den der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste. ”

Det er Jesus, der er livets brød – altså det vigtigste – det basale i livet.

Det er faktisk det, vi kan bruge Fastetiden til at tænke over!

For i de fleste menneskers liv, der levnes der ikke så forfærdelig meget plads til Jesus.

Der er meget, som det moderne menneske ville nævne før Jesus, hvis de blev bedt om at nævne de vigtigste ting i livet.

Man ville måske nævne de mennesker, man er særligt knyttet til, steder, man holder af, sin hund, sit hjem, sit arbejde eller skole, sine kammerater, sine fritidsinteresser.

Jeg tror til gengæld også, at mange mennesker, hvis man bad dem tænke dybere – om bag alt det, de umiddelbart nævner som det vigtigste i deres liv – at de så ville nå frem til nogle følelser: kærlighed, glæde, sammenhørighed, at føle at der er brug for én, at føle, at man har en funktion i livet. For det er jo netop disse følelser, der er grundlaget for alle de menneskelige forhold, man måske i første omgang ville nævne som de væsentligste.

Men forudsætningen for alt det, man synes er det væsentligste, er det, der bærer det – dvs. kærlighed og sammenhørighed.

Men hvor kommer så det fra, hvis det er det, der bærer alt det andet?

Det kommer fra Gud.

Og en måde at nå os mennesker på var, at Gud blev menneske i personen Jesus fra Nazareth. Fordi så kunne Gud snakke direkte og håndgribeligt med menneskene. Undervise dem. Ja, sætte gang i den bevægelse, der blev til Kristendommen. Fordi Han vidste, at menneskene har brug for håndgribelighed for at fatte. Menneskene har brug for noget fysisk for at fatte noget psykisk, noget åndeligt.

Derfor kom Han som livets brød til menneskene.

Som det helt basale, det helt grundlæggende i livet for hvert menneske, således at:

Den, der kommer til Ham, aldrig skal sulte, og den, der tror på Ham, aldrig skal tørste.

Gud – i form af Jesus – bliver det allermest grundlæggende i vores liv – ligeså grundlæggende som at få stillet sin sult og sin tørst.

Gud er det bærende.

Han er den, hvorfra al anden kærlighed og sammenhørighed udgår.

Han er den, der i vores liv sætter os i stand til at elske og føle sammenhørighed med andre mennesker.

Gud er glæden. Gud er lyset. Ja, Gud er det kit, der holder tilværelsen sammen.

                                                                      Amen.

 

 

Prædiken v/ Tina Preus Hansen

 

 

Fromesse i Køng kirke søn. d. 25. feb. 2018 kl. 9,00.
2. søndag efter fasten.

 

 

1. Salme DDS 392 Himlene, Herre, fortælle din ære.
2. Salme DDS 370 Menneske, din egen magt.
3. Salme DDS 321 O kristelighed (Lindemann)
4. Salme ”Den blå anemone” Tekst/musik Eigil harder 1945/Kaj Munk 1943 (sangark udleveres/Tina).

 

 

Evangelielæsning
Da Jesus og Peter og Jakob og Johannes kom ned til disciplene, så de en stor skare
omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. Hele skaren blev
grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. Han
spurgte dem: »Hvad er det, I diskuterer med dem?« Og en fra skaren svarede ham:
»Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum.
Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og
skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den
ud, men det kunne de ikke.« Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg
være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!« Så bragte de
ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han
faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. Jesus spurgte hans far: »Hvor længe
har han haft det sådan?« Han svarede: »Fra han var barn. Og den har mange gange
kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre
noget, så forbarm dig over os og hjælp os.« Jesus sagde til ham: »Hvis du kan! Alt er
muligt for den, der tror.« Straks råbte drengens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!« Da

Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til
den: »Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind
i ham!« Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle
sagde: »Han er død.« Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op. Da Jesus
var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: »Hvorfor
kunne vi ikke drive den ud?« Han svarede dem: »Den slags kan kun drives ud ved
bøn.«

Mark 9,14-29

 

 

Prædiken

Prøv at se det hele fra den lyse side, vi har det jo da næsten som vi vil, lidt flere smil er det vi trænger. Sådan sang Keld Heick det forleden i radioen.

