Udgivet: 24-09-2019

Prædiken v/Mette Magnusson

 

14.s.e. trin. 2019 – d. 22. sept. kl. 9 i Køng og 10,30 i Svinø

 

Præludium
Indgangsbøn
1.salme: 3 – Lovsynger Herren
hilsen
Kollekt
GT-læsning
2. salme: 29 – Spænd over os Dit himmelsejl
Epistellæsning
Trosbekendelse
3. salme: 597 – Så vide om land…
Evangelielæsning
Prædiken
Kirkebøn m.m.
4.salme: 714 – Kom hjerte, tag dit regnebræt
Altergang
192, vv.7-9
Kollekt
Hilsen
Velsignelse
5. salme: 34 – Gud skal alting mage
Udgangsbøn
Postludium
  

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Under sin vandring mod Jerusalem fulgte Jesus grænsen mellem Samaria og Galilæa. Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og råbte: »Jesus, Mester, forbarm dig over os!« Da han så dem, sagde han: »Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!« Og mens de var på vej derhen, blev de rene. Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. Jesus spurgte: »Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?« Og han sagde til ham: »Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.«

Lukasevangeliet 17,11-19
 

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.

 

At sige tak!

Mærkeligt nok er det ofte noget, vi især bliver opmærksomme på, når vi er ved at miste, og når nogen måske ville synes, at vi er nået til et sted i livet, hvor der ikke er så meget at takke for - mere!

Når dagene begynder at blive talte, og vi ved, at livet ikke varer ved i årevis mere, så begynder vi – eller mange mennesker gør i hvert fald – helt spontant at sige tak for i dag til dem, der er os nær.

Når livet begynder at ebbe ud, indser vi, hvor kostbart det er, hvor dyrebart det er, og vi får lyst til at sige tak.

Men hvorfor skal det være ved at være slut, før vi begynder at være taknemmelige for det - livet?

”Betænk, betænk hvor hastigt gik de andre nådesdage,

hvad om der ej var øjeblik nu mer´ for dig tilbage?” - spørger Brorson i en nytårssalme.

Og måske gør vi det til Nytår – når noget nyt og noget gammelt brydes – da gør vi dette at besinde os på vor egen dødelighed. Når noget er forbi, og noget andet begynder – og alligevel så er tanken måske fremmed for mange.

Måske er det kun de specielt dybsindige eller de, der kommer en tur forbi kirken og hører præstens overvejelser over et sådant emne, der får den idé at tænke på det.

På dødeligheden.

Forgængeligheden.

Jeg stiftede bekendtskab med citatet fra Brorsons salme for mange år siden, og jeg vælger ofte den salme som én af nytårssalmerne her i kirken, fordi den holder os fast på vores dødelighed meget direkte, og så kalder den vores allerede levede liv for ”nådesdage”.

Dagene vi fik, var ikke noget selvfølgeligt, noget vi havde krav på – nej, det var dage, vi fik af bar nåde.

Dage, vi fik for ingenting.

Uden videre.

En gave.

Og vi bliver i Brorsons enkle spørgsmål konfronteret med tanken, om vi nu også tog imod de allerede levede dage som en gave.

Om vi tog imod dem som noget enestående og dyrebart, som vi ingen anelse har om, hvor længe vi er så heldige at have del i.

Disse dage.

Livets dage.

Nådesdagene.

Jeg lærte egentlig ikke citatet at kende, fordi jeg lærte salmen at kende.

Nej, jeg stiftede bekendtskab med Brorson-citatet, fordi jeg arbejdede med Angst – især belyst ud fra Søren Kierkegaards bog ”Begrebet Angest”.

Jeg skulle skrive en stor opgave og læste bl.a. også en bog af en psykolog ved navn Boye Katzenelson, der havde arbejdet med angst-begrebet ud fra analyser af piloters angstoplevelser, og Boye Katzenelson havde et dybsindigt citat som opstart på hvert af sine kapitler i bogen.

Et af disse citater var fra Brorsons salme.

