Udgivet: 21-05-2020

    (NB! Nyeste øverst på siden, ældste nederst)

    Prædikener og Coronatanker:

 

Kr. Himmelfartsdag 2020 – d. 21. maj kl.11.30 i Køng Kirke – genåbning efter corona-nedlukning.

v./Mette Magnusson

 


Præludium
Indgangsbøn
1.salme:402 – Den signede dag
Hilsen
Kollekt
GT-læsning
2.salme: 261 – Halleluja for lysets drot
Epistel
Trosbekendelse
3.salme: 251 – Jesus himmelfaren
Evangelium
Prædiken
Bøn, meddelelser m.m.
4.salme: 257 - Vaj nu, Dannebrog
Kollekt
Hilsen
Velsignelse
5.salme: 725 – Det dufter lysegrønt
Udgangsbøn
Postludium

  


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Jesus sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette. Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.« Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud. Lukasevangeliet 24,46-53
 

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.


Så fik vi lov til at holde gudstjeneste igen – men ikke helt som før.
Vi må – selv om vi genåbner kirkerne – stadig leve med restriktioner og retningslinjer, vi skal overholde.
Vi må betragte hinanden som potentielt smittebærere og skal holde afstand.
Vi skal være 2 meter fra hinanden, når vi synger, og der skal i et kirkerum være 4 m2. pr. person til dem, vi lukker ind.
Heldigvis har vi en stor kirker her i Køng, hvor vi må være 60 personer, hvis vi spreder os ud i sideskibene også.
Knapt så heldige er vi på Svinø, hvor vi ikke kan være mere end 12.
Men vi må trods alt være her og dér.
Vi må holde gudstjenester.
Vi har fået lov til at åbne vore kirker efter en nedlukning, der har varet i over 2 måneder.
Sådan noget er aldrig sket før – ikke engang under 2. Verdenskrig, tror jeg.
Men det er jo ikke kun kirkerne, der har været lukket ned.
Hele samfundet har været sat i stå for at undgå, at corona-virussen skulle tage magten fra os.
Og det ser ud som om, den taber mere og mere – coronavirussen – ligesom i øvrigt mange andre i vores samfund gør det:
Virksomheder er bukket under.
Folk har mistet penge og jobs, og det er faktisk stadig noget uoverskueligt, hvad det er for en verden, vi er på vej tilbage til.
Men vi har midt i alt bøvlet – midt i de sorger, mange har følt – midt i tabene – ja, midt i alle trængslerne – der har vi lært noget vigtigt som mennesker:
Vi kan ikke styre alt.
Vi kan ikke lægge planer og tage for givet, at de planer kan føres ud i livet.
Vi må sande, at vi som mennesker faktisk IKKE har frit valg på alle hylder og kan gøre, som det passer os. Og det var vi ellers nok tilbøjelige til at tro!
Vi er blevet sat til at stoppe op og besinde os lidt på den måde, vi lever vores liv på – og det er måske ikke så ringe endda.
Mange af os har oplevet at savne.
Savne vore nærmeste, som vi ikke har kunnet se for at beskytte dem og måske os selv mod smitte.
Savne den hverdag, som vi – når livet bare kører afsted med os med 180 km. i timen – meget ofte går og er lidt småirriterede på.
Ja, vi har oplevet at savne den helt almindelige hverdag, som er vores – og som vi inden corona-tiden måske kunne se en masse fejl ved – og det kan vi måske stadigvæk – men nu er vi blevet os bevidste om, at de fejl måske ikke betyder så meget, for vi har savnet både alt det dejlige og gode og det irriterende i den hverdag, vi normalt er en del af hver især.
Nu har vi fået den tilbage – hverdagen – med restriktioner og regler – men vi har fået noget af det tilbage, som vi har længtes efter.
Og måske er det bare sådan, at vi skal helt derud, hvor vi må undvære det, vi har og er en del af, for rigtig at lære at sætte pris på det.
I dag er det Kr. Himmelfartsdag, og lidt pudsigt er disciplene i den helt modsatte situation af os denne dag.
Hvor vi netop har fået noget af det tilbage, som vi sætter pris på, ja, så bliver noget af det, som disciplene sætter pris på, taget fra dem i dag.
Vi befinder os i tiden 40 dage efter Jesu død og opstandelse, og i de 40 dage har Jesus vist sig flere gange for disciplene, så de har ikke været sådan helt forladt. Selv om de har måttet leve uden den jordiske Jesus, så har han dog vist sig for dem flere gange. Men nu slutter dette samvær definitivt, for denne dag farer Jesus til himmels og kommer ikke mere til disciplene. --- men han efterlader dem alligevel kun alene i 12 dage.
Han har nemlig forudsagt, at han vil sende en talsmand til dem. En advokat, der kan føre Hans sag iblandt dem – iblandt os mennesker. Og den talsmand fejrer vi jo Pinse for.
Vi fejrer Helligåndens komme til Jord.
Helligånden er den 3. side af den treenige Gud. – Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd – tre sider af samme sag – som viser sig for os mennesker på forskellig vis – som den skabende kraft i Gud Fader – som den medlidende og medlevende kraft i Gud Søn, der ender med at tilintetgøre døden og bane vejen til Gud for os mennesker - - og endelig som Guds kærlighedskraft, den styrke der også arbejder i os mennesker i vores samvittighed og igennem de bånd, der kan være mennesker imellem.
Så disciplene efterlades ikke alene – og det gør vi heller ikke, for Gud Helligånd har været hos os siden den første Pinse.
Men somme tider lægger vi ikke mærke til Gud Helligånd.
Somme tider skal vi sættes lidt ud af spillet for at kunne opdage Gud Helligånd – Guds kærlighedskraft – Guds styrke.
– Ja, somme tider skal der noget voldsomt til, før vi bliver opmærksomme på den side af Gud – Der skulle måske en corona-krise til, før vi blev opmærksomme på, hvor nådefuldt vi egentlig lever – ja, som Johannes Møllehave skriver:


Nåden er din dagligdag,
Hverdagen, det nære.
Mennesker at leve med,
Nåden er: at være.

Nåden er den kærlighed,
Som blev grundløst givet.
Nåden er den hverdag, som
Binder dig til livet.

Nåden er et ord fra Gud
Over alle dage.
Nåden er, når alt er tabt,
At få alt tilbage.

Nåden er hver levet dag,
Hvert tilfældigt møde.
Nåden er det levende,
Som står op af døde.

Uden håb og uden Gud
Lar vi døden råde.
Tro og håb og kærlighed
Får vi kun af nåde.
Amen.
 
 

 

 

 

Prædiken 17. maj 2020 over Johs. 17:1-11, 5. søndag efter påske.
I dag er det sidste søndag, hvor vi må nøjes med at mødes digitalt....fra på torsdag åbner kirkerne - HURRA !....Men kunne vi have mødtes i Svinø kirke i dag - 5. søndag efter påske - så ville der være blevet læst fra Johannesevangeliet, kapitel 17, vers 1-11:
"Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig. Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.«

Da 2. verdenskrig var slut fandt man i en koncentrationslejr i Warszawa, følgende ord skrevet på en mur:
”Jeg tror på solen….. også når den ikke skinner. Jeg tror på kærligheden….. også når jeg ikke føler den. Jeg tror på Gud….. også når jeg ikke ser ham.”
Når vi med gru tænker på det helvede, som mennesker gennemlevede i koncentrationslejrene…. så synes det fuldstændig ufatteligt - næsten overmenneskeligt - at nogen kunne bevare en tro på det gode….. et håb midt i håbløsheden – en insisteren på at holde fast i kærligheden …. i en hverdag, hvor ondskaben og hadet var i centrum. Hvorfra får et menneske styrken og livsmodet til det ?
Ja, måske er mennesker simpelt hen født med en grundlæggende tillid til livet…. En holdning, der siger: “Det er – UANSET hvordan - GODT at være til”. Det mærker vi i jo i alt fald, når vi fejrer kærligheden og livet…..
Når vi forelsker os…… så længes vi efter at love hinanden dét, som vi dybest set slet ikke KAN love….. nemlig at ville elske og ære hinanden og leve sammen både i medgang og modgang, indtil døden skiller os ad…… det føles jo så sandt….dybt ind i hjertekammeret at sige JA til disse store løfter…. Intet brudepar holder bryllupsfest på baggrund af et løfte om at blive sammen, så længe det går “rimelig godt”….nej, vi fester - i håbet om – og længslen efter - at være sammen med den elskede til vore dages ende. Og når et barn kommer til verden, siger vi ikke: “Måske bliver dette liv til lykke …..måske bliver det til katastrofe, vi må vente og se…..”. Nej, vi stormer ud og inviterer familie og venner til fest i overvældende glæde over, at et lille nyt menneske har set dagens lys…...
Måske blev mennesker ikke skabt til at være REAlister ….. men til at være OPtimister….. måske ligger det dybt i os, at vi ikke VIL affinde os med det onde…. Vi kæmper en INDÆDT kamp imod sygdom ……bliver VED med at håbe på, at vi bliver raske……Selv der, hvor lægevidenskaben eller samfundet måske synes, at livet virker meningsløst og uværdigt…… selv dér kan mennesker gribe et halmstrå og finde håb….. I disse Coronatider, hvor vi har så megen brug for håbet - da har en del mennesker opdateret deres Facebookbillede, så der hen over billedet er et banner med ordene: ”Det bliver godt igen.”
Men hvorfor er det sådan? Ja, jeg tror, at vi kan finde et svar i vor Bibeltekst, der jo netop handler om tro, håb, og kærlighed.
Det er Skærtorsdag aften….Jesus og disciplene er samlet ved bordet til påskemåltid …. Jesus ved godt, at de snart skal skilles …. at ”Timen er kommet” … at hans liv på jorden inden længe vil være forbi…..
Sine sidste timer bruger han på at bede til Gud…. bede troens og håbets og kærlighedens bøn for sine disciple…ja, for alle mennesker…for det er en bøn, der rækker ud over tid og rum….en bøn, der også gælder os idag…: “Fader, Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig”, siger Jesus. Det kan umiddelbart lyde mærkeligt i vore ører …… for der er da ikke noget smukt eller herligt i, at Jesus bare få timer senere, skulle blive taget til fange, blive pisket, tornekronet og korsfæstet…. Men når Jesus siger "Timen er kommet" - så svarer det egentlig til hans sidste ord på korset: "Det er fuldbragt!" …..Jesus hentyder til, at han nu er tæt på at have fuldført den opgave, Gud havde givet ham.

For med Gud … da er det jo egentlig lidt lige som med Egon Olsen…. i tidernes morgen havde Gud en plan med os mennesker….vi blev skabt til at leve i Paradis….skabt til at synge ….lege….danse… og elske….skabt til at have evigt liv………men menneskene ødelagde planen – de glemte sangen og legen og dansen og kærligheden – de valgte smerten og døden i stedet …… Gud ville dog under ingen omstændigheder opgive sin plan….derfor sendte han sin søn til verden….for igen og igen at fortælle os om kærligheden….og VISE os kærligheden….Det gjorde Jesus gennem sin lidelse og død på korset for vore synders skyld ……Jesus tog det HELE på sig….. og DERFOR er korset herlighedens vej……fordi det er kærlighedens vej….. og vores vej……til det Paradis, Gud har skabt os til……

Det er alt dette, Jesus prøver at fortælle Skærtorsdag ….. det er som om han i sin bøn bøjer sig ned til os og kærligt tager hver eneste af os op og lægger os i Guds gode hænder…der hører vi til. Før alt var til …..og helt ind i evighedernes evighed - der er verden og vi i Guds hænder…… det hele begyndte godt….. og det hele ender godt….det er den kristne tro….

Og der er mere endnu ……for det evige liv – det er MERE end på den anden side af dødens grænse …..”DETTE er det evige liv,” siger Jesus, ”at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.”…..….det evige liv er glimtvis lige HER……lige midt i vores på én gang velsignede og svære jordiske menneskeliv…….det fornemmer vi, når vi tør tro, at Jesus er Guds søn…..

Jesus beder Gud hjælpe os med at holde fast i den tro, og vover vi det…… så er der AL mulig god grund til at blive VED med at håbe på det gode….både I dette liv og i livet EFTER dette….. I troen på Kristus – DER kan vi finde styrken og livsmodet til at sige:
”Jeg tror på solen, også når den ikke skinner. Jeg tror på kærligheden, også når jeg ikke føler den. Jeg tror på Gud, også når jeg ikke ser ham.” …..for dybt i mit hjerte mærker jeg, at jeg er favnet af hans hænder ….fra evighed og til evighed. Amen

 

Lisbeth 17/5-2020

 

Coronaprædiken til 4.s.e. påske over Johannesevangeliet kap. 8, vers 28-36.