Og ja, smil var der på ingen måde mangel på hos disciplene, der forud for dagens evangelietekst havde set Jesus blive forvandlet for øjnene af dem oppe på bjerget, hans tøj var blevet skinnende hvidt, og han havde talt med Moses og Elias om den død han snart skulle lide i Jerusalem. Peter, Jakob og Johannes fik dermed øjnene op for hvem Jesus er, at han er Guds søn. Jo vidst, var der smil og glæde, for hele verden havde forandret sig, og så ramler de panden mod muren, når de ser det syge barn. At kunne se tingene fra den lyse side er jo ikke altid sådan ligefor heller ikke for os, når vi ramler ind i den der mur, og hvorfor skal det lige ramme os og tilværelsen flår i os, som faderen til sin søn, der er plaget af en uren ånd.

Mange diagnoser er blevet sat på os i de senere år, er det social angst, et det adhd, er det autisme eller noget helt tredje.

For nylig så jeg et program om unge, der er ved at knække halsen på at skulle præstere hele tiden, høje karakterer, forventningspres fra forældre, fra skole, hinanden, og en selv. Det plager og sjældent har man helt fri og 12 tallet bliver altings målestok. Det slider og børn slides op. Der er brug for at få smilet frem, der er brug for Gud, som vi hørte om fra den gammeltestamentlige læsning, den Gud der har skabt alt til live, og det blev morgen, og det blev aften.

Glimtet fra den store nat står stærkt som indledning til gudstjenesten i dag, hvor vi bliver mindet om, hvordan vi er fremtidssikret i håbet og velsignelsen af os. At Gud ikke har glemt dette velsignelsens mærke, han satte på hver enkelt af os, og derfor kæmper han med os mod alle onde ånder, når vi støder panden mod muren.

På et tidspunkt sad jeg med forældrene til en søn, som jeg havde bisat.

De havde oplevet at miste et barn tidligere. Tilværelsens mur havde ramt familien hårdt, men midt i alt det triste var der dog plads til smilet for pludselig siger konen: Jeg tror på Gud, og nu er håbet det

eneste, jeg har tilbage, at vi en dag alle fem skal ses igen.

Hver gang vores børn går til i præstationsangst eller er i livspineri med sig selv, at menneskelivets problemer er her og når forældre sidder med det smertende savn,

hvad skal vi så sige? Der er det så, at vi i dag høre, at Gud ikke har glemt sit velsignelsesmærke på os. Derfor kan vi smile selvom muren er der, og det ser mørkt ud. Fremtiden byder hele tiden på et håb, håbet er her, og lyser op i mørket, og gir os mulighed for at smile og se det hele fra den lyse side på trods.

Og troen bliver til der, hvor livet er på spil. Der, hvor det virkelig gælder, der hvor frygten og mørket er ved at tage overhånd, som i dag, hvor faderen til den syge søn står der midt imellem sin tro og vantro og er i tvivl. Disciplene blev af Jesus kaldt vantro, fordi de troede, at de kunne helbrede drengen. Jesus siger "Alt er muligt for den som tror". Jesus havde troen kunne man sige, og derfor kunne Jesus helbrede den syge dreng.

Sådan er troen op imod det håbløse. Troen er en trodsighed, og vi kan ikke løbetræne os til tro eller debatterer os til tro som om det var en debat i fjernsynet. Nej, det kan vi ikke. Vi kan tro, fordi tro er på trods. Tro åbner for noget større, som ikke er i vores hænder, men som er i Guds hænder, Gud har tændt det håb dengang ved skabelsens morgen og ingen kan slukke det. Det er det stærke, når vi rammer muren, når destruktive og tabets kræfter river i os, så er der noget der gir os smilet igen.