Nu startede jeg med at snakke om taknemmelighed – mestendels fordi det jo er temaet i evangelieteksten til i dag – og man ville måske synes, at der er langt fra taknemmelighed og til angstteorier. Men det er der vel egentlig alligevel ikke.

Angst føler man jo, når man står i begreb med at miste: livet – overblikket – meningen –

Når det, man troede var selvfølgeligt, forsvinder, bryder sammen, opløses, og man opdager, at det, der var, kun var der af nåde.

Betænk, betænk hvor hastigt gik de andre nådesdage…..

Ja, så er det, når man bliver klar over, at det er nådesdage, alle de levedage, der gik forud, da er det, at man måske kan blive i stand til at erstatte angsten for at miste med taknemmelighed for det, der var.

Men det er ingen let manøvre.

Som oftest er det noget, vi må kæmpe med livet igennem.

Angsten for at miste på den ene side – og taknemmeligheden for det, vi har mistet, det, som var engang af bar nåde – på den anden side.

Vi oplever det stærkest, når vi mister et menneske, vi har holdt af. Da kommer sorgen – men også ofte angsten for den pludseligt forandrede livssituation.

Vi føler, at alting vakler omkring os, og vi har det som om, vi hopper af sted fra tue til tue uden at vide, hvor vi lander – og om vi lander.

Men så en dag er det ligesom, vi kan mærke, at vi er ved at få lidt bedre fodfæste igen, og taknemmeligheden for alt det liv, vi har haft sammen med den, vi har mistet, kommer skyldende ind over os – og vi kan føle glæde igen – måske - men i hvert fald taknemmelighed.

Noget gik i stykker i os, og en dag er det ligesom helet igen, og vi opdager, hvor forunderligt det var, før det gik i stykker, og vi savner og længes måske – men føler også stor taknemmelighed.

De spedalske, vi hører om i evangeliefortællingen, havde det også, som havde de mistet selve livet.

Som spedalsk på Jesu tid betød det – ud over selve den forfærdelige sygdom, hvor ens lemmer nærmest langsomt visnede væk – så betød det også, at man blev udstødt af sin familie og af sin landsby, når man fik spedalskhed, for spedalskheden kunne ikke helbredes, og var meget smitsom.

Man blev udstødt af alle de og alt det, der betød noget for én, ja – man blev som død. Der var kun det menneskelige samvær tilbage, som man kunne få fra andre med samme skæbne. Andre spedalske.

Betænk, betænk hvor hastigt gik de andre nådesdage,

hvad om der ej var øjeblik nu mer´ for dig tilbage….tænkte man måske og blev opslugt af angst.

Angsten for intetheden.

Angsten for det store sorte hul, der hvor livet og fællesskabet med mennesker, man elskede, før havde været.

Angsten for tab af alt det, der gav livet mening.

Her var ingen lette løsninger tilbage.

Man kunne tage sit tab på sig – springe ud i intetheden og vente på, at døden skulle indhente én dér.

Men de spedalske i evangeliefortællingen er heldige.

Midt i deres knuste liv møder de Jesus.

Han helbreder dem.

Han giver dem livet igen.

Men hvorfor er der så kun én af dem, der vender tilbage til ham og siger tak?

Betænk, betænk, hvor hastigt gik de andre nådesdage……..

Det virker som om, det kun var den ene af de ti spedalske, der gjorde sig overvejelser om, at det var af ren og skær nåde, de var blevet raske.

Livet er en nådegave.

Vi har ingen ret til det.

Det gives til os af kærlighed.

Af nåde.

Det er en masse muligheder, vi får foræret, også hvis vi bliver helbredt fra svær sygdom, også hvis vi kommer igennem en svær periode i vores liv. Også hvis vi får bearbejdet vores angst til taknemmelighed.

Det er bare ikke alle mennesker, der oplever det sådan.

Måske er det kun én ud af ti.

Men den, der føler taknemmelighed for livet, vil også føle langt større glæde ved det.

Livet.

Og måske kan vi godt selv arbejde lidt med på, at vi selv har det sådan.

Føler taknemmelighed.

Som den tiende af de spedalske.

                                                                      Amen.