Her i Coronakrisen har vi mistet noget af vores frihed. Vi er blevet stærkt begrænsede i vores udfoldelsesmåder. Der er så meget, vi ikke kan og ikke må i øjeblikket.
Landet er lukket ned, men politikkerne har nu forhandlet om, hvor meget og hvornår, landet kan lukkes op igen. Det sker gradvist og i etaper – men alligevel ikke helt til den verden, vi kendte før corona. Ja, der bliver forhandlet om, hvornår og hvordan borgerne kan sættes fri igen.
Men frihed er egentlig et underligt begreb. Det er noget, mange sætter meget højt uden måske rigtig at vide, hvad de skal bruge den til. Friheden.
Når Jesus snakker om frihed til jøderne, som noget, de ikke har, bliver de forvirrede og svarer: ”Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?
Nu kunne man jo undre sig over, at de synes, de var frie, al den stund at deres land jo var besat af Romerne. Og før det var romerne, var det andre folkeslag, der havde besat landet, og det havde det været siden 587 før Kristi fødsel, hvor store dele af det jødiske folk blev sendt i eksil i Babylon, så frihed var vel et relativt begreb – sådan nationalt betragtet.
Men det var nu heller ikke helt sådan, det skulle opfattes. For ligegyldigt, hvilket land, de havde været underlagt, jøderne, så havde de deres stolthed som folk intakt.
De var Abrahams efterkommere, og det var noget særligt. De var Guds udvalgte folk, ligegyldig hvordan andre folkeslag så end opfattede dem.
Og derfor var de frie, for de var Guds.
Og derfor bliver de desorienterede over at få at vide, at sandheden skal gøre dem frie.
For sandheden – hvad er det?
Sandheden om dem som Folk var, at de var Guds udvalgte folk – og det var sandhed nok for dem.
Så de var frie, og de kendte sandheden om dem selv – mente de.
Men hvad brugte de så den sandhed og den frihed til?
Ja, de hvilede sig på den. Trøstede sig ved den. Støttede sig til den.
Og det var vel godt nok?
Sådan har vi det jo også, når vores liv er normalt, og vi ikke er ramt af corona.
Vi er også frie – mener vi.
Vi er frie i vores måde at omgås hinanden på.
Vi er frie til at vælge, hvordan vi vil leve vores liv. Frie til at vælge mellem alle de muligheder, livet efterhånden rummer for det moderne menneske. Vi er faktisk så frie, så vi ikke rigtig ved, hvad vi skal bruge den megen frihed til – og så skynder vi os at binde os til en hel masse ting, som vi i vores frihed har valgt: arbejde, dyre lån i huse og biler og anden form for forbrug.
Frihed er noget underligt noget.
Vi siger, vi tragter efter friheden – men hvis vi så har den, så skynder vi os at prøve at blive af med den, erstatte den med bundethed og forpligtelse.
Ja, der er sådan helt status i at være forpligtet og være bundet – og så samtidig bilde sig selv og omverdenen ind, at man er fri!!!!
Men til os – som til jøderne – svarer Jesus:
”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl.”
For i vores frihed, har vi også frihed til at synde!
Og det er virkelig en frihed, vi benytter os af – vi mennesker.
Det gjorde allerede Eva og Adam i Paradisets have, da de opdagede, at de havde en fri vilje. En fri vilje, der kunne bruges til at vælge mellem at gøre, hvad Gud havde sagt, og hvad Djævelen forklædt som slangen sagde. Frihed til at vælge mellem at gøre Guds vilje eller Djævelens. Mellem at spise af kundskabens træ eller lade være.
Menneskene følte sig frygtelig fristede.
Og de fulgte deres fristelse. Lod sig friste til at bruge deres frie vilje til at gå imod Guds vilje, til at synde.
At synde er at gå i mod Guds vilje. Men det var jo ikke sikkert, han opdagede det – ham Gud – tænkte de første mennesker – og sådan har menneskene tænkt lige side.
Der er nok ikke nogen, der ser det her – så kan jeg roligt gøre det!!!
Og vi lader os friste den ene gang efter den anden.
Vi er pludselig ikke frie mere – men fanget af vores eget begær.
Begær efter at eje.
Begær efter at blive set og hørt og beundret.
Begær efter at være utraditionel,
Begær efter at bryde grænser.
Hvor blev friheden af?
Vi bilder os ind, at vi har den – friheden.
Og vi bilder os ind, at coronakrisen har taget den fra os.
Det har den måske til en vis grad også – men faktisk har den også sat os fri fra alt det, vi normalt er bundet af i vores såkaldte frihed.
Den har sat os fri til at tænke lidt over, hvordan vi lever vores liv.
Den har givet os tid – den tid, vi normalt bruger på alt det, vi ikke kan i øjeblikket.
Og det er vel egentlig ikke så ringe?
Vi bliver – ligesom jøderne gjorde det, da Jesus talte til dem – sat fri til at besinde os lidt på, hvordan det er, vi lever vores liv.
Jesus sætter os fri til et liv i kærlighed og ligeværdighed – et liv i pagt med skaberværket og vore medmennesker.
Og lige nu har vi time out til at besinde os på, om det liv – dette nye live – måske kunne leves med mindre stress, mere hjemmearbejde, mindre prangende boliger, biler, beklædning og alt det andet, vi indtil nu har stræbt efter at eje.
Det var da værd at overveje! Amen.

 

                                                                     Mette 10. maj

 

 

Bededag, 8. maj 2020, hvor vi skulle have fejret konfirmation, der desværre blev udsat p.g.a Coronakrisen.
Havde vi kunnet holde gudstjeneste sammen, ville der være blevet læst fra Matthæusevangeliet:

Jesus sagde: »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, eller give ham en slange, når han beder om en fisk? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham! Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne. Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!«

(Matthæusevangeliet 7,7-14)

At tænde lys i mørket…….det var der mange der gjorde i bogstaveligste forstand i mandags – den 4. maj …..det var bevægende at gå en tur ved aftentide ….. se alle stearinlysene i vinduerne.

I denne mærkelige tid er der dog også på forskellig vis blevet tændt lys i mørket i overført betydning …….. man kan blive noget så GLAD over, hvor meget vi er begyndt at synge sammen – hver for sig…..høre om den glæde, mange gennem sangen mærker sprede sig i krop og sind…..og at der er mennesker, der i langt højere grad end under normale omstændigheder hjælper hinanden – måske med indkøb, hundeluftning eller sågar fremstilling af værnemidler på deres 3D-printer…. Og i nyhederne i går stod der, at der aldrig tidligere på verdensplan har været søgt så meget på ordet ”Bøn” på Google, som det er sket under Coronakrisen……ikke mindst på ’beskyttelsesbønner’. Det fik mig til at huske en lille historie, jeg hørte for en del år siden….

”Det var et forfærdeligt stormvejr på havet. Et skib lå derude og tog mere og mere vand ind og inden længe ville det sandsynligvis synke. Der var langt ind til kysten, og der var ikke andre skibe i nærheden. Kaptajnen samlede besætningen og spurgte: ”Er der nogen af jer, der kan finde ud af at bede ?” Et af besætningsmedlemmerne trådte frem og sagde: ”Ja, kaptajn, jeg ved, hvordan man beder.” Kaptajnen vendte sig mod manden og sagde: ”Godt. Så gå du i gang med at bede, men resten af os tager redningsveste på – vi mangler nemlig desværre en enkelt.”

Den lille historie siger egentlig noget ret præcist om mange menneskers – ikke mindst vi blufærdige danskeres - forhold til dette - at bede…. at bøn ofte er …. den sidste udvej. Så længe vi har en ”redningsvest” og følelsen af at kunne klare det hele selv – at vi med andre ord har gjort os til ”Gud i eget liv” - så har vi ikke brug for bønnen ….. men når så de der perioder i livet kommer…. hvor vi oplever, at vi står magtesløse…oplever, at vi ikke har ret megen indflydelse – om nogen i det hele taget - på dét, der sker i vore liv…., så får vi erkendelsen af, at ”Gud i eget liv” - det KUN virker, så længe vi har medvind…..når det VIRKELIG gælder…..så har vi brug for at bede til Vor Far – himlens og jordens skaber…
Sådan var situationen måske også for salmisten, der skrev den gammeltestamentlige læsning, der hører til Bededag (Salme 130), for hans bøn begynder: ”Fra det dybe råber jeg til dig, Herre. Herre, hør mit råb, lad dine ører lytte til min tryglen.” I de fortvivlede ord kan vi mærke hans totale hjælpeløshed….fornemme et han er i et afmagtens tomrum, han bare ikke kan stå alene med…..

Vi kender godt sådan nogle livssituationer fra vores eget liv:

Når sygdom rammer os….når vi får den alvorlige besked hos lægen….. når smerter fysisk eller psykisk holder os vågne og utrygheden for fremtiden nager….når der er alt for få timer i døgnet til alt det, som vi forventes at skulle nå.
Eller, når vore børn er alvorligt syge, og vi forsøger at gøre alt, hvad der står i vores magt for at hjælpe dem, men intet nytter ….hvor vi ville ønske, at vi kunne overtage deres smerter…. Eller hvis børnene er i gang med at træffe et forkert valg i livet….et valg, der skader dem selv og andre….hvor kan vi da føle os hjælpeløse og alene.

Eller når fyresedlen kommer – ikke mindst i den aktuelle situation - og vi ikke ved, hvordan vi skal kunne betale næste måneds regninger og der måske heller ikke er udsigt til et nyt arbejde indenfor en overskuelig fremtid.

Eller når der har været en konflikt og vores gode rygte forsvinder p.g.a. andres bagtalelser og løgne….uden at vi har mulighed for at ændre på det.

I hjælpeløsheden har vi brug for at bede ….det er ikke sikkert, at det er fine, velformulerede bønner….og det er heller ikke nødvendigt….måske lyder bønnen simpelt hen: ”HJÆLP MIG, GUD !”……det er alt nok.

”Bed, så skal der gives jer.”, siger Jesus….og det gør vi, når morgendagen truer med at bringe frygt og sorg og savn……men det svære i de ord er nok, at vi ikke altid synes, vi får et svar fra Gud….eller måske snarere…. at vi får et andet svar på vores bøn, end vi havde ønsket…

Forfatteren C. S. Lewis har på et tidspunkt sagt: ”Bønnen ændrer ikke Gud, bønnen ændrer mig.” Han bad så inderligt for, at hans elskede Joy måtte overleve sin sygdom….men hun døde fra ham….. alle hans bønner til Gud holdt ikke døden på afstand. Men med tiden….da forstod han, at det var sådan hans liv skulle være…at han skulle miste den store kærlighed, han havde mødt sent i livet, men at kærligheden havde ændret ham…og heri fandt han sit svar….bønnen tændte lys i mørket for ham.

C. S. Lewis blev ikke bønhørt….han fik ikke lov at beholde sin elskede…..men han erfarede det, der så realistisk er nedskrevet i følgende bøn:
Jeg bad om styrke,
og Gud gav mig vanskeligheder.
Jeg bad om visdom,
og Gud gav mig problemer at løse.
Jeg bad om velstand,
og Gud gav mig hjerne og muskler for at kunne arbejde.
Jeg bad om mod,
og Gud gav mig farer at overvinde.
Jeg bad om kærlighed,
og Gud gav mig mennesker at elske.
Jeg bad om gaver,
og Gud gav mig muligheder.
Jeg fik ingenting af det, jeg ville have,
men jeg fik alt det, jeg havde brug for.

Vi bliver ikke altid bønhørt…men vi bliver hørt !!! Og derfor kan vi bede….fordi vi kan dele alt med Gud….afmagt, dyb fortvivlelse, længsler, håb, glæde, taknemmelighed….Gud tager imod det hele og bærer med på vore liv sammen med os…både på de tungeste skridt og på de letteste dansetrin…

”Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde, bank på, så skal der lukkes op for jer.”, lyder Jesu ord til os i dag.

Bede, søge, og banke på. Det er det, vi skal gøre…..forsøge at tage imod det, som bliver givet os - gå ind ad de døre, der åbner sig for os….
Bededag mindes vi om, at Gud hører os og finder os….. og gennem Kristi opstandelse Påskedag har han allerede lukket porten op for os….. ja, han har taget hele døren af !

Tak, Gud, fordi du tænder lys i mørket for os….tak, fordi vi må følges med din Søn, der om sig selv sagde: ”Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.” Tak. Amen.

Lisbeth 8/5-2020
 

 

 

Holde ud!
Holde af!
Holde afstand!
Holde ved!
Vi ”holder” på mange måder i denne tid – bare vi holder til det!
Men det gør vi jo nok – især, når det så småt begynder at lysne med den gradvise genåbning.
Vi ved endnu ikke, om kirkerne kommer med i genåbningens fase 2 på én eller anden måde – men lad os håbe det!
Ellers gælder det om, at holde ud. Selv om covid-19 er en alvorlig sag, så kunne man jo – i hvert fald så længe man ikke er ramt men blot lever med restriktionerne – ja, så kunne man jo øve sig lidt i at se de positive sider af denne tid:
Forureningen er mindsket.
Mange har fundet ud af, at det udmærket lader sig gøre at arbejde hjemmefra, og at IT kan have sin berettigelse i denne tid.
Endelig kunne man jo lade den megen alene-tid være en overraskende gave, hvor vi får mulighed for at besinde os på det liv, vi lever, og hvor vi i højere grad må finde os i at være ét sted – i stedet for hele tiden at være på vej – både mentalt og fysisk - til et andet sted end dér, hvor vi rent faktisk befinder os.
Vi bliver også nødt til at indse, at livet er lige nu, og at alle de planer, vi er tilbøjelige til at lægge for fremtiden, måske aldrig vil kunne gennemføres, fordi noget kommer i vejen.
John Lennon har sagt det meget præcist i en sang engang:
”Life is what happens to you while you’re busy making other plans” (Livet er, hvad der sker med dig, mens du har travlt med at lægge andre planer)
Sååh…måske skulle vi egentlig bare være – være til. Lige nu!
 

                                                                                         Mette 6/5-2020

 

 

 

I dag - 3. søndag efter påske - kan vi hverken holde konfirmation eller gudstjeneste sammen....men havde vi kunnet samles i kirken ville der være blevet læst fra Johannesevangeliet:

Jesus sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.« Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.« (Johannesevangeliet, kap. 14,vers 1-11)

Da folk kom i kirke den første søndag efter 9. april 1940, blev de mødt af ordene fra Johannesevangeliet: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud og tro på mig.”

I de tunge, mørke dage for godt 80 år siden……med den nylige oplevelse af de tyske fly over hovederne…..Danmark besat !…… med en fremtid, der så lukket og fuldstændig kaotisk ud …. – da må kirkegængernes sind have været fyldt af grænseløs forfærdelse….. deres hjerter af overvældende bekymring og modløshed ….. men de blev mødt af Jesu ord ”Jeres hjerte må ikke forfærdes….. ”.

Gad vide om ordene gav dem trøst …..og mod …. og styrke? For det er jo ikke ord, der fortæller noget om fakta…. ikke noget: ”Hold ud! Om fem år er tyskerne væk igen”………dengang anede ingen, hvor længe besættelsen ville vare…..

Omend det er af en ganske anden karakter, så er også VI lige nu i en situation, hvor verden er i forvirring og krise….nogle steder i kaos.
Vi kan holde afstand.
Vi kan spritte hænder.
Vi kan passe på hinanden og på os selv…
Vi kan forsøge at tage alle de forholdsregler, vi overhovedet kan…
…alligevel er det rigtig svært ikke ind imellem at mærke en bekymring….måske frygt……snige sig ind i hjertet og tankerne…. en følelse af den afmagt, der kommer, når vi er i en situation, vi ikke har kontrol over…eller kan planlægge os ud af…..eller forsikre os imod…….en situation, vi ikke ved, hvornår slutter….eller hvordan den måske kommer til at påvirke vore kære eller os selv….

Men også til os i dag lyder Jesu ord fra Skærtorsdag aften: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes. Tro på Gud og tro på mig”..….. Jeg synes, det er som om, der er en verden af trøst i de ord…..de kan få mig til at trække vejret dybere….roligere...de kan tænde lys…… Ordene er næsten som et ekko af englens ord til hyrderne på Betlehems marker den stjerneklare julenat for godt 2000 år siden, hvor Jesus kom til verden: ”Frygt ikke, thi jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket.”

”Frygt ikke”…..”Jeres hjerte må ikke forfærdes”……det er ikke tilfældigt, at netop disse ord lyder, først i Jesu møde med verden …..og siden kort inden, han skal tage afsked med den igen …. for HELE hans liv er jo ét stort budskab fra Gud til os mennesker om, at frygtens tid er forbi ….. at den er efterfulgt af HÅBETS tid….

Denne Skærtorsdag nat, hvor Jesus og disciplene er samlet for at spise påskemåltid – da ER det dog som om julenat med al dens lys og håb forekommer langt væk….. Jesus har fortalt disciplene, at han snart skal forlade dem, og de fyldes af afmagt og forvirring – hvad mener han? Hvad skal der ske ?….Hvilken vej, skal de nu gå ? Som svar lyder hans smukke ord: ”Jeg er vejen og sandheden og livet”….”I skal være der, hvor jeg er” ….her udtrykker Jesus den dybeste samhørighed mellem ham og os…..HANS vej er vores vej.

Som vi ved fra Påskedagene….så er det ikke ikke altid nogen let vej….for sådan er menneskelivet ikke……..men det er en vej, hvor han følges med os ….. på vore smalle veje …..på de hårde stigninger ….der, hvor vi slet ingen vej ser….ikke mindst dér, følger han os…… det er derfor, vi ikke skal forfærdes….

Det var det budskab, der mødte kirkegængerne d. 9. april dengang og som måske gav dem styrke til at bære det, der var ubærligt ….og håb om, at det kunne godt være, Danmark lige nu var i Hitlers vold, men de var i Guds hånd……det ville blive godt igen……det blev det….

Når vi på mandag sætter lys i vinduerne om aftenen for at mindes 75-året for Danmarks befrielse….så er vi bundet sammen med alle dem, der gennemlevede de 5 forbandede år….vi ved ikke, hvor længe vi vil være i Coronaens vold….og skønt det som nævnt er en anden situation …..gid så også vi kan finde styrke og håb om, at det hele bliver godt igen… og selv hvis det værste skulle ske ….at vi mister en elsket….eller vi selv bliver syge og må se døden i øjnene – at det da vil lyde for vort indre øre: ”I min Fars hus er der mange boliger, og jeg er gået bort for at gøre en plads rede for jer.”

Hvordan det er efter døden – det kan vi ikke vide noget præcist om – men tør vi tro på, at Jesus kommer og tager os til sig, for at vi skal være dér, hvor også han er – så forstår vi den fulde dybde af det kristne håb…..

At tro på Gud er ikke det samme som ikke at kende til frygt …. men det er at få hjælp til at overvinde den …. hjælp til at turde gå vejen lige ved siden af Guds søn….. både gennem Langfredagsmørket….og ind i opstandelseslyset. Amen.

                                                                                                             Lisbeth 3. maj

 

 

 

D. 4. maj 2020 /v. Mette 30. april
D. 4. maj kunne vi i Svinø Mindelund i år have markeret 75-året for Danmarks befrielse.
Sådan blev det desværre ikke.
Det satte covid-19-sygdommen en stopper for.
Helt upåagtet går aftenen imidlertid ikke hen.
Der vil blive ringet med kirkens klokker i et kvarter på det tidspunkt, da frihedsbudskabet lød for 75 år siden, ligesom vi også fra menighedsrådets side vil lægge en krans for at ære de faldne – men altså ingen forsamling af nogen art!
At vi ikke som vanligt kan markere denne aften, skal dog ikke hindre os i netop på denne dag at sende taknemmelige tanker til alle de mennesker, der med livet som indsats kæmpede for vores frihed.
I øjeblikket føler vi måske nok, at friheden er begrænset – ikke på grund af krig – men på grund af corona, og kampen mod denne fjende kæmpes ikke i luften eller på havet eller på slagmarker – nej, den kæmpes på hospitaler Verden over, og de kæmpende er ikke uddannet militært men sundhedsfagligt. Også mange af dem kæmper faktisk med livet som indsats.
Det er en kamp for menneskehedens overlevelse – ligesom den kamp, der blev kæmpet under 2. verdenskrig, var det.
På Svinø blev der begravet 108 allierede flyvere, der kæmpede med livet som indsats.
De kom fra mange forskellige af verdens lande: USA, Canada, Storbritannien, Australien, New Zealand og det sydlige Afrika. Alle mistede de livet over dansk territorium.
Det var unge mænd, der for manges vedkommende havde meldt sig frivilligt til deres lands flyvevåben, og når man går en tur i Svinø Mindelund, kan man på deres gravsten se, hvor unge de var.
I 1948-49 blev de 46 amerikanske flyvere udgravet og flyttet til den store amerikanske krigskirkegård Neuville-en-Condroz ved Liege i Belgien.
Det var i første omgang en slags mellemlanding, idet en del af dem blev fragtet videre hjem til USA og genbegravet dér.
Nogle blev genbegravet på Neuville-en- Condroz kirkegården, og to blev genbegravet på en amerikansk krigskirkegård i Luxembourg og en enkelt på en amerikansk krigskirkegård i Holland.
Tilbage i Svinø er nu 62 Royal Air force flyvere begravet – samt én ekstra kommet til senere!
I 1999 blev canadieren Major Donald Smith stedt til hvile 5 meter bag sin besætning fra krigen. Han var den eneste overlevende i maskinen, der styrtede ned ved Drøsselbjerg Klint i april 1943, efter at være blevet anskudt af en tysk natjæger.
Denne oplevelse var naturligvis voldsom for ham – så voldsom, at han ønskede at blive begravet på Svinø sammen med sin besætning, når han engang døde. Det gjorde han i efteråret 1998, og d. 4. maj 1999 kom hans familie til Danmark med hans urne, og vi holdt en højtidelighed og satte urnen i jorden. Inskriptionen på hans gravsten siger alt: ”Together at last”.
Mange år er nu gået, siden alt dette skete, og vi plejer jo at mødes rigtig mange mennesker på Svinø hvert år d. 4. maj for at mindes med taknemmelighed.
Det kan vi ikke i år pga. corona-smitten. Men når vi nu er henvist til at sidde hjemme, kunne vi i langt højere grad bestræbe os på at sætte lys i vinduerne, hvilket jo er en gammel tradition, som stammer fra dette, at mørklægningsgardinerne kunne tages ned, da krigen sluttede, så lyset atter fik lov at strømme ud af vinduerne. På den måde blev lyset symbol på frihed.
Derfor:

 

Tænd lys!

Lad ikke mørket hindre dig
i at søge lyset!
Og når du har fundet det,
lad så andre
efterprøve, overbevises.

Vil du at lyset skal leve,
tænd da hos andre
samme længsel.

Tænd frimodighedens lys
i rædslens mørke.
Tænd retfærdighedens lys
i korruptionens mørke.
Tænd troens lys
i fornægtelsens mørke.
Tænd håbets lys
i fortvivlelsens mørke.
Tænd kærlighedens lys i dødens mørke.


Tænd lys! (Forfatter: Bo Setterlind.)
 

”Og lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke bugt med det.”  

        Johannes-evangeliet kap. 1, v.5

 

                                     
 

 

 

Det er lidt af en balancegang:
Vi vil gerne ud blandt andre igen og også have gang i samfundet, for det har store konsekvenser for samfundsøkonomien, at det hele er lukket ned og sat i stå. Det har også konsekvenser at være isoleret og savne kolleger, venner og familie – ja, savne dem, som man ellers fylder sine hverdage med.
Samtidig vil vi jo også gerne undgå, at vi får en opblusning af coronasmitten, så samfundet stilles helt i stå, eller vi selv bliver smittet og smitter dem, vi holder af.
Det er lidt af en balancegang at navigere i dette scenarie.
Og det har snart varet længe nu.
Det kunne måske minde lidt om situationen på Noas Ark.
Jeg tænker, de også må have længtes efter at blive sluppet ud i livet igen.
Da vandene begyndte at synke, sendte Noa en ravn afsted, men den fløj bare frem og tilbage og fandt intet sted at sætte sig.
Så sendte han en due afsted. Den fløj også rundt og kom tilbage.
Efter nogle dage sendte Noa duen afsted igen, og så kom den tilbage med et friskt olivenblad.
Så var der håb om, at der var tørt land, og at der spirede vækster frem igen.
Men Noa ventede endnu nogle dage, og så sendte han duen afsted igen, og så kom den ikke tilbage, for nu var der sikkert så dejligt at være på Jorden igen, så den ikke ville tilbage til arken, og snart kunne Noa og hans familie også forlade arken og begynde livet igen.
Tålmodigheden blev belønnet.
Vi sender ikke duer ud – men vi får vore bulletiner fra sundhedsmyndighederne.
– Bare de snart kom med et olivenblad!

 

  

 

                                   Mette 28. april
 

 

 

2. søndag efter påske v/Lisbeth

Hvis vi havde kunnet holde gudstjeneste sammen i dag, ville der være blevet læst fra Johannesevangeliet:

”Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.«”
(Johannesevangeliet 10,22-30)

Prædiken
Evigt liv og Paradis – det er ord, der er uløseligt knyttet sammen med kristendommen. I mange moderne ører kan de måske lyde som nogle noget luftige begreber…...er det ikke bare det rene hokus pokus ? Og betyder de ord overhovedet noget for vore DAGLIGE liv som kristne, kan vi spørge ? JA, i allerhøjeste grad svarer vore bibelske tekster til 2. søndag efter påske….

Salme 23 fra Det gamle Testamente – den er nok en af de allermest kendte og elskede salmer i hele vores Bibel, og i den tid, vi lever i lige nu….så fuld af uro og bekymringer, da kunne vi egentlig godt have brug for at læse den salme hver eneste morgen…..fordi den er så uendeligt fuld af trøst ….. og fordi den så levende beskriver, hvad troen på Guds omsorg egentlig kan betyde i et menneskeliv – både I livet – og EFTER livet.

Salmens billeder er enkle og fredfyldte - om hyrden, der lader os ligge i grønne enge …. leder os til det stille vand – ja, tager sig af os på alle tænkelige måder… Den gammeltestamentlige digter viser os, hvordan han forestiller sig Paradis…. hvad det vil sige, at være hjemme hos Gud efter dette liv…… vi kan fornemme den ro og rigdom, det har givet ham at sætte billeder på sin tro….og at troen på Herren som hans hyrde, samtidig giver ham styrke og kraft til at leve DETTE liv ….. ikke mindst i de svære dage ….. de dage, hvor han oplever, han går i mørkets dal og lyset synes langt borte. I DE dage ….er det hans paradisforestillinger, der holder ham oppe..

Da den opstandne Kristus, som vi møder i Johannesevangeliet i dag, vil give sine disciple styrke til snart at skulle leve videre uden ham, bruger han OGSÅ det velkendte og trøsterige hyrdebillede: ”Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv - og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd.”
Gad vide, hvordan disciplene reagerede på de ord…. hvordan reagerer vi …..? For hvis vi virkelig tør tage Jesu ord alvorligt, om at vi ALDRIG – hverken i livet…. i døden …..eller helt ind i evigheden - kan rives ud af Guds hænder….. så vil vore sind kunne fyldes af fred….

Men ofte – så kan vi nok ligesom jøderne på Jesu tid opleve tvivlen snige sig ind over os…. I vore dage kan der være stor blufærdighed m.h.t. overhovedet at forestille sig noget om det, vi ikke ved noget om….alt det vi kalder ”mere mellem himmel og jord”…….men, der ER dog mennesker - også i vores tid - der har vovet at have Paradisforestillinger.

Et stykke tid inden Kaj Munk blev anholdt af tyskerne for sin højrøstede tale imod deres besættelse af vores land, da skrev han følgende om det sted, som hyrden vil føre os til:
”De er samlet derinde – allesammen – den store hvide flok: De første dages forfulgte sammen med de sidste; katolikker og protestanter, missionsfolk og grundtvigianere – mennesker, der har fundet fred i hinandens tanker - og mennesker, der i misforstået fanatisme har mishandlet hinanden for troens skyld – inkvisitionstidens ofre sammen med deres bødler - lyksalige ved nu at have fundet frem til hinandens tilgivelse. De er der alle - alle ! Og selv sidder Hyrden på Golgatha - som nu er en blomstrende lynghøj. Han ser ud over alle sine får på engene – så løfter han sin fløjte og spiller den dejlige vise: ”En hjord, en hyrde.”

Vi ved ikke, om Kaj Munks Paradis-forestillinger og hans tro på Jesus som sin hyrde, gjorde en forskel for ham i det øjeblik, hvor han måtte følge med de tyske bødler og selv gå ind i mørket – men med HANS ord er det akkurat ligesom med Jesu ord og med Salme 23 – det er ord med trøst og med tryghed i.

Trøst, fordi sådanne ord taler lige ind i vore egne håb og ønsker ….om at de mennesker, VI har elsket og mistet nu er hos Gud, og hviler hos ham i Paradis. Og ind i det, vi ønsker og håber for vores egen død – at vi, når den tid kommer, ikke skal gå alene ind i mørket, men følges derind sammen med Jesus, vores hyrde …. at han vil lede os ind til livet og lyset hos Gud.

Det troede den gammeltestamentlige salmedigter, og det troede Kaj Munk …… de satte ord på deres tro og på deres håb – til glæde og til trøst for os andre…..og til at give OS mod…..vi, der skal finde vores vej i denne mærkelige tid…..vi, der måske selv er ramt eller kender mennesker, der er syge eller særligt udsatte…..eller mennesker, der er ramt på forskellige måder, enten fordi de har mistet deres arbejde, eller deres økonomi er ødelagt, …eller fordi de sidder ensomme derhjemme uden at måtte få besøg af deres kære……vi har sådan brug for at blive mindet om, at uanset, hvordan det går – så er vi aldrig overladt til os selv…..hyrden er hos os. Fra først til sidst er vi omsluttet af Guds levende hænder – trygge hænder - som INGEN kan rive os ud af…..Gud vil være med os …alle dage indtil verdens ende. Amen.

 


 

 

 

1. søndag efter påske v/Lisbeth


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!« Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!« Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes' søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.« Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!«

Johannesevangeliet 21,15-19



Nåden er et ord fra Gud
over alle dage…
Nåden er, når alt er tabt,
at få alt tilbage. Amen.

Hvis I sådan for jeres indre blik skulle tegne et billede af, hvordan Gud er – hvad ville I mon så vælge at tegne ? Ville han være en streng dommer, der ser alt, hvad vi gør og noterer det op….- eller en omsorgsfuld alfaderlig gammel vismand – eller en kærligheds-energi – eller et strålende lys ……… eller en skaberhånd, der strækker sig ud fra himlen for at røre jorden …eller noget helt andet….?

I alle vore prædikentekster mellem påske og pinse hører vi gennem de møder, Jesus har med mennesker, noget om, HVORDAN Gud er…… som nu i dag…. hvor disciplen Simon Peter kort efter Påskedag møder den opstandne Kristus …..

Det må have været en noget forlegen situation for Peter – han, der SÅ inderligt Skærtorsdag aften ved kærlighedsmåltidet havde svoret, at om så alle de andre svigtede Jesus - så ville HAN i alt fald aldrig i evighed gøre det…….og så havde han alligevel svigtet …noget så bitterligt….. Peter havde AL mulig god grund til at tro, at Jesus havde afskrevet ham…..ja, forladt ham….. Men Jesus taler slet ikke om hans svigt – han siger bare til ham: ”Simon Peter, Johannes søn - Har du mig kær ?”

Tre gange spørger Jesus ….. - og på den måde genopretter han egentlig Peters tredobbelte svigt Langfredag nat ….”Vogt mine lam”, siger Jesus også til ham – og med DE ord giver han Peter den betroede opgave at passe på disciplene …….. Jesus viser ham på den måde stor tillid – viser, at Peter STADIG er god nok…..på TRODS af sine svigt. Jesus havde jo én gang udvalgt Peter og sagt: ”Følg mig.” Dét stod fast – og ved for anden gang at sige ”Følg mig”…..da bekræfter Jesus sin kærlighed…. for det vigtigste i deres forhold – det er ikke Peters kærlighed til Jesus, men derimod Jesu kærlighed til Peter.

Denne samtale må have været en fuldstændig FORUNDERLIG oplevelse for Simon Peter – HAN, der i DEN grad havde stukket halen mellem benene, da det virkelig gjaldt…………han møder nu barmhjertighed ….og nåde……. Mon ikke de fleste af os kan genkende os selv i Peter ? Hvis vi får et øjeblik til at tænke efter i vores erindrings allerhemmeligste kamre – kan vi så ikke huske en gang, hvor VI har svigtet ….. misbrugt en tillid …… gjort eller sagt noget, der ikke kunne undskyldes ….. mærket skyld og skam……..og så måske ALLIGEVEL ….på TRODS af dette ….oplevet, at vores ægtefælle - forældre - søskende, kolleger - eller bedste ven, har været parate til at tilgive os ?

Det er nol de færreste mennesker, der går gennem livet helt uden fejltrin, sidespring, svig eller svigt ….. de fleste af os har nok oplevet at stå og intet andet kunne end at håbe ….. på en opringning……på en udstrakt hånd …..et forløsende kram…… Sådan var det for Peter den dag….han kunne kun håbe …og gud ske lov – så håbede han ikke forgæves… tværtimod…..han var IKKE blevet forladt af Gud…. og han havde ikke på noget tidspunkt været forladt af Gud…..

Det forstår vi især, hvis vi læser opstandelsesberetningen om kvinderne, der går ud til Jesu grav Påskemorgen, sådan som den står skrevet hos evangelisten Markus – han skriver noget, der viser os et meget tydeligt billede af, HVORDAN Gud er:
Hos Markus nøjes englen nemlig ikke med at sende kvinderne tilbage med ordene: ”Gå hen og sig til hans disciple, at Jesus er opstået ” - der kommer en tilføjelse….. – ”og til Peter”, siger englen ………………. og det er jo mærkeligt - for hvis kvinderne skulle sige det til disciplene, så måtte det jo OGSÅ gælde Peter - hvorfor bliver Peter så nævnt separat ?

Tre gange, før hanen galede for anden gang, havde Peter fornægtet sin bedste ven – sin Herre og sin mester. Men englen sagde altså: …… ”og sig det til Peter”- sikke en kærlighedserklæring !!! DET er opstandelse – MIDT i LIVET …… Peter får at mærke i sin sjæls inderste, at kristentro og nåde er: Når alt er tabt - at få alt tilbage.

Prøv at sætte jeres eget navn ind for at høre hvilken tilgivelse og kærlighed, der er i englens ord ….……………”og sig det til……Birthe……til Lars……til Maria……til Elisabeth…..til Lisbeth…Jesus er OGSÅ opstået for dig og for mig ….også for dine og mine svigt…..….for påske er ikke en historie, der BARE skete for godt 2000 år siden …….. påske er nutid … påske er, at VORE navne er sat på opstandelsen og tilgivelsen og kærligheden….

Påske er at høre - se – og mærke, at Gud skænker os - en NY begyndelse…at vi møder Gud MIDT i livet…, hvor vi arbejder, elsker, har hjemme…. Når vi i de ”almindelige” tider har mulighed for at holde gudstjeneste sammen i kirken ….så møder vi Ham ved døbefonten…. ved nadverbordet ….og også den dag, hvor vi er blevet kaldt hjem til Gud og det lyder over os: ”Af jorden skal du igen opstå.”

Påske er at vide sig set og forstået….af den Guds søn, der selv havde oplevet at føle sig svigtet …… han, der i sin angst og fortvivlelse råbte på korset Langfredag: ”Min Gud, min Gud – hvorfor har du forladt mig ?” ………Men Gud havde ikke forladt ham…..Påskemorgen opstod Jesus til nyt liv – en NY begyndelse….for det er SÅDAN, Gud er, …….en, der ALDRIG forlader os……

Arne Haugen Sørensen har malet et vidunderligt billede, der hedder "Hjemkomst" – ……….og det er egentlig en hel påskeprædiken i sig selv - …….for billedet samler og forener Kain, Esau, Jakob, den fortabte søn, kvinden der blev grebet i hor, den gældbundne tjener, Judas, Peter, Maria Magdalene - ja kort sagt utallige af de mennesker, vi kender fra det bibelske univers…... mennesker af kød og blod, der havde livsbagagen fyldt af de samme glæder og sorger, sejre og fejltrin, som vi i dag har……mennesker, der vandrer af sted …mod et håb….

Kigger man på billedet ser man, at fra den lysfyldte døråbning er der kommet en skikkelse ud klædt i kærlighedens røde farve ……Varsomt omfavner han det menneske, der bedende læner sit hoved mod hans skulder….. og lægger sine store hænder beskyttende om ham. De to står på det, der anes som en blå korsvej, og selv om den vej mennesket er kommet vandrende ad, har ligget i mørke, og man i venstre hjørne fornemmer en uvejrshimmel hænge ovenover - ja, så bliver mennesket varmt budt indenfor i det guddommelige lys… - budt tilbage til Paradis……..sådan tog Jesus imod Peter den dag efter påske……

"Vogt mine lam," siger Jesus til ham, eller med andre ord: ”Du er min højt elskede - jeg tilgiver dig – jeg har brug for dig – følg mig……..” og det gjorde Peter….. han endte med at lide martyrdøden i Rom. Han…… svigteren og forræderen - endte som en af de første og største missionærer …. endte med faktisk at være parat til at give sit liv for den Kristus, han nu troede på med hver en celle og hver en bloddråbe i sin krop.

"Vogt mine lam" siger Jesus også til os…. Uanset hvilke vildveje og blindgyder VI har forvildet os ind på i vore liv - så står han der - og byder os indenfor ….. hvor vi får lov at se os selv - ikke i lyset af vore fejl og svigt - men i lyset af hans kærlighed.

"Hjemkomst" viser os så tydeligt et billede af, hvordan Gud er….. – et billede af den kærlighed og tilgivelse, der er den kristne tros inderste kerne - klippegrund for alle os vakkelvorne, der dog stadig er elskede af den korsfæstede og opstandne og omfavnende frelser…..

… og han har også brug for os – …..til at gå ud i alverden og forkynde om ham… om håb ….om tilgivelse…om kærlighed….om, at han ALTID følger med på vor livsvej…..det er godt at huske på….ikke mindst i den usikre tid, vi oplever lige nu…..Gud er med os…gudskelov. Amen

En fantastisk salme at synge i dag er Den danske salmebogs nummer 249: ”Hvad er det at møde den opstandne mester mester i live igen ?” – den findes på følgende link: dendanskesalmebogonline.dk/salme/249

 

 

 

Langsom genåbning.
Vi ved endnu ikke noget vedr. kirkerne, andet end vi fortsat er lukkede frem til 10. maj.
Det hele er lidt mærkeligt ambivalent lige nu.
Alle vil gerne i gang igen. Tilbage til den kendte hverdag.
Samtidig har vi fået angsten plantet midt iblandt os.
Angsten for at være én af dem, der ikke kan klare covid-19-sygdommen,

for vi bliver forvirrede over at høre, at en ung sosu-assistent på 36 dør af sygdommen,

og gamle over 90 bliver raske efter sygdommen.
Vi kan ikke vide, hvordan den rammer.
Vi længes tilbage til normaliteten,

samtidig med at vi er bange og usikre for at træde ud i en ny virkelighed.
Gud,
Jeg står ved en korsvej
Og vender mig til dig.
Tak, fordi du går ved min side,
Og fordi jeg ved, at du vil følge mig,
Hvor jeg end skal gå.
I dine hænder overgiver jeg de år,
Som ligger bag mig,
Med det, som lykkedes, og det, som mislykkedes,
Med alle de almindelige dage,
Som kom til at forme mit liv.
Nu beder jeg dig følge mig
Ind i den ukendte fremtid,
Som både drager og ængster mig:
Lad min smerte blive din smerte.
Lad din glæde blive min glæde,
Som du har lovet.
I Jesu navn.
(Bøn nr. 19. i Salmebogen)
                                                    Mette 18. april 2020
 

 

 

2.Påskedag 2020 – d. 13. april v/Mette Magnusson

Dagens evangelium er fra Johannesevangeliet kap. 20, versene 1-18

I denne corona-tid kan vi næsten føle os levende begravet.
Isolerede er vi i hvert fald.
Hver husstand for sig.
Vi længes, og vi savner, og depressionen lurer måske lige om hjørnet.
Umiddelbart kan begravelsesritualet derfor forekomme os nærmere følelsesmæssigt end opstandelsesbudskabet –

selv om opstandelsesbudskabet netop også er det sidste led i begravelsesritualet.
Af jord er du kommet.
Til jord skal du blive.
Af jorden skal du igen opstå.
Sådan lyder vores begravelsesritual.
Den første sætning minder os om vores oprindelse.
Vi er kommet af ingenting – af jorden.
Vi er skabt af Gud.
Villet af Gud.
Vi er faktisk kommet af det rene ingenting.
Af jord.
Vi skal også blive til jord.
Til jord skal du blive!
Og før den første Påske sluttede det der.
Menneskelivet.
Det er lige der, vi møder Maria Magdalene i dagens evangeliestykke.
Vi møder hende på kirkegården.
I sorg.
Vi møder hende i sikker forvisning om, at – ”af jord er du kommet, og til jord skal du blive”. Og så var det slut.
Fortvivlet var hun gået ud til kirkegården, hvor Jesus var blevet begravet.
Det var meget tidligt om morgenen. Ja, det var stadig mørkt, fortælles det, men dog på vej til at blive lyst,

og Maria Magdalene kan lige netop skimte, at den store sten, de havde rullet for Jesu grav fredag aften, var væk.
Hun bliver bange og forvirret og løber hen til disciplene og får fat i Simon Peter og fortæller ham, at Jesus er væk!
Det var jo forfærdeligt.
Det skulle jo ende med: Til jord skal du blive.
Men Jesus er væk.
Forsvundet.
Så kan han jo ikke blive til jord!!!
Maria Magdalene står uden for graven og græder.
Af jord er du kommet.
Til jord skal du blive.
Nej – ikke engang det.
Til ingenting var han blevet.
Jesus.
Bare væk.
Men lige midt i den fortvivlende tomhed bliver hun mødt af Gud.
”Hvorfor græder du?” – spørger en stemme, hun kender.
Ja – hvorfor dog ikke? - kunne man på Maria Magdalenes vegne næsten have lyst til at svare.
Her står hun som verdens ulykkeligste menneske.
Alt, hvad hun havde baseret sit liv på, var ikke bare et overstået kapitel.
Ikke bare en afsluttet periode af hendes liv.
At jord er du kommet. Til jord skal du blive!
Nej – det var væk!!!!
Forsvundet.
Blevet til ingenting.
Hvis ikke man skulle græde i den situation – hvornår skulle man så græde?
Alligevel har hun måske tænkt lidt over spørgsmålet, efter at hun var kommet sig lidt oven på chokket over,

at nogen kunne finde på at stille hende, der havde mistet alt, et så mærkeligt spørgsmål.
Først da hun formulerer svaret: ”Jesus er blevet væk – jeg kan ikke finde ham”,

opdager hun, at der faktisk ikke er nogen grund til at græde.

Hun bliver klar over, at stemmen, der spørger, tilhører Jesus.
Han var ikke længere blevet væk.
Jesus var lige ved siden af hende.
Nu blev Maria Magdalene klar over, at det ikke sluttede med: ”Til jord skal du blive”
Nej, det går videre med: ”Af jorden skal du igen opstå”.
Det er Påskens budskab.
Kristus er opstanden!
”Af jorden skal du igen opstå!”
Kristus er opstanden!
Og det er lige præcis det, der gør vor opstandelse mulig.
Det er lige præcis det, der møder os, hver gang vi står som Maria Magdalene:

alene og forladt på en kirkegård og har mistet alt, hvad der betød noget i vores liv.
Af jord er du kommet.
Til jord skal du blive.
ja, ja – men det stopper ikke der!
For: Af jorden skal du igen opstå!!!
Og for os midt i coronakrisen betyder det også: Det slutter ikke her! Livet vender tilbage.
Vi ved ikke hvornår.
Vi ved ikke hvordan.
Men vi ved, det vender tilbage.
Amen.
 

 

 

Påskedag 2020 – d. 12. april
Vi sidder i mørket og venter på lyset.
Vi sidder i nøden og venter på hjælp.
Vi sidder alene og venter på samvær.
Vi sidder i stilhed og venter på larm.
Vi sidder i døden og venter på liv.
Vi sidder i længsel og venter på alt.
Men midt i denne længsel, hvor vi venter på alt, lyder påskebudskabet til os:
Kristus er opstanden!
Døden er overvundet.
Det var så svært for de første opstandelsesvidner at tro det.
Det var kvinderne, der i første omgang kom ud til graven og fandt den tom, og de skyndte sig tilbage til disciplene og fortalte dem, at graven var tom og Kristus opstanden.
Men disciplene troede ikke på dem.
De ville selv ud og se efter.
Men graven var jo tom, kunne de konstatere, og de løb tilbage igen og var bange.
Ja, angst var den første følelse, de mødte opstandelsen med.
De forstod ikke, hvad der var sket og kunne ikke rigtig tro det.
Og det er jo såre menneskeligt.
Det vi ikke forstår – ja, det, der ligefrem går imod vores forstand, det har vi svært ved at tro på, og det gør os utrygge.
Bange.
Sådan har vi det vel, fordi vi ofte blander det at forstå og vide sammen med det at tro.
Kristus er opstanden.
Det skal tros – ikke vides – faktisk ligesom kærligheden.
Men hvad kan jeg så bruge det til, når jeg med coronafrygt skal blive hjemme og holde mig fra alle dem, jeg holder af, vil du måske spørge?
Jamen, Kristus er jo også opstanden for dig, når du har det svært.
Når du sidder alene og er trist og bekymret.
Når du har mistet og savner.
Ja, det er måske ovenikøbet, når du har det svært, at du har allermest brug for at høre, at Kristus er opstanden - også for dig!
Og hvad skal du så bruge det til?
Ja, du skal bruge det til at tage dig selv i nakken og hive dig op af det mismod, du er faldet ned i.
Du skal tro det!
Men nu er det jo sådan, at man ikke bare kan beslutte sig for at tro.
Troen må vækkes til live i én.
Det, man imidlertid kan gøre, er at beslutte sig for gerne at ville tro.
Man kan beslutte sig for at tage imod og være åben – selv i en tid, hvor vi lukker os om os selv og holder afstand.
Man kan beslutte sig for gerne at ville tro, håbe og elske – på trods!
Så kunne det måske ske, at man fik øje på et lysglimt i mørket.
Et lille opstandelsestegn.
Naturen opstår af vinterens død lige for øjnene af os og indbyder os til at gå ud i den og tage del i den. Opstandelsen.
Opstandelsen er jo alt, der står op af døde
Al den længsel, du føler lige nu, har jo sin grund i alt det, du elsker og holder af og savner.
Måske bliver du bevidst om, at du egentlig ikke har påskønnet alt det, du havde, før nu, hvor det hele sættes på pause.
Ja, måske bliver du først nu klar over, hvor meget du i din almindelige hverdag har at være glad for.
At opdage dét er jo også en slags opstandelse.
En opstandelse fra ligegyldigheden.
Tænk, om vi kunne bruge denne Påske til – om ikke andet – så at opstå fra ligegyldigheden, fordi vi opdager værdien af alt det, vi savner!
Vores liv.
Vores hverdag med hinanden.
Ja:
”At tro er at komme
Til det, der er større,
End vi kan forstå:
Guds rige, som Kristus
Har åbnet i dagen
For os, som er små” – skriver Jørgen Michaelsen i Salmebogens salme 582

Glædelig Påske!
                                                                                          Mette - 12. april 2020

 


 

 

 

Liturgisk Langfredag den 10. april 2020 v/ Lisbeth Maj Britt Christensen

Langfredag  ….. det er ofte den af påskegudstjenesterne, der bliver valgt fra,

fordi det er den dag hvor menneskenes ondskab får sit allermest brutale udtryk….  

med forræderi - lidelse - svigt ….. Jesu død på korset….. vi vil så meget hellere høre

om Påskedags lys – om glæde - og opstandelsesfesten…..

Men egentlig……så kender vi jo alle til at være langfredagsstemte i sindet….

Hvem har ikke prøvet at savne ord eller følt sig handlingslammet ?

Eller bare så træt, at man ikke orker noget ? Som om alle kræfter og alt livsmod synes meget langt væk …….

Og netop i DEN situation, har vi BRUG for Langfredag – brug for at høre,

at heller ikke DENNE del af menneskelivet er fremmed for Gud – for hans egen søn har delt det hele med os….

Han har vist os: At lyset skinner langt klarere på mørkets baggrund ……

at glæden forekommer langt dybere, når sorgen har haft SIN tid …. at livets sejr jubler langt stærkere,

når vi har hørt om dødens nederlag……

Englænderne kalder Langfredag for ”Good Friday” – fordi det ikke KUN er sorgens dag …

men jo viser sig at blive glædens dag …..  om end det er en glæde,

der skimtes gennem tårer…..så lad os da igen høre Jesu Kristi lidelseshistorie…..

 

Salmen over alle til Langfredag er for mig at se:

Den danske salmebog 192 Hil dig, Frelser og Forsoner!

Melodien kan findes på følgende link: https://www.youtube.com/watch?v=bsonzgxIAFY

 

Forhøret hos ypperstepræsterne.

førte de Jesus til ypperstepræsten, og alle ypperstepræsterne og de ældste og de skriftkloge samledes.  Men på afstand var Peter fulgt efter ham helt ind i ypperstepræstens gård og sad sammen med vagtfolkene og varmede sig ved ilden.

 Ypperstepræsterne og hele Rådet søgte at få et vidneudsagn mod Jesus for at kunne dømme ham til døden, men de fandt ikke noget.  Mange vidnede nemlig falsk imod ham, men deres vidneudsagn stemte ikke overens.  Og nogle stod frem og vidnede falsk imod ham ved at sige:  »Vi har hørt ham sige: Jeg vil bryde dette tempel ned, som er bygget med hænder, og på tre dage rejse et andet, som ikke er bygget med hænder.«  Men heller ikke da stemte deres vidneudsagn overens.

 Så stod ypperstepræsten frem og spurgte Jesus: »Har du ikke noget at svare på det, de vidner imod dig?«  Men han tav og svarede ikke. Ypperstepræsten spurgte ham igen: »Er du Kristus, den Velsignedes søn?«  Jesus svarede: »Det er jeg. Og I skal se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme med himlens skyer.«  Da flængede ypperstepræsten sine klæder og sagde: »Hvad skal vi nu med vidner?  I har selv hørt bespottelsen. Hvad mener I?« Og de dømte ham alle skyldig til døden.

 Så gav nogle sig til at spytte på ham og dække hans ansigt til og slå ham med knytnæve og sige til ham: »Profetér så!« Og vagtfolkene gik løs på ham med stokke.

 

Peters fornægtelse

 Mens Peter var nede i gården, kom en af ypperstepræstens tjenestepiger forbi,  og da hun så ham sidde og varme sig, kiggede hun på ham og sagde: »Du var også sammen med ham nazaræeren Jesus.«  Men han nægtede det og sagde: »Jeg hverken ved eller forstår, hvad du mener.« Så gik han ud i portrummet. Og hanen galede.  Og pigen, som havde set ham, sagde så igen til dem, som stod der: »Han dér er en af dem.«  Men atter nægtede han det. Lidt efter sagde de, som stod der, endnu en gang til Peter: »Jo, sandelig er du en af dem; du er jo også fra Galilæa.«  Da gav han sig til at bande og sværge: »Jeg kender ikke det menneske, I taler om!«  I det samme galede hanen anden gang. Og Peter huskede det ord, Jesus havde sagt til ham: »Før hanen galer to gange, vil du fornægte mig tre gange.« Og han brast i gråd. (Mk. 14:53-72)

 

Jesus for Pilatus

 Straks om morgenen, da ypperstepræsterne havde taget deres beslutning sammen med de ældste og de skriftkloge og hele Rådet, lod de Jesus binde og førte ham hen og udleverede ham til Pilatus.  Og Pilatus spurgte ham: »Er du jødernes konge?« Jesus svarede: »Du siger det selv.«  Ypperstepræsterne anklagede ham voldsomt,  og Pilatus spurgte ham igen: »Siger du ikke noget? Hør, hvor de anklager dig!«  Men Jesus svarede ikke mere, så Pilatus undrede sig.

 Under festen plejede han at løslade en fange efter folkets eget ønske.  Der var en, som hed Barabbas, som sad fængslet sammen med de oprørere, der havde begået drab under oprøret.  Folkeskaren gik nu op til Pilatus og begyndte at bede ham om at gøre, som han plejede.  Han svarede dem: »Vil I have, at jeg skal løslade jer jødernes konge?«  Han var nemlig klar over, at det var af misundelse, ypperstepræsterne havde udleveret ham.  Men ypperstepræsterne opildnede folkeskaren til hellere at få Barabbas løsladt.  Så tog Pilatus igen ordet og spurgte dem: »Hvad vil I så have, at jeg skal gøre med ham, som I kalder jødernes konge?«  De råbte tilbage: »Korsfæst ham!«  Pilatus spurgte dem: »Hvad ondt har han da gjort?« Men de råbte blot endnu højere: »Korsfæst ham!«  Pilatus ville gerne gøre folkeskaren tilpas og løslod dem Barabbas, men lod Jesus piske og udleverede ham til at blive korsfæstet.

 

Tornekroningen

 Soldaterne førte nu Jesus ind i gården, det vil sige statholderens borg, og sammenkaldte hele vagtstyrken.  Så gav de ham en purpurkappe på, og de flettede en krone af torne og satte den på ham.  Og de gav sig til at hilse ham: »Hil dig, jødekonge!«  De slog ham i hovedet med en kæp og spyttede på ham og lagde sig på knæ og tilbad ham.  Da de havde hånet ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham.

 

Korsfæstelsen

 Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus.

 De førte ham ud til stedet Golgata – det betyder Hovedskalsted.  De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke.  Så korsfæstede de ham og delte hans klæder ved at kaste lod om, hvem der skulle have hvad.  Det var den tredje time, da de korsfæstede ham.  Og indskriften med anklagen imod ham lød: »Jødernes konge«.  Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side.  Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: »Og han blev regnet blandt lovbrydere.«

 De, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: »Nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage,  frels dig selv, og stig ned fra korset!«  Også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden: »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse.  Kristus, Israels konge – lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!« Også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham. (Mk. 15:1-41)

 

Jesu død

 Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time.  Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«  Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Hør, han kalder på Elias.«  Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde: »Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.«  Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede.  Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst.  Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: »Sandelig, den mand var Guds søn.«

 Der var også nogle kvinder, der så til på afstand, blandt dem Maria Magdalene og Maria, mor til Jakob den Lille og Joses, samt Salome;  de havde fulgt ham og sørget for ham, da han var i Galilæa. Og der stod mange andre kvinder, som var draget op til Jerusalem sammen med ham.

 

Gravlæggelsen

 Men da det var blevet aften, kom der en rig mand fra Arimatæa, der hed Josef, som også var blevet en discipel af Jesus.  Han gik til Pilatus og bad om at få Jesu legeme, og Pilatus befalede, at det skulle udleveres.  Så tog Josef Jesu legeme og svøbte det i et rent lagen  og lagde det i den nye grav, som han havde ladet hugge ud i klippen til sig selv. Og han væltede en stor sten for indgangen til graven og gik.  Men Maria Magdalene og den anden Maria var der og sad over for graven.

 

Gravvagten

 Næste dag, dagen efter forberedelsesdagen, gik ypperstepræsterne og farisæerne sammen til Pilatus  og sagde: »Herre, vi er kommet i tanker om, at denne bedrager, mens han endnu var i live, sagde: Efter tre dage opstår jeg.  Befal derfor, at graven skal bevogtes indtil tredjedagen, for at ikke hans disciple skal komme og stjæle ham og sige til folket: Han er opstået fra de døde. For så bliver det sidste bedrageri værre end det første.«  Pilatus sagde til dem: »Her har I vagtmandskab. Gå hen og sørg for, at der bliver holdt vagt, så godt I kan.«  De gik så hen og sikrede graven med vagter og ved at sætte segl på stenen. (Matt. 27:57-66)

 Den danske salmebog 197: Min Gud min Gud, hvorfor har du forladt mig.

Melodien findes på følgende link: https://www.youtube.com/watch?v=1r1FpeLw96U

 

Skærtorsdags prædiken v/ Lisbeth Maj Britt Christensen

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet,

da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne,

som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. Og mens de holdt måltid –

Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham;

og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder,

og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud –

så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig.

Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder

og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig.

Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: »Herre, vasker du mine fødder?«

Jesus svarede ham: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.«

Peter sagde: »Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.«

Jesus svarede: »Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.«

Simon Peter sagde til ham: »Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!«

Jesus sagde til ham: »Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne,

men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.«

Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene.

Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen,

sagde han til dem: »Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer?

I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg.

Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder,

så skylder I også at vaske hinandens fødder.

Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.«
Johannesevangeliet 13,1-15

 

 

Kære Gud – vi beder dig om til stadighed at minde os om det, som du har gjort for os og sagt til os:

”Som jeg har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder.

Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.” Amen.

 

Der er mange situationer i livet, hvor vi kan opleve at ordene ligesom ikke rigtig slår til …….

at vi også må HANDLE……. Når vi f.eks. er smaskforelskede……….

så er det bare ikke nok hele tiden at SIGE: ”Jeg elsker dig.” ……

vi må også kysse og kærtegne og VISE vores kærlighed.

 

………og sådan var det også for Jesus den Skærtorsdag aften for godt 2000 år siden,

hvor han var samlet med disciplene ved påskemåltidet – velvidende, at han snart skulle dø……..

han ville fortælle disciplene om Guds kærlighed til dem……………

og forberede dem på, hvad de skulle gøre, når han ikke var der mere…….

og her nøjedes han ikke med ord alene…….han handlede …. ved at vaske disciplenes fødder……

 

Fodvaskning var der for så vidt ikke noget mærkeligt i på Jesu tid.

Det var den måde, man bød sine gæster velkommen på. Folk gik jo i sandaler på støvede veje,

så at få vasket fødderne når de nåede frem – det var på én gang både dejligt og hygiejnisk…..

Det usædvanlige i beretningen er altså ikke fodvaskningen i sig selv – det usædvanlige er, at det er Herren –

Jesus - der vasker disciplenes fødder.

Fodvaskning blev betragtet som noget af det ringeste arbejde overhovedet –

arbejde, som slaver gjorde - det er derfor disciplen Peter så bestyrtet spørger Jesus:

 ”Herre, vasker du mine fødder?”

 

Da jeg engang læste denne tekst for et hold konfirmander, og spurgte dem:

”Hvorfor tror I, Jesus vasker sine disciples fødder ?”, da var der en konfirmand, der eftertænksomt svarede:

”Han vil måske vise dem en anden form for magt” …..hvor VAR det godt set!

 

Disciplene forstod det bare ikke – de kunne ikke fatte, hvordan Jesus -

deres Herre og Mester – kunne ydmyge og nedværdige sig til at udføre slavearbejde.

Disciplene var efterhånden kommet til tro på, at Jesus var Guds søn – Messias…...

Jesus havde jo gentagne gange vist dem sin guddommelige magt:

Og en Gud, der kan uddrive onde ånder, HAM kunne de godt acceptere…………

en Gud, der kan stille en storm på søen - DET kunne de også være med til;

en Gud, der formår at lade en død gå levende ud af graven, - Ja, SÅDAN skal en RIGTIG Gud være.     

Men en Gud ….. der af kærlighed til sine mennesker …. vil synke SÅ dybt,

at han vasker sine elskedes fødder – hvad i alverden skal man mene om ham ???

 

At Jesus vasker disciplenes fødder, får dem I DEN grad til at tvivle på, hvem han egentlig er –

måske fordi vi mennesker er så tilbøjelige til at forstå magt som overmagt

jo ikke mindst i dag, hvor Skærtorsdag falder på den 9. april……

Vi er ikke vant til at forbinde magt med en, der tjener andre …..af kærlighed ………… 

Så at GUDS magt og hele den himmelske kærlighed skulle vise sig i slavearbejde

med forklæde og vaskefad – DET VAR simpelt hen ubegribeligt for disciplene.

 

De fattede ikke, at Jesus NETOP måtte tage den ringest tænkelige plads på jorden,

for at INTET menneske siden skulle kunne føle sig uværdig til hans kærlighed.

Peter var ikke for ringe til hans kærlighed…… Skønt Jesus vidste,

at Peter ville fornægte ham tre gange den selvsamme nat – så gik han ikke forbi Peter.

Jesus vidste også, at Judas bare få timer senere ville forråde ham i Getsemane Have –

men også Judas’ fødder blev vasket. Og alle de andre disciples – dem, der faldt i søvn,

skønt Jesus bad dem bede med sig i sine sidste timer …..

dem, der flygtede fra soldaternes sværd, da Jesus blev taget til fange -

alles fødder blev vasket. Alle blev disciplene – på trods af svig og svigt -

fundet værdige til Guds tilgivelse – værdige til kærlighedens fællesskab –

værdige - til at have lod og del med Jesus - for at de – og vi - skal forstå:

At Guds kærlighed kan rumme os alle….uanset, hvad vi har med i vor livsbagage.

 

Hvis disciplene havde svært ved at forstå Jesu handling Skærtorsdag –

så skulle det ikke blive lettere for dem Langfredag

At se HAM, som de havde opgivet alt for at følge – HAM, som de havde håbet på og troet på ….

at se HAM blive dødsdømt - mishandlet – og hængt op på et kors som en simpel forbryder –

nej, al denne ynk - det KUNNE ikke være Guds søn.   

 

Nu kan vi jo sagtens sidde her og være bagkloge…..

men hvordan skulle disciplene kunne tænke ANDET – de kendte jo endnu IKKE til

opstandelsens jubel og fryd Påskemorgen – de vidste IKKE, at Gud viser sin magt -

netop gennem afmagten – ved at tjene ……og ved at tilgive …..

De vidste ikke: ”At den, der elsker mest – er ALTID den stærkeste.”

 

Men DET er kristendommens budskab – at kærlighedens magt overvinder alt……. …..

det var også DET forbillede, Jesus gav os at leve efter – at vi skulle tjene hinanden –

tilgive hinanden - elske hinanden…..vaske hinandens fødder!!!!!

 

Enhver af os ved, hvor SVÆRT dét er….. det kan måske nok gå an at elske hele menneskeheden

sådan i overført betydning – men naboen – eller kollegaen – eller svigermoderen – ja,

DET er næsten for meget at forlange…. Ikke desto mindre – så er det det, Jesus forlanger:

Den i dit liv, der er allermest knaldHAMRENDE irriterende; den der svigter dig -

ja, måske ligefrem forråder dig – den, som du synes skylder dig en undskyldning og

som du bare ikke kan FORESTILLE dig at tilgive……det er også DET menneske,

du skal øse din kærlighed ud over. DET er det forbillede, Jesus viser os…..at lade nåde gå for ret…..

 

Paradoksalt er det, at dét med at vaske hinandens fødder…..det MÅ vi simpelthen ikke i denne påske……

i alt fald ikke i fysisk forstand…. vi må heller ikke mødes i kirken og

dele nadverens kærlighedsfællesskab med hinanden….corona-krisen betyder,

at vi må fejre påskedagene på en ANDEN måde……… Som Bibelselskabet skriver i deres slogan:

”Elsk din næste…..på afstand”…. men nu, hvor vi ikke kan HANDLE…

så kan vi måske netop i højere grad bruge ORDENE i næstekærlighedens tjeneste…

sige og skrive gode ord til hinanden….

  

Den katolske pave Frans har skrevet en lille bog, der hedder: ”Guds navn er barmhjertighed.”

Han fortæller blandt om en ung kvinde i Argentina, som han lærte at kende,

da han var sognepræst……. hun var blevet forladt af sin mand,

og stod alene med ansvaret for sine små børn…… hun havde ikke fast arbejde,

så ind imellem måtte hun arbejde som prostitueret for at skaffe mad til børnene.

Gennem kirken prøvede de at hjælpe hende med madkurve og lidt penge,

og en dag ved juletid kom hun til præsten…..

 

Han tror, at det var for at takke for pakken med mad, som kirken har sendt, og spørger hende: 

Har De fået pakken, Frue ?” ”Ja”, svarer hun, ”den skal De også have tak for,

men jeg vil først og fremmest takke Dem for, at De aldrig er holdt op med at kalde mig Frue.”

 

Med tiltalen ”Frue” kunne kvinden bevare sin værdighed …..

hun vidste, at det var en svær løsning at prostituere sig, men det var hendes eneste udvej …..

at præsten fortsatte med at sige frue til hende, viste hende, at hun var set …..

ikke BARE som en synder, men som et Guds barn ….med behov for Guds barmhjertighed.

 

”Guds navn er barmhjertighed”, siger Frans….Lad os lagre det i hjertekulen denne Skærtorsdag…..

lad os forsøge at vise hinanden barmhjertighed, kærlighed, respekt og tilgivelse gennem gode ord……

huske på: ”At den, der elsker mest, er altid den stærkeste.”

Amen.

 

Jeg synes, at nedenstående salme passer så smukt til dagens tekst….

melodien kan findes på Youtube på linket https://www.youtube.com/watch?v=rojcqSk1Oyw

 

1.  Gør mig til redskab for din fred!

     Hvor hadet gror, lad mig så kærlighed.

     Hvor uret råder, lad mig skabe ret,

     hvor tvivlen nager, tro på dig.

     Åh Herre, lad mig ikke tænke på,

     om jeg bliver trøstet, men om jeg kan bringe trøst,

     om jeg forstås, men om jeg kan forstå,

     om jeg elskes, men om jeg kan elske andre.

 

2.  Gør mig til redskab for din fred!

     Hvor mørket truer, lad mig tænde lys.

     Hvor håbløsheden hersker, bringes håb,

     hvor sorgen knuger, trøst fra dig.

     Åh Herre, lad mig ikke tænke på,

     om jeg bliver trøstet, men om jeg kan bringe trøst,

     om jeg forstås, men om jeg kan forstå,

     om jeg elskes, men om jeg kan elske andre.

 

3.  Gør mig til redskab for din fred!

     Når vi forlader skyld, vil du forlade,

     for det er ved at give, at vi får

     og ved at dø, at vi opstår.

     Åh Herre, lad mig ikke tænke på,

     om jeg bliver trøstet, men om jeg kan bringe trøst,

     om jeg forstås, men om jeg kan forstå,

     om jeg elskes, men om jeg kan elske andre.

 

4.  Gør mig til redskab for din fred!

     Hvor hadet gror, lad mig så kærlighed.

     Hvor uret råder, lad mig skabe ret,

     hvor tvivlen nager, tro på dig.
    

Tekst:     Frans af Assisi

Melodi:   Sebastian Temple 1975


 

 

 

Indtog – en Palmesøndag prædiken i en corona-tid v/Mette Magnusson
Indtog kan vel være af så mange slags, men fælles for dem alle er,

at ordet ”indtog” i sig selv indikerer noget overvældende.
Noget voldsomt.
Måske noget pompøst og storslået.
Men man kan vel også bruge ordet ”indtog” i forbindelse med,

at Covid-19 – eller coronavirus - har holdt sit indtog her hos os, ikke bare i Danmark

men i hele Verden, startende med det voldsomme indtog i Wuhan-provinsen i Kina.
Siden da har den ført sig frem og holdt sit indtog i ganske mange lande – ja, i hele Verden –

ikke på nogen pompøs og storslået måde – men voldsomt hærgende,

ødelæggende og uden hensyn til noget som helst eller nogen som helst.
Den er en voldsom modstander, som ingen kan uskadeliggøre men blot forsøge at inddæmme.
Og det gør sundhedsmyndighederne så med gode råd og vejledninger til regeringen,

der derefter med deres love og regler forsøger at beskytte befolkningen fra

at blive alt for let et bytte for den voldsomme magt.
Covid-19 er godt i gang med sit globale indtog.
Det er ellers et noget andet indtog, dagen i dag Palmesøndag er kendt for.
Det er Jesu indtog i Jerusalem, der på én gang var ydmygt og storslået.
Ydmygt, fordi det foregik på ryggen af et æsel, et simpelt træk- og arbejdsdyr,

som selv den fattigste landmand kunne være ejer af.
Storslået, fordi folkene i Jerusalem gjorde det storslået ved at hilse Jesus med alle de fagter,

man normalt ville udvise i forbindelse med en mægtig hærførers eller en kongelig persons ankomst til sin by:
De skærer palmegrene af træerne, som de står og vifter med på samme måde,

som der viftes med dannebrogsflag, når dronningen på sit sommerkrydstogt ankommer til en provinsby i Danmark.
Og de lægger deres kapper på jorden på samme måde, som man i eventyrerne kan læse om,

at prinser gør det for prinsesser, eller helte for heltinder, for at skåne prinsessers og heltinders små sarte fødder.
Men det er dog hverken for at skåne nogle små sarte fødder eller for at hilse en kongelig velkommen,

at indbyggerne i Jerusalem opfører sig på denne måde. Det er simpelthen fordi,

de gør deres bedste for at vise ære, tillid og respekt til den person, det lille æsel kommer slæbende med på sin ryg.
De viser Jesus deres hengivenhed.
Men hengivenheden stikker dog ikke dybere, end at de få dage senere så let som ingenting

kan vendes mod ham ved lidt udspekuleret lobbyisme – det ville man sikkert have kaldt det i dag –

og i stedet for at hylde ham, da han efter at være blevet overgivet til Pontius Pilatus

træder frem på den romerske befalingsmands balkon, fordi denne rent faktisk tænker på at løslade ham –

ja, så råber de hverken ”hurra” eller ”længe leve” – nej, de råber: ”Korsfæst ham. Korsfæst ham.”
Og deres råb sejrede.
Storslåede indtog ender ikke altid så storslået, som de begyndte.
Lad os håbe, det går ligesådan med Covid-19´s indtog her hos os.
Lad os håbe, vi får bugt med den.
Men lad os også håbe, vi lærer noget af den.
Nu er det jo ikke alting, der egentlig har et formål eller tjener en sag –

men det meste af det, vi udsættes for, kan man faktisk alligevel lære noget af.
Jesu indtog, Jesu pinsler, Jesu død tjente en sag. Nemlig den sag at forlige os med Gud ved at tage straffen

for alle menneskers synd. Også dem, der altid påstår, de er uden synd – og dem er der en del af!
Jesus påtog sig straffen for vores synd og gik igennem lidelsen og døden for vores skyld

og helt om på den anden side af døden.
For vores skyld.
Og så lovede han os, at vi i troen på ham i stedet skulle få evigt liv,

og at han ville være med os alle dage – lige til Verdens ende.
Derfor havde hans indtog, hans lidelse, hans død og hans opstandelse et formål.
Det tjente en sag.
Vores sag.
Jeg er tror ikke på, at covid-19 tjener nogen sag eller har et formål –

men derfor kan vi jo godt prøve at lære noget af den situation, den har bragt os i.
De fleste af os vil lære, at vi faktisk elsker og savner den hverdag, vi plejer at være en del af, på godt og ondt –

ja, vi opdager måske oven i købet, at vi længes efter det, der normalt irriterer os lidt!
Mange af os vil også lære, at ensomhed og isolation kan være frugtbar – især, hvis vi kan se en ende på den!
Det kan være meget frugtbart og sundt både at kede sig og længes.
Ja, lad os sammen – hver for sig – glæde os over at længes tilbage til vores liv med hinanden.
Lad os længes efter en opstandelse fra corona-stilheden – og stilstanden. Den skal nok komme på et tidspunkt,

på samme måde som Jesu indtog i Jerusalem også endte med en opstandelse –

selv om der skulle ske så meget ondt, inden det kom så vidt.

                                                                   Amen
 

Corona-tanker 8. april

Kirkerne er lukkede – men læg mærke til, at der er lys på dem – i hvert fald her i Køng og Svinø.
For…. ”lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke bugt med det,”

som Johannes skriver i starten af sit evangelium.
Når der er lys på kirken, så minder det os nemlig om alt det, kirken er symbol på –

også selv om den er lukket, og det minder os først og fremmest om, at det,

som kirken er symbol på, stadig er tilstede hos os - selv om kirkebygningen er lukket.
Den kristne tro har vi – den er ikke lukket!
Den kristne tro, det kristne håb, den kristne trøst og kærlighed er jo det egentlige.

Det, der var der, før vi byggede kirkerne – ja, det der var årsag til, at vi byggede kirkerne.
Vel er kirkerummet noget særligt, fordi det er dér, vi normalt går hen

for at være sammen om den kristne tro. Men troen mister ikke sin betydning,

fordi kirken er lukket – måske kan det ligefrem tilskynde os til at give troen mere plads i det liv,

vi netop nu i corona-krisen hver især er henvist til at leve med savn og længsel efter samvær.
”Vi er Guds hus og kirke nu,
Bygget af levende stene,
Som under kors med ærlig hu
Troen og dåben forene;
Var vi på jord ej mer end to,
Bygge dog ville Han og bo
Hos os i hele sin vælde” …skriver Grundtvig i salme 323 i Salmebogen

                                                                            Mette – 8. april
 

Corona-tanker 6. april
Vi er i ”Den stille uge”.
Den stille uge er den sidste uge i fastetiden – tiden op til påske.

Rigtig påske er det nemlig først på søndag – Påskedag.
I den stille uge har vi både Skærtorsdag og Langfredag.
Skærtorsdag er dagen, hvor Jesus indstiftede nadveren ved det sidste aftensmåltid,

han spiste sammen med disciplene.
Langfredag er dagen, hvor Jesus bliver korsfæstet og hænger på korset og dør.
Egentlig kom hele corona-nedlukningen til at passe så fint til den stille tid,

som udgør fastetiden, og måske oplever vi i år i den stille uge i højere grad stilheden,

fordi det netop ellers er i disse dage, vi normalt ses med venner og familie.
Noget, der derfor både præger fastetiden og denne coronalukkede tid er længslen.
Vi længes.
Vi længes voldsomt efter samvær.
Efter hygge.
Efter fællesskab.
Ja, vi længes vel dybest set efter en opstandelse fra den Corona-stilhed,

der har sænket sig over os alle.
Og den skal nok komme – opstandelsen. Men kirkeligt set – kommer fejringen af opstandelsen

dog før corona-opstandelsen, for Kristi opstandelse fejrer vi Påskedag – uanset corona-stilheden.
Men i år fejrer vi den anderledes: Vi hejser flaget ved kirken. Vi kimer med klokkerne,

og vi har lys på kirken, når det bliver mørkt, og vi har en påskeprædiken både på hjemmeside og facebook-side.
Jo, det bliver Påske – også i år.
Men først er det tid til stilhed.
”Stille er min sjæl til Gud,
Til min Gud, som hjælpe kan;
Verdens trøst kan snart gå ud,
Flyder hastigt bort som vand.
Løb, min sjæl, fra verdens bo,
Træng dig ind til Gud i ro!”
Brorson – salme 645 i Salmebogen
 

                                               Mette – 6. april
 

 

 

Corona-tanker:
Da jeg trak gardinerne til side i går morges, stod der et rådyr lige på den anden side af gårdspladsen,

der hvor baghaven begynder, og kiggede på mig. Da vi havde stået helt stille begge to

og kigget på hinanden et lille stykke tid, fortsatte vi begge med hver vores gøremål:

Rådyret bed i noget buskads og forsvandt stille omkring hjørnet til konfirmandstuen,

og jeg gik videre igennem huset og trak de andre gardiner fra.
Et kort møde midt i dagens gøremål.
Vi var langt fra hinanden – men vi hinanden.
Jeg kan jo ikke vide, om rådyret tænkte mere over det møde, men det gjorde jeg.
Det var dejligt at se et andet levende væsen bare et lille øjeblik,

selv om vi var på langt mere end coronaafstand.
Bare et lille øjeblik at føle sig som en del af Guds skaberværk uanfægtet af den coronakrise,

der ellers hærger landet og Verden.
Jeg kiggede efter rådyret igen i morges. Men da var det der ikke.

Hvilket minder mig om, at det er vigtigt at huske de små glæder i hverdagen,

der forsvinder lige så pludseligt, som de dukker op.
Ja, lad os samle på de små glæder i hverdagen. Det er dem, vi skal leve ved og af –

især når hverdagen ellers er bøvlet og ensom og helt forkert i forhold til,

hvordan det plejer at være – og som vi kunne ønske, den skulle være.
”Nåden er hver levet dag,
Hvert tilfældigt møde.
Nåden er det levende,
Som står op af døde.”
Johannes Møllehave Salmebogens salme 522.
 

                                                      Mette – d. 3. april 2020
 

 

 

Corona-tanker,
Som så mange andre har jeg snart fået øvelse i at holde skype-møder,

selv om det er en lidt nødtørftig måde at mødes på.
Før mit første skype-møde tog jeg en rød bluse på, redte håret og tog også læbestift på

– og der sad jeg så – så pæn og nydelig som jeg nu kunne blive den dag,

mens det gik op for mig, at de andre bare så en blå firkant med mit navn under,

når det var mig der talte.
Jeg havde ikke noget kamera på min computer!
Sådan kan man jo af og til opleve at have gjort sig anstrengelser til ingen verdens nytte.
Nu var det her jo i den absolut mindre målestok – men tænk på alle de restauranter og hoteller,

der har forberedt sig til påske-rykind, eller på de familier, der havde glædet sig til at se hinanden

i påsken eller til andre mærkedage, eller på konfirmanderne,

der nu må vente med længsel på den store dag, der er blevet udskudt – ja, eller på kirkerne,

der formodentlig må holde lukket i Påsken og finde nye veje at nå ud til folk på.
Somme tider er det dog godt at opdage, at vi mennesker ikke kan styre alt –

og heller ikke forudse og dermed forberede os på al ting.
Somme tider må vi bare tage virkeligheden på os, som den nu engang er, og være i den –

uagtet at vi ellers havde forberedt os på noget helt andet. Ja, tage imod det liv,

der er vores - også når det er svært.
Himmelske Far!
Gør mit sind åbent for dagen, som kommer til mig,
så jeg ikke frygter de opgaver og udfordringer,
jeg skal møde,
Men stoler på din trofasthed,
Og tager imod dagen som en gave fra Dig. (Salmebogens bøn nr. 5)


                                             Mette d. 2. april 2020
 

 

 

”Kirkeklokke! ej til hovedstæder
Støbtes du, men til den lille by,
Hvor det høres trindt, når barnet græder
Og inddysses blidt ved vuggesang”
                                             Grundtvig 1845


Hvem ringer klokkerne for?
Ja, som regel ringer kirkeklokkerne for at fortælle, at der er gudstjeneste eller begravelse,

og når der ringes med den glade kimning (små hurtige slag), så er det for at fortælle,

at nu skal der være bryllup, eller nu er det en særlig helligdag som f.eks. Jul, Påske og Pinse.
I øjeblikket er det dog ikke særlig festligt, og der ringes slet ikke til gudstjeneste,

for der holdes ingen gudstjenester i landets kirker, men der ringes stadig

morgen og aften med kirkeklokkerne.
Vi kalder det, at ringe solen op og ringe solen ned.

Fra gammel tid kaldes der med disse to ringninger til bøn og eftertanke.
I denne corona-tid, har især aftenringningen fået status af en slags corona-ringning,

for når vi hører aftenringningen, så er det foreslået, at vi i særlig grad beder for de,

der nu er syge af corona, de, der kæmper for livet i respirator på intensiv afdelingerne,

og for deres pårørende, der ikke som ved andre sygdomme,

kan sidde hos dem og holde dem i hånden.

Men bed også for sundhedspersonalet, at de må have kræfter nok til at gennemføre deres krævende arbejde.
Så lyt efter, når kirkeklokkerne ringer deres aftenringning

– nogle steder kl. 16, andre steder kl. 17 eller 18 – og bed for de syge.
 

Mette 31. marts 2020
 

 

 

Corona-tanker 22. marts:
I den traditionelle kirkebøn til søndagsgudstjenesterne beder vi om,

at Gud vil trøste og styrke alle dem, der er syge og sorgfulde, enten de er fjern eller nær.
Lad os også gøre det i dag – hver især, selv om vi ikke er samlede til gudstjeneste.
Hver dag stiger antallet af døde, antallet af indlagte på intensivafdelinger, antallet af de,

der er lagt i respirator og antallet af smittede med covid-19 i det hele taget.
Voldsomst er det dog stadig uden for vore grænser, især i Spanien og Italien, h

vor vi i fjernsynet kunne se de rystende billeder af militærkøretøjer,

der bragte døde ud af byen Bergamo i Norditalien.
Men der er mange andre lidelser end covid-19 i verden også.
I dag kunne man vågne op til meddelelsen om kraftigt jordskælv i Kroatien,

og så er der jo masser af alvorligt syge mennesker i hele verden,

ramt af fysiske og psykiske lidelser, naturkatastrofer, krig, vold, terror.
Lad os ikke glemme dem.

Salmebogens bøn nr. 92:

Herre Kristus, Guds Søn,
Du kommer med din fred ind i vores urolige verden.
Hjælp os i dag at åbne vore hjerter for dit stærke ord,
så vi fornyes, modnes, styrkes.
I en verden, hvor så meget er omskifteligt, flygtigt -
hjælp os at kende forskel på det ægte og det tomme.
Velsign os og lær os at kende din vilje med vort liv.
Du kender det, som truer os,
du kender vore sorger, vore begrænsninger, vore svigt.
Vi beder dig, hold fast i os,
som ikke selv formår at holde fast ved dig og dit bud om kærlighed.
Herre, vær med dem, vi er knyttet til og afhængige af.
Vær med alle nødstedte mennesker, alle ramt af ydre eller indre nød.
Giv os ved din Ånd troen på, at intet er så ondt, at det ikke kan brydes.
Giv os øjne at se med, så vi ikke går forbi den godhed, der møder os,
ikke går forbi de kilder, der er, til håb og glæde.
Ja, lad troen og håbet vokse i os,
så der kan blive kærlighed og glæde,
hjælpsomhed og nærvær i vort liv med hinanden.

Mette 22. marts 2020
 

 

Corona-tanker: 

”Vær mig nær, thi uden dig

Ensomhed mig truer;

Vær mig nær, thi uden dig

Jeg for mørket gruer!

Hold mig med din faderhånd,

Så jeg dig fornemmer;

Fri mig ud af mørkets bånd,

Så min frygt jeg glemmer!”

 

Sådan skriver Jakob Knudsen i aftensalmen ”Tunge, mørke natteskyer”,

og det ”dig” han henvender sig til, er naturligvis Gud.

Jakob Knudsen var bange for mørket, fortælles det, og for ham blev mørket en slags tegn på døden

– ja på alt det, der kunne true.

I dag kan vi tænke corona-virus ind i det mørke, der truer os,

og så giver salmen både trøst og mening for os lige nu.

Mange af os trues af ensomhed i disse coronatider – især hvis vi bor alene og ikke kan være sammen med dem,

vi plejer at ses med: vores arbejdskammerater og kolleger, vores nærmeste,

som måske er gamle eller har sygdomme, der gør,

at vi netop i øjeblikket skal holde af dem ved at holde os fra dem.

Når man så sidder her i sin ensomhed og føler at mørket truer, så prøv at vend det om, for alt det samvær,

vi savner lige nu, er jo det, der normalt giver vores liv mening og fylde og glæde.

Måske er det lærerigt at blive taget ud af en sammenhæng for en tid for at kunne påskønne den sammenhæng,

som man under normale omstændigheder er så heldig at være en del af.

Ja, man kan måske ovenikøbet fyldes af taknemmelig over det hverdagsliv,

man under normale omstændigheder lever, og på den måde bliver der tændt lys i mørket.

                                                                                       Mette – 21. marts 2020

 

 

Tanker:

Dagene længes, vinteren strenges… står der i Brorsons salme ”Her vil ties, her vil bies.

Og dagene længes i øjeblikket.

Foråret er virkeligt på vej og alting springer ud, og fuglene synger,

og solen har skinnet i dag, og himlen har været så dejlig blå.

Samtidig er det ikke så meget vinteren, der er blevet strengere, som corona-smitten,

der nu for alvor har fået fat i den danske befolkning. Nu er der over 1000, der er testede positive,

og derudover er der sikkert mange, der er smittede og har sygdommen i mildere grad

uden at have kontakt til sundhedsmyndighederne. Så dagene længes – og coronaen strenges….

Sygehusene opruster, ekstra personale indkaldes, og også på det kirkelige område arbejdes der ekstra,

selv om alle gudstjenester i øjeblikket er aflyste.

Biskopperne har dagligt Skype-møde – både med hinanden og med andre relevante.

Efterfølgende har biskoppen – her i Roskilde Stift i hvert fald – Skype-møde med provsterne,

der derefter melder retningslinjer ud til præster og menighedsråd.

Derefter er der hver eneste dag tvivlsspørgsmål, der skal tages stilling til.

Den ledende beredskabspræst er ved at få beredskabet i stand med præster fra alle provstier,

hvoraf en eller flere bliver tilknyttet et bestemt sygehus og skal oplæres i brug af værnemidler og sikkerhedsudstyr.

Dagene længes – og coronaen strenges…

Vi skal huske at nyde, at dagene længes og nyde alt det forår, der i øjeblikket springer ud og springer os i øjnene.

Vi må ikke synke i dette, at coronaen strenges, men vi skal passe på os selv og hinanden

– og samtidig være der for hinanden gennem mail og telefon.

Men den isolation, vi så alligevel kommer i på denne måde, ved at vi skal holde os fra hinanden,

ja, den kunne vi måske bruge på en frugtbar måde.

Der er tid til at tage sit liv op til revurdering.

Der er tid til at tænke.

Der er tid til bøn og stilhed og samvær med Gud, nu når vi ikke kan være sammen med så mange andre….

og lige præcis dette sidste er måske ikke så ringe endda.

Det er måske oven i købet rigtig godt.

Vi må væbne os med tålmodighed.

Vi må vente.

Her vil ties, her vil bies,

Her vil bies, o svage sind!

Vist skal du hente, kun ved at vente,

Kun ved at vente, vor sommer ind.

Her vil ties, her vil bies,

Her vil bies, o svage sind!

           Brorson 1765

                                                                

Pas på jer selv og hinanden – hold afstand!

Guds velsignelse ønsker jeg jer alle

                                                                 Mette - 19. marts 2020

 

Flere corona-tanker:

Mange af os har det nok sådan, at det næsten ikke er til at holde ud at være i den situation,

vi er havnet i med sygdommen covid-19, der får mere og mere tag i vores samfund.

Nogen synes ligefrem ikke, de kan holde ud at høre mere om corona-virus,

og det kan vel dybest set skyldes vores forskellige måde at reagere på.

Nogen nedtoner det hele og synes, der bliver overreageret.

Andre bliver slået omkuld af den meget information, vi hele tiden har mulighed for at få,

fordi de konstant holder sig opdateret.

Egentlig er det to sider af samme sag.

Når vi mennesker bliver bange, er der nogen, der fornægter det, de er bange for.

Vender sig væk fra det. Vil ikke vide af det. Negligerer det.

Andre går ind i det, søger oplysning om det og forestiller sig det værst tænkelige og bliver meget bange.

Og pludselig bliver det for meget.

Enten kan man ikke blive ved med at negligere det, fordi det simpelthen er for voldsomt

og bryder igennem vores forsvarsmekanismer.

Eller også går man til grunde i forestillingerne om alt det forfærdelige, der kan ramme os.

Der er ingen af de reaktioner, der er særligt konstruktive.

Til gengæld er de meget menneskelige.

Men enten vi nu hører til den ene eller til den anden type, så er det vigtigt,

at vi bruger vores fornuft – hold nu afstand!

Det er ikke nu, I skal holde de store sammenkomster – eller gå til dem – udskyd dem!!!!

Lad os passe på hinanden og dem, for hvem covid-19 vil være fatal!

Men det er også vigtigt, at vi giver os selv lov til at lade vore følelser komme til udtryk

og sætte ord på vores frygt og vores afmægtighed.

Her kan en snak med Gud være en oplagt mulighed – ja, ligefrem en rigtig god idé,

for Ham behøver vi ikke holde afstand fra!

Ham kan vi lukke helt ind i vore hjerter og betro ham alt det, vi er allermest bange for.

 

Våg du, Herre,

Med dem, der våger eller græder i denne nat.

Beskærm dine syge,

Lad dine trætte finde hvile,

Velsign dine døende,

Trøst dine lidende,

Forbarm dig over dine bedrøvede,

Og vær med dine glade

                      Bøn nr. 30 i Salmebogen

 

Pas nu godt på hinanden – hold afstand!

                                Mette - 17. marts 2020

 

Den første corona-søndag: 

Stilhed

Intet solskin

Ingen biler

Ingen mennesker

Ingen gudstjeneste

Ingen gudstjeneste???

Nej!

Intet nærvær og snak over kaffen i våbenhuset

– eller ved pølsevognen, som det skulle have været idag

Savn

Ængstelse

Bekymring

Intet trøstens ord?

Intet håb?

Jo!

Håb, tro og bed!

 

Paulus skriver:

For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende

eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed

i Kristus Jesus, vor Herre. (Rom.8,38-39)

 

Coronatanker – Mette 15. marts 2020

 

Corona- tanker:

Jeg vågnede lørdag morgen til en vidunderlig solskinsdag, som jeg tog hul på med en gåtur sammen med min hund.

Selv om det var koldt og der var is på vandpytterne, var luften skarp og frisk, og himlen var så blå så blå.

Der var ingen vind.

Og der var faktisk heller ikke ret meget andet.

Næsten ingen biler.

Næsten ingen mennesker.

Midt på Næstved-Vordingborg landevejen kunne jeg føre samtale med mine genboere,

der kom gående på modsatte side, tværs over landevejen, uden at vi blev forstyrret af en eneste bil.

Så smukt, fredfyldt og stille var der denne morgen.

Men på grund af noget så grimt og voldsomt.

Corona-virus.

Covid-19.

Mine tanker går til dem, der nu er i kritisk tilstand p.g.a. covid-19. Til deres familier og pårørende.

Hvornår rammer det her i vores lokalsamfund?

Hvornår rammer det dem, jeg holder af?

Hvornår rammer det nogen jeg kender?

Sådan tænker vi måske alle sammen, og derfor må vi stå sammen – netop ved at holde afstand.

Men når frygten sniger sig ind på os, og vi ikke kan være fysisk nær ved nogen,

så vend blikket mod salmebogens afsnit med bønner. Der er så mange gode bønner at læse,

som kan være med til at sætte ord på vores frygt og uvished – f.eks. denne:

 

Vi forstår ikke

53. Evige Gud!

Du er barmhjertig og kærlig,

men vi forstår ikke dine veje:

Børn må lide under voksnes ondskab og kulde.

Unge mister modet, fordi ingen har brug for dem.

Ulykker rammer sagesløse i blinde.

Umærkeligt sniger sygdomme sig ind på os.

Uden nåde hærger sulten.

Smerten og mismodet,

livsleden og døden

stjæler glæden og livslysten fra os.

Vi er afmægtige og værgeløse.

Derfor beder vi dig:

Lad din gode vilje ske

Lad dit herredømme bryde frem,

og brug os i din tjeneste.

 

 Mette – 14. marts 2020

 

 

 

 

(Pladsholder for prædiken)