Troen på trods gir os mulighed for at se glædens vilkår til trods for det som tynger os. Prøv at se det hele fra den lyse side, at opleve at glædens vilkår er her.

Man skal tage sin skæbne og endda med glæde siger Johannes Møllehave i den nye dokumentarfilm af han, som lige nu kan ses i Grand Bio i København. Han siger: Amor fattig elsk din skæbne. Nøglen til livet er iflg. Møllehave lige der, hvor H. C. Andersen skriver: livet er et eventyr. Og det bedste af alle eventyr er livet

selv. Og Møllehave tilføjer: Storm P. siger det bedre end alle andre. Så døde min hund, den elskede livet, og det er måske meningen med det. Slut Slut slutter

Møllehave så.

At vi skal lære at elske livet. Der er altid et håb. Susse Wold skrev sine erindringer for nogle år siden, hun har skrevet bogen fremkaldt, en meget bevægende bog.

 

På første side står der noget om tro, håb, omsorg og kærlighed. Hun er født i 1938 og hun bliver født en måned for tidligt med vand i lungerne. Hun ligger på Sundby hospital og overlægen på børneafdelingen mente dengang ikke, at hun ville overleve. Den besked bliver givet til hendes forældre, og der blev også sagt, at de skulle tage en måned på ferie, for smerten blev kun større af at i lære den lille pige at kende. Forældrene tog af sted og hun lå der på sygehuset, men hver dag skriver Susse Wold, kom der en gammel fin mand, satte sig ved hendes side, holdt hendes lille hånd og sang lidt for hende. Susse Wold er ikke i tvivl om, at den omsorg og kærlighed fik hende igennem en svær tid. Han var gift med Susse Wold farmors søster. Det var i det øjeblik, at denne mand besluttede sig for at gøre det han gjorde, at han virkelig gjorde en forskel, der hvor ingen rigtigt tror på det.

Det lægeligt system havde sagt fra, men så alligevel. Det fortæller mig, at der hvor livet næsten er forbi, kommer Gud og sætter sig ved sit menneske.

Derfor tro og stol på Gud, der året rundt kun vil dig det bedste, fordi du er elsket af Gud nu og altid. At være på jorden, fordi Gud skabte jorden og fordi Gud ville at vi

skal være sammen der i fællesskabet med hinanden.

Vi skal bringe håbet ud i verden, og vi skal slå øjnene op for, hvor fantastisk Gud er. Ja, du kan løbe panden mod en mur, og I konfirmander med presset tæt inde på livet og forældre som har mistet det mest dyrebarestes og meget kan du ikke klare, men så er der altid en stemme der siger. Du tilhører kærligheden. Du tilhøre Gud ligegyldigt, hvor du går, er Gud hos dig. Der, hvor du står med dit liv, er der fantastisk stjernehimmel og under den, kan du så begynde dine dage og bringe håbet videre, så mørke dage skal blive til nye lyse dage med masser af smil også for andre mennesker.

Amen

 

 

 

Prædiken v/ Mette Magnusson

 

 

Søndag Septuagesima 2018 – d. 28. jan. – Køng Kl. 9.00 Svinø kl.10,30

 

 

Præludium
Indgangsbøn
1. salme: 749 – I østen stiger solen op
Hilsen
Kollekt
Gt-læsning
2. salme: 29 – Spænd over os Dit himmelsejl
Epistel
3. salme: 611 - Så tag mig da ved hånden
Evangelium
Prædiken
Kirkebøn m.m.
4. salme: 612 – Den store mester kommer
Dåb – 123, vv1-2+7-9
Altergang
192,vv.7-9
Kollekt
Hilsen
Velsignelse
5. salme: 371 – Du fylder mig med glæde
Udgangsbøn
Postludium

 

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:

Jesus sagde: »Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset. Men når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde.« Og han sagde: »Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Hvilken lignelse skal vi bruge om det? Det er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.«

Mark 4,26-32

 

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn.

Amen.

 

Meningen var vel sådan set god nok, og så føles det så uretfærdigt, at han, der for det første bare fik een talent, og for det andet af frygt for sin Herre prøvede at passe så godt som muligt denne ene talent, han nu fik, at han behandles så groft og kastes ud i mørket der udenfor, hvor der skal være gråd og tænderskæren.

Og så skulle det være et billede på Himmeriget!!!

Tjenerne har jo ikke fået lige mange talenter at passe på – nej én fik fem, en anden to, og en tredje kun én – alt efter deres evne – fortælles det!!

Dvs. Manden, der rejste udenlands, må på forhånd have vidst, at det ikke kunne blive til så meget med ham, der kun fik den ene talent – for han gav dem efter deres evner – og denne sidste tjener, har åbenbart ikke haft de store evner. Det vidste hans Herre, og derfor fik han kun lidt betroet. Men det lidt har han åbenbart ikke evnet at kunne få til at blive til noget særligt – ja, han har ikke engang vedligeholdt det – men det er blevet gravet ned i jorden og på den måde er det blevet hindret i at udvikle sig.

Derfor lyder hans Herres dom over ham, da han kommer hjem fra sin udlandsrejse:

”Tag derfor talentet fra ham og giv den til ham med de ti talenter. For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Der skal der være gråd og tænderskæren. ”

Måske lyder det groft.

Måske lyder det urimeligt.

Måske lyder det endda ondt og uretfærdigt.

Og måske ligger det meget langt fra den opfattelse af Gud, som den gode og tilgivende, der er den, vi har lullet os ind i.

Men måske er det vores gudsopfattelse, der er noget galt med!

Det her er en lignelse – dvs. det er en fortælling, Jesus har fortalt, for at få os til at indse eet eller andet.

Teksten er desuden placeret i den del af kirkeåret, vi kalder Hellig tre Konger tiden, selv om søndagen i dag hedder septuagesima, der betyder, at der er ca. 70 dage til påske. Og Hellig tre Konger tiden er en tid på året, der er præget af de følelser, der er knyttet til den liturgiske farve grøn, som står for vækst, grotid, håb.

En periode, der skal være til udvikling, opklaring og videre forståelse efter den overståede Juletid.

Dvs. en periode, hvor vi skal lære noget.

Og her kunne vi måske passende lære, at Gud ikke kan passes ind i vores til tider glansbilledagtige opfattelse af ham. Som den gamle godmodige bedstefar, der aldrig kræver noget af os men blot smilende ser til, mens vi udvikler os i en lidt uheldig retning.

For sådan er Gud ikke.

Vi lever i en tid, hvor vi i kirken – i hvert fald i Den Danske Folkekirke – har en tendens til meget gerne at ville behage og passe ind i tiden. Og somme tider kan vi næsten miste fokus, fordi vi så gerne vil have det, vi skal formidle, til at falde i folks smag og til at passe ind i tiden. Og selvfølgelig skal vi formidle det kristne budskab ind i den tid, vi lever i – det gjorde Jesus og viste os dermed vejen – og det gjorde mange år senere Luther, da han begyndte at holde gudstjeneste på folks modersmål, så de kunne forstå, hvad der blev sagt. Men vi skal passe på ikke at være så ivrige efter at tilpasse kristendommen til den til enhver tid eksisterende livsstil, mode og trend – så kristendommen mister sin egentlighed.

Kristendommen skal altid chokere og sætte spørgsmål ved den måde, vi lever på.

Den skal få os til at tænke efter.

Men kristendommen skal også trøste og give os livsmod.

Alt dette kan ikke indeholdes i en forkyndelse, der tilpasser sig tidens luner.

Men hvis vi pakker den kristne forkyndelse så meget ind i måden, vi serverer den på, så at der ikke er ret meget forkyndelse i det, vi gør i kirken, ja så lader vi i bogstaveligste forstand folk gå ad helvede til.

Vi skal passe på aldrig at miste fokus.

Vi skal ikke miste det egentlige i forkyndelsen af det kristne budskab.

Vi skal fortælle, at det liv, vi lever, har konsekvenser.

Det er simpelthen ikke ligegyldigt, hvordan vi lever vores liv.

Det er det, vi skal lære af denne her lignelse.

På et tidspunkt må vi tage konsekvensen af vores livsførelse.

Og den konsekvens kan vi ikke smøge os uden om. Vi kan ikke snyde eller lade som om, sådan som vi måske ofte gør det i forhold til hinanden.

En side af den kristne tro handler nemlig også om dom.

Det er ikke en side, der har fået ret meget fokus i de senere tiders forkyndelse af kristendom.

Men det er måske meget godt at blive mindet om det – især så tæt på julehyggen, hvor vi kan være tilbøjelige til at glemme alvoren i den kristne tro.

Gud blev menneske i Jesus fra Nazaret. Gik igennem et helt menneskeliv og tog menneskenes skyld på sig og lod sig korsfæste i vores sted for alt det onde menneskeheden har gjort og gør. Derefter overvandt han døden. Kom om på den anden side af døden og opstod - igen for os, for at vi kunne få del i hans opstandelse også.

Derefter for han til Himmels, siddende ved Gud Faders den Almægtiges højre hånd, - som vi bekender det i den kristne trosbekendelse, og som det lyder, hver gang vi døber et barn, - hvorfra han skal komme igen for at dømme levende og døde.

Vi tror altså også på, at Jesus Kristus skal komme igen, for at dømme levende og døde. Altså er det ikke ligegyldigt, hvordan vi lever vores liv.

På den anden side, så ved vi også, at intet menneske kan leve så fejlfrit, at det kan gøre sig fortjent til det evige liv. – Nej – den eneste måde, vi kan få del i det evige liv på er gennem troen.

Troen på den treenige Gud.

Troen på frelsen gennem Jesu lidelse og død.

Troen på Hans opstandelse.

Det har altså fatale følger, den måde vi lever vores liv på!!

For den måde vi lever vores liv på udspringer af vores overbevisning og vores tro.

Derfor er det ikke ligegyldigt, hvad vi tror på.

Og derfor er alting ikke lige godt.

Men når det er sagt – så viser lignelsen jo faktisk også Guds barmhjertighed, for tjenerne fik jo netop ikke alle sammen lige meget betroet at forvalte, mens deres Herre var borte – nej de fik forskelligt at forvalte, og dermed blev der også stillet forskellige krav til dem og dermed forskellige forventninger alt efter deres evner.

Så er jo altså Gud barmhjertig, men han tager det liv alvorligt, som han har betroet os.

Vi skal sandelig bruge det, få noget ud af det, ikke smide det væk, som om det ingen ting er værd eller grave det ned.

Men vi skal ikke få det samme ud af det, for vi er forskellige mennesker med forskellige evner og forskellige forudsætninger for at praktisere den tro, der kan være det bærende for os livet igennem. 

                                          Amen.

 

 

 

 

Prædiken v/ Tina Preus Hansen

 

 

S. s. e. H3K - 21. januar 2017 - Køng kl. 10,30

 

 

1. salme: 392

2. salme: 673

3. salme: 14
 

4. salme: 192

                                     Nadver: 476

5. salme: 787
 

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Jesus svarede disciplene: »Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære. Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!« Da lød der en røst fra himlen: »Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.« Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: »En engel talte til ham.« Jesus sagde til dem: »Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.« Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø.

Joh 12,23-33

 

 

Jeg har i mange år nydt at lytte til Michael Falks poetiske og meget
melodiøse sange, og da jeg forleden hørte Michael Falk synge sin
vidunderlige sang ”I et land uden høje bjerge” kom jeg i tanke om en
artikel jeg engang har læst i Kristeligt dagblad, og som gjorde stort indtryk
på mig. Her kunne man læse om, hvor langt ude med sig selv Michael Falk
egentlig havde været, at han var tæt på at opgive hele sin tilværelse. Han
stod et sted i sit liv, hvor han ikke kunne overskue noget som helst. Alt
havde egentligt kørt udmærket med, som der stod med masser af
facadefester, rigtige meninger, styr på tingene og fornemmelsen af magt.
Men så opdagede han, at han ikke kunne styre det hele selv og
fortvivlelsen tog fat i ham. Han hadede selviscenesættelsen og
overfladiskheden.
Familien faldt fra hinanden, og alkoholen fik ham til at gøre, hvad han ikke
selv ville. Til sidst besluttede han at sætte sig ud i en campingvogn for at
drikke sig ihjel. Det lykkedes heldigvis aldrig.
For foråret tog ham, og et nybrud i isen skabte et nybrud i sindet, og som
der stod: ”nu følte han sig ikke længere som ”en fremmed på jorden”.
Han begyndte at læse i Det nye Testamente og gennemgik langsomt en
transformation, hvor han opdagede sig selv i et nyt lys og på den måde fik
han langsomt genvundet modet på tilværelsen. Der stod: »Jesus er blevet
aktiv i mig, har givet et blik på mit liv, som kræver en selvransagelse, hvor
man ikke bare kan skøjte videre på overfladen, men tvinges til at gå
dybere. Det er slut med selvbedraget. Eller, måske mere præcist, alt
selvbedrag begynder at vakle«.
Hjertet er det ord vi normalt bruger, når vi taler om sindets indre
centrum, derfra hvor alt liv pumpes ud i hele kroppen og i al handling.
Hånden på hjertet - Det handler nemlig om, hvordan vi går til verden.
Altså ikke, at man skal miste livet, sådan som man gør, når man dør, men
at vi skal give slip på vores egoistiske og overfladiske sindelag, så der kan
blive plads til det liv, der har karakter af evighed.
Holder vi fast i selvisk sindelag, ja, så mister vi langsomt livet. Vi tørrer ud.
Som et enkelt hvedekorn, der aldrig kommer i jorden. Billedet af
hvedekornet, der må give afkald på sig selv for at det kan komme til at
vokse og give liv til mange små hvedekorn er et af de smukkeste billeder
vi har i kristendommen – synes jeg.
Noget må dø – nogen må give afkald, for at noget nyt kan vokse frem.
Jesus taler om sin egen forestående død, han skulle dø for at give liv til
mange.
Men han taler også om den dybeste kristne sandhed, at det er ved at
give, at vi modtager – det er ved at turde at give slip, at noget nyt kan
bygges op. Det at give afkald gir livet værdi, ikke mindst, hvis det er for
nogen, dvs. for at det kan glæde andre.
Vi skal vende angsten for at give slip eller gå glip af noget til glæden ved
at gå glip af noget som er Svend Brinkmanns overskrift og opfordring til os
i sin artikel i kristeligt dagblad for nylig. Brinkmann som er professor i
psykologi introducerer et begreb han kalder: FOMO. Det er en forkortelse
af den engelske sætning: Fear of Missing Out – på dansk ”angsten for at
gå glip af noget”.
Denne milde angst er efterhånden blevet en grundstemning i vores kultur,
mener Brinkmann. Han oplever det moderne forbrugersamfund som et
oplevelsessamfund, hvor fokus er at opleve mest muligt, at fylde os med
alle mulige spændende oplevelser i et forsøg på at give vores liv værdi.
Problemet er bare iflg. Brinkmann, at når vi træffer et valg om et job,
kæreste eller hvor ferien skal holdes, vælger vi også noget andet fra.
Vores følgesvend blir ”valgfrihedens tyranni” som et udtryk for medaljens
bagside, fordi vi risikerer en evig utilfredshed med det, vi har, når vi tror,
at der er en mulighed for at få noget andet og bedre.
I Brinkmans artikel var der en tegning af et ældre ægtepar, der sidder på
en bænk ved solnedgang, og manden som lægger armen om hendes
skuldre spørger: ”Synes du, at vi er gået glip af meget?”, og konen svare
”Ja, heldigvis!”.
Måske I holder vejret et øjeblik, for er det ikke som om de ældre viste det,
lidt bedre, at livet ikke handler om det vi får og har, men om det der er.
Brinkmann peger på, at livet ikke er forbrug heller ikke så meget at
opleve, men derimod at leve op til de medmenneskelige relationer. Høre,
at der bliver kaldt på os, at vi er villige til at gå glip af noget, hvis andre
kan have glæde af det.
Det handler om at give afkald for at give plads til livet i dets fylde ligesom
Michael Falk havde erfaret, og som også er hvedekornets visdom! At det
handler om at give plads for det nye og dybere.
Måske ses det betydningsfulde i at give afkald allerbedst hos forældre,
som i den grad må give afkald, når deres døgnrytme blir totalt forandret,
men det dybt meningsfulde tilsidesættes gerne for at fokusere på bleskift,
spisetider og det første smil!
Forældre til større børn må også give afkald. Det afkald kan være sværere
for nogen mere end andre! Men forældre må give afkald på at gribe ind,
blande sig og overbeskytte den unge.
Og som vi talte om forleden til konfirmandundervisningen må vi også give
afkald på de kræfter i os, der nogen gange får uvenskabet op i os, de
dumme drillerier og den tankeløse mobning.
I kender nok Radiserne. Søren Brun har tabt kampen i rugby endnu
engang. Vi kender ham: I siger ikke noget til mig, bare lad mig være i
fred, jeg ved, at jeg smed sejren væk, ingen skal kalde mig klaptorsk, jeg
ved, at jeg er en klaptorsk, ingen siger noget og så kommer Trine: Din
store klaptorsk. Er det ikke det vi kommer til ind imellem, når vi er i
Trinahumør. I stedet for at favne siger vi, det der ødelægger. En ny vej for
Trina ville være at gå med det positive kærligheden og glæden og lade det
brede sig.
Helligtrekongertiden er lidt kort i år, for påsken falder tidligt. Allerede på
næste søndag går vi ind i fastetiden. I Helligtrekongertiden udfoldes,
hvem Jesus er, Guds barn, som kom til verden julenat i Betlehem. Og
evangeliet om hvedekornet peger bagud mod julen, fordi vi dér mindes,
at Gud gav afkald på sin ophøjede og fjerne position og blev født i et lille,
sårbart barn i en mørk tid i en mørk verden.
Og hvedekornet peger fremad mod påsken, fordi Gud dér viser, at hans
magt ligger i at give afkald; han må dø for at give liv til os.
Michael Falch beskrev det på sin egen måde: Modet til at være sig selv,
det har vi fået i dåbsgave., men hvor langt skal vi gå? Jesus gav afkald på
alt, familie, ære og livet, men for mig at se får vi to svar, et hvis vi spørger
Jesus selv, for han siger hele vejen, et andet svar, hvis vi spørger os selv
og hinanden, at vi skal være gode og barmhjertige, men vi skal også
passe på os selv.
Og husk, du er ikke alene, You'll Never Walk Alone. Fra en gammel
musikal af Rodgers and Hammerstein tilbage i 1945. Den handler om en
mand der dør, men som Gud gir mulighed får at rejse tilbage til denne
verden med et budskab til sin nærmeste familie. Et budskab ned til sit
menneske, og jeg ved godt at nogen tænker fodbold, men det er længe
efter, at de huggede den og det er helt ok for budskabet er det samme,
nemlig det evangeliet siger til os. You'll Never Walk Alone.
Kan det blive mere smukt på sådan en januardag med et strejf af solskin,
når vi skal kærligheden og går med kærligheden. Vi er elskede og vi skal
elske. At bringe glæde ud i alle mennesker, at leve med hinanden og leve
med den kærlighedens dimension.
Guds kærlighed i Jesus Kristus. Det er den underfulde kærlighed og frelse,
som vi i tro må tage imod. Gør vi det, da kunne der ske det forårsunder
eller nybrud i isen, at vi får hvedekornets kraft og mod.
Amen