Udgivet: 11-02-2018

Prædiken v/ Mette Magnusson

 

 

Søndag Septuagesima 2018 – d. 28. jan. – Køng Kl. 9.00 Svinø kl.10,30

 

 

Præludium
Indgangsbøn
1. salme: 749 – I østen stiger solen op
Hilsen
Kollekt
Gt-læsning
2. salme: 29 – Spænd over os Dit himmelsejl
Epistel
3. salme: 611 - Så tag mig da ved hånden
Evangelium
Prædiken
Kirkebøn m.m.
4. salme: 612 – Den store mester kommer
Dåb – 123, vv1-2+7-9
Altergang
192,vv.7-9
Kollekt
Hilsen
Velsignelse
5. salme: 371 – Du fylder mig med glæde
Udgangsbøn
Postludium

 

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:

Jesus sagde: »Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset. Men når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde.« Og han sagde: »Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Hvilken lignelse skal vi bruge om det? Det er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.«

Mark 4,26-32

 

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn.

Amen.

 

Meningen var vel sådan set god nok, og så føles det så uretfærdigt, at han, der for det første bare fik een talent, og for det andet af frygt for sin Herre prøvede at passe så godt som muligt denne ene talent, han nu fik, at han behandles så groft og kastes ud i mørket der udenfor, hvor der skal være gråd og tænderskæren.

Og så skulle det være et billede på Himmeriget!!!

Tjenerne har jo ikke fået lige mange talenter at passe på – nej én fik fem, en anden to, og en tredje kun én – alt efter deres evne – fortælles det!!

Dvs. Manden, der rejste udenlands, må på forhånd have vidst, at det ikke kunne blive til så meget med ham, der kun fik den ene talent – for han gav dem efter deres evner – og denne sidste tjener, har åbenbart ikke haft de store evner. Det vidste hans Herre, og derfor fik han kun lidt betroet. Men det lidt har han åbenbart ikke evnet at kunne få til at blive til noget særligt – ja, han har ikke engang vedligeholdt det – men det er blevet gravet ned i jorden og på den måde er det blevet hindret i at udvikle sig.

Derfor lyder hans Herres dom over ham, da han kommer hjem fra sin udlandsrejse:

”Tag derfor talentet fra ham og giv den til ham med de ti talenter. For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Der skal der være gråd og tænderskæren. ”

Måske lyder det groft.

Måske lyder det urimeligt.

Måske lyder det endda ondt og uretfærdigt.

Og måske ligger det meget langt fra den opfattelse af Gud, som den gode og tilgivende, der er den, vi har lullet os ind i.

Men måske er det vores gudsopfattelse, der er noget galt med!

Det her er en lignelse – dvs. det er en fortælling, Jesus har fortalt, for at få os til at indse eet eller andet.

Teksten er desuden placeret i den del af kirkeåret, vi kalder Hellig tre Konger tiden, selv om søndagen i dag hedder septuagesima, der betyder, at der er ca. 70 dage til påske. Og Hellig tre Konger tiden er en tid på året, der er præget af de følelser, der er knyttet til den liturgiske farve grøn, som står for vækst, grotid, håb.

En periode, der skal være til udvikling, opklaring og videre forståelse efter den overståede Juletid.

Dvs. en periode, hvor vi skal lære noget.

Og her kunne vi måske passende lære, at Gud ikke kan passes ind i vores til tider glansbilledagtige opfattelse af ham. Som den gamle godmodige bedstefar, der aldrig kræver noget af os men blot smilende ser til, mens vi udvikler os i en lidt uheldig retning.

For sådan er Gud ikke.

Vi lever i en tid, hvor vi i kirken – i hvert fald i Den Danske Folkekirke – har en tendens til meget gerne at ville behage og passe ind i tiden. Og somme tider kan vi næsten miste fokus, fordi vi så gerne vil have det, vi skal formidle, til at falde i folks smag og til at passe ind i tiden. Og selvfølgelig skal vi formidle det kristne budskab ind i den tid, vi lever i – det gjorde Jesus og viste os dermed vejen – og det gjorde mange år senere Luther, da han begyndte at holde gudstjeneste på folks modersmål, så de kunne forstå, hvad der blev sagt. Men vi skal passe på ikke at være så ivrige efter at tilpasse kristendommen til den til enhver tid eksisterende livsstil, mode og trend – så kristendommen mister sin egentlighed.

Kristendommen skal altid chokere og sætte spørgsmål ved den måde, vi lever på.

Den skal få os til at tænke efter.

Men kristendommen skal også trøste og give os livsmod.

Alt dette kan ikke indeholdes i en forkyndelse, der tilpasser sig tidens luner.

Men hvis vi pakker den kristne forkyndelse så meget ind i måden, vi serverer den på, så at der ikke er ret meget forkyndelse i det, vi gør i kirken, ja så lader vi i bogstaveligste forstand folk gå ad helvede til.

Vi skal passe på aldrig at miste fokus.

Vi skal ikke miste det egentlige i forkyndelsen af det kristne budskab.

Vi skal fortælle, at det liv, vi lever, har konsekvenser.

Det er simpelthen ikke ligegyldigt, hvordan vi lever vores liv.

Det er det, vi skal lære af denne her lignelse.

På et tidspunkt må vi tage konsekvensen af vores livsførelse.

Og den konsekvens kan vi ikke smøge os uden om. Vi kan ikke snyde eller lade som om, sådan som vi måske ofte gør det i forhold til hinanden.

En side af den kristne tro handler nemlig også om dom.

Det er ikke en side, der har fået ret meget fokus i de senere tiders forkyndelse af kristendom.

Men det er måske meget godt at blive mindet om det – især så tæt på julehyggen, hvor vi kan være tilbøjelige til at glemme alvoren i den kristne tro.

Gud blev menneske i Jesus fra Nazaret. Gik igennem et helt menneskeliv og tog menneskenes skyld på sig og lod sig korsfæste i vores sted for alt det onde menneskeheden har gjort og gør. Derefter overvandt han døden. Kom om på den anden side af døden og opstod - igen for os, for at vi kunne få del i hans opstandelse også.

Derefter for han til Himmels, siddende ved Gud Faders den Almægtiges højre hånd, - som vi bekender det i den kristne trosbekendelse, og som det lyder, hver gang vi døber et barn, - hvorfra han skal komme igen for at dømme levende og døde.

Vi tror altså også på, at Jesus Kristus skal komme igen, for at dømme levende og døde. Altså er det ikke ligegyldigt, hvordan vi lever vores liv.

På den anden side, så ved vi også, at intet menneske kan leve så fejlfrit, at det kan gøre sig fortjent til det evige liv. – Nej – den eneste måde, vi kan få del i det evige liv på er gennem troen.

Troen på den treenige Gud.

Troen på frelsen gennem Jesu lidelse og død.

Troen på Hans opstandelse.

Det har altså fatale følger, den måde vi lever vores liv på!!

For den måde vi lever vores liv på udspringer af vores overbevisning og vores tro.

Derfor er det ikke ligegyldigt, hvad vi tror på.

Og derfor er alting ikke lige godt.

Men når det er sagt – så viser lignelsen jo faktisk også Guds barmhjertighed, for tjenerne fik jo netop ikke alle sammen lige meget betroet at forvalte, mens deres Herre var borte – nej de fik forskelligt at forvalte, og dermed blev der også stillet forskellige krav til dem og dermed forskellige forventninger alt efter deres evner.

Så er jo altså Gud barmhjertig, men han tager det liv alvorligt, som han har betroet os.

Vi skal sandelig bruge det, få noget ud af det, ikke smide det væk, som om det ingen ting er værd eller grave det ned.

Men vi skal ikke få det samme ud af det, for vi er forskellige mennesker med forskellige evner og forskellige forudsætninger for at praktisere den tro, der kan være det bærende for os livet igennem. 

                                          Amen.

 

 

 

 

Prædiken v/ Tina Preus Hansen

 

 

S. s. e. H3K - 21. januar 2017 - Køng kl. 10,30

 

 

1. salme: 392

2. salme: 673

3. salme: 14
 

4. salme: 192

                                     Nadver: 476

5. salme: 787
 

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Jesus svarede disciplene: »Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære. Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!« Da lød der en røst fra himlen: »Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.« Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: »En engel talte til ham.« Jesus sagde til dem: »Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.« Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø.

Joh 12,23-33

 

 

Jeg har i mange år nydt at lytte til Michael Falks poetiske og meget
melodiøse sange, og da jeg forleden hørte Michael Falk synge sin
vidunderlige sang ”I et land uden høje bjerge” kom jeg i tanke om en
artikel jeg engang har læst i Kristeligt dagblad, og som gjorde stort indtryk
på mig. Her kunne man læse om, hvor langt ude med sig selv Michael Falk
egentlig havde været, at han var tæt på at opgive hele sin tilværelse. Han
stod et sted i sit liv, hvor han ikke kunne overskue noget som helst. Alt
havde egentligt kørt udmærket med, som der stod med masser af
facadefester, rigtige meninger, styr på tingene og fornemmelsen af magt.
Men så opdagede han, at han ikke kunne styre det hele selv og
fortvivlelsen tog fat i ham. Han hadede selviscenesættelsen og
overfladiskheden.
Familien faldt fra hinanden, og alkoholen fik ham til at gøre, hvad han ikke
selv ville. Til sidst besluttede han at sætte sig ud i en campingvogn for at
drikke sig ihjel. Det lykkedes heldigvis aldrig.
For foråret tog ham, og et nybrud i isen skabte et nybrud i sindet, og som
der stod: ”nu følte han sig ikke længere som ”en fremmed på jorden”.
Han begyndte at læse i Det nye Testamente og gennemgik langsomt en
transformation, hvor han opdagede sig selv i et nyt lys og på den måde fik
han langsomt genvundet modet på tilværelsen. Der stod: »Jesus er blevet
aktiv i mig, har givet et blik på mit liv, som kræver en selvransagelse, hvor
man ikke bare kan skøjte videre på overfladen, men tvinges til at gå
dybere. Det er slut med selvbedraget. Eller, måske mere præcist, alt
selvbedrag begynder at vakle«.
Hjertet er det ord vi normalt bruger, når vi taler om sindets indre
centrum, derfra hvor alt liv pumpes ud i hele kroppen og i al handling.
Hånden på hjertet - Det handler nemlig om, hvordan vi går til verden.
Altså ikke, at man skal miste livet, sådan som man gør, når man dør, men
at vi skal give slip på vores egoistiske og overfladiske sindelag, så der kan
blive plads til det liv, der har karakter af evighed.
Holder vi fast i selvisk sindelag, ja, så mister vi langsomt livet. Vi tørrer ud.
Som et enkelt hvedekorn, der aldrig kommer i jorden. Billedet af
hvedekornet, der må give afkald på sig selv for at det kan komme til at
vokse og give liv til mange små hvedekorn er et af de smukkeste billeder
vi har i kristendommen – synes jeg.
Noget må dø – nogen må give afkald, for at noget nyt kan vokse frem.
Jesus taler om sin egen forestående død, han skulle dø for at give liv til
mange.
Men han taler også om den dybeste kristne sandhed, at det er ved at
give, at vi modtager – det er ved at turde at give slip, at noget nyt kan
bygges op. Det at give afkald gir livet værdi, ikke mindst, hvis det er for
nogen, dvs. for at det kan glæde andre.
Vi skal vende angsten for at give slip eller gå glip af noget til glæden ved
at gå glip af noget som er Svend Brinkmanns overskrift og opfordring til os
i sin artikel i kristeligt dagblad for nylig. Brinkmann som er professor i
psykologi introducerer et begreb han kalder: FOMO. Det er en forkortelse
af den engelske sætning: Fear of Missing Out – på dansk ”angsten for at
gå glip af noget”.
Denne milde angst er efterhånden blevet en grundstemning i vores kultur,
mener Brinkmann. Han oplever det moderne forbrugersamfund som et
oplevelsessamfund, hvor fokus er at opleve mest muligt, at fylde os med
alle mulige spændende oplevelser i et forsøg på at give vores liv værdi.
Problemet er bare iflg. Brinkmann, at når vi træffer et valg om et job,
kæreste eller hvor ferien skal holdes, vælger vi også noget andet fra.
Vores følgesvend blir ”valgfrihedens tyranni” som et udtryk for medaljens
bagside, fordi vi risikerer en evig utilfredshed med det, vi har, når vi tror,
at der er en mulighed for at få noget andet og bedre.
I Brinkmans artikel var der en tegning af et ældre ægtepar, der sidder på
en bænk ved solnedgang, og manden som lægger armen om hendes
skuldre spørger: ”Synes du, at vi er gået glip af meget?”, og konen svare
”Ja, heldigvis!”.
Måske I holder vejret et øjeblik, for er det ikke som om de ældre viste det,
lidt bedre, at livet ikke handler om det vi får og har, men om det der er.
Brinkmann peger på, at livet ikke er forbrug heller ikke så meget at
opleve, men derimod at leve op til de medmenneskelige relationer. Høre,
at der bliver kaldt på os, at vi er villige til at gå glip af noget, hvis andre
kan have glæde af det.
Det handler om at give afkald for at give plads til livet i dets fylde ligesom
Michael Falk havde erfaret, og som også er hvedekornets visdom! At det
handler om at give plads for det nye og dybere.
Måske ses det betydningsfulde i at give afkald allerbedst hos forældre,
som i den grad må give afkald, når deres døgnrytme blir totalt forandret,
men det dybt meningsfulde tilsidesættes gerne for at fokusere på bleskift,
spisetider og det første smil!
Forældre til større børn må også give afkald. Det afkald kan være sværere
for nogen mere end andre! Men forældre må give afkald på at gribe ind,
blande sig og overbeskytte den unge.
Og som vi talte om forleden til konfirmandundervisningen må vi også give
afkald på de kræfter i os, der nogen gange får uvenskabet op i os, de
dumme drillerier og den tankeløse mobning.
I kender nok Radiserne. Søren Brun har tabt kampen i rugby endnu
engang. Vi kender ham: I siger ikke noget til mig, bare lad mig være i
fred, jeg ved, at jeg smed sejren væk, ingen skal kalde mig klaptorsk, jeg
ved, at jeg er en klaptorsk, ingen siger noget og så kommer Trine: Din
store klaptorsk. Er det ikke det vi kommer til ind imellem, når vi er i
Trinahumør. I stedet for at favne siger vi, det der ødelægger. En ny vej for
Trina ville være at gå med det positive kærligheden og glæden og lade det
brede sig.
Helligtrekongertiden er lidt kort i år, for påsken falder tidligt. Allerede på
næste søndag går vi ind i fastetiden. I Helligtrekongertiden udfoldes,
hvem Jesus er, Guds barn, som kom til verden julenat i Betlehem. Og
evangeliet om hvedekornet peger bagud mod julen, fordi vi dér mindes,
at Gud gav afkald på sin ophøjede og fjerne position og blev født i et lille,
sårbart barn i en mørk tid i en mørk verden.
Og hvedekornet peger fremad mod påsken, fordi Gud dér viser, at hans
magt ligger i at give afkald; han må dø for at give liv til os.
Michael Falch beskrev det på sin egen måde: Modet til at være sig selv,
det har vi fået i dåbsgave., men hvor langt skal vi gå? Jesus gav afkald på
alt, familie, ære og livet, men for mig at se får vi to svar, et hvis vi spørger
Jesus selv, for han siger hele vejen, et andet svar, hvis vi spørger os selv
og hinanden, at vi skal være gode og barmhjertige, men vi skal også
passe på os selv.
Og husk, du er ikke alene, You'll Never Walk Alone. Fra en gammel
musikal af Rodgers and Hammerstein tilbage i 1945. Den handler om en
mand der dør, men som Gud gir mulighed får at rejse tilbage til denne
verden med et budskab til sin nærmeste familie. Et budskab ned til sit
menneske, og jeg ved godt at nogen tænker fodbold, men det er længe
efter, at de huggede den og det er helt ok for budskabet er det samme,
nemlig det evangeliet siger til os. You'll Never Walk Alone.
Kan det blive mere smukt på sådan en januardag med et strejf af solskin,
når vi skal kærligheden og går med kærligheden. Vi er elskede og vi skal
elske. At bringe glæde ud i alle mennesker, at leve med hinanden og leve
med den kærlighedens dimension.
Guds kærlighed i Jesus Kristus. Det er den underfulde kærlighed og frelse,
som vi i tro må tage imod. Gør vi det, da kunne der ske det forårsunder
eller nybrud i isen, at vi får hvedekornets kraft og mod.
Amen