Udgivet: 13-10-2018
Prædiken v/Mette Magnusson
|
18.s.e. trin. 2018 Køng kl. 9 og Svinø kl. 10.30 d. 30. sept.
|
|
Præludium
(dåbsbarn ind) |
|
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple. Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen.« Johannesevangeliet 15,1-11
|
|
I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.
Jeg er vintræet – I er grenene, siger Jesus. Det er et billede, der kan hjælpe os til at forstå kristendommen – og måske hjælpe os til at forstå, hvad det vil sige at være kirke og menighed. Jeg er vintræet – I er grenene. Nu er vintræet jo ikke det mest almindelige træ her i Danmark – men i Israel dyrker man vin som almindelig afgrøde – og her kunne vi jo tænke på et ganske almindeligt træ – af den slags, vi kender så godt. Et æbletræ f.eks. Sådan et træ er blevet plantet en gang som et ganske lille træ. Måske bare med én eneste gren. Sådan er det også med kristendommen. Den startede med, at et enkelt lille træ – Kristus – blev plantet på Jorden for snart 2000 år siden. Udplantningen skete i Betlehem i Israel. Træet voksede – et pænt livskraftigt lille træ, som på et tidspunkt begyndte at sætte grene ud til siderne. Barnet Jesus voksede til og blev mand og begyndte at gå omkring og lære. Og hver gang nogen blev grebet af det, han sagde, og sluttede sig til ham, var det som et sideskud – en ny lille gren på vintræet. Men se – nu ved vi jo også, hvad der skete med Jesus. Menneskene slog ham ihjel. Men det gik træet jo ikke ud af. Man slog Jesus ihjel – man kappede stammen over! Men det var jo et livskraftigt træ, der åbenbart ikke var sådan at få has på – for der skete det – som jo tit sker, når man beskærer stammen på et træ – at det begyndte at skyde voldsomt ud med en masse små nye skud. Ja, faktisk var det som om, der nu for alvor kom liv i træet! Der skød nye kviste frem på træet i Lilleasien, i Grækenland og i Italien – det sørgede Paulus for, da han rejste rundt og missionerede. Og kvistene voksede sig større og større og blev efterhånden selv til kraftige grene, der skød kviste ud – og i løbet af ganske få hundrede år var der vokset en pæn stor trækrone op, som dækkede det meste af den på den tid kendte Verden. Træet voksede sig stadig større. Nye grene og kviste kom til, og efterhånden er det et kæmpestort træ, der omspænder hele Jorden. Og hver gang et menneske bliver døbt, så er det som en ny lille kvist på dette kristendomstræ, hvor stammen er Kristus. Jeg er vintræet – I er grenene, siger Jesus. Men se, det er ikke altid, at sådan et træ har lige gode vækstbetingelser. Man hører om forurening, der kan skade naturen – og altså også træerne. Desuden hænder det også, at nogen finder morskab i at forsøge at ødelægge træer ved at knække grene og kviste af dem. Og nogle har måske oven i købet draget fordel af træet, nydt det og frydet sig over det, hvorefter de begynder at skære og ridse i det – i selve stammen endda – bare for at markere deres egen personlighed på bekostning af træet. Sådan er kristendomstræet også blevet udsat for lidt af hvert. Man har hånet det. Knækket kviste og grene af det. Nogle kirkelige retninger har foregivet næsten at være eet med stammen – og alligevel så var det deres eget navnetræk, der stod prentet i barken. Andre igen har plyndret træet for dets frugter uden at være synderlig opmærksomme på, at det var fra det træ, frugterne, som de nød godt af, kom. Nogle af grenene har taget så meget skade, så de er visnet og knækket af. Som tiden er gået, har træet ikke altid taget sig lige sundt og godt ud. Men som sagt ved hver eneste dåb kommer der en ny lille kvist. Jo større træet bliver, jo mere modstandsdygtigt er det naturligvis også. Men se, der er lidt af en hemmelighed ved sådan et træ – og det er alt det, vi ikke kan se. Alt det, der er nede under jorden. Til at begynde med et lille rodskud, men som træet bliver større og større, så bliver også rodnettet større og større – et indviklet netværk af rødder, der suger næring dybt, dybt nede fra Jorden. Uden dette rodnet kunne træet slet ikke bestå. For rodnettet får dels træet til at stå fast, og så giver det næring til træet igennem rødderne og op igennem stammen og ud til hver enkelt lille kvist. På denne måde bliver hver enkelt lille kvist afhængig af stammen. Hvis man brækker den af, visner den. På samme måde er hver enkelt lille kvist – hvert enkelt lille menneske – på kristendomstræet også afhængig af stammen og af den kraft, der kommer fra rodnettet op igennem stammen og ud i alle dele af træet. Men den kraft, som træstammen – altså Kristus – vokser af, er jo Gud, der fra det skjulte giver næring og kraft til hele træet igennem stammen – igennem Kristus. Gud kan vi nemlig ikke se og høre og føle, men vi kan se og høre og føle hinanden. Kvistene og grenene, os der lever af den kraft, der kommer til os gennem stammen og hele rodnettet dybt nede fra underjordiske kildevæld, men som også er afhængige af lyset. Guds lys, der skinner på os alle – i gode og i onde dage – ja, altid. Amen.
|