Udgivet: 14-09-2020

 (NB! Nyeste øverst på siden, ældste nederst)

Prædikener og Coronatanker:

Prædiken v./ Mette Magnusson:

 

14. s. e. trin. 2020 - 13. september - Køng kl. 9 og Svinø 10.30

 


Præludium
Indgangsbøn
1.salme: 4 - Giv mig Gud en salmetunge
Hilsen
Kollekt
GT-læsning
2.salme: 658 - Når jeg er træt og trist
Epistel
Trosbekendelse
3.salme: 395 - Guds ord blev aldrig bundet
Evangelium
Prædiken
Kirkebøn m.m.
4.salme: 14 - Tænk at livet koster livet
Nadver
192.7-9
Kollekt
Hilsen
Velsignelse
5.salme: 31 - Til himlene rækker
Udgangsbøn
Postludium
 


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

 

Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet. Til tider fór Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af. Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år. Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: »Vil du være rask?« Den syge svarede: »Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.« Jesus sagde til ham: »Rejs dig, tag din båre og gå!« Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring. Men det var sabbat den dag; derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt: »Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre.” Han svarede dem: “Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.« De spurgte ham: »Hvem var den mand, der sagde til dig: Tag den og gå?« Men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; for Jesus var gået sin vej på grund af menneskemængden på stedet. Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham: »Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.« Manden gik tilbage og fortalte jøderne, at det var Jesus, der havde gjort ham rask.

Johannesevangeliet 5,1-15

 

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.


Sæt nu den syge mand ved Betesda dam ikke havde lagt mærke til, at Jesus henvendte sig til ham. Så havde han måske ligget dér ved dammen resten af sit liv og ventet, fordi han ikke var opmærksom på det forunderlige, der pludselig greb ind i hans liv.
Vi lever i en tid, hvor vi mennesker er mest optaget af at være opmærksomme på alt det, vi synes, vi går glip af.
Det, vi måske ligefrem synes, vi bliver snydt for.
Alt det vi synes, vi burde have.
Det, vi føler, vi har krav på!!!
Et godt helbred.
Et godt arbejde.
Børn og familiær lykke.
En god økonomi.
Et godt sundhedsvæsen.
Gode skoler.
Lave skatter.
Et langt og lykkeligt liv.
Vi er jo som mennesker i virkeligheden umættelige i vores forestillinger om, hvad vi synes vi burde have.
Hvad vi synes, vi har krav på.
Ja, de fleste af os synes, vi har krav på et langt, lykkeligt og ikke for besværligt liv.
Og da det er de færreste, der rent faktisk har sådan et liv, - ja, så er størsteparten af os utilfredse.
Utilfredse og ikke særligt taknemmelige, fordi vi egentlig synes, det hele godt kunne være en tand bedre – og hvorfor skulle vi så være taknemmelige?????
Men en stor del af det, der sker i kirkerne, er jo egentlig blevet til, fordi mennesket har haft behov for at sige tak! Ved forskellige store skel og overgange i løbet af livet.
Selv om f.eks. dåben, har en anden og dybere betydning, er det også en handling, der til en hvis grad er båret af forældrenes behov for at sige tak for det vidunder, der er blevet dem givet: deres barn.
Det samme gør sig vel egentlig gældende ved konfirmationen: også den er jo et kirkeligt ritual i sig selv og alligevel er den et udtryk for forældres og børns gensidige taknemmelighed over barnets snart gennemlevede barndom.
Ligeledes, når to mennesker gifter sig, er der foruden ægteskabs indstiftelse tale om et behov hos disse to mennesker for at sige tak for den kærlighed, der er blevet dem til del.
Endelig ved begravelsen, hvor vi har behov for at komme sammen og tage afsked men også sige tak for det liv, der nu er levet til ende og som vi har fået lov til at have del i.
Også ved de ugentlige gudstjenester kan vi mennesker komme sammen og takke Gud igennem salmer og bønner for det liv, Han skænker os.
Men ikke desto mindre er det som om, vi mennesker ikke ser alt det, vi modtager og derfor ikke har det store behov for at sige tak for det.
Vi ser det ikke længere som en Guds gave, men som noget vi naturligt har krav på og derfor ikke behøver være synderligt taknemmelige for.
Umiddelbart forekommer det os måske, at vi er blevet stærkere som mennesker.
At det er en styrke i sig selv ikke at behøve at føle taknemmelighed.
At det at føle sig prisgivet en større magt er en svaghed, som vi er vokset fra i og med alle de videnskabelige fremskridt, vi som mennesker har gjort.
Der er bare det ved det, at når vi mister følelsen af taknemmelighed, mister vi også forundringen. Det at kunne undres over livets storhed og måske uventede hændelser for os.
Og hvis vi mister evnen til at undres, mister vi glæden, der har sit udspring i det forunderlige, der griber os i livet.
Vi ser det ikke.
Vi lukker nærmest øjnene for det, mens vi famler i blinde efter alt det, vi mener, vi har krav på.
Ret til.
Og får vi endelig fat i noget, mens vi famler i blinde, holder vi fast – så fast at vi kan risikere at knuse det – skrøbeligt og smukt som det er: Livet som det kunne være for os.
Det bliver til noget vi griber efter, i stedet for at lade os gribe af.
Men hvis taknemmeligheden og forundringen er væk over livets storhed, skønhed og mangfoldige muligheder, så er livet dødt. Ødelagt. Kasseret. Uden værdi.
Og vi opfatter slet ikke alt det skønne, vi er en del af.
I stedet haster vi af sted igennem livet uden at nå at lægge mærke til livet, som det udfolder sig for os og i os, og uden at lade os gribe af forundringen over det.
Over alt det vi er en del af.
Alt det Gud skænker os:
Livet, med alle de besværligheder, problemer og opgaver, der netop er det, der giver det indhold.
Og kærligheden, der har det med at gribe os, når vi mindst af alt venter det.
Guds kærlighed til os, der møder os igennem de mennesker, der blev en del af vores liv.
Men vi må prøve at blive i stand til at lægge mærke til det.
Lægge mærke til, hvornår Gud prøver at nå os gennem et andet menneske eller gennem en oplevelse, vi udsættes for.
For tænk nu, hvis den syge mand ved Betesda dam ikke havde lagt mærke til, at Jesus henvendte sig til ham.
Tænk – hvis det skulle ske for os – og vi ikke lagde mærke til det underfulde, der brød ind i vores liv –
Det ville jo slet ikke være til at bære – vel?
Derfor: Lov og tak og evig ære være Dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, Du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
 

Amen.
 

 

 

 

 

9.s.e. trin. 2020 – 9. august kl. 10.30 i Køng

 


Præludium
Indgangsbøn
1.salme: 753 – Gud, du, som lyset og dagen
Hilsen
Kollekt
Gt-læsning
2.salme: 372- Dit værk er stort, men jeg er svag..
Epistellæsning
Trosbekendelse
3. salme: 294 - Talsmand, som på jorderige..
Evangelium
Prædiken
Kirkebøn
4.salme: 263 – Sin vogn gør han af skyer blå…
Altergang 192 vv. 7-9
Kollekt
Hilsen
Velsignelse
5.salme: 279 – Venner, lad kun skyer gråne…
Udgangsbøn
Postludium
 


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Jesus sagde: »Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget. Sælg jeres ejendele og giv almisse. Skaf jer punge, som ikke slides op, en uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer, og intet møl ødelægger. For hvor jeres skat er, dér vil også jeres hjerte være. I skal have kjortlen bundet op om lænderne og have lamperne tændt og være som mennesker, der venter på, hvornår deres herre vil bryde op fra brylluppet, så de straks kan lukke op for ham, når han kommer og banker på. Salige de tjenere, som herren finder vågne, når han kommer! Sandelig siger jeg jer: Han skal binde kjortlen op om sig og lade dem sætte sig til bords og selv komme og sørge for dem. Om han så kommer i den anden eller tredje nattevagt – salige er de, hvis han finder dem vågne. Men det ved I, at vidste husets herre, i hvilken time tyven kommer, så ville han forhindre, at nogen brød ind i hans hus. Også I skal være rede, for Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det.« Peter spurgte: »Herre, er det os, du taler om i denne lignelse, eller er det om alle?« Herren svarede: »Hvem er da den tro og kloge forvalter, som af sin herre bliver sat til at give hans tjenestefolk mad i rette tid? Salig den tjener, som hans herre finder i færd med at gøre det, når han kommer! Ja, sandelig siger jeg jer: Han vil sætte ham til at forvalte alt, hvad han ejer. Men hvis den tjener siger som så: Min herre lader vente på sig! og derpå giver sig til at slå karlene og pigerne og at spise og drikke og fylde sig, så skal den tjeners herre komme en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke kender, og hugge ham ned og lade ham dele skæbne med de utro. Den tjener, som kender sin herres vilje, men ikke har forberedt eller gjort noget efter hans vilje, han skal have mange prygl. Men den, som ikke kender den, og som har gjort noget, han fortjener straf for, han skal have få prygl. Enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af. Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af.«

Lukasevangeliet 12,32-48

 

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.


Evangeliet til i dag handler om at forvalte.
At forvalte godt og forvalte ærligt!
At forvalte med hjertet!
Man skal ikke bare lade som om – ligesom forvalteren, der giver sig til at slå karlene og pigerne og spise og drikke, så han bliver beruset, fordi han ikke regner med, at hans herre kommer lige på det tidspunkt, og som i det øjeblik han fik nys om, at hans herre ville komme, sikkert straks da ville begynde at forvalte godt og opføre sig ordentligt!
Men han forvalter jo kun tilsyneladende godt – sådan én!!!
Gør kun det gode for et syns skyld!
For at lade som om!
Sådan skal vi ikke stræbe efter at være!
Vi skal forvalte oprigtigt!
Vi skal forvalte som den forvalter, der aldrig ved, hvornår hans herre kommer, og som derfor til stadighed må forvalte så godt, så han med god samvittighed kan modtage sin herre.
Og den, der har meget at forvalte, skal forvalte det meget godt! – så jo mere man har at forvalte, jo mere kræves der faktisk af én!
Det lyder sådan set ikke så nemt det her!
Det lyder, som om man ikke kan smøge uden om her!
Det syntes disciplen Peter heller ikke, og han vil gerne have præciseret, hvem det gælder, det her:
Er det os, siger han, eller gælder det alle?
Peter får intet svar.
Jesus vender i stedet spørgsmålet til Peter selv – med ordene: Ja, hvem er da den tro og kloge forvalter?
Med andre ord:
Døm selv – om dig selv!!!
Den eneste, der ved, om du har hjertet med eller du bare lader som om. Opfører dig pænt.
Alle andre har jo kun det billede at forholde sig til, som du viser af dig selv.
Selv er man jo den eneste, der ved, hvor ens hjerte virkelig er!
For hvor vores skat er, der vil også vores hjerte være.
Og hjertet og skatten er tit et helt andet sted, end vi vil være ved.
Og end vi bryder os om.
Ofte vil vi i virkeligheden ikke rigtigt være os selv bekendt og lader som om, vi er anderledes, end vi i virkeligheden er.
Men det drejer sig jo ikke om at lade som om, får vi at vide i dag.
Det drejer sig om at forsøge at få hjertet med til at forvalte så godt som muligt, og så acceptere og stå ved, at vi måske ikke kan få hjertet med så langt, som vi godt kunne tænke os for at give andre mennesker et godt indtryk af os.
Det handler vel til syvende og sidst om ærlighed, åbenhed og oprigtighed og inden for disse rammer så at gøre det så godt, som vi kan!
Og det vi skal forvalte – ja, det er jo vores liv – vores eget liv og det liv, vi lever sammen med vore medmennesker, med dyrene, jorden – ja, verden omkring os.
Det handler vel om at forvalte det liv så godt, som vi nu kan det – så kærligt som vi i oprigtighed kan få hjertet med til – og så stå ved det over for hinanden.
Være os selv bekendt!
I den forgangne tid har offentlighedens søgelys også været rettet mod forvaltning.
Forvaltning af plejehjem.
Forvaltning af pasning af ældre og demente på plejehjem – ja – eller måske næsten manglen på samme.
Hvis skyld er det, det er gået så galt?
Er det de ansattes?
Er det ledernes?
Er det politikernes? – og dermed i sidste ende vores ansvar, når vi har stemt de pågældende politikere ind.
Skylden kan vel stort set tørres sådan lidt bredt ud på hele bundtet.
Politikerne bærer skylden for en ordentlig normering af ansatte på plejehjemmene.
Lederne bærer skylden for at få ansat og uddannet nogle ordentlige medarbejdere.
Og medarbejderne bærer skylden for at udføre deres arbejde ordentligt og med den menneskeforståelse og medfølelse, sådan en job kræver.
Ingen af os er vist helt trygge ved tanken om at skulle på plejehjem efter de udsendelser, der er blevet vist i fjernsynet.
Men hvad med sygehusene, børnehaverne, skolerne, fængslerne og alle mulige andre institutioner i vores samfund? Kunne de klare en optagelse med skjult kamera?
Det er ikke til at vide – og derfor er dagens evangelietekst god at høre og tage til os for os alle – lige gyldigt hvad vi laver, hvad vi arbejder med, hvem vi omgås, hvem vores liv er viklet sammen med.
Vi skal gøre det så godt som vi kan.
Vi skal ikke snyde.
For over for Gud er det kun den ægte vare, der gælder, og det er vel også det ægte, vi trods alt i længden selv har det bedst med.
Vi skal forvalte godt.
Vi skal ikke bare lade som om, vi forvalter godt.
For det kommer der ikke noget ordentligt liv ud af, hverken for os selv eller for verden omkring os.
Ægtheden, kærligheden, oprigtigheden varer længst – ja, er i virkeligheden det eneste, der kan bære, når det virkeligt gælder!
I alle forhold mennesker imellem.
Måske vi så kan være bange for ikke at slå til og kan være fristet til at ty til at foregive noget, som ikke er ægte.
Det duer ikke. For det går ud over vore medmennesker.
Vi må gøre det så godt som vi kan og bede om hjælp, hvis det ikke rækker.
Vi skal ikke forsøge at iklæde os én eller anden superidentitet, som så alligevel krakelerer på et eller andet tidspunkt.
Nej, vi er egentlig gode nok, som vi er, hvis bare vi er så gode, som vi kan være i den livssituation, der nu engang er vores, og ud fra de forudsætninger, vi hver især lever under. En livssituation, der ikke er ens og lige let for os alle sammen hele tiden.
Derfor vil det overskud, vi har at give af, veksle og være forskelligt fra menneske til menneske, fra ungdom til alderdom, fra gode tider og til svære tider.
Vi ved kun selv, hvad vi helt formår.
Men vi formår måske i virkeligheden mere, når vi tager de første ord fra prædiketeksten til os – nemlig ordene: ” Frygt ikke, du lille hjord, for jeres Fader har besluttet at give jer Riget”.
Frygt ikke – for livet, for det ærlige, og sande liv, frygt ikke for at vise dit åbne, nøgne ansigt – det ansigt, hvor skuffelse og svigt, sorg og glæde har sat sine spor – nej frygt ikke for at være dig!!!
- for jeres Fader har besluttet at give jer Riget!
Du har del i Guds Riget, i Guds kærlighed netop lige præcis som den, du er – fordi du er dig!!!
Du behøver slet ikke at lade som om, du er noget andet, end du virkelig er!
Nej frygt ikke, for jeres far har besluttet at give jer riget. Det er Guds løfte til os, en beslutning, som Gud har truffet, og som vi kan leve i tryg forventning om og hente styrke til livet i – en styrke, der kan give os mod til at møde livet med åbenhed, oprigtighed og kærlighed.  

Amen.
 

 

 

 

7.s.e. trin. 2020 – 26. juli kl. 10.30 i Køng

 


Præludium
Indgangsbøn
1.salme: 8 – Om alle mine lemmer
Hilsen
Kollekt
GT-læsning
2.salme: 386 – Udrundne er de gamle dage
Epistel
Trosbekendelse
3.salme: 413 – Vi kommer til dig Herre ind
Evangelium
Prædiken
Kirkebøn m.m.
4. salme: 49 – Ingen er så tryg i fare
Nadver
192, vv.7-9
Kollekt
Hilsen
Velsignelse
5.salme: 5 – O, havde jeg dog tusind tunger
Udgangsbøn
Postludium
 


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Jesus sagde: »En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre. Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk! Frygt derfor ikke for dem. For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt. Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene. Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.«

Matthæusevangeliet 10,24-31

 

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.

 

Hvad der hviskes os i øret, skal vi råbe fra tagene uden at være bange for at sige, hvad vi mener – i forvisning om Guds omsorg, der er så stor, at Han endog har styr på antallet af vore hovedhår! – siger Jesus – gengivet med evangelisten Matthæus´ ord.
Somme tider er det svært at stå fast på, hvad man mener – og det er vel heller ikke enhver holdning, man kan være sikker på, at Gud støtter op om.
– Nej, det drejer sig om at turde stå ved sin tro og at påtage sig den forpligtelse, man påtog sig ved døbefonten: nemlig at fortælle videre på kristendommens historie med sit eget liv. Fortælle videre, hvad den kristne tro er for noget. Ikke putte med det og gemme det væk men være sig sit kristne tilhørsforhold bevidst.
Det var sværere på Jesu tid, da det, han kom med, var anderledes end den form, jødedommen havde udviklet sig til som praksis på hans tid.
Det var også sværere på Matthæus´ tid, da forfølgelse af kristne var et velkendt fænomen.
Men hvad med os?
Hvad med den tid, vi lever i?
Det er blevet lettere at tale om tro – nogen steder, for mange steder er det stadig ikke noget, man snakker om – ligeså lidt som om det, der står på ens selvangivelse.
Andre steder kan man godt tale om tro – men ofte hellere benævnt som spiritualitet.
Spiritualiteten er i fremdrift på mange måder – med eksempelvis pilgrimsvandring og mindfullness.
Men troen på Jesus Kristus som din frelser – jah--- det hører man ikke så meget om, og hvis man skal tale om det – så skal det helst pakkes godt ind.
Som etiske værdier måske.
Og man kan så småt nærme sig det med Philip Fabers morgensang under coronakrisen.
Og måske har coronakrisen lært os, at vi ikke kan styre alt, og at vi har brug for og er afhængige af noget, der er større end os selv.
Og helt ærligt. Det er da også vanskeligt at tro på, at én – Jesus Kristus – tager vores skyld på sig og går i døden for vores skyld – det er svært, fordi vi jo helst vil sige os fri fra at have skyld.
Skyld er vi rigtig gode til at bortforklare – i hvert fald over for hinanden.
Det kan man se fremragende eksempler på, når man ser og hører, hvad forskellige politikere siger om det ene eller det andet.
Et af de seneste udsagn om manglende skyld, kom forleden fra den amerikanske præsident, der hårdnakket forkyndte, at hele verden misundte amerikanerne deres håndtering af coronakrisen. Alt imens vi samtidig hører, at hans opinionstal er for nedadgående netop pga. en dårlig og mangelfuld håndtering af coronakrisen. Ja, situationen kalder snarere på vores medlidenhed med amerikanerne end på vores misundelse.
Selvfølgelig kan det aldrig være en regeringsleders skyld, at verden pludselig overrumples af en pandemi – men en regeringsleder er vel ansvarlig for, hvordan en sådan pandemi tackles i det land, man står i spidsen for.
Men de fleste af os kender formodentlig kun alt for godt til Trumps reaktion: det var ikke min skyld – det var de andres – det er jo en holdning, vi vokser op med – uanset om de andre så er kineserne eller det er de andre børn i skolegården.
Men hvorfor har vi mennesker så svært ved at bære skyld overhovedet?
Vel dybest set egentlig fordi vi tror, vi skal bære den alene!
På én eller anden måde skal der jo et langt større menneske til at sige: ja, det er min skyld – og det er jeg ked af! – i stedet for at skubbe skylden væk fra sig.
Der skal lige præcist så stort et menneske til, som et menneske er, når det har erkendt, at det ikke er almægtigt – når det har erkendt afhængigheden af den verden, det er en del af – afhængigheden af Gud og afhængigheden af troen på, at Jesus Kristus også er min frelser, når jeg i troen på Ham erkender min skyld og mine fejltagelser – ja, alt det jeg har gjort forkert. Alt det, jeg ikke lykkedes med.
Alt det jeg mislykkedes med, og som jeg i første omgang har mest lyst til at skjule for alle mine medmennesker ved at bortforklare min skyld i det.
Skyld, frelse og nåde er sådan nogle svære begreber, som moderne mennesker helst ikke vil forholde sig til.
Skyld – fordi man generelt helst ikke vil være ved, at man har nogen skyld.
Frelse – fordi man ikke mener, man har behov for det – man kan nok frelse sig selv igennem en sundlivsstil og nogle gode forsikringer.
Nåde – fordi man generelt mener, at retfærdigheden skal ske fyldest.
Og så bliver livet vanskeligt.
Fordi man tror, man kan klare det hele selv.
Indtil den dag, ens verden bryder sammen, fordi man havnede i en situation, man slet ikke kunne magte eller på nogen måde se sig ud af.
Men så ville det jo være godt at have sin livline parat.
Linen til Gud.
Troen på, at Han er der og følger os - hver især – og at vi altid kan henvende os til Ham og bede om styrke til at være i den situation, vi ikke kan håndtere uden netop Hans hjælp.
Ja:
Vore hovedhår Han tæller,
Hver en tåre, som vi fælder;
Han os føder og os klæder,
Midt i sorgen Han os glæder.
                                                               

Amen.
 

 

 

 

6.s.e.trin 2020 d. 19. juli kl.10.30 i Køng og 19.30 i Svinø

 


Præludium
Indgangsbøn
1.salme: 751 - 775
Hilsen
Kollekt
(GT-læsning
2.salme: 661
Epistel
Trosbekendelse)
3.salme: 379 - 761
Evangelium
Prædiken
Kirkebøn m.m.
4.salme: 274 - 785
(Nadver
192,vv.7-9)
Kollekt
Hilsen
Velsignelse
5.salme: 560 - 786
Postludium
 


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Og se, der kom en hen til Jesus og spurgte: »Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?« Han svarede ham: »Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene!« Han spurgte: »Hvilke?« Jesus svarede: »›Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor!‹ og: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹« Den unge mand sagde: »Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?« Jesus sagde til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!« Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende. Og Jesus sagde til sine disciple: »Sandelig siger jeg jer: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. Ja, jeg siger jer, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.« Da disciplene hørte det, blev de meget forfærdede og sagde: »Hvem kan så blive frelst?« Jesus så på dem og svarede: »For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.«

Matthæusevangeliet 19,16-26

 

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.

 

Vi mennesker vil gerne have det hele.

Og hvis man har penge nok, er man vandt til at kunne få det meste.

Men sådan er det ikke, når det drejer sig om kristendom, om tro, om frelse og om kærlighed. Intet af dette kan købes for penge.

”Vil du være fuldkommen, så sælg alt, hvad du har, og giv det til de fattige”, får den unge mand at vide af Jesus – og så går han bedrøvet bort, for han var meget velhavende, fortælles det.

For det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje, end det er for en rig at komme ind i Guds Rige.

Det har selvfølgelig straks sat nogle tanker i gang hos tilhørerne.

Skulle man virkelig skille sig af med alt sit jordiske gods for at kunne komme i Himmerige?

Hvor meget må man eventuelt beholde, for stadig at have en chance for at komme i Himmerige?

Og hvad med os, når vi hører dette?

Har vi så overhovedet en chance for at komme i Himmeriget, når vi er så velhavende i dette land i forhold til alle de fattige mennesker i mange andre lande, hvor der både er krig og sult og mangel på det ene og andet og alle mulige sygdomme foruden coronaen at slås mod.

Hvad så med os?

Er vi på vej lige lukt i helvede, uanset hvad vi gør, når vi nu er så velhavende?

Og hvis vi måske ikke er så velhavende endda men bare sådan almindelige gennemsnitsdanskere – hvad så med dronningen? Hun skulle jo både være troende kristen og meget velhavende med alle de slotte, smykker, dyre kjoler og biler, hun har – er hun på vej lige lukt i helvede også?

Ja, man kan faktisk godt forstå, hvis vi - ligesom disciplene – opgivende falder sammen i kirkebænken og udbryder:

”Hvem kan så blive frelst?”

Men også det spørgsmål har Jesu rette svar på:

”For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt!”

Der er altså ikke andet at gøre for os arme mennesker end at sætte vores lid til Gud.

For:

 – For Gud er alting muligt!

Vi kan ikke frelse os selv!!!!!om vi så gør nok så mange gode gerninger.

For mennesker er det umuligt – men for Gud er alting muligt.

Men det er jo svært at forstå, for os mennesker, både hvis vi er vant til at tænke i økonomiske baner, hvor penge kan åbne mange døre op – og når vi tænker i videnskabelige baner, hvor mennesket snart kan al ting – så kan vi ikke fatte, at der altså her er noget, vi ikke kan – og som vi ingen jordisk chance har for at blive i stand til at kunne – noget som vi har lige så lidt mulighed for, som en kamel har for at komme igennem et nåleøje. 

”For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt”, siger Jesus.

Vi kan ikke præstere os til frelsen, om vi så gør nok så mange gode gerninger.

Gud er den, der frelser, og det gjorde han gennem Jesus Kristus, der kom til Verden, og levede som et sandt menneske, et fattigt menneske, og som gik i døden for menneskers skyld. D.v.s. Han tog den skyld på sig, som menneskene havde pådraget sig år efter år siden skabelsens dage, da mennesket lod sig lokke af Djævelen forklædt som en slange. Den skyld tog han på sig og bar op på korset og gik i døden med, så den skyld døde tillige med ham.

Derefter overvandt han døden og opstod igen på tredjedagen derefter og gjorde dermed vor opstandelse mulig – ikke ved at vi skal bryde hovedet med hvor mange gode gerninger, vi skal præstere for at opnå frelse, men vor opstandelse bliver gjort mulig i troen på Ham.

Troen på at Jesus er Kristus, - sand Gud og sandt menneske.

Eller som Paulus skrev i brevet til Romerne, som jeg læste op af fra alteret lige før, hvor han skrev:

”For vi mener, at et menneske gøres retfærdigt ved tro, uden lovgerninger.”

D.v.s. vi behøver ikke gøre noget for at få evigt liv – så vi behøver ikke gå bedrøvet bort – lige som den unge mand i fortællingen – nej, vi behøver blot tro.

Men troen skulle jo også gerne føre til, at vi ligesom den unge mand her i evangeliefortællingen, prøvede på at leve så godt og næstekærligt som overhovedet muligt.

Men for den unge mand, virkede det næsten som sådan en slags tjek-liste, han var i gang med:

Vil du gå ind til livet, siger Jesus, så holde budene: Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor, og du skal elske din næste som dig selv.

Det har jeg holdt alt sammen – hvad mangler jeg så? – siger den unge mand, der ligesom så mange andre unge mennesker havde en forestilling om, at hans mål var at arbejde sig opad, fremad – for ham var det mod det evige liv, frelsen – for mange af nutidens unge er det måske også et evigt liv – men et evigt jordisk liv, der er målet:

Styrketrænet – tjek! – løbet – tjek! – uddannet mig først til det ene – tjek! – så til det andet – tjek – startet i godt firma – tjek – steget – i graderne – tjek – købt hus – tjek – stiftet familie – tjek - ---

Hvad mangler jeg så?

Tja – måske mangler både den unge mand i evangeliefortællingen og alle vi andre at slippe alt det, vi synes, vi skal og så bare leve – leve så godt og næstekærligt, som det er os muligt i det liv, der nu engang er blevet vores.

Lægge vores liv i Guds hånd – i tillid til – og i troen på – at det er lige præcis der, det også befinder sig bedst!                                                                

Amen.
 

 

 

 

5.s.e.trin. 2020. 12. juli Køng 10:30

 


Præludium
Indgangsbøn
1.salme:748 – Nu vågne alle Guds fugle små
Hilsen
Kollekt
Gt
2.salme: 612 – Den store mester kommer
Epistel
Trosbekendelse
3.salme: 646 –Som lilliens hjerte
Evangelium
Prædiken
Kirkebøn m.m.
4.salme: 637 – Du, som mætted tusind munde
Altergang
192,vv.7-9
Kollekt
Hilsen
Velsignelse
5.salme: 611 – Så tag mig da ved hånden
Udgangsbøn
Postludium
 


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« De svarede: »Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.« Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.« Da forbød han strengt sine disciple at sige til nogen, at han var Kristus. Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag. Da tog Peter ham til side og begyndte at gå i rette med ham og sagde: »Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!« Men Jesus vendte sig om og sagde til Peter: »Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.« Da sagde Jesus til sine disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?«

Matthæusevangeliet 16,13-26

 

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.


Han er ret uheldig – ham Peter.!!!
Den ene dag er han den klippe, Kristus vil bygge sin kirke på, og den næste dag er han nærmest Satan selv – ”Vig bag mig – Satan ”– får han at vide af den selv samme Jesus, som kort forinden har sagt, at han vil give ham nøglerne til Himmeriget –” og hvad du binder på Jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på Jorden skal være løst i himlene”, får han at vide.
Hvad sker der?
Hvorfor denne kovending?
Og hvem er det, der ændrer sig?
Er det Jesus eller Peter – eller måske bare omstændighederne?
Vi kender det godt selv fra vore egne relationer. Pludselig gør eller siger den, vi havde anbragt på en piedestal, et eller andet, der får ham eller hende til at dumpe ned fra piedestalen med et øredøvende brag, og vi føler os dumme, at vi dog ikke havde gennemskuet ham eller hende noget før, at vi dog ikke havde forstået, hvad det drejede sig om noget tidligere – hvordan kunne vi føre os selv bag lyset således?
Mon Jesus har haft det sådan?
Mon han havde troet, at Peter var en mægtig smart person?
En, der sagtens kunne finde ud af, hvordan det hele skulle være, så snart han, Jesus, var borte?
Og mon han så pludselig opdagede, hvor naiv og enfoldig han i virkeligheden var, ham Peter?
Og Peter på sin side – mon han havde ment at kunne gennemskue Jesus som en usikker person, der alligevel ikke kunne gennemføre sit forehavende: at frelse Verden -, og som så pludselig ville give op midt i det hele – lige når det ellers gik så godt alt sammen - så forfalder han bare til sortsyn.
Ham, der kunne gøre og sige så meget godt – han kalder ham, Peter, hans ven, for Satan?
Det var ikke det indtryk, der passede allerbedst til Peters billede af Jesus!
Og det er vel faktisk heller ikke det indtryk, der passer allerbedst til vores billede af Jesus!
Og Gud – for den sags skyld!
Gud og Jesus det er sådan nogle gode kærlige væsener, der vil alting så godt - efter vores opfattelse. Sådan nogle meget søde væsener, der bare elsker og henført siger: Lad de små børn komme til mig!!!
Men når det så går os dårligt – når vi bliver syge, når vi mister, når vores verden bryder sammen – så forstår vi ikke, hvorfor de her meget søde væsener kan lade sådan noget ske!
Og så kan vi ikke bruge de her meget søde væsener til noget som helst – vi finder ingen støtte hos dem
Fordi det billede, vi har skabt os er en løgn!!!!
Ligesom det billede, Peter havde skabt sig af Jesus, var en løgn.
Peter solede sig i Jesu ros.
Labbede den i sig.
Følte sig ovenpå – som vi af og til kan gøre det, når det går os godt, når tingene lykkes for os og livet glider.
Når vi bliver rost og får overdraget opgaver, vi er stolte af at løse.
Når nogen viser os tillid.
Vi elsker at være ovenpå, elsker at være glade, elsker at have succes, elsker når livet bare lykkes.
Ligesom Peter.
Elsker det så meget, så vi bliver overmodige ligesom Peter.
Så overmodige, at vi måske tager det lykkelige, lidt overfladiske liv for givet.
Og hvis nogen piller ved vores lykke, forsøger at fremmane lidt realisme, så vil vi ikke vide af det.
Gud er god.
Livet er let.
Og jeg er udvalgt.
Eller – endnu værre:
Gud er ikke.
Livet er let.
Og jeg kan det hele selv.
Måske kører vi lige i afgrunden med den opfattelse.
Det er ikke sikkert vi hører det, Peter hører: ”Vig bag mig Satan! - Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil”.
Gud vil det ægte på godt og ondt.
Mennesker vil det gode, det lette, det overfladiske – om det så er nok så forlorent.
Vi tror et let liv er et lykkeligt liv.
Og derfor bliver vi dobbelt ulykkelige, når det lette liv bliver svært
Når vi føler os svigtet og forladt – så føler vi os også svigtet og forladt af Gud.
Gud forsvandt for os med det overfladiske lette liv, som vi troede var lykkeligt og gudsvillet.
Nu er det ikke sådan at forstå, at Gud ikke er kærlig, og Jesus ikke er god – men det er kun den halve sandhed.
Gud er også uforståelig i sin almagt, og Jesus er også lidende – og derfor medlidende med os i vores lidelse.
Og se, det kan vi bruge til noget! For så behøver Gud ikke blive væk for os i vores sorg og i vores lidelse.
Så kan vi føle hans nærvær – også der!!!
Det er en uudtømmelig kilde til trøst og styrke.
Halve sandheder kan ikke bære – hverken for os eller for Peter eller for Jesus.
Så - for at vende tilbage til det spørgsmål, jeg stillede i starten - der var nok ingen af dem, - hverken Peter eller Jesus - der ændrede sig – måske ikke engang omstændighederne.!!!
De viste bare nye sider af sig selv for hinanden, så de fik et mere fuldkomment billede af hinanden.
Måske var det især Peters billede af Jesus, der blev mere fuldkomment.
Måske lærte han ved netop denne lejlighed, at Gud er tilstede i vores liv – ikke som den, der fjerner al sorg og modgang for os – men som den, der hjælper os med at bære det!
Og måske lærte han, at Gud tør vise tillid – selv til et lille svagt menneske, som Satan tager magten over engang i mellem.
Et lille menneske, der har en helt fordrejet forventning til livet – til sig selv – og til Gud!!!!!
Ja – ”Hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv?”
Intet –
Absolut intet!!!
Men om vi tør slippe vores glansbilledforestilling af os selv, af hinanden og af Gud – det er spørgsmålet!!!
Et spørgsmål, som det i allerhøjeste grad betaler sig at bruge tid og liv på at finde sig til rette med.

 

Amen.
 

 

 

 

2.s.e.trin. d. 21. juni 2020 – Svinø 10:30 og Køng 19:30

 


Præludium
Indgangsbøn
1. salme: 749 (15)
Hilsen
Kollekt
GT-læsning
2.salme: 661
Epistel
Trosbekendelse
3.salme: 28
Evangelium
Prædiken
Kirkebøn m.m.
4.salme: 633
Nadver
192,vv.7-9
Kollekt
Hilsen
Velsignelse
5.salme: 15 (726)
Udgangsbøn
Postludium
 


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det! Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte. Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk. Den, der har ører at høre med, skal høre!«

Lukasevangeliet 14,25-35

 

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.


Af og til har jeg besøg af Jehovas Vidner.
De kommer temmelig regelmæssigt – med undtagelse af her under coronanedlukningen. Der fandt jeg i stedet en lille skrevet hilsen i min postkasse og et af deres blade Vågn Op.
Egentlig er deres ihærdighed ret imponerende.
Vi er ikke enige om så meget – men noget kan vi da godt blive enige om. Som udgangspunkt: Troen på Gud – men gudsopfattelsen er forskellig.
De tror ikke på en treenig Gud, ligesom vi gør det – Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd.
De tror ikke på, at Jesus er både sand Gud og sandt menneske – udgået fra Gud.
De tror dog på, at han som et særligt menneske blev udvalgt af Gud.
Jeg tænker, de måske i udgangspunktet anser mig for fortabt, fordi jeg ikke tror ligesom dem, og måske kommer de hos mig, fordi de prøver at omvende mig – hvilket er en fuldstændig halsløs gerning.
Men det kunne jo også tænkes, at de kommer, fordi de ved at missionere hos mig, på én eller anden måde optjener en goodwill hos Gud – sådan som de tror.
En af de ting, de er eksperter i, er bibelcitater.
De kan trække et hvilket som helst citat ud af Bibelen og finde belæg for deres påstande – deres måde at tro på.
Vi har et gammelt udtryk for at tolke noget, så det passer ind i ens eget kram – udtrykket: Som fanden læser Bibelen!
Jeg vil nu ikke gå så langt, som til at sige, at de læser Bibelen, som fanden læser Bibelen – meeeeen lidt derhenaf.
For når man tager udsagn ud af deres sammenhæng, ud af deres historiske kontekst, - ja ud af tid og sted – så kan man faktisk bruge mange udsagn efter for godt befindende.
F.eks. de udsagn vi finder i dagens lille evangeliestykke.
Hvis de tages helt ud af deres sammenhæng og læses løsrevet uden kommentarer, så lyder det jo voldsomt.
Hvordan skal man dog kunne hade sine nærmeste?
Og hvordan vil man da overhovedet kunne tiltrækkes af at blive kristen eller altså discipel hos Jesus, hvis prisen er had til ens nærmeste?
Men sådan er det da heller ikke helt ment.
Prædiketeksten er fra den del af Lukasevangeliet, vi kalder rejseberetningen.
Jesus er på vej mod Jerusalem, og hvor han kommer frem, er der folk, der slutter sig til ham og vil høre, hvad han har at sige – og meget af det, Jesus siger undervejs, er sagt i lignelser. Således også her, hvor han bruger eksempler på en, der vil bygge et tårn, en konge, der vil drage i krig, og så det, jeg startede med at trække frem: hadet mod sine nærmeste og sig selv.
Nu giver ordet had jo os nogle helt forkerte tanker.
Når vi hører ordet had forbinder vi det med ufred, vrede, aggression, at ønske og gøre ondt – kort sagt: vi forbinder ordet med det diametralt modsatte af kærlighed.
Sådan skal det ikke forstås i den tid, Jesus befinder sig i og i det sprog, der tales. Her betyder det snarere at tage afstand fra og vende ryggen.
Denne forståelse kan måske stadig volde os problemer, når vi ser det i forhold til den nærmeste kreds af mennesker omkring en - ja, ens eget liv. At skulle lægge afstand og vende ryggen til dem.
Men når vi sammenlæser alle de her små eksempler eller smålignelser, som Jesus kommer med her i stykket, så er den fælles forståelse af dem jo dette, at det har omkostninger at vælge at gøre noget.
Og det har også omkostninger at vælge Jesus til.
Det koster noget – dvs. der er noget, du må vælge fra. Det har konsekvens.
Og det er måske lige præcis det, vi moderne mennesker har lidt svært ved.
Vi vil gerne have det hele, fordi vi oplever, at alt er muligt.
Vi vil have både i pose og i sæk, og vi vil bestemt ikke give afkald på noget som helst.
Og hvis vi bliver gået for nær. Hvis nogen vover at træde os for nær, så vi mister noget af alt det, vi mener, vi har ret til, ja, så føler vi os krænket!
Men i virkeligheden så drejer ethvert valg, vi stilles overfor i vores liv, - det drejer sig om at give afkald på noget og få noget andet.
Vil jeg gå den ene vej, eller vil jeg gå den anden vej?
Vil jeg høre til det ene sted eller det andet sted?
Men mange gange kan det forekomme os så svært at vælge, så vi lader livet vælge for os. Vi driver bare med, og så bliver det, som det bliver. Eller vi er os måske ikke bevidste om, at vi rent faktisk har et valg.
Sådan kan det være, hvis vi bestandig ser os selv som offer. Offer for det ene eller for det andet. Offer for beslutninger eller en udvikling, som går hen over hovedet på os, uden at vi synes, vi har noget at skulle have sagt.
Men vi har altid en mulighed for at bestemme, hvordan vi vil reagere på noget.
Vi har altid en mulighed for at bestemme, hvordan vi vil tage imod livets tilskikkelser.
Godt nok er vi ikke små guder, der kan gå rundt og bestemme, hvordan livet skal forme sig for os, men vi har altid mulighed for at bestemme, hvordan vi vil forholde os til det liv, der nu engang er blevet vores.
Det er det, Jesus kræver af os i evangeliestykket i dag.
Vi er nødt til at vende os væk fra et liv, der har nogle værdier, der strider mod den kristne lære.
Og det er faktisk svært. For der er så meget, der frister i alle mulige retninger her i livet.
Men her i kirken vi bliver mindet om at stå imod alle disse mange fristelser, når der er barnedåb, og når vi siger trosbekendelsen, hvor vi som afslutning på begge dele synger verset:
Lad verden ej med al sin magt
Os rokke fra vor dåbes pagt
Men giv at al vor længsel må
Til Dig, til Dig alene stå.
Vi beder i dette vers om, at vi må stå fast i vores dåbs pagt – altså i den aftale, der blev indgået med Gud, da vi blev døbt, om at høre Ham til – og altså at vi ikke må fristes til at blive rokket væk fra denne aftale af alle de fristelser, Verden rummer.
Og det er da rigtig svært.
Og vi plumper i den ene gang efter den anden – fordi vi er svage mennesker.
Men så er det da bare om at komme tilbage på det rette spor og bede om tilgivelse for sit fejltrin.
Og den tilgivelse får vi i troen på, at Jesus er gået igennem lidelserne og døden for vores tro – men vi skal tro det – og så skal vi anstrenge os for at leve så godt og så rigtigt, som vi kan.

 

Amen.
 

 

 

 

 

 

Trinitatis søndag 2020 – d. 7. juni kl. 10.30 i Køng

 


Præludium
Indgangsbøn
1.salme: 403 – Denne er dagen
Hilsen
Kollekt
GT-læsning
2.salme: 404 – Lover Herren,
Epistel
Trosbekendelse
3.salme: 435 – Aleneste Gud
Evangelium
Prædiken m.m
4.salme: 355 – Gud har fra evighed
Nadver
192,vv.7-9
Kollekt
Hilsen
Velsignelse
5.salme: 724 – Solen stråler
Udgangsbøn
Postludium
 


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

De elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«

Matthæusevangeliet 28,16-20

 

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.

Vi er nået til Trinitatis søndag – eller Trefoldigheds søndag eller Treenigheds søndag – søndagen efter Pinse – Helligåndens fest – hvor vi i kirkeåret nu har stiftet bekendtskab med alle sider af den treenige Gud – Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd, når vi har fejret Jul, Påske og Pinse.

Og på denne søndag hører vi de ord, der også lyder ved hver eneste dåb….”mig er givet al magt…osv.

Jeg har sagt disse ord så tit ved døbefonten her i kirken – og når jeg har holdt gudstjeneste Trinitatis søndag. De indeholder både en opgave og en forjættelsen.

Opgaven har jeg mange gange forklaret konfirmanderne med de tre kerneord: gå – døb – lær:

Vi skal gå ud i verden – ud i livet – og så skal vi døbe.

De fleste bliver døbt som små, og når de så kommer til en alder, hvor de forstår lidt mere af, hvad den kristne tro er for noget – dvs. når de når konfirmationsalderen – så skal vi lære dem, hvad det er, de blev døbt ind i som små.

Opgaven gives videre til hvert eneste menneske, som bliver døbt – gå ud i livet og døb og lær – fortæl videre på kristendommens historie med dit liv.

Men når vi så – måske ligesom disciplene – lidt i afmagt udbryder: jamen det kan jeg da ikke! Det magter jeg da ikke! Det forstår jeg mig da ikke på – ja, så er det vi skal huske på forjættelsen – det der blev lovet os -  de gode og støttende ord, der lyder til sidst i stykket, hvor Jesus siger: ”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende!”

Og det er jo altid!

Dvs. vi er ikke ladt alene med denne her opgave.

Vi er ikke ladt alene i livet!

Gud er med os – i modgang som i medgang – i onde tider som i gode tider! – med og uden corona - alle dage – lige indtil verdens ende!

Men vi har fået en opgave:

Vi skal simpelthen formidle det videre, som andre har formidlet til os.

Det forekommer dog ikke helt uproblematisk, hvis man sådan tænker det igennem.

Det første problem er, at befalingen forudsætter, at de, der tales til, brænder for det, de skal formidle videre – og det kan måske være lidt vanskeligt, når nogen af de tiltalte er brændt ud, andre måske brændt op mens andre igen slet ikke brænder, fordi de opfører sig som vådt brænde, der ikke vil brænde, om ilden så slikker nok så kærligt omkring dem!!!!! – med andre ord, vi har måske indrettet et samfund, hvor mange mennesker ikke har det store behov for at brænde for noget som helst religiøst, mens andre, der febrilsk prøver at holde gang i bålet, brænder ud, fordi de egentlig bliver brændt af!!!

Men befalingen er der stadig: Gå – døb –lær!!!

Rent organisatorisk har vi i kirkeligt regi forsøgt at efterkomme befalingen ved at oprette missionsselskaber, der kan missionere for os rundt omkring i verden, mens vi så giver et økonomisk bidrag til dem i ny og næ, og indenlands har vi gjort det til en god borgerlig tradition at få sit barn døbt – om ikke som spæd så dog i det mindste ved konfirmationsalderen, og her forsøger vi også at opfylde befalingen om at lære, ved at præsterne giver konfirmanderne undervisning forud for konfirmationen.

Vi lader så at sige organisationen – altså kirken – gøre det, vi forpligtede os på, da vi tog imod kristendommen og begyndte at regne os som kristne.

Og på en eller anden måde kan vi godt forklare det for os selv og hinanden som noget ganske naturligt:

Det er jo en del af det samfund, vi har indrettet, og som vi betaler skat til og som så udfører sociale, trafikale, sundhedsmæssige og religiøse opgaver for os, mens vi kan gøre noget andet – det vi måske er bedst til: – passe vores arbejde og dagligdag med de mellemmenneskelige relationer, den nu engang har.

Og så kører samfundsmaskineriet – enhver yder efter evne og nyder efter behov!

Det er vel så næstekærligt og godt!

Ja – men spørgsmålet er vel, om det er godt nok?

Kan man sidestille sin religiøsitet, med de andre ting, der nu engang skal passes, for at samfundets hjul kan køre rundt og det hele hænge sammen?

Jeg tror det faktisk ikke!

Jeg tror i hvert fald ikke, det er nok at gøre det sådan!

For kristentro er et personligt forhold mellem Gud og mennesker.

Det kan man ikke sætte andre til at gøre for sig, mens man så selv laver noget andet.

Vi må alle som en hver især spørge os selv, om vi efterkommer dåbs-og-missionsbefalingen, så godt som vi nu kan.

Gå ud i alverden – døb – lær!!!

Det betyder jo faktisk, at vi skal skilte lidt med vores tro. Stå ved den – også i en Verden, hvor det måske ikke er så populært at være troende – at være kristen.

Også i de situationer, hvor det kan være ubehageligt at stå ved, hvad man tror på, fordi man måske befinder sig blandt en hel masse andre, der ikke tror sådan, og så bliver man måske latterliggjort og holdt udenfor.

Men det kunne jo også være, at der var andre, der havde det ligesom én selv. Andre som også var kristne troende - i det skjulte!!

Gå – døb – lær –

Det betyder at vi skal være ved vores tro over for vores omverden. I vores dagligdag. Hvor vi nu engang færdes.

Eller altså både når det er belejligt, og når det er ubelejligt! – i den Verden, vi er en del af.

Gå – døb - lær.

Det skal vi gøre – men vi skal ikke selv gøre os til dommere over virkningen af det, vi gør, når eller hvis vi nu har gjort det, så godt som vi kan det.

Vi skal bare gøre det – så godt som vi nu kan det.

Det er et samvittighedsspørgsmål, vi må løse med os selv – og med Gud.

For når vi så gør det – så arbejder vi ikke alene.

Det er ikke vores egen sag, vi skal ud og promovere.

Det er Jesu Kristi sag.

For Han arbejder med os.

Han er der, når vi måske selv synes, det er helt håbløst at føre Hans sag i en så gennemsekulariseret Verden, som den vi lever i.

Han er der og bærer med med ordene:

”Og se, jeg er med jer alle dage indtil Verdens ende”

                                                    Amen.


 

 

 

 

2.Pinsedag 2020 Svinø kl.10,30

 


Præludium
Indgangsbøn
1.salme: 723 – Naturen holder pinsefest
Kollekt
Hilsen
Gt
2.salme: 300 – Kom sandheds Ånd
Epistel
Trosbekendelse
3.salme: 291 – Du som går ud
Evangelium
Prædiken
Kirkebøn m.m.
4.salme: 294 – Talsmand som på jorderige
Altergang
192vv.7-9
Kollekt
Hilsen
Velsignelse
5.salme: 313 – Kom regn af det høje
Udgangsbøn
Postludium
  


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Jesus sagde: »Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. Der står skrevet hos profeterne: ›Alle skal være oplært af Gud.‹ Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig. Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud; han har set Faderen. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv. Jeg er livets brød. Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde. Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.« Johannesevangeliet 6,44-51
 

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn   Amen.

 

Fællesskab og kærlighed.

Det er det, vi hører om i Pinsen.

Ja, det er faktisk Pinsens tema.

”De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne….De solgte deres ejendom og ejendele og delte det ud til alle efter enhvers behov. De kom i enighed i templet hver dag; hjemme brød de brødet og spiste sammen, og jublende og oprigtige af hjertet priste de Gud og havde hele folkets yndest.”

Sådan fortaltes det i Apostlenes Gerninger, som jeg læste af lige før, at disciplene levede sammen efter den første Pinse, efter at den kristne kirke var blevet til som et faktum.

Fællesskab og kærlighed.

Det har vi nu i øvrigt hørt en hel del om i den senere tid.

Måske ikke så meget det fællesskab og den kærlighed, der er mellem Gud og mennesker – men måske snarere om det fællesskab og den kærlighed, der kan være mennesker imellem – og ikke mindst længslen efter den. Der blev ligefrem under corona-krisen opfundet et ord, der hedder ”hudsult” – altså længslen efter at røre ved et andet menneskes hud, og mærkeligt er det da stadigvæk, at vi ikke kan give hinanden hverken hånden eller et kram.

Alligevel har vi erfaret en vis form for fællesskab – f.eks. gennem fællessang – godt nok hver for sig.

Personligt har jeg ikke sunget med Philip Faber hver formiddag, men jeg har gjort det hver fredag aften, og jeg synes det har været herligt at se de små klip af mennesker alle vegne i landet, der samledes på græsplæner eller stod på altaner og sang med.

Men vi er også blevet prøvet på at være væk fra fællesskabet her under corona-krisen. At være ladt alene.

Mærkeligt var det i hvert fald at sidde helt alene og skulle finde lidt vin og et stykke brød frem for at deltage i nadveren ved en af Påskens Tv-transmitterede gudstjenester. Det var virkeligt mærkeligt – også fordi netop nadveren – dette at spise sammen og tillige jo egentlig spise sammen med Jesus og forny det kristne fællesskab ved at høre Jesu ord gentaget – ja, det er jo om noget fællesskabsstiftende – og så er det jo noget aparte at skulle sidde mutters alene og tage sig selv til alters.

Men netop denne prøvelse på at være alene, som coronakrisen har sendt mange af os ud i, har gjort, at man – i hvert fald jeg – har taget det der med fællesskab op til overvejelse, for når man går der helt alene og er adskilt fra andre mennesker, så kan man jo begive sig en tur ud i den friske luft i naturen og netop der opleve at være en del af skaberværket og dermed i et fælleskab med naturen – med fuglene, med rådyrene, med elementerne – regn, sol og vind.  Det er jo egentlig det Frans af Assisi gør, når han i sin solsang taler om broder Vind og søster Måne, om søster vand og broder ild, om broder Myre og søster sommerfugl.

Vi er jo alle skabninger i Guds store skaberværk.

Og vi er her sammen og er i et fællesskab, og hvis vi føler os uden for dette fællesskab, så længes vi efter det – og får måske ”hudsult”

For der findes vel ikke noget menneske, der ikke af hjertet ønsker at leve i kærlighed og fællesskab?

Drømmen om kærlighed og fællesskab lever formodentlig inden i os alle sammen, selv om den ofte dysses ned af alle livets krav og gøremål i hver vores hverdag  - eller vi begrænser den til kun at omfatte andre mennesker – måske endda nogle særlige mennesker – mennesker, vi har udvalgt at ville være i fællesskab med. Vores egen lille loge af familie og venner.

Men fællesskabet er jo meget mere omfattende.

Godt nok oplever vi en særlig kærlighed og et særligt fællesskab, når vi hver især i vores liv oplever den store kærlighed og den stærke fællesskabsfølelse, når vi finder den eneste ene – eller når vi bliver forældre. Eller når vi i en nær kreds må stå sammen om sygdom og dødsfald.

Men kærlighed og fællesskab kunne jo også blive følelser, vi hver især kunne være os lidt mere bevidste om i alle de hverdage, der trods alt er flest af.

De hverdage, hvor vi skal fungere mellem andre mennesker på arbejdspladser, i skoler, i foreningsarbejde –  ja, i samfundet generelt. Og hvor vi af den ene eller anden grund også er nødt til at fungere alene og derfor bliver nødt til at forstå kærlighed og fællesskab på en anden måde end sådan en ganske snæver opfattelse af disse begreber.

Problemet er vel for de fleste mennesker at blive sig sådan en følelse af kærlighed og fællesskab bevidst.

At blive klar over, at vi alle har mulighed for at opleve fællesskab og kærlighed hver eneste dag – hvis vi vil – helt uafhængigt af, om lykken tilsmiler os og begaver os med menneskelige kærlighedsoplevelser og børn.

Vi behøver ikke stjæle os til kærlighed og fællesskab ved at se romantiske film eller læse kærlighedsromaner.

Nej – vi har mulighed for at opleve kærlighed og fællesskab i vore egne hjerter ved at holde fast i den kærlighed, hvormed Jesus elskede os mennesker.

Den kærlighed som livet igennem for ham var det bærende i alt, hvad han sagde og gjorde.

Den kærlighed, der fik ham til at gennemleve lidelsen og gå i døden for os og opstå for os på tredjedagen derefter til tro og frelse.

Den kærlighed der fik ham til flere gange at vise sig for disciplene efter opstandelsen for til sidst at fare til himmels og derefter at sende Helligånden – Guds kærlighedskraft, der er hos os og kan være en mulig kærlighedsoplevelse i os – hvis vi selv tillader det.

Og det er vel så lige det, der er problemet.

Måske det umiddelbart forekommer os lettere at fjernsynet serverer lykkeoplevelsen for os på Tv, eller vi kan læse os til den i en spændende bog, så vi kan sidde og drømme os væk fra den grå virkelighed en enkelt dag – end det er dette dag for dag – midt i den grå virkelighed – at holde fast ved den guddommelige kærlighed, der er skænket os som en mulighed og det fællesskab, der er givet os ved, at vi er en del af Guds store skaberværk – ja, det er det, vi skal leve af.

Det det, vi skal stræbe efter at gøre, for det er den guddommelige kærlighed midt i den grå hverdag, der er den meste slidstærke for os – og det er vel til syvende og sidst også den, der er den virkelige.

For det er den guddommelige kærlighed og fællesskabet med Gud, der bærer os igennem både gode tider og onde tider.

Fællesskabet der eksisterer og bliver en realitet i troen.

Troen på Gud.

Troen på Jesus Kristus, når han siger:

”Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden”

                 Amen.


 

 

 

 

Pinsedag 2020 – d. 31. maj kl. 10.30 i Køng Kirke

 


Præludium
Indgangsbøn
1.salme: 290 – I al sin glans
Hilsen
Kollekt
GT-læsning
2.salme: 299 – Ånd over ånder
Epistellæsning
Trosbekendelse
3.salme: 292 – Kærligheds og sandheds Ånd
Evangelium
Prædiken
Kirkebøn m.m.
4.salme: 289 – Nu bede vi den Helligånd
Nadver
192, vv. 7-9
Kollekt
Hilsen
Velsignelse
5.salme: 305 – Kom Gud Helligånd
Udgangsbøn
Postludium
  


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Jesus sagde: »Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.«

Johannesevangeliet 14,15-21
 

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn.

Amen.

 

Den første Pinse kom voldsomt, fortælles det. Den kom som ildtunger og satte sig på disciplene og opildnede dem til at gå ud og fortælle videre om alt det, Jesus havde sagt og gjort og lært dem.

De blev nærmest slået fuldstændig omkuld og begyndte at tale på andre sprog, som de slet ikke egentlig kunne – og med et blev Babelstårnets hændelse, hvor Gud pludselig lod menneskene tale i forskellige sprog, og de derfor ikke mere kunne forstå hinanden og derfor ikke kunne samarbejde om at bygge Babelstårnet, som de havde tænkt at bygge helt op til Himlen, så de nærmest blev Gud lig – ja, pludselig blev den forvirring ophævet, og disciplene blev i stand til at tale med mennesker fra alle dele af Verden, fordi de blev i stand til at tale alverdens sprog.

Der bliver med andre ord trukket en linje tilbage til Det gamle Testamente og de allerførste tider – men for den skarpsindige læser, bliver den strenge og dømmende Gud, som vi ofte møder i Det Gamle Testamente, pludselig erstattet af en kærlig og omsorgsfuld Gud, der giver mennesket uanede muligheder, sådan som Jesus beskriver Gud.

Pinseunderet modsiger det Gamle testamentes dømmende, nidkære Gud og erstatter ham med en kærlig Gud, der sætter mennesket fri – men tillige giver os en opgave – nemlig at føre det videre, som Jesus har lært os.

Men som altid, når det handler om tro, følelser og kærlighed og store muligheder – ja, så er der også her nogen, der prøver at slå skår i glæden og trække hjernens begrænsende anskuelser af tilværelsen ned over hændelsen ved at sige: Åh – de kan da ikke tale alle mulige sprog. De vrøvler, fordi de er fulde, og så lyder det bare som om, de snakker alle mulige andre sprog!

Og sådan er der jo altid nogen, der er i stand til at dryppe malurt i bægeret og trække det vidunderlige ud af tilværelsen. – Det vidunderlige som jo kan få os til at udholde og gennemleve alt det andet i tilværelsen, som er tungt og svært for os.

Men hvorfor er der nogen, der vil begrænse tilværelsen og livet, så vi ikke kan nyde alle de facetter, der er – også dem, vi ikke forstår?

Med Jesus bliver vi sat fri i troen på Ham – og livet bliver større!

Under nedlukningen af landet her under coronakrisen var der måske ellers mange af os, der i første omgang følte, at livet blev mindre og tilværelsen blev sat i stå. Men efterhånden opdagede vi, at sådan behøvede det ikke at være.

Vi kunne synge hjemme alene med Philip Faber – og så være bevidste om at være en del af noget langt større, fordi så mange andre sad rundt omkring i deres hjem alene og sang med!

Og vi kunne gå tur og opleve det begyndende forår, trækfugle, der vendte hjemad, bladene på træerne, der sprang ud, anemoner, der spirede frem og blev afløst af blomstrende buske og tulipaner i haverne, rådyr på markerne og nu for tiden den skønneste fuglesang, især hvis man begiver sig ud på en morgen tur – for ikke at tale om skyformationer og en himmel, der kan være så blå, så blå.

For mig har alle disse oplevelser virkelig understreget, at jeg er en del af noget større – selv om jeg var helt alene.

På en måde er det jo også en slags pinseunder: at blive opmærksom på hvor stor og mægtig og vidunderlig verden er.

Mennesket har et valg.

Et valg, der ofte kommer til at styre den måde, vi kommer til at leve vores liv på og også være bestemmende for vores forhold til omverdenen og vores grundstemning.

Valget er, om du vil prioritere hjertet eller hjernen højest.

Fornuften eller følelserne.

Logikken eller magien.

Tro eller viden.

Vi kan selvfølgelig ikke undvære nogen af delene, men hvis vi trækker vores kolde viden ned over troen og kærligheden og kræver beviser på begge dele, så ødelægger vi det.

Det handler vel dybest set om at lade kærligheden få plads.

Kærligheden til vore medmennesker.

Kærligheden til naturen.

Kærligheden til livet i højere grad end at tænke i handel og bytteværdi og noget for noget og om at komme frem, ved at træde på de andre.

I virkeligheden var det jo det, - dette med at komme frem for enhver pris – der drev menneskene til at ville bygge Babelstårnet – et tårn der nåede helt til himlen, så de kunne være Gud lig.

Og sådan er der desværre mange af os der stadig lever.

Stræber efter mere hele tiden.

Og pludselig bliver vi ramt af en coronakrise, der sætter det hele i stå.

Al vores stræben.

Økonomien bliver slået tilbage.

Arbejdspresset bliver lettet for en stund – og vi bliver sat fri til bare at være.

Og det blev pludselig lidt svært at finde ud af det her med bare at være – men sikke ellers en god opgave.

Måske næsten ligesom den, disciplene fik: at være i det, som Jesus havde lært dem – og så gå ud i hele verden og give det videre.

På samme måde har vi også fået mere at gå videre i livet med nu – en erfaring af, at vi altså ikke kan al ting og ikke bare skal stræbe efter mere og mere og bruge vores liv på det.

I stedet skal vi være.

Være os selv.

Være kærlige, tilgivende, elskende mennesker i en verden og i et liv, som vi slet ikke selv er herrer over.

                                   Amen. 
 

 

 

Kr. Himmelfartsdag 2020 – d. 21. maj kl.11.30 i Køng Kirke – genåbning efter corona-nedlukning.

v./Mette Magnusson

 


Præludium
Indgangsbøn
1.salme:402 – Den signede dag
Hilsen
Kollekt
GT-læsning
2.salme: 261 – Halleluja for lysets drot
Epistel
Trosbekendelse
3.salme: 251 – Jesus himmelfaren
Evangelium
Prædiken
Bøn, meddelelser m.m.
4.salme: 257 - Vaj nu, Dannebrog
Kollekt
Hilsen
Velsignelse
5.salme: 725 – Det dufter lysegrønt
Udgangsbøn
Postludium
  


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Jesus sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette. Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.« Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud. Lukasevangeliet 24,46-53
 

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.


Så fik vi lov til at holde gudstjeneste igen – men ikke helt som før.
Vi må – selv om vi genåbner kirkerne – stadig leve med restriktioner og retningslinjer, vi skal overholde.
Vi må betragte hinanden som potentielt smittebærere og skal holde afstand.
Vi skal være 2 meter fra hinanden, når vi synger, og der skal i et kirkerum være 4 m2. pr. person til dem, vi lukker ind.
Heldigvis har vi en stor kirker her i Køng, hvor vi må være 60 personer, hvis vi spreder os ud i sideskibene også.
Knapt så heldige er vi på Svinø, hvor vi ikke kan være mere end 12.
Men vi må trods alt være her og dér.
Vi må holde gudstjenester.
Vi har fået lov til at åbne vore kirker efter en nedlukning, der har varet i over 2 måneder.
Sådan noget er aldrig sket før – ikke engang under 2. Verdenskrig, tror jeg.
Men det er jo ikke kun kirkerne, der har været lukket ned.
Hele samfundet har været sat i stå for at undgå, at corona-virussen skulle tage magten fra os.
Og det ser ud som om, den taber mere og mere – coronavirussen – ligesom i øvrigt mange andre i vores samfund gør det:
Virksomheder er bukket under.
Folk har mistet penge og jobs, og det er faktisk stadig noget uoverskueligt, hvad det er for en verden, vi er på vej tilbage til.
Men vi har midt i alt bøvlet – midt i de sorger, mange har følt – midt i tabene – ja, midt i alle trængslerne – der har vi lært noget vigtigt som mennesker:
Vi kan ikke styre alt.
Vi kan ikke lægge planer og tage for givet, at de planer kan føres ud i livet.
Vi må sande, at vi som mennesker faktisk IKKE har frit valg på alle hylder og kan gøre, som det passer os. Og det var vi ellers nok tilbøjelige til at tro!
Vi er blevet sat til at stoppe op og besinde os lidt på den måde, vi lever vores liv på – og det er måske ikke så ringe endda.
Mange af os har oplevet at savne.
Savne vore nærmeste, som vi ikke har kunnet se for at beskytte dem og måske os selv mod smitte.
Savne den hverdag, som vi – når livet bare kører afsted med os med 180 km. i timen – meget ofte går og er lidt småirriterede på.
Ja, vi har oplevet at savne den helt almindelige hverdag, som er vores – og som vi inden corona-tiden måske kunne se en masse fejl ved – og det kan vi måske stadigvæk – men nu er vi blevet os bevidste om, at de fejl måske ikke betyder så meget, for vi har savnet både alt det dejlige og gode og det irriterende i den hverdag, vi normalt er en del af hver især.
Nu har vi fået den tilbage – hverdagen – med restriktioner og regler – men vi har fået noget af det tilbage, som vi har længtes efter.
Og måske er det bare sådan, at vi skal helt derud, hvor vi må undvære det, vi har og er en del af, for rigtig at lære at sætte pris på det.
I dag er det Kr. Himmelfartsdag, og lidt pudsigt er disciplene i den helt modsatte situation af os denne dag.
Hvor vi netop har fået noget af det tilbage, som vi sætter pris på, ja, så bliver noget af det, som disciplene sætter pris på, taget fra dem i dag.
Vi befinder os i tiden 40 dage efter Jesu død og opstandelse, og i de 40 dage har Jesus vist sig flere gange for disciplene, så de har ikke været sådan helt forladt. Selv om de har måttet leve uden den jordiske Jesus, så har han dog vist sig for dem flere gange. Men nu slutter dette samvær definitivt, for denne dag farer Jesus til himmels og kommer ikke mere til disciplene. --- men han efterlader dem alligevel kun alene i 12 dage.
Han har nemlig forudsagt, at han vil sende en talsmand til dem. En advokat, der kan føre Hans sag iblandt dem – iblandt os mennesker. Og den talsmand fejrer vi jo Pinse for.
Vi fejrer Helligåndens komme til Jord.
Helligånden er den 3. side af den treenige Gud. – Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd – tre sider af samme sag – som viser sig for os mennesker på forskellig vis – som den skabende kraft i Gud Fader – som den medlidende og medlevende kraft i Gud Søn, der ender med at tilintetgøre døden og bane vejen til Gud for os mennesker - - og endelig som Guds kærlighedskraft, den styrke der også arbejder i os mennesker i vores samvittighed og igennem de bånd, der kan være mennesker imellem.
Så disciplene efterlades ikke alene – og det gør vi heller ikke, for Gud Helligånd har været hos os siden den første Pinse.
Men somme tider lægger vi ikke mærke til Gud Helligånd.
Somme tider skal vi sættes lidt ud af spillet for at kunne opdage Gud Helligånd – Guds kærlighedskraft – Guds styrke.
– Ja, somme tider skal der noget voldsomt til, før vi bliver opmærksomme på den side af Gud – Der skulle måske en corona-krise til, før vi blev opmærksomme på, hvor nådefuldt vi egentlig lever – ja, som Johannes Møllehave skriver:


Nåden er din dagligdag,
Hverdagen, det nære.
Mennesker at leve med,
Nåden er: at være.

Nåden er den kærlighed,
Som blev grundløst givet.
Nåden er den hverdag, som
Binder dig til livet.

Nåden er et ord fra Gud
Over alle dage.
Nåden er, når alt er tabt,
At få alt tilbage.

Nåden er hver levet dag,
Hvert tilfældigt møde.
Nåden er det levende,
Som står op af døde.

Uden håb og uden Gud
Lar vi døden råde.
Tro og håb og kærlighed
Får vi kun af nåde.
Amen.
  
 

 

 

 

Prædiken 17. maj 2020 over Johs. 17:1-11, 5. søndag efter påske.
I dag er det sidste søndag, hvor vi må nøjes med at mødes digitalt....fra på torsdag åbner kirkerne - HURRA !....Men kunne vi have mødtes i Svinø kirke i dag - 5. søndag efter påske - så ville der være blevet læst fra Johannesevangeliet, kapitel 17, vers 1-11:
"Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig. Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.«

Da 2. verdenskrig var slut fandt man i en koncentrationslejr i Warszawa, følgende ord skrevet på en mur:
”Jeg tror på solen….. også når den ikke skinner. Jeg tror på kærligheden….. også når jeg ikke føler den. Jeg tror på Gud….. også når jeg ikke ser ham.”
Når vi med gru tænker på det helvede, som mennesker gennemlevede i koncentrationslejrene…. så synes det fuldstændig ufatteligt - næsten overmenneskeligt - at nogen kunne bevare en tro på det gode….. et håb midt i håbløsheden – en insisteren på at holde fast i kærligheden …. i en hverdag, hvor ondskaben og hadet var i centrum. Hvorfra får et menneske styrken og livsmodet til det ?
Ja, måske er mennesker simpelt hen født med en grundlæggende tillid til livet…. En holdning, der siger: “Det er – UANSET hvordan - GODT at være til”. Det mærker vi i jo i alt fald, når vi fejrer kærligheden og livet…..
Når vi forelsker os…… så længes vi efter at love hinanden dét, som vi dybest set slet ikke KAN love….. nemlig at ville elske og ære hinanden og leve sammen både i medgang og modgang, indtil døden skiller os ad…… det føles jo så sandt….dybt ind i hjertekammeret at sige JA til disse store løfter…. Intet brudepar holder bryllupsfest på baggrund af et løfte om at blive sammen, så længe det går “rimelig godt”….nej, vi fester - i håbet om – og længslen efter - at være sammen med den elskede til vore dages ende. Og når et barn kommer til verden, siger vi ikke: “Måske bliver dette liv til lykke …..måske bliver det til katastrofe, vi må vente og se…..”. Nej, vi stormer ud og inviterer familie og venner til fest i overvældende glæde over, at et lille nyt menneske har set dagens lys…...
Måske blev mennesker ikke skabt til at være REAlister ….. men til at være OPtimister….. måske ligger det dybt i os, at vi ikke VIL affinde os med det onde…. Vi kæmper en INDÆDT kamp imod sygdom ……bliver VED med at håbe på, at vi bliver raske……Selv der, hvor lægevidenskaben eller samfundet måske synes, at livet virker meningsløst og uværdigt…… selv dér kan mennesker gribe et halmstrå og finde håb….. I disse Coronatider, hvor vi har så megen brug for håbet - da har en del mennesker opdateret deres Facebookbillede, så der hen over billedet er et banner med ordene: ”Det bliver godt igen.”
Men hvorfor er det sådan? Ja, jeg tror, at vi kan finde et svar i vor Bibeltekst, der jo netop handler om tro, håb, og kærlighed.
Det er Skærtorsdag aften….Jesus og disciplene er samlet ved bordet til påskemåltid …. Jesus ved godt, at de snart skal skilles …. at ”Timen er kommet” … at hans liv på jorden inden længe vil være forbi…..
Sine sidste timer bruger han på at bede til Gud…. bede troens og håbets og kærlighedens bøn for sine disciple…ja, for alle mennesker…for det er en bøn, der rækker ud over tid og rum….en bøn, der også gælder os idag…: “Fader, Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig”, siger Jesus. Det kan umiddelbart lyde mærkeligt i vore ører …… for der er da ikke noget smukt eller herligt i, at Jesus bare få timer senere, skulle blive taget til fange, blive pisket, tornekronet og korsfæstet…. Men når Jesus siger "Timen er kommet" - så svarer det egentlig til hans sidste ord på korset: "Det er fuldbragt!" …..Jesus hentyder til, at han nu er tæt på at have fuldført den opgave, Gud havde givet ham.

For med Gud … da er det jo egentlig lidt lige som med Egon Olsen…. i tidernes morgen havde Gud en plan med os mennesker….vi blev skabt til at leve i Paradis….skabt til at synge ….lege….danse… og elske….skabt til at have evigt liv………men menneskene ødelagde planen – de glemte sangen og legen og dansen og kærligheden – de valgte smerten og døden i stedet …… Gud ville dog under ingen omstændigheder opgive sin plan….derfor sendte han sin søn til verden….for igen og igen at fortælle os om kærligheden….og VISE os kærligheden….Det gjorde Jesus gennem sin lidelse og død på korset for vore synders skyld ……Jesus tog det HELE på sig….. og DERFOR er korset herlighedens vej……fordi det er kærlighedens vej….. og vores vej……til det Paradis, Gud har skabt os til……

Det er alt dette, Jesus prøver at fortælle Skærtorsdag ….. det er som om han i sin bøn bøjer sig ned til os og kærligt tager hver eneste af os op og lægger os i Guds gode hænder…der hører vi til. Før alt var til …..og helt ind i evighedernes evighed - der er verden og vi i Guds hænder…… det hele begyndte godt….. og det hele ender godt….det er den kristne tro….

Og der er mere endnu ……for det evige liv – det er MERE end på den anden side af dødens grænse …..”DETTE er det evige liv,” siger Jesus, ”at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.”…..….det evige liv er glimtvis lige HER……lige midt i vores på én gang velsignede og svære jordiske menneskeliv…….det fornemmer vi, når vi tør tro, at Jesus er Guds søn…..

Jesus beder Gud hjælpe os med at holde fast i den tro, og vover vi det…… så er der AL mulig god grund til at blive VED med at håbe på det gode….både I dette liv og i livet EFTER dette….. I troen på Kristus – DER kan vi finde styrken og livsmodet til at sige:
”Jeg tror på solen, også når den ikke skinner. Jeg tror på kærligheden, også når jeg ikke føler den. Jeg tror på Gud, også når jeg ikke ser ham.” …..for dybt i mit hjerte mærker jeg, at jeg er favnet af hans hænder ….fra evighed og til evighed. Amen
 

Lisbeth 17/5-2020

 

Coronaprædiken til 4.s.e. påske over Johannesevangeliet kap. 8, vers 28-36.

Her i Coronakrisen har vi mistet noget af vores frihed. Vi er blevet stærkt begrænsede i vores udfoldelsesmåder. Der er så meget, vi ikke kan og ikke må i øjeblikket.
Landet er lukket ned, men politikkerne har nu forhandlet om, hvor meget og hvornår, landet kan lukkes op igen. Det sker gradvist og i etaper – men alligevel ikke helt til den verden, vi kendte før corona. Ja, der bliver forhandlet om, hvornår og hvordan borgerne kan sættes fri igen.
Men frihed er egentlig et underligt begreb. Det er noget, mange sætter meget højt uden måske rigtig at vide, hvad de skal bruge den til. Friheden.
Når Jesus snakker om frihed til jøderne, som noget, de ikke har, bliver de forvirrede og svarer: ”Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?
Nu kunne man jo undre sig over, at de synes, de var frie, al den stund at deres land jo var besat af Romerne. Og før det var romerne, var det andre folkeslag, der havde besat landet, og det havde det været siden 587 før Kristi fødsel, hvor store dele af det jødiske folk blev sendt i eksil i Babylon, så frihed var vel et relativt begreb – sådan nationalt betragtet.
Men det var nu heller ikke helt sådan, det skulle opfattes. For ligegyldigt, hvilket land, de havde været underlagt, jøderne, så havde de deres stolthed som folk intakt.
De var Abrahams efterkommere, og det var noget særligt. De var Guds udvalgte folk, ligegyldig hvordan andre folkeslag så end opfattede dem.
Og derfor var de frie, for de var Guds.
Og derfor bliver de desorienterede over at få at vide, at sandheden skal gøre dem frie.
For sandheden – hvad er det?
Sandheden om dem som Folk var, at de var Guds udvalgte folk – og det var sandhed nok for dem.
Så de var frie, og de kendte sandheden om dem selv – mente de.
Men hvad brugte de så den sandhed og den frihed til?
Ja, de hvilede sig på den. Trøstede sig ved den. Støttede sig til den.
Og det var vel godt nok?
Sådan har vi det jo også, når vores liv er normalt, og vi ikke er ramt af corona.
Vi er også frie – mener vi.
Vi er frie i vores måde at omgås hinanden på.
Vi er frie til at vælge, hvordan vi vil leve vores liv. Frie til at vælge mellem alle de muligheder, livet efterhånden rummer for det moderne menneske. Vi er faktisk så frie, så vi ikke rigtig ved, hvad vi skal bruge den megen frihed til – og så skynder vi os at binde os til en hel masse ting, som vi i vores frihed har valgt: arbejde, dyre lån i huse og biler og anden form for forbrug.
Frihed er noget underligt noget.
Vi siger, vi tragter efter friheden – men hvis vi så har den, så skynder vi os at prøve at blive af med den, erstatte den med bundethed og forpligtelse.
Ja, der er sådan helt status i at være forpligtet og være bundet – og så samtidig bilde sig selv og omverdenen ind, at man er fri!!!!
Men til os – som til jøderne – svarer Jesus:
”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl.”
For i vores frihed, har vi også frihed til at synde!
Og det er virkelig en frihed, vi benytter os af – vi mennesker.
Det gjorde allerede Eva og Adam i Paradisets have, da de opdagede, at de havde en fri vilje. En fri vilje, der kunne bruges til at vælge mellem at gøre, hvad Gud havde sagt, og hvad Djævelen forklædt som slangen sagde. Frihed til at vælge mellem at gøre Guds vilje eller Djævelens. Mellem at spise af kundskabens træ eller lade være.
Menneskene følte sig frygtelig fristede.
Og de fulgte deres fristelse. Lod sig friste til at bruge deres frie vilje til at gå imod Guds vilje, til at synde.
At synde er at gå i mod Guds vilje. Men det var jo ikke sikkert, han opdagede det – ham Gud – tænkte de første mennesker – og sådan har menneskene tænkt lige side.
Der er nok ikke nogen, der ser det her – så kan jeg roligt gøre det!!!
Og vi lader os friste den ene gang efter den anden.
Vi er pludselig ikke frie mere – men fanget af vores eget begær.
Begær efter at eje.
Begær efter at blive set og hørt og beundret.
Begær efter at være utraditionel,
Begær efter at bryde grænser.
Hvor blev friheden af?
Vi bilder os ind, at vi har den – friheden.
Og vi bilder os ind, at coronakrisen har taget den fra os.
Det har den måske til en vis grad også – men faktisk har den også sat os fri fra alt det, vi normalt er bundet af i vores såkaldte frihed.
Den har sat os fri til at tænke lidt over, hvordan vi lever vores liv.
Den har givet os tid – den tid, vi normalt bruger på alt det, vi ikke kan i øjeblikket.
Og det er vel egentlig ikke så ringe?
Vi bliver – ligesom jøderne gjorde det, da Jesus talte til dem – sat fri til at besinde os lidt på, hvordan det er, vi lever vores liv.
Jesus sætter os fri til et liv i kærlighed og ligeværdighed – et liv i pagt med skaberværket og vore medmennesker.
Og lige nu har vi time out til at besinde os på, om det liv – dette nye live – måske kunne leves med mindre stress, mere hjemmearbejde, mindre prangende boliger, biler, beklædning og alt det andet, vi indtil nu har stræbt efter at eje.
Det var da værd at overveje! Amen.
 

                                                                     Mette 10. maj

 

 

Bededag, 8. maj 2020, hvor vi skulle have fejret konfirmation, der desværre blev udsat p.g.a Coronakrisen.
Havde vi kunnet holde gudstjeneste sammen, ville der være blevet læst fra Matthæusevangeliet:

Jesus sagde: »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, eller give ham en slange, når han beder om en fisk? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham! Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne. Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!«

(Matthæusevangeliet 7,7-14)

At tænde lys i mørket…….det var der mange der gjorde i bogstaveligste forstand i mandags – den 4. maj …..det var bevægende at gå en tur ved aftentide ….. se alle stearinlysene i vinduerne.

I denne mærkelige tid er der dog også på forskellig vis blevet tændt lys i mørket i overført betydning …….. man kan blive noget så GLAD over, hvor meget vi er begyndt at synge sammen – hver for sig…..høre om den glæde, mange gennem sangen mærker sprede sig i krop og sind…..og at der er mennesker, der i langt højere grad end under normale omstændigheder hjælper hinanden – måske med indkøb, hundeluftning eller sågar fremstilling af værnemidler på deres 3D-printer…. Og i nyhederne i går stod der, at der aldrig tidligere på verdensplan har været søgt så meget på ordet ”Bøn” på Google, som det er sket under Coronakrisen……ikke mindst på ’beskyttelsesbønner’. Det fik mig til at huske en lille historie, jeg hørte for en del år siden….

”Det var et forfærdeligt stormvejr på havet. Et skib lå derude og tog mere og mere vand ind og inden længe ville det sandsynligvis synke. Der var langt ind til kysten, og der var ikke andre skibe i nærheden. Kaptajnen samlede besætningen og spurgte: ”Er der nogen af jer, der kan finde ud af at bede ?” Et af besætningsmedlemmerne trådte frem og sagde: ”Ja, kaptajn, jeg ved, hvordan man beder.” Kaptajnen vendte sig mod manden og sagde: ”Godt. Så gå du i gang med at bede, men resten af os tager redningsveste på – vi mangler nemlig desværre en enkelt.”

Den lille historie siger egentlig noget ret præcist om mange menneskers – ikke mindst vi blufærdige danskeres - forhold til dette - at bede…. at bøn ofte er …. den sidste udvej. Så længe vi har en ”redningsvest” og følelsen af at kunne klare det hele selv – at vi med andre ord har gjort os til ”Gud i eget liv” - så har vi ikke brug for bønnen ….. men når så de der perioder i livet kommer…. hvor vi oplever, at vi står magtesløse…oplever, at vi ikke har ret megen indflydelse – om nogen i det hele taget - på dét, der sker i vore liv…., så får vi erkendelsen af, at ”Gud i eget liv” - det KUN virker, så længe vi har medvind…..når det VIRKELIG gælder…..så har vi brug for at bede til Vor Far – himlens og jordens skaber…
Sådan var situationen måske også for salmisten, der skrev den gammeltestamentlige læsning, der hører til Bededag (Salme 130), for hans bøn begynder: ”Fra det dybe råber jeg til dig, Herre. Herre, hør mit råb, lad dine ører lytte til min tryglen.” I de fortvivlede ord kan vi mærke hans totale hjælpeløshed….fornemme et han er i et afmagtens tomrum, han bare ikke kan stå alene med…..

Vi kender godt sådan nogle livssituationer fra vores eget liv:

Når sygdom rammer os….når vi får den alvorlige besked hos lægen….. når smerter fysisk eller psykisk holder os vågne og utrygheden for fremtiden nager….når der er alt for få timer i døgnet til alt det, som vi forventes at skulle nå.
Eller, når vore børn er alvorligt syge, og vi forsøger at gøre alt, hvad der står i vores magt for at hjælpe dem, men intet nytter ….hvor vi ville ønske, at vi kunne overtage deres smerter…. Eller hvis børnene er i gang med at træffe et forkert valg i livet….et valg, der skader dem selv og andre….hvor kan vi da føle os hjælpeløse og alene.

Eller når fyresedlen kommer – ikke mindst i den aktuelle situation - og vi ikke ved, hvordan vi skal kunne betale næste måneds regninger og der måske heller ikke er udsigt til et nyt arbejde indenfor en overskuelig fremtid.

Eller når der har været en konflikt og vores gode rygte forsvinder p.g.a. andres bagtalelser og løgne….uden at vi har mulighed for at ændre på det.

I hjælpeløsheden har vi brug for at bede ….det er ikke sikkert, at det er fine, velformulerede bønner….og det er heller ikke nødvendigt….måske lyder bønnen simpelt hen: ”HJÆLP MIG, GUD !”……det er alt nok.

”Bed, så skal der gives jer.”, siger Jesus….og det gør vi, når morgendagen truer med at bringe frygt og sorg og savn……men det svære i de ord er nok, at vi ikke altid synes, vi får et svar fra Gud….eller måske snarere…. at vi får et andet svar på vores bøn, end vi havde ønsket…

Forfatteren C. S. Lewis har på et tidspunkt sagt: ”Bønnen ændrer ikke Gud, bønnen ændrer mig.” Han bad så inderligt for, at hans elskede Joy måtte overleve sin sygdom….men hun døde fra ham….. alle hans bønner til Gud holdt ikke døden på afstand. Men med tiden….da forstod han, at det var sådan hans liv skulle være…at han skulle miste den store kærlighed, han havde mødt sent i livet, men at kærligheden havde ændret ham…og heri fandt han sit svar….bønnen tændte lys i mørket for ham.

C. S. Lewis blev ikke bønhørt….han fik ikke lov at beholde sin elskede…..men han erfarede det, der så realistisk er nedskrevet i følgende bøn:
Jeg bad om styrke,
og Gud gav mig vanskeligheder.
Jeg bad om visdom,
og Gud gav mig problemer at løse.
Jeg bad om velstand,
og Gud gav mig hjerne og muskler for at kunne arbejde.
Jeg bad om mod,
og Gud gav mig farer at overvinde.
Jeg bad om kærlighed,
og Gud gav mig mennesker at elske.
Jeg bad om gaver,
og Gud gav mig muligheder.
Jeg fik ingenting af det, jeg ville have,
men jeg fik alt det, jeg havde brug for.

Vi bliver ikke altid bønhørt…men vi bliver hørt !!! Og derfor kan vi bede….fordi vi kan dele alt med Gud….afmagt, dyb fortvivlelse, længsler, håb, glæde, taknemmelighed….Gud tager imod det hele og bærer med på vore liv sammen med os…både på de tungeste skridt og på de letteste dansetrin…

”Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde, bank på, så skal der lukkes op for jer.”, lyder Jesu ord til os i dag.

Bede, søge, og banke på. Det er det, vi skal gøre…..forsøge at tage imod det, som bliver givet os - gå ind ad de døre, der åbner sig for os….
Bededag mindes vi om, at Gud hører os og finder os….. og gennem Kristi opstandelse Påskedag har han allerede lukket porten op for os….. ja, han har taget hele døren af !

Tak, Gud, fordi du tænder lys i mørket for os….tak, fordi vi må følges med din Søn, der om sig selv sagde: ”Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.” Tak. Amen.

Lisbeth 8/5-2020
 

 

 

Holde ud!
Holde af!
Holde afstand!
Holde ved!
Vi ”holder” på mange måder i denne tid – bare vi holder til det!
Men det gør vi jo nok – især, når det så småt begynder at lysne med den gradvise genåbning.
Vi ved endnu ikke, om kirkerne kommer med i genåbningens fase 2 på én eller anden måde – men lad os håbe det!
Ellers gælder det om, at holde ud. Selv om covid-19 er en alvorlig sag, så kunne man jo – i hvert fald så længe man ikke er ramt men blot lever med restriktionerne – ja, så kunne man jo øve sig lidt i at se de positive sider af denne tid:
Forureningen er mindsket.
Mange har fundet ud af, at det udmærket lader sig gøre at arbejde hjemmefra, og at IT kan have sin berettigelse i denne tid.
Endelig kunne man jo lade den megen alene-tid være en overraskende gave, hvor vi får mulighed for at besinde os på det liv, vi lever, og hvor vi i højere grad må finde os i at være ét sted – i stedet for hele tiden at være på vej – både mentalt og fysisk - til et andet sted end dér, hvor vi rent faktisk befinder os.
Vi bliver også nødt til at indse, at livet er lige nu, og at alle de planer, vi er tilbøjelige til at lægge for fremtiden, måske aldrig vil kunne gennemføres, fordi noget kommer i vejen.
John Lennon har sagt det meget præcist i en sang engang:
”Life is what happens to you while you’re busy making other plans” (Livet er, hvad der sker med dig, mens du har travlt med at lægge andre planer)
Sååh…måske skulle vi egentlig bare være – være til. Lige nu!
 

                                                                                         Mette 6/5-2020

 

 

 

I dag - 3. søndag efter påske - kan vi hverken holde konfirmation eller gudstjeneste sammen....men havde vi kunnet samles i kirken ville der være blevet læst fra Johannesevangeliet:

Jesus sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.« Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.« (Johannesevangeliet, kap. 14,vers 1-11)

Da folk kom i kirke den første søndag efter 9. april 1940, blev de mødt af ordene fra Johannesevangeliet: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud og tro på mig.”

I de tunge, mørke dage for godt 80 år siden……med den nylige oplevelse af de tyske fly over hovederne…..Danmark besat !…… med en fremtid, der så lukket og fuldstændig kaotisk ud …. – da må kirkegængernes sind have været fyldt af grænseløs forfærdelse….. deres hjerter af overvældende bekymring og modløshed ….. men de blev mødt af Jesu ord ”Jeres hjerte må ikke forfærdes….. ”.

Gad vide om ordene gav dem trøst …..og mod …. og styrke? For det er jo ikke ord, der fortæller noget om fakta…. ikke noget: ”Hold ud! Om fem år er tyskerne væk igen”………dengang anede ingen, hvor længe besættelsen ville vare…..

Omend det er af en ganske anden karakter, så er også VI lige nu i en situation, hvor verden er i forvirring og krise….nogle steder i kaos.
Vi kan holde afstand.
Vi kan spritte hænder.
Vi kan passe på hinanden og på os selv…
Vi kan forsøge at tage alle de forholdsregler, vi overhovedet kan…
…alligevel er det rigtig svært ikke ind imellem at mærke en bekymring….måske frygt……snige sig ind i hjertet og tankerne…. en følelse af den afmagt, der kommer, når vi er i en situation, vi ikke har kontrol over…eller kan planlægge os ud af…..eller forsikre os imod…….en situation, vi ikke ved, hvornår slutter….eller hvordan den måske kommer til at påvirke vore kære eller os selv….

Men også til os i dag lyder Jesu ord fra Skærtorsdag aften: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes. Tro på Gud og tro på mig”..….. Jeg synes, det er som om, der er en verden af trøst i de ord…..de kan få mig til at trække vejret dybere….roligere...de kan tænde lys…… Ordene er næsten som et ekko af englens ord til hyrderne på Betlehems marker den stjerneklare julenat for godt 2000 år siden, hvor Jesus kom til verden: ”Frygt ikke, thi jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket.”

”Frygt ikke”…..”Jeres hjerte må ikke forfærdes”……det er ikke tilfældigt, at netop disse ord lyder, først i Jesu møde med verden …..og siden kort inden, han skal tage afsked med den igen …. for HELE hans liv er jo ét stort budskab fra Gud til os mennesker om, at frygtens tid er forbi ….. at den er efterfulgt af HÅBETS tid….

Denne Skærtorsdag nat, hvor Jesus og disciplene er samlet for at spise påskemåltid – da ER det dog som om julenat med al dens lys og håb forekommer langt væk….. Jesus har fortalt disciplene, at han snart skal forlade dem, og de fyldes af afmagt og forvirring – hvad mener han? Hvad skal der ske ?….Hvilken vej, skal de nu gå ? Som svar lyder hans smukke ord: ”Jeg er vejen og sandheden og livet”….”I skal være der, hvor jeg er” ….her udtrykker Jesus den dybeste samhørighed mellem ham og os…..HANS vej er vores vej.

Som vi ved fra Påskedagene….så er det ikke ikke altid nogen let vej….for sådan er menneskelivet ikke……..men det er en vej, hvor han følges med os ….. på vore smalle veje …..på de hårde stigninger ….der, hvor vi slet ingen vej ser….ikke mindst dér, følger han os…… det er derfor, vi ikke skal forfærdes….

Det var det budskab, der mødte kirkegængerne d. 9. april dengang og som måske gav dem styrke til at bære det, der var ubærligt ….og håb om, at det kunne godt være, Danmark lige nu var i Hitlers vold, men de var i Guds hånd……det ville blive godt igen……det blev det….

Når vi på mandag sætter lys i vinduerne om aftenen for at mindes 75-året for Danmarks befrielse….så er vi bundet sammen med alle dem, der gennemlevede de 5 forbandede år….vi ved ikke, hvor længe vi vil være i Coronaens vold….og skønt det som nævnt er en anden situation …..gid så også vi kan finde styrke og håb om, at det hele bliver godt igen… og selv hvis det værste skulle ske ….at vi mister en elsket….eller vi selv bliver syge og må se døden i øjnene – at det da vil lyde for vort indre øre: ”I min Fars hus er der mange boliger, og jeg er gået bort for at gøre en plads rede for jer.”

Hvordan det er efter døden – det kan vi ikke vide noget præcist om – men tør vi tro på, at Jesus kommer og tager os til sig, for at vi skal være dér, hvor også han er – så forstår vi den fulde dybde af det kristne håb…..

At tro på Gud er ikke det samme som ikke at kende til frygt …. men det er at få hjælp til at overvinde den …. hjælp til at turde gå vejen lige ved siden af Guds søn….. både gennem Langfredagsmørket….og ind i opstandelseslyset. Amen.
                                                                                                              Lisbeth 3. maj

 

 

 

D. 4. maj 2020 /v. Mette 30. april
D. 4. maj kunne vi i Svinø Mindelund i år have markeret 75-året for Danmarks befrielse.
Sådan blev det desværre ikke.
Det satte covid-19-sygdommen en stopper for.
Helt upåagtet går aftenen imidlertid ikke hen.
Der vil blive ringet med kirkens klokker i et kvarter på det tidspunkt, da frihedsbudskabet lød for 75 år siden, ligesom vi også fra menighedsrådets side vil lægge en krans for at ære de faldne – men altså ingen forsamling af nogen art!
At vi ikke som vanligt kan markere denne aften, skal dog ikke hindre os i netop på denne dag at sende taknemmelige tanker til alle de mennesker, der med livet som indsats kæmpede for vores frihed.
I øjeblikket føler vi måske nok, at friheden er begrænset – ikke på grund af krig – men på grund af corona, og kampen mod denne fjende kæmpes ikke i luften eller på havet eller på slagmarker – nej, den kæmpes på hospitaler Verden over, og de kæmpende er ikke uddannet militært men sundhedsfagligt. Også mange af dem kæmper faktisk med livet som indsats.
Det er en kamp for menneskehedens overlevelse – ligesom den kamp, der blev kæmpet under 2. verdenskrig, var det.
På Svinø blev der begravet 108 allierede flyvere, der kæmpede med livet som indsats.
De kom fra mange forskellige af verdens lande: USA, Canada, Storbritannien, Australien, New Zealand og det sydlige Afrika. Alle mistede de livet over dansk territorium.
Det var unge mænd, der for manges vedkommende havde meldt sig frivilligt til deres lands flyvevåben, og når man går en tur i Svinø Mindelund, kan man på deres gravsten se, hvor unge de var.
I 1948-49 blev de 46 amerikanske flyvere udgravet og flyttet til den store amerikanske krigskirkegård Neuville-en-Condroz ved Liege i Belgien.
Det var i første omgang en slags mellemlanding, idet en del af dem blev fragtet videre hjem til USA og genbegravet dér.
Nogle blev genbegravet på Neuville-en- Condroz kirkegården, og to blev genbegravet på en amerikansk krigskirkegård i Luxembourg og en enkelt på en amerikansk krigskirkegård i Holland.
Tilbage i Svinø er nu 62 Royal Air force flyvere begravet – samt én ekstra kommet til senere!
I 1999 blev canadieren Major Donald Smith stedt til hvile 5 meter bag sin besætning fra krigen. Han var den eneste overlevende i maskinen, der styrtede ned ved Drøsselbjerg Klint i april 1943, efter at være blevet anskudt af en tysk natjæger.
Denne oplevelse var naturligvis voldsom for ham – så voldsom, at han ønskede at blive begravet på Svinø sammen med sin besætning, når han engang døde. Det gjorde han i efteråret 1998, og d. 4. maj 1999 kom hans familie til Danmark med hans urne, og vi holdt en højtidelighed og satte urnen i jorden. Inskriptionen på hans gravsten siger alt: ”Together at last”.
Mange år er nu gået, siden alt dette skete, og vi plejer jo at mødes rigtig mange mennesker på Svinø hvert år d. 4. maj for at mindes med taknemmelighed.
Det kan vi ikke i år pga. corona-smitten. Men når vi nu er henvist til at sidde hjemme, kunne vi i langt højere grad bestræbe os på at sætte lys i vinduerne, hvilket jo er en gammel tradition, som stammer fra dette, at mørklægningsgardinerne kunne tages ned, da krigen sluttede, så lyset atter fik lov at strømme ud af vinduerne. På den måde blev lyset symbol på frihed.
Derfor:

 

Tænd lys!

Lad ikke mørket hindre dig
i at søge lyset!
Og når du har fundet det,
lad så andre
efterprøve, overbevises.

Vil du at lyset skal leve,
tænd da hos andre
samme længsel.

Tænd frimodighedens lys
i rædslens mørke.
Tænd retfærdighedens lys
i korruptionens mørke.
Tænd troens lys
i fornægtelsens mørke.
Tænd håbets lys
i fortvivlelsens mørke.
Tænd kærlighedens lys i dødens mørke.

Tænd lys! (Forfatter: Bo Setterlind.)
 

”Og lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke bugt med det.”  

        Johannes-evangeliet kap. 1, v.5

 

                                     
 

 

 

Det er lidt af en balancegang:
Vi vil gerne ud blandt andre igen og også have gang i samfundet, for det har store konsekvenser for samfundsøkonomien, at det hele er lukket ned og sat i stå. Det har også konsekvenser at være isoleret og savne kolleger, venner og familie – ja, savne dem, som man ellers fylder sine hverdage med.
Samtidig vil vi jo også gerne undgå, at vi får en opblusning af coronasmitten, så samfundet stilles helt i stå, eller vi selv bliver smittet og smitter dem, vi holder af.
Det er lidt af en balancegang at navigere i dette scenarie.
Og det har snart varet længe nu.
Det kunne måske minde lidt om situationen på Noas Ark.
Jeg tænker, de også må have længtes efter at blive sluppet ud i livet igen.
Da vandene begyndte at synke, sendte Noa en ravn afsted, men den fløj bare frem og tilbage og fandt intet sted at sætte sig.
Så sendte han en due afsted. Den fløj også rundt og kom tilbage.
Efter nogle dage sendte Noa duen afsted igen, og så kom den tilbage med et friskt olivenblad.
Så var der håb om, at der var tørt land, og at der spirede vækster frem igen.
Men Noa ventede endnu nogle dage, og så sendte han duen afsted igen, og så kom den ikke tilbage, for nu var der sikkert så dejligt at være på Jorden igen, så den ikke ville tilbage til arken, og snart kunne Noa og hans familie også forlade arken og begynde livet igen.
Tålmodigheden blev belønnet.
Vi sender ikke duer ud – men vi får vore bulletiner fra sundhedsmyndighederne.
– Bare de snart kom med et olivenblad!

 

  

 

                                   Mette 28. april
 

 

 

2. søndag efter påske v/Lisbeth

Hvis vi havde kunnet holde gudstjeneste sammen i dag, ville der være blevet læst fra Johannesevangeliet:

”Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.«”
(Johannesevangeliet 10,22-30)

Prædiken
Evigt liv og Paradis – det er ord, der er uløseligt knyttet sammen med kristendommen. I mange moderne ører kan de måske lyde som nogle noget luftige begreber…...er det ikke bare det rene hokus pokus ? Og betyder de ord overhovedet noget for vore DAGLIGE liv som kristne, kan vi spørge ? JA, i allerhøjeste grad svarer vore bibelske tekster til 2. søndag efter påske….

Salme 23 fra Det gamle Testamente – den er nok en af de allermest kendte og elskede salmer i hele vores Bibel, og i den tid, vi lever i lige nu….så fuld af uro og bekymringer, da kunne vi egentlig godt have brug for at læse den salme hver eneste morgen…..fordi den er så uendeligt fuld af trøst ….. og fordi den så levende beskriver, hvad troen på Guds omsorg egentlig kan betyde i et menneskeliv – både I livet – og EFTER livet.

Salmens billeder er enkle og fredfyldte - om hyrden, der lader os ligge i grønne enge …. leder os til det stille vand – ja, tager sig af os på alle tænkelige måder… Den gammeltestamentlige digter viser os, hvordan han forestiller sig Paradis…. hvad det vil sige, at være hjemme hos Gud efter dette liv…… vi kan fornemme den ro og rigdom, det har givet ham at sætte billeder på sin tro….og at troen på Herren som hans hyrde, samtidig giver ham styrke og kraft til at leve DETTE liv ….. ikke mindst i de svære dage ….. de dage, hvor han oplever, han går i mørkets dal og lyset synes langt borte. I DE dage ….er det hans paradisforestillinger, der holder ham oppe..

Da den opstandne Kristus, som vi møder i Johannesevangeliet i dag, vil give sine disciple styrke til snart at skulle leve videre uden ham, bruger han OGSÅ det velkendte og trøsterige hyrdebillede: ”Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv - og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd.”
Gad vide, hvordan disciplene reagerede på de ord…. hvordan reagerer vi …..? For hvis vi virkelig tør tage Jesu ord alvorligt, om at vi ALDRIG – hverken i livet…. i døden …..eller helt ind i evigheden - kan rives ud af Guds hænder….. så vil vore sind kunne fyldes af fred….

Men ofte – så kan vi nok ligesom jøderne på Jesu tid opleve tvivlen snige sig ind over os…. I vore dage kan der være stor blufærdighed m.h.t. overhovedet at forestille sig noget om det, vi ikke ved noget om….alt det vi kalder ”mere mellem himmel og jord”…….men, der ER dog mennesker - også i vores tid - der har vovet at have Paradisforestillinger.

Et stykke tid inden Kaj Munk blev anholdt af tyskerne for sin højrøstede tale imod deres besættelse af vores land, da skrev han følgende om det sted, som hyrden vil føre os til:
”De er samlet derinde – allesammen – den store hvide flok: De første dages forfulgte sammen med de sidste; katolikker og protestanter, missionsfolk og grundtvigianere – mennesker, der har fundet fred i hinandens tanker - og mennesker, der i misforstået fanatisme har mishandlet hinanden for troens skyld – inkvisitionstidens ofre sammen med deres bødler - lyksalige ved nu at have fundet frem til hinandens tilgivelse. De er der alle - alle ! Og selv sidder Hyrden på Golgatha - som nu er en blomstrende lynghøj. Han ser ud over alle sine får på engene – så løfter han sin fløjte og spiller den dejlige vise: ”En hjord, en hyrde.”

Vi ved ikke, om Kaj Munks Paradis-forestillinger og hans tro på Jesus som sin hyrde, gjorde en forskel for ham i det øjeblik, hvor han måtte følge med de tyske bødler og selv gå ind i mørket – men med HANS ord er det akkurat ligesom med Jesu ord og med Salme 23 – det er ord med trøst og med tryghed i.

Trøst, fordi sådanne ord taler lige ind i vore egne håb og ønsker ….om at de mennesker, VI har elsket og mistet nu er hos Gud, og hviler hos ham i Paradis. Og ind i det, vi ønsker og håber for vores egen død – at vi, når den tid kommer, ikke skal gå alene ind i mørket, men følges derind sammen med Jesus, vores hyrde …. at han vil lede os ind til livet og lyset hos Gud.

Det troede den gammeltestamentlige salmedigter, og det troede Kaj Munk …… de satte ord på deres tro og på deres håb – til glæde og til trøst for os andre…..og til at give OS mod…..vi, der skal finde vores vej i denne mærkelige tid…..vi, der måske selv er ramt eller kender mennesker, der er syge eller særligt udsatte…..eller mennesker, der er ramt på forskellige måder, enten fordi de har mistet deres arbejde, eller deres økonomi er ødelagt, …eller fordi de sidder ensomme derhjemme uden at måtte få besøg af deres kære……vi har sådan brug for at blive mindet om, at uanset, hvordan det går – så er vi aldrig overladt til os selv…..hyrden er hos os. Fra først til sidst er vi omsluttet af Guds levende hænder – trygge hænder - som INGEN kan rive os ud af…..Gud vil være med os …alle dage indtil verdens ende. Amen.

 


 

 

 

1. søndag efter påske v/Lisbeth


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!« Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!« Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes' søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.« Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!«

Johannesevangeliet 21,15-19



Nåden er et ord fra Gud
over alle dage…
Nåden er, når alt er tabt,
at få alt tilbage. Amen.

Hvis I sådan for jeres indre blik skulle tegne et billede af, hvordan Gud er – hvad ville I mon så vælge at tegne ? Ville han være en streng dommer, der ser alt, hvad vi gør og noterer det op….- eller en omsorgsfuld alfaderlig gammel vismand – eller en kærligheds-energi – eller et strålende lys ……… eller en skaberhånd, der strækker sig ud fra himlen for at røre jorden …eller noget helt andet….?

I alle vore prædikentekster mellem påske og pinse hører vi gennem de møder, Jesus har med mennesker, noget om, HVORDAN Gud er…… som nu i dag…. hvor disciplen Simon Peter kort efter Påskedag møder den opstandne Kristus …..

Det må have været en noget forlegen situation for Peter – han, der SÅ inderligt Skærtorsdag aften ved kærlighedsmåltidet havde svoret, at om så alle de andre svigtede Jesus - så ville HAN i alt fald aldrig i evighed gøre det…….og så havde han alligevel svigtet …noget så bitterligt….. Peter havde AL mulig god grund til at tro, at Jesus havde afskrevet ham…..ja, forladt ham….. Men Jesus taler slet ikke om hans svigt – han siger bare til ham: ”Simon Peter, Johannes søn - Har du mig kær ?”

Tre gange spørger Jesus ….. - og på den måde genopretter han egentlig Peters tredobbelte svigt Langfredag nat ….”Vogt mine lam”, siger Jesus også til ham – og med DE ord giver han Peter den betroede opgave at passe på disciplene …….. Jesus viser ham på den måde stor tillid – viser, at Peter STADIG er god nok…..på TRODS af sine svigt. Jesus havde jo én gang udvalgt Peter og sagt: ”Følg mig.” Dét stod fast – og ved for anden gang at sige ”Følg mig”…..da bekræfter Jesus sin kærlighed…. for det vigtigste i deres forhold – det er ikke Peters kærlighed til Jesus, men derimod Jesu kærlighed til Peter.

Denne samtale må have været en fuldstændig FORUNDERLIG oplevelse for Simon Peter – HAN, der i DEN grad havde stukket halen mellem benene, da det virkelig gjaldt…………han møder nu barmhjertighed ….og nåde……. Mon ikke de fleste af os kan genkende os selv i Peter ? Hvis vi får et øjeblik til at tænke efter i vores erindrings allerhemmeligste kamre – kan vi så ikke huske en gang, hvor VI har svigtet ….. misbrugt en tillid …… gjort eller sagt noget, der ikke kunne undskyldes ….. mærket skyld og skam……..og så måske ALLIGEVEL ….på TRODS af dette ….oplevet, at vores ægtefælle - forældre - søskende, kolleger - eller bedste ven, har været parate til at tilgive os ?

Det er nol de færreste mennesker, der går gennem livet helt uden fejltrin, sidespring, svig eller svigt ….. de fleste af os har nok oplevet at stå og intet andet kunne end at håbe ….. på en opringning……på en udstrakt hånd …..et forløsende kram…… Sådan var det for Peter den dag….han kunne kun håbe …og gud ske lov – så håbede han ikke forgæves… tværtimod…..han var IKKE blevet forladt af Gud…. og han havde ikke på noget tidspunkt været forladt af Gud…..

Det forstår vi især, hvis vi læser opstandelsesberetningen om kvinderne, der går ud til Jesu grav Påskemorgen, sådan som den står skrevet hos evangelisten Markus – han skriver noget, der viser os et meget tydeligt billede af, HVORDAN Gud er:
Hos Markus nøjes englen nemlig ikke med at sende kvinderne tilbage med ordene: ”Gå hen og sig til hans disciple, at Jesus er opstået ” - der kommer en tilføjelse….. – ”og til Peter”, siger englen ………………. og det er jo mærkeligt - for hvis kvinderne skulle sige det til disciplene, så måtte det jo OGSÅ gælde Peter - hvorfor bliver Peter så nævnt separat ?

Tre gange, før hanen galede for anden gang, havde Peter fornægtet sin bedste ven – sin Herre og sin mester. Men englen sagde altså: …… ”og sig det til Peter”- sikke en kærlighedserklæring !!! DET er opstandelse – MIDT i LIVET …… Peter får at mærke i sin sjæls inderste, at kristentro og nåde er: Når alt er tabt - at få alt tilbage.

Prøv at sætte jeres eget navn ind for at høre hvilken tilgivelse og kærlighed, der er i englens ord ….……………”og sig det til……Birthe……til Lars……til Maria……til Elisabeth…..til Lisbeth…Jesus er OGSÅ opstået for dig og for mig ….også for dine og mine svigt…..….for påske er ikke en historie, der BARE skete for godt 2000 år siden …….. påske er nutid … påske er, at VORE navne er sat på opstandelsen og tilgivelsen og kærligheden….

Påske er at høre - se – og mærke, at Gud skænker os - en NY begyndelse…at vi møder Gud MIDT i livet…, hvor vi arbejder, elsker, har hjemme…. Når vi i de ”almindelige” tider har mulighed for at holde gudstjeneste sammen i kirken ….så møder vi Ham ved døbefonten…. ved nadverbordet ….og også den dag, hvor vi er blevet kaldt hjem til Gud og det lyder over os: ”Af jorden skal du igen opstå.”

Påske er at vide sig set og forstået….af den Guds søn, der selv havde oplevet at føle sig svigtet …… han, der i sin angst og fortvivlelse råbte på korset Langfredag: ”Min Gud, min Gud – hvorfor har du forladt mig ?” ………Men Gud havde ikke forladt ham…..Påskemorgen opstod Jesus til nyt liv – en NY begyndelse….for det er SÅDAN, Gud er, …….en, der ALDRIG forlader os……

Arne Haugen Sørensen har malet et vidunderligt billede, der hedder "Hjemkomst" – ……….og det er egentlig en hel påskeprædiken i sig selv - …….for billedet samler og forener Kain, Esau, Jakob, den fortabte søn, kvinden der blev grebet i hor, den gældbundne tjener, Judas, Peter, Maria Magdalene - ja kort sagt utallige af de mennesker, vi kender fra det bibelske univers…... mennesker af kød og blod, der havde livsbagagen fyldt af de samme glæder og sorger, sejre og fejltrin, som vi i dag har……mennesker, der vandrer af sted …mod et håb….

Kigger man på billedet ser man, at fra den lysfyldte døråbning er der kommet en skikkelse ud klædt i kærlighedens røde farve ……Varsomt omfavner han det menneske, der bedende læner sit hoved mod hans skulder….. og lægger sine store hænder beskyttende om ham. De to står på det, der anes som en blå korsvej, og selv om den vej mennesket er kommet vandrende ad, har ligget i mørke, og man i venstre hjørne fornemmer en uvejrshimmel hænge ovenover - ja, så bliver mennesket varmt budt indenfor i det guddommelige lys… - budt tilbage til Paradis……..sådan tog Jesus imod Peter den dag efter påske……

"Vogt mine lam," siger Jesus til ham, eller med andre ord: ”Du er min højt elskede - jeg tilgiver dig – jeg har brug for dig – følg mig……..” og det gjorde Peter….. han endte med at lide martyrdøden i Rom. Han…… svigteren og forræderen - endte som en af de første og største missionærer …. endte med faktisk at være parat til at give sit liv for den Kristus, han nu troede på med hver en celle og hver en bloddråbe i sin krop.

"Vogt mine lam" siger Jesus også til os…. Uanset hvilke vildveje og blindgyder VI har forvildet os ind på i vore liv - så står han der - og byder os indenfor ….. hvor vi får lov at se os selv - ikke i lyset af vore fejl og svigt - men i lyset af hans kærlighed.

"Hjemkomst" viser os så tydeligt et billede af, hvordan Gud er….. – et billede af den kærlighed og tilgivelse, der er den kristne tros inderste kerne - klippegrund for alle os vakkelvorne, der dog stadig er elskede af den korsfæstede og opstandne og omfavnende frelser…..

… og han har også brug for os – …..til at gå ud i alverden og forkynde om ham… om håb ….om tilgivelse…om kærlighed….om, at han ALTID følger med på vor livsvej…..det er godt at huske på….ikke mindst i den usikre tid, vi oplever lige nu…..Gud er med os…gudskelov. Amen

En fantastisk salme at synge i dag er Den danske salmebogs nummer 249: ”Hvad er det at møde den opstandne mester mester i live igen ?” – den findes på følgende link: dendanskesalmebogonline.dk/salme/249
 

 

 

Langsom genåbning.
Vi ved endnu ikke noget vedr. kirkerne, andet end vi fortsat er lukkede frem til 10. maj.
Det hele er lidt mærkeligt ambivalent lige nu.
Alle vil gerne i gang igen. Tilbage til den kendte hverdag.
Samtidig har vi fået angsten plantet midt iblandt os.
Angsten for at være én af dem, der ikke kan klare covid-19-sygdommen,

for vi bliver forvirrede over at høre, at en ung sosu-assistent på 36 dør af sygdommen,

og gamle over 90 bliver raske efter sygdommen.
Vi kan ikke vide, hvordan den rammer.
Vi længes tilbage til normaliteten,

samtidig med at vi er bange og usikre for at træde ud i en ny virkelighed.
Gud,
Jeg står ved en korsvej
Og vender mig til dig.
Tak, fordi du går ved min side,
Og fordi jeg ved, at du vil følge mig,
Hvor jeg end skal gå.
I dine hænder overgiver jeg de år,
Som ligger bag mig,
Med det, som lykkedes, og det, som mislykkedes,
Med alle de almindelige dage,
Som kom til at forme mit liv.
Nu beder jeg dig følge mig
Ind i den ukendte fremtid,
Som både drager og ængster mig:
Lad min smerte blive din smerte.
Lad din glæde blive min glæde,
Som du har lovet.
I Jesu navn.
(Bøn nr. 19. i Salmebogen)
                                                    Mette 18. april 2020
 

 

 

2.Påskedag 2020 – d. 13. april v/Mette Magnusson

Dagens evangelium er fra Johannesevangeliet kap. 20, versene 1-18

I denne corona-tid kan vi næsten føle os levende begravet.
Isolerede er vi i hvert fald.
Hver husstand for sig.
Vi længes, og vi savner, og depressionen lurer måske lige om hjørnet.
Umiddelbart kan begravelsesritualet derfor forekomme os nærmere følelsesmæssigt end opstandelsesbudskabet –

selv om opstandelsesbudskabet netop også er det sidste led i begravelsesritualet.
Af jord er du kommet.
Til jord skal du blive.
Af jorden skal du igen opstå.
Sådan lyder vores begravelsesritual.
Den første sætning minder os om vores oprindelse.
Vi er kommet af ingenting – af jorden.
Vi er skabt af Gud.
Villet af Gud.
Vi er faktisk kommet af det rene ingenting.
Af jord.
Vi skal også blive til jord.
Til jord skal du blive!
Og før den første Påske sluttede det der.
Menneskelivet.
Det er lige der, vi møder Maria Magdalene i dagens evangeliestykke.
Vi møder hende på kirkegården.
I sorg.
Vi møder hende i sikker forvisning om, at – ”af jord er du kommet, og til jord skal du blive”. Og så var det slut.
Fortvivlet var hun gået ud til kirkegården, hvor Jesus var blevet begravet.
Det var meget tidligt om morgenen. Ja, det var stadig mørkt, fortælles det, men dog på vej til at blive lyst,

og Maria Magdalene kan lige netop skimte, at den store sten, de havde rullet for Jesu grav fredag aften, var væk.
Hun bliver bange og forvirret og løber hen til disciplene og får fat i Simon Peter og fortæller ham, at Jesus er væk!
Det var jo forfærdeligt.
Det skulle jo ende med: Til jord skal du blive.
Men Jesus er væk.
Forsvundet.
Så kan han jo ikke blive til jord!!!
Maria Magdalene står uden for graven og græder.
Af jord er du kommet.
Til jord skal du blive.
Nej – ikke engang det.
Til ingenting var han blevet.
Jesus.
Bare væk.
Men lige midt i den fortvivlende tomhed bliver hun mødt af Gud.
”Hvorfor græder du?” – spørger en stemme, hun kender.
Ja – hvorfor dog ikke? - kunne man på Maria Magdalenes vegne næsten have lyst til at svare.
Her står hun som verdens ulykkeligste menneske.
Alt, hvad hun havde baseret sit liv på, var ikke bare et overstået kapitel.
Ikke bare en afsluttet periode af hendes liv.
At jord er du kommet. Til jord skal du blive!
Nej – det var væk!!!!
Forsvundet.
Blevet til ingenting.
Hvis ikke man skulle græde i den situation – hvornår skulle man så græde?
Alligevel har hun måske tænkt lidt over spørgsmålet, efter at hun var kommet sig lidt oven på chokket over,

at nogen kunne finde på at stille hende, der havde mistet alt, et så mærkeligt spørgsmål.
Først da hun formulerer svaret: ”Jesus er blevet væk – jeg kan ikke finde ham”,

opdager hun, at der faktisk ikke er nogen grund til at græde.

Hun bliver klar over, at stemmen, der spørger, tilhører Jesus.
Han var ikke længere blevet væk.
Jesus var lige ved siden af hende.
Nu blev Maria Magdalene klar over, at det ikke sluttede med: ”Til jord skal du blive”
Nej, det går videre med: ”Af jorden skal du igen opstå”.
Det er Påskens budskab.
Kristus er opstanden!
”Af jorden skal du igen opstå!”
Kristus er opstanden!
Og det er lige præcis det, der gør vor opstandelse mulig.
Det er lige præcis det, der møder os, hver gang vi står som Maria Magdalene:

alene og forladt på en kirkegård og har mistet alt, hvad der betød noget i vores liv.
Af jord er du kommet.
Til jord skal du blive.
ja, ja – men det stopper ikke der!
For: Af jorden skal du igen opstå!!!
Og for os midt i coronakrisen betyder det også: Det slutter ikke her! Livet vender tilbage.
Vi ved ikke hvornår.
Vi ved ikke hvordan.
Men vi ved, det vender tilbage.
Amen.
 

 

 

Påskedag 2020 – d. 12. april
Vi sidder i mørket og venter på lyset.
Vi sidder i nøden og venter på hjælp.
Vi sidder alene og venter på samvær.
Vi sidder i stilhed og venter på larm.
Vi sidder i døden og venter på liv.
Vi sidder i længsel og venter på alt.
Men midt i denne længsel, hvor vi venter på alt, lyder påskebudskabet til os:
Kristus er opstanden!
Døden er overvundet.
Det var så svært for de første opstandelsesvidner at tro det.
Det var kvinderne, der i første omgang kom ud til graven og fandt den tom, og de skyndte sig tilbage til disciplene og fortalte dem, at graven var tom og Kristus opstanden.
Men disciplene troede ikke på dem.
De ville selv ud og se efter.
Men graven var jo tom, kunne de konstatere, og de løb tilbage igen og var bange.
Ja, angst var den første følelse, de mødte opstandelsen med.
De forstod ikke, hvad der var sket og kunne ikke rigtig tro det.
Og det er jo såre menneskeligt.
Det vi ikke forstår – ja, det, der ligefrem går imod vores forstand, det har vi svært ved at tro på, og det gør os utrygge.
Bange.
Sådan har vi det vel, fordi vi ofte blander det at forstå og vide sammen med det at tro.
Kristus er opstanden.
Det skal tros – ikke vides – faktisk ligesom kærligheden.
Men hvad kan jeg så bruge det til, når jeg med coronafrygt skal blive hjemme og holde mig fra alle dem, jeg holder af, vil du måske spørge?
Jamen, Kristus er jo også opstanden for dig, når du har det svært.
Når du sidder alene og er trist og bekymret.
Når du har mistet og savner.
Ja, det er måske ovenikøbet, når du har det svært, at du har allermest brug for at høre, at Kristus er opstanden - også for dig!
Og hvad skal du så bruge det til?
Ja, du skal bruge det til at tage dig selv i nakken og hive dig op af det mismod, du er faldet ned i.
Du skal tro det!
Men nu er det jo sådan, at man ikke bare kan beslutte sig for at tro.
Troen må vækkes til live i én.
Det, man imidlertid kan gøre, er at beslutte sig for gerne at ville tro.
Man kan beslutte sig for at tage imod og være åben – selv i en tid, hvor vi lukker os om os selv og holder afstand.
Man kan beslutte sig for gerne at ville tro, håbe og elske – på trods!
Så kunne det måske ske, at man fik øje på et lysglimt i mørket.
Et lille opstandelsestegn.
Naturen opstår af vinterens død lige for øjnene af os og indbyder os til at gå ud i den og tage del i den. Opstandelsen.
Opstandelsen er jo alt, der står op af døde
Al den længsel, du føler lige nu, har jo sin grund i alt det, du elsker og holder af og savner.
Måske bliver du bevidst om, at du egentlig ikke har påskønnet alt det, du havde, før nu, hvor det hele sættes på pause.
Ja, måske bliver du først nu klar over, hvor meget du i din almindelige hverdag har at være glad for.
At opdage dét er jo også en slags opstandelse.
En opstandelse fra ligegyldigheden.
Tænk, om vi kunne bruge denne Påske til – om ikke andet – så at opstå fra ligegyldigheden, fordi vi opdager værdien af alt det, vi savner!
Vores liv.
Vores hverdag med hinanden.
Ja:
”At tro er at komme
Til det, der er større,
End vi kan forstå:
Guds rige, som Kristus
Har åbnet i dagen
For os, som er små” – skriver Jørgen Michaelsen i Salmebogens salme 582

Glædelig Påske!
                                                                                          Mette - 12. april 2020

 


 

 

 

Liturgisk Langfredag den 10. april 2020 v/ Lisbeth Maj Britt Christensen

Langfredag  ….. det er ofte den af påskegudstjenesterne, der bliver valgt fra,

fordi det er den dag hvor menneskenes ondskab får sit allermest brutale udtryk….  

med forræderi - lidelse - svigt ….. Jesu død på korset….. vi vil så meget hellere høre

om Påskedags lys – om glæde - og opstandelsesfesten…..

Men egentlig……så kender vi jo alle til at være langfredagsstemte i sindet….

Hvem har ikke prøvet at savne ord eller følt sig handlingslammet ?

Eller bare så træt, at man ikke orker noget ? Som om alle kræfter og alt livsmod synes meget langt væk …….

Og netop i DEN situation, har vi BRUG for Langfredag – brug for at høre,

at heller ikke DENNE del af menneskelivet er fremmed for Gud – for hans egen søn har delt det hele med os….

Han har vist os: At lyset skinner langt klarere på mørkets baggrund ……

at glæden forekommer langt dybere, når sorgen har haft SIN tid …. at livets sejr jubler langt stærkere,

når vi har hørt om dødens nederlag……

Englænderne kalder Langfredag for ”Good Friday” – fordi det ikke KUN er sorgens dag …

men jo viser sig at blive glædens dag …..  om end det er en glæde,

der skimtes gennem tårer…..så lad os da igen høre Jesu Kristi lidelseshistorie…..

 

Salmen over alle til Langfredag er for mig at se:

Den danske salmebog 192 Hil dig, Frelser og Forsoner!

Melodien kan findes på følgende link: https://www.youtube.com/watch?v=bsonzgxIAFY

 

Forhøret hos ypperstepræsterne.

Så førte de Jesus til ypperstepræsten, og alle ypperstepræsterne og de ældste og de skriftkloge samledes.  Men på afstand var Peter fulgt efter ham helt ind i ypperstepræstens gård og sad sammen med vagtfolkene og varmede sig ved ilden.

 Ypperstepræsterne og hele Rådet søgte at få et vidneudsagn mod Jesus for at kunne dømme ham til døden, men de fandt ikke noget.  Mange vidnede nemlig falsk imod ham, men deres vidneudsagn stemte ikke overens.  Og nogle stod frem og vidnede falsk imod ham ved at sige:  »Vi har hørt ham sige: Jeg vil bryde dette tempel ned, som er bygget med hænder, og på tre dage rejse et andet, som ikke er bygget med hænder.«  Men heller ikke da stemte deres vidneudsagn overens.

 Så stod ypperstepræsten frem og spurgte Jesus: »Har du ikke noget at svare på det, de vidner imod dig?«  Men han tav og svarede ikke. Ypperstepræsten spurgte ham igen: »Er du Kristus, den Velsignedes søn?«  Jesus svarede: »Det er jeg. Og I skal se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme med himlens skyer.«  Da flængede ypperstepræsten sine klæder og sagde: »Hvad skal vi nu med vidner?  I har selv hørt bespottelsen. Hvad mener I?« Og de dømte ham alle skyldig til døden.

 Så gav nogle sig til at spytte på ham og dække hans ansigt til og slå ham med knytnæve og sige til ham: »Profetér så!« Og vagtfolkene gik løs på ham med stokke.

 

Peters fornægtelse

 Mens Peter var nede i gården, kom en af ypperstepræstens tjenestepiger forbi,  og da hun så ham sidde og varme sig, kiggede hun på ham og sagde: »Du var også sammen med ham nazaræeren Jesus.«  Men han nægtede det og sagde: »Jeg hverken ved eller forstår, hvad du mener.« Så gik han ud i portrummet. Og hanen galede.  Og pigen, som havde set ham, sagde så igen til dem, som stod der: »Han dér er en af dem.«  Men atter nægtede han det. Lidt efter sagde de, som stod der, endnu en gang til Peter: »Jo, sandelig er du en af dem; du er jo også fra Galilæa.«  Da gav han sig til at bande og sværge: »Jeg kender ikke det menneske, I taler om!«  I det samme galede hanen anden gang. Og Peter huskede det ord, Jesus havde sagt til ham: »Før hanen galer to gange, vil du fornægte mig tre gange.« Og han brast i gråd. (Mk. 14:53-72)

 

Jesus for Pilatus

 Straks om morgenen, da ypperstepræsterne havde taget deres beslutning sammen med de ældste og de skriftkloge og hele Rådet, lod de Jesus binde og førte ham hen og udleverede ham til Pilatus.  Og Pilatus spurgte ham: »Er du jødernes konge?« Jesus svarede: »Du siger det selv.«  Ypperstepræsterne anklagede ham voldsomt,  og Pilatus spurgte ham igen: »Siger du ikke noget? Hør, hvor de anklager dig!«  Men Jesus svarede ikke mere, så Pilatus undrede sig.

 Under festen plejede han at løslade en fange efter folkets eget ønske.  Der var en, som hed Barabbas, som sad fængslet sammen med de oprørere, der havde begået drab under oprøret.  Folkeskaren gik nu op til Pilatus og begyndte at bede ham om at gøre, som han plejede.  Han svarede dem: »Vil I have, at jeg skal løslade jer jødernes konge?«  Han var nemlig klar over, at det var af misundelse, ypperstepræsterne havde udleveret ham.  Men ypperstepræsterne opildnede folkeskaren til hellere at få Barabbas løsladt.  Så tog Pilatus igen ordet og spurgte dem: »Hvad vil I så have, at jeg skal gøre med ham, som I kalder jødernes konge?«  De råbte tilbage: »Korsfæst ham!«  Pilatus spurgte dem: »Hvad ondt har han da gjort?« Men de råbte blot endnu højere: »Korsfæst ham!«  Pilatus ville gerne gøre folkeskaren tilpas og løslod dem Barabbas, men lod Jesus piske og udleverede ham til at blive korsfæstet.

 

Tornekroningen

 Soldaterne førte nu Jesus ind i gården, det vil sige statholderens borg, og sammenkaldte hele vagtstyrken.  Så gav de ham en purpurkappe på, og de flettede en krone af torne og satte den på ham.  Og de gav sig til at hilse ham: »Hil dig, jødekonge!«  De slog ham i hovedet med en kæp og spyttede på ham og lagde sig på knæ og tilbad ham.  Da de havde hånet ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham.

 

Korsfæstelsen

 Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus.

 De førte ham ud til stedet Golgata – det betyder Hovedskalsted.  De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke.  Så korsfæstede de ham og delte hans klæder ved at kaste lod om, hvem der skulle have hvad.  Det var den tredje time, da de korsfæstede ham.  Og indskriften med anklagen imod ham lød: »Jødernes konge«.  Sammen med ham korsfæstede de også to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side.  Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: »Og han blev regnet blandt lovbrydere.«

 De, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: »Nå, du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage,  frels dig selv, og stig ned fra korset!«  Også ypperstepræsterne og de skriftkloge hånede ham på samme måde og sagde til hinanden: »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse.  Kristus, Israels konge – lad ham nu stige ned fra korset, så vi kan se og tro!« Også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham. (Mk. 15:1-41)

 

Jesu død

 Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time.  Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Eloí, Eloí! lamá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«  Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Hør, han kalder på Elias.«  Så løb én hen og fyldte en svamp med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke, idet han sagde: »Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned.«  Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede.  Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst.  Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndede sådan, sagde han: »Sandelig, den mand var Guds søn.«

 Der var også nogle kvinder, der så til på afstand, blandt dem Maria Magdalene og Maria, mor til Jakob den Lille og Joses, samt Salome;  de havde fulgt ham og sørget for ham, da han var i Galilæa. Og der stod mange andre kvinder, som var draget op til Jerusalem sammen med ham.

 

Gravlæggelsen

 Men da det var blevet aften, kom der en rig mand fra Arimatæa, der hed Josef, som også var blevet en discipel af Jesus.  Han gik til Pilatus og bad om at få Jesu legeme, og Pilatus befalede, at det skulle udleveres.  Så tog Josef Jesu legeme og svøbte det i et rent lagen  og lagde det i den nye grav, som han havde ladet hugge ud i klippen til sig selv. Og han væltede en stor sten for indgangen til graven og gik.  Men Maria Magdalene og den anden Maria var der og sad over for graven.

 

Gravvagten

 Næste dag, dagen efter forberedelsesdagen, gik ypperstepræsterne og farisæerne sammen til Pilatus  og sagde: »Herre, vi er kommet i tanker om, at denne bedrager, mens han endnu var i live, sagde: Efter tre dage opstår jeg.  Befal derfor, at graven skal bevogtes indtil tredjedagen, for at ikke hans disciple skal komme og stjæle ham og sige til folket: Han er opstået fra de døde. For så bliver det sidste bedrageri værre end det første.«  Pilatus sagde til dem: »Her har I vagtmandskab. Gå hen og sørg for, at der bliver holdt vagt, så godt I kan.«  De gik så hen og sikrede graven med vagter og ved at sætte segl på stenen. (Matt. 27:57-66)

 Den danske salmebog 197: Min Gud min Gud, hvorfor har du forladt mig.

Melodien findes på følgende link: https://www.youtube.com/watch?v=1r1FpeLw96U

 

Skærtorsdags prædiken v/ Lisbeth Maj Britt Christensen

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet,

da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne,

som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. Og mens de holdt måltid –

Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham;

og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder,

og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud –

så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig.

Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder

og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig.

Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: »Herre, vasker du mine fødder?«

Jesus svarede ham: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.«

Peter sagde: »Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.«

Jesus svarede: »Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.«

Simon Peter sagde til ham: »Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!«

Jesus sagde til ham: »Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne,

men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.«

Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene.

Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen,

sagde han til dem: »Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer?

I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg.

Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder,

så skylder I også at vaske hinandens fødder.

Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.«
Johannesevangeliet 13,1-15

 

 

Kære Gud – vi beder dig om til stadighed at minde os om det, som du har gjort for os og sagt til os:

”Som jeg har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder.

Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.” Amen.

 

Der er mange situationer i livet, hvor vi kan opleve at ordene ligesom ikke rigtig slår til …….

at vi også må HANDLE……. Når vi f.eks. er smaskforelskede……….

så er det bare ikke nok hele tiden at SIGE: ”Jeg elsker dig.” ……

vi må også kysse og kærtegne og VISE vores kærlighed.

 

………og sådan var det også for Jesus den Skærtorsdag aften for godt 2000 år siden,

hvor han var samlet med disciplene ved påskemåltidet – velvidende, at han snart skulle dø……..

han ville fortælle disciplene om Guds kærlighed til dem……………

og forberede dem på, hvad de skulle gøre, når han ikke var der mere…….

og her nøjedes han ikke med ord alene…….han handlede …. ved at vaske disciplenes fødder……

 

Fodvaskning var der for så vidt ikke noget mærkeligt i på Jesu tid.

Det var den måde, man bød sine gæster velkommen på. Folk gik jo i sandaler på støvede veje,

så at få vasket fødderne når de nåede frem – det var på én gang både dejligt og hygiejnisk…..

Det usædvanlige i beretningen er altså ikke fodvaskningen i sig selv – det usædvanlige er, at det er Herren –

Jesus - der vasker disciplenes fødder.

Fodvaskning blev betragtet som noget af det ringeste arbejde overhovedet –

arbejde, som slaver gjorde - det er derfor disciplen Peter så bestyrtet spørger Jesus:

 ”Herre, vasker du mine fødder?”

 

Da jeg engang læste denne tekst for et hold konfirmander, og spurgte dem:

”Hvorfor tror I, Jesus vasker sine disciples fødder ?”, da var der en konfirmand, der eftertænksomt svarede:

”Han vil måske vise dem en anden form for magt” …..hvor VAR det godt set!

 

Disciplene forstod det bare ikke – de kunne ikke fatte, hvordan Jesus -

deres Herre og Mester – kunne ydmyge og nedværdige sig til at udføre slavearbejde.

Disciplene var efterhånden kommet til tro på, at Jesus var Guds søn – Messias…...

Jesus havde jo gentagne gange vist dem sin guddommelige magt:

Og en Gud, der kan uddrive onde ånder, HAM kunne de godt acceptere…………

en Gud, der kan stille en storm på søen - DET kunne de også være med til;

en Gud, der formår at lade en død gå levende ud af graven, - Ja, SÅDAN skal en RIGTIG Gud være.     

Men en Gud ….. der af kærlighed til sine mennesker …. vil synke SÅ dybt,

at han vasker sine elskedes fødder – hvad i alverden skal man mene om ham ???

 

At Jesus vasker disciplenes fødder, får dem I DEN grad til at tvivle på, hvem han egentlig er –

måske fordi vi mennesker er så tilbøjelige til at forstå magt som overmagt –

jo ikke mindst i dag, hvor Skærtorsdag falder på den 9. april……

Vi er ikke vant til at forbinde magt med en, der tjener andre …..af kærlighed ………… 

Så at GUDS magt og hele den himmelske kærlighed skulle vise sig i slavearbejde

med forklæde og vaskefad – DET VAR simpelt hen ubegribeligt for disciplene.

 

De fattede ikke, at Jesus NETOP måtte tage den ringest tænkelige plads på jorden,

for at INTET menneske siden skulle kunne føle sig uværdig til hans kærlighed.

Peter var ikke for ringe til hans kærlighed…… Skønt Jesus vidste,

at Peter ville fornægte ham tre gange den selvsamme nat – så gik han ikke forbi Peter.

Jesus vidste også, at Judas bare få timer senere ville forråde ham i Getsemane Have –

men også Judas’ fødder blev vasket. Og alle de andre disciples – dem, der faldt i søvn,

skønt Jesus bad dem bede med sig i sine sidste timer …..

dem, der flygtede fra soldaternes sværd, da Jesus blev taget til fange -

alles fødder blev vasket. Alle blev disciplene – på trods af svig og svigt -

fundet værdige til Guds tilgivelse – værdige til kærlighedens fællesskab –

værdige - til at have lod og del med Jesus - for at de – og vi - skal forstå:

At Guds kærlighed kan rumme os alle….uanset, hvad vi har med i vor livsbagage.

 

Hvis disciplene havde svært ved at forstå Jesu handling Skærtorsdag –

så skulle det ikke blive lettere for dem Langfredag

At se HAM, som de havde opgivet alt for at følge – HAM, som de havde håbet på og troet på ….

at se HAM blive dødsdømt - mishandlet – og hængt op på et kors som en simpel forbryder –

nej, al denne ynk - det KUNNE ikke være Guds søn.   

 

Nu kan vi jo sagtens sidde her og være bagkloge…..

men hvordan skulle disciplene kunne tænke ANDET – de kendte jo endnu IKKE til

opstandelsens jubel og fryd Påskemorgen – de vidste IKKE, at Gud viser sin magt -

netop gennem afmagten – ved at tjene ……og ved at tilgive …..

De vidste ikke: ”At den, der elsker mest – er ALTID den stærkeste.”

 

Men DET er kristendommens budskab – at kærlighedens magt overvinder alt……. …..

det var også DET forbillede, Jesus gav os at leve efter – at vi skulle tjene hinanden –

tilgive hinanden - elske hinanden…..vaske hinandens fødder!!!!!

 

Enhver af os ved, hvor SVÆRT dét er….. det kan måske nok gå an at elske hele menneskeheden

sådan i overført betydning – men naboen – eller kollegaen – eller svigermoderen – ja,

DET er næsten for meget at forlange…. Ikke desto mindre – så er det det, Jesus forlanger:

Den i dit liv, der er allermest knaldHAMRENDE irriterende; den der svigter dig -

ja, måske ligefrem forråder dig – den, som du synes skylder dig en undskyldning og

som du bare ikke kan FORESTILLE dig at tilgive……det er også DET menneske,

du skal øse din kærlighed ud over. DET er det forbillede, Jesus viser os…..at lade nåde gå for ret…..

 

Paradoksalt er det, at dét med at vaske hinandens fødder…..det MÅ vi simpelthen ikke i denne påske……

i alt fald ikke i fysisk forstand…. vi må heller ikke mødes i kirken og

dele nadverens kærlighedsfællesskab med hinanden….corona-krisen betyder,

at vi må fejre påskedagene på en ANDEN måde……… Som Bibelselskabet skriver i deres slogan:

”Elsk din næste…..på afstand”…. men nu, hvor vi ikke kan HANDLE…

så kan vi måske netop i højere grad bruge ORDENE i næstekærlighedens tjeneste…

sige og skrive gode ord til hinanden….

  

Den katolske pave Frans har skrevet en lille bog, der hedder: ”Guds navn er barmhjertighed.”

Han fortæller blandt om en ung kvinde i Argentina, som han lærte at kende,

da han var sognepræst……. hun var blevet forladt af sin mand,

og stod alene med ansvaret for sine små børn…… hun havde ikke fast arbejde,

så ind imellem måtte hun arbejde som prostitueret for at skaffe mad til børnene.

Gennem kirken prøvede de at hjælpe hende med madkurve og lidt penge,

og en dag ved juletid kom hun til præsten…..

 

Han tror, at det var for at takke for pakken med mad, som kirken har sendt, og spørger hende: 

”Har De fået pakken, Frue ?” ”Ja”, svarer hun, ”den skal De også have tak for,

men jeg vil først og fremmest takke Dem for, at De aldrig er holdt op med at kalde mig Frue.”

 

Med tiltalen ”Frue” kunne kvinden bevare sin værdighed …..

hun vidste, at det var en svær løsning at prostituere sig, men det var hendes eneste udvej …..

at præsten fortsatte med at sige frue til hende, viste hende, at hun var set …..

ikke BARE som en synder, men som et Guds barn ….med behov for Guds barmhjertighed.

 

”Guds navn er barmhjertighed”, siger Frans….Lad os lagre det i hjertekulen denne Skærtorsdag…..

lad os forsøge at vise hinanden barmhjertighed, kærlighed, respekt og tilgivelse gennem gode ord……

huske på: ”At den, der elsker mest, er altid den stærkeste.”

Amen.

 

Jeg synes, at nedenstående salme passer så smukt til dagens tekst….

melodien kan findes på Youtube på linket https://www.youtube.com/watch?v=rojcqSk1Oyw

 

1.  Gør mig til redskab for din fred!

     Hvor hadet gror, lad mig så kærlighed.

     Hvor uret råder, lad mig skabe ret,

     hvor tvivlen nager, tro på dig.

     Åh Herre, lad mig ikke tænke på,

     om jeg bliver trøstet, men om jeg kan bringe trøst,

     om jeg forstås, men om jeg kan forstå,

     om jeg elskes, men om jeg kan elske andre.

 

2.  Gør mig til redskab for din fred!

     Hvor mørket truer, lad mig tænde lys.

     Hvor håbløsheden hersker, bringes håb,

     hvor sorgen knuger, trøst fra dig.

     Åh Herre, lad mig ikke tænke på,

     om jeg bliver trøstet, men om jeg kan bringe trøst,

     om jeg forstås, men om jeg kan forstå,

     om jeg elskes, men om jeg kan elske andre.

 

3.  Gør mig til redskab for din fred!

     Når vi forlader skyld, vil du forlade,

     for det er ved at give, at vi får

     og ved at dø, at vi opstår.

     Åh Herre, lad mig ikke tænke på,

     om jeg bliver trøstet, men om jeg kan bringe trøst,

     om jeg forstås, men om jeg kan forstå,

     om jeg elskes, men om jeg kan elske andre.

 

4.  Gør mig til redskab for din fred!

     Hvor hadet gror, lad mig så kærlighed.

     Hvor uret råder, lad mig skabe ret,

     hvor tvivlen nager, tro på dig.
    

Tekst:     Frans af Assisi

Melodi:   Sebastian Temple 1975


 

 

 

Indtog – en Palmesøndag prædiken i en corona-tid v/Mette Magnusson
Indtog kan vel være af så mange slags, men fælles for dem alle er,

at ordet ”indtog” i sig selv indikerer noget overvældende.
Noget voldsomt.
Måske noget pompøst og storslået.
Men man kan vel også bruge ordet ”indtog” i forbindelse med,

at Covid-19 – eller coronavirus - har holdt sit indtog her hos os, ikke bare i Danmark

men i hele Verden, startende med det voldsomme indtog i Wuhan-provinsen i Kina.
Siden da har den ført sig frem og holdt sit indtog i ganske mange lande – ja, i hele Verden –

ikke på nogen pompøs og storslået måde – men voldsomt hærgende,

ødelæggende og uden hensyn til noget som helst eller nogen som helst.
Den er en voldsom modstander, som ingen kan uskadeliggøre men blot forsøge at inddæmme.
Og det gør sundhedsmyndighederne så med gode råd og vejledninger til regeringen,

der derefter med deres love og regler forsøger at beskytte befolkningen fra

at blive alt for let et bytte for den voldsomme magt.
Covid-19 er godt i gang med sit globale indtog.
Det er ellers et noget andet indtog, dagen i dag Palmesøndag er kendt for.
Det er Jesu indtog i Jerusalem, der på én gang var ydmygt og storslået.
Ydmygt, fordi det foregik på ryggen af et æsel, et simpelt træk- og arbejdsdyr,

som selv den fattigste landmand kunne være ejer af.
Storslået, fordi folkene i Jerusalem gjorde det storslået ved at hilse Jesus med alle de fagter,

man normalt ville udvise i forbindelse med en mægtig hærførers eller en kongelig persons ankomst til sin by:
De skærer palmegrene af træerne, som de står og vifter med på samme måde,

som der viftes med dannebrogsflag, når dronningen på sit sommerkrydstogt ankommer til en provinsby i Danmark.
Og de lægger deres kapper på jorden på samme måde, som man i eventyrerne kan læse om,

at prinser gør det for prinsesser, eller helte for heltinder, for at skåne prinsessers og heltinders små sarte fødder.
Men det er dog hverken for at skåne nogle små sarte fødder eller for at hilse en kongelig velkommen,

at indbyggerne i Jerusalem opfører sig på denne måde. Det er simpelthen fordi,

de gør deres bedste for at vise ære, tillid og respekt til den person, det lille æsel kommer slæbende med på sin ryg.
De viser Jesus deres hengivenhed.
Men hengivenheden stikker dog ikke dybere, end at de få dage senere så let som ingenting

kan vendes mod ham ved lidt udspekuleret lobbyisme – det ville man sikkert have kaldt det i dag –

og i stedet for at hylde ham, da han efter at være blevet overgivet til Pontius Pilatus

træder frem på den romerske befalingsmands balkon, fordi denne rent faktisk tænker på at løslade ham –

ja, så råber de hverken ”hurra” eller ”længe leve” – nej, de råber: ”Korsfæst ham. Korsfæst ham.”
Og deres råb sejrede.
Storslåede indtog ender ikke altid så storslået, som de begyndte.
Lad os håbe, det går ligesådan med Covid-19´s indtog her hos os.
Lad os håbe, vi får bugt med den.
Men lad os også håbe, vi lærer noget af den.
Nu er det jo ikke alting, der egentlig har et formål eller tjener en sag –

men det meste af det, vi udsættes for, kan man faktisk alligevel lære noget af.
Jesu indtog, Jesu pinsler, Jesu død tjente en sag. Nemlig den sag at forlige os med Gud ved at tage straffen

for alle menneskers synd. Også dem, der altid påstår, de er uden synd – og dem er der en del af!
Jesus påtog sig straffen for vores synd og gik igennem lidelsen og døden for vores skyld

og helt om på den anden side af døden.
For vores skyld.
Og så lovede han os, at vi i troen på ham i stedet skulle få evigt liv,

og at han ville være med os alle dage – lige til Verdens ende.
Derfor havde hans indtog, hans lidelse, hans død og hans opstandelse et formål.
Det tjente en sag.
Vores sag.
Jeg er tror ikke på, at covid-19 tjener nogen sag eller har et formål –

men derfor kan vi jo godt prøve at lære noget af den situation, den har bragt os i.
De fleste af os vil lære, at vi faktisk elsker og savner den hverdag, vi plejer at være en del af, på godt og ondt –

ja, vi opdager måske oven i købet, at vi længes efter det, der normalt irriterer os lidt!
Mange af os vil også lære, at ensomhed og isolation kan være frugtbar – især, hvis vi kan se en ende på den!
Det kan være meget frugtbart og sundt både at kede sig og længes.
Ja, lad os sammen – hver for sig – glæde os over at længes tilbage til vores liv med hinanden.
Lad os længes efter en opstandelse fra corona-stilheden – og stilstanden. Den skal nok komme på et tidspunkt,

på samme måde som Jesu indtog i Jerusalem også endte med en opstandelse –

selv om der skulle ske så meget ondt, inden det kom så vidt.

                                                                   Amen
 

Corona-tanker 8. april

Kirkerne er lukkede – men læg mærke til, at der er lys på dem – i hvert fald her i Køng og Svinø.
For…. ”lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke bugt med det,”

som Johannes skriver i starten af sit evangelium.
Når der er lys på kirken, så minder det os nemlig om alt det, kirken er symbol på –

også selv om den er lukket, og det minder os først og fremmest om, at det,

som kirken er symbol på, stadig er tilstede hos os - selv om kirkebygningen er lukket.
Den kristne tro har vi – den er ikke lukket!
Den kristne tro, det kristne håb, den kristne trøst og kærlighed er jo det egentlige.

Det, der var der, før vi byggede kirkerne – ja, det der var årsag til, at vi byggede kirkerne.
Vel er kirkerummet noget særligt, fordi det er dér, vi normalt går hen

for at være sammen om den kristne tro. Men troen mister ikke sin betydning,

fordi kirken er lukket – måske kan det ligefrem tilskynde os til at give troen mere plads i det liv,

vi netop nu i corona-krisen hver især er henvist til at leve med savn og længsel efter samvær.
”Vi er Guds hus og kirke nu,
Bygget af levende stene,
Som under kors med ærlig hu
Troen og dåben forene;
Var vi på jord ej mer end to,
Bygge dog ville Han og bo
Hos os i hele sin vælde” …skriver Grundtvig i salme 323 i Salmebogen

                                                                            Mette – 8. april
 

Corona-tanker 6. april
Vi er i ”Den stille uge”.
Den stille uge er den sidste uge i fastetiden – tiden op til påske.

Rigtig påske er det nemlig først på søndag – Påskedag.
I den stille uge har vi både Skærtorsdag og Langfredag.
Skærtorsdag er dagen, hvor Jesus indstiftede nadveren ved det sidste aftensmåltid,

han spiste sammen med disciplene.
Langfredag er dagen, hvor Jesus bliver korsfæstet og hænger på korset og dør.
Egentlig kom hele corona-nedlukningen til at passe så fint til den stille tid,

som udgør fastetiden, og måske oplever vi i år i den stille uge i højere grad stilheden,

fordi det netop ellers er i disse dage, vi normalt ses med venner og familie.
Noget, der derfor både præger fastetiden og denne coronalukkede tid er længslen.
Vi længes.
Vi længes voldsomt efter samvær.
Efter hygge.
Efter fællesskab.
Ja, vi længes vel dybest set efter en opstandelse fra den Corona-stilhed,

der har sænket sig over os alle.
Og den skal nok komme – opstandelsen. Men kirkeligt set – kommer fejringen af opstandelsen

dog før corona-opstandelsen, for Kristi opstandelse fejrer vi Påskedag – uanset corona-stilheden.
Men i år fejrer vi den anderledes: Vi hejser flaget ved kirken. Vi kimer med klokkerne,

og vi har lys på kirken, når det bliver mørkt, og vi har en påskeprædiken både på hjemmeside og facebook-side.
Jo, det bliver Påske – også i år.
Men først er det tid til stilhed.
”Stille er min sjæl til Gud,
Til min Gud, som hjælpe kan;
Verdens trøst kan snart gå ud,
Flyder hastigt bort som vand.
Løb, min sjæl, fra verdens bo,
Træng dig ind til Gud i ro!”
Brorson – salme 645 i Salmebogen
 

                                               Mette – 6. april
 

 

 

Corona-tanker:
Da jeg trak gardinerne til side i går morges, stod der et rådyr lige på den anden side af gårdspladsen,

der hvor baghaven begynder, og kiggede på mig. Da vi havde stået helt stille begge to

og kigget på hinanden et lille stykke tid, fortsatte vi begge med hver vores gøremål:

Rådyret bed i noget buskads og forsvandt stille omkring hjørnet til konfirmandstuen,

og jeg gik videre igennem huset og trak de andre gardiner fra.
Et kort møde midt i dagens gøremål.
Vi var langt fra hinanden – men vi så hinanden.
Jeg kan jo ikke vide, om rådyret tænkte mere over det møde, men det gjorde jeg.
Det var dejligt at se et andet levende væsen bare et lille øjeblik,

selv om vi var på langt mere end coronaafstand.
Bare et lille øjeblik at føle sig som en del af Guds skaberværk uanfægtet af den coronakrise,

der ellers hærger landet og Verden.
Jeg kiggede efter rådyret igen i morges. Men da var det der ikke.

Hvilket minder mig om, at det er vigtigt at huske de små glæder i hverdagen,

der forsvinder lige så pludseligt, som de dukker op.
Ja, lad os samle på de små glæder i hverdagen. Det er dem, vi skal leve ved og af –

især når hverdagen ellers er bøvlet og ensom og helt forkert i forhold til,

hvordan det plejer at være – og som vi kunne ønske, den skulle være.
”Nåden er hver levet dag,
Hvert tilfældigt møde.
Nåden er det levende,
Som står op af døde.”
Johannes Møllehave Salmebogens salme 522.
 

                                                      Mette – d. 3. april 2020
 

 

 

Corona-tanker,
Som så mange andre har jeg snart fået øvelse i at holde skype-møder,

selv om det er en lidt nødtørftig måde at mødes på.
Før mit første skype-møde tog jeg en rød bluse på, redte håret og tog også læbestift på

– og der sad jeg så – så pæn og nydelig som jeg nu kunne blive den dag,

mens det gik op for mig, at de andre bare så en blå firkant med mit navn under,

når det var mig der talte.
Jeg havde ikke noget kamera på min computer!
Sådan kan man jo af og til opleve at have gjort sig anstrengelser til ingen verdens nytte.
Nu var det her jo i den absolut mindre målestok – men tænk på alle de restauranter og hoteller,

der har forberedt sig til påske-rykind, eller på de familier, der havde glædet sig til at se hinanden

i påsken eller til andre mærkedage, eller på konfirmanderne,

der nu må vente med længsel på den store dag, der er blevet udskudt – ja, eller på kirkerne,

der formodentlig må holde lukket i Påsken og finde nye veje at nå ud til folk på.
Somme tider er det dog godt at opdage, at vi mennesker ikke kan styre alt –

og heller ikke forudse og dermed forberede os på al ting.
Somme tider må vi bare tage virkeligheden på os, som den nu engang er, og være i den –

uagtet at vi ellers havde forberedt os på noget helt andet. Ja, tage imod det liv,

der er vores - også når det er svært.
Himmelske Far!
Gør mit sind åbent for dagen, som kommer til mig,
så jeg ikke frygter de opgaver og udfordringer,
jeg skal møde,
Men stoler på din trofasthed,
Og tager imod dagen som en gave fra Dig. (Salmebogens bøn nr. 5)


                                             Mette d. 2. april 2020
 

 

 

”Kirkeklokke! ej til hovedstæder
Støbtes du, men til den lille by,
Hvor det høres trindt, når barnet græder
Og inddysses blidt ved vuggesang”
                                             Grundtvig 1845


Hvem ringer klokkerne for?
Ja, som regel ringer kirkeklokkerne for at fortælle, at der er gudstjeneste eller begravelse,

og når der ringes med den glade kimning (små hurtige slag), så er det for at fortælle,

at nu skal der være bryllup, eller nu er det en særlig helligdag som f.eks. Jul, Påske og Pinse.
I øjeblikket er det dog ikke særlig festligt, og der ringes slet ikke til gudstjeneste,

for der holdes ingen gudstjenester i landets kirker, men der ringes stadig

morgen og aften med kirkeklokkerne.
Vi kalder det, at ringe solen op og ringe solen ned.

Fra gammel tid kaldes der med disse to ringninger til bøn og eftertanke.
I denne corona-tid, har især aftenringningen fået status af en slags corona-ringning,

for når vi hører aftenringningen, så er det foreslået, at vi i særlig grad beder for de,

der nu er syge af corona, de, der kæmper for livet i respirator på intensiv afdelingerne,

og for deres pårørende, der ikke som ved andre sygdomme,

kan sidde hos dem og holde dem i hånden.

Men bed også for sundhedspersonalet, at de må have kræfter nok til at gennemføre deres krævende arbejde.
Så lyt efter, når kirkeklokkerne ringer deres aftenringning

– nogle steder kl. 16, andre steder kl. 17 eller 18 – og bed for de syge.
 

Mette 31. marts 2020
 

 

 

Corona-tanker 22. marts:
I den traditionelle kirkebøn til søndagsgudstjenesterne beder vi om,

at Gud vil trøste og styrke alle dem, der er syge og sorgfulde, enten de er fjern eller nær.
Lad os også gøre det i dag – hver især, selv om vi ikke er samlede til gudstjeneste.
Hver dag stiger antallet af døde, antallet af indlagte på intensivafdelinger, antallet af de,

der er lagt i respirator og antallet af smittede med covid-19 i det hele taget.
Voldsomst er det dog stadig uden for vore grænser, især i Spanien og Italien, h

vor vi i fjernsynet kunne se de rystende billeder af militærkøretøjer,

der bragte døde ud af byen Bergamo i Norditalien.
Men der er mange andre lidelser end covid-19 i verden også.
I dag kunne man vågne op til meddelelsen om kraftigt jordskælv i Kroatien,

og så er der jo masser af alvorligt syge mennesker i hele verden,

ramt af fysiske og psykiske lidelser, naturkatastrofer, krig, vold, terror.
Lad os ikke glemme dem.

Salmebogens bøn nr. 92:

Herre Kristus, Guds Søn,
Du kommer med din fred ind i vores urolige verden.
Hjælp os i dag at åbne vore hjerter for dit stærke ord,
så vi fornyes, modnes, styrkes.
I en verden, hvor så meget er omskifteligt, flygtigt -
hjælp os at kende forskel på det ægte og det tomme.
Velsign os og lær os at kende din vilje med vort liv.
Du kender det, som truer os,
du kender vore sorger, vore begrænsninger, vore svigt.
Vi beder dig, hold fast i os,
som ikke selv formår at holde fast ved dig og dit bud om kærlighed.
Herre, vær med dem, vi er knyttet til og afhængige af.
Vær med alle nødstedte mennesker, alle ramt af ydre eller indre nød.
Giv os ved din Ånd troen på, at intet er så ondt, at det ikke kan brydes.
Giv os øjne at se med, så vi ikke går forbi den godhed, der møder os,
ikke går forbi de kilder, der er, til håb og glæde.
Ja, lad troen og håbet vokse i os,
så der kan blive kærlighed og glæde,
hjælpsomhed og nærvær i vort liv med hinanden.

Mette 22. marts 2020
 

 

Corona-tanker: 

”Vær mig nær, thi uden dig

Ensomhed mig truer;

Vær mig nær, thi uden dig

Jeg for mørket gruer!

Hold mig med din faderhånd,

Så jeg dig fornemmer;

Fri mig ud af mørkets bånd,

Så min frygt jeg glemmer!”

 

Sådan skriver Jakob Knudsen i aftensalmen ”Tunge, mørke natteskyer”,

og det ”dig” han henvender sig til, er naturligvis Gud.

Jakob Knudsen var bange for mørket, fortælles det, og for ham blev mørket en slags tegn på døden

– ja på alt det, der kunne true.

I dag kan vi tænke corona-virus ind i det mørke, der truer os,

og så giver salmen både trøst og mening for os lige nu.

Mange af os trues af ensomhed i disse coronatider – især hvis vi bor alene og ikke kan være sammen med dem,

vi plejer at ses med: vores arbejdskammerater og kolleger, vores nærmeste,

som måske er gamle eller har sygdomme, der gør,

at vi netop i øjeblikket skal holde af dem ved at holde os fra dem.

Når man så sidder her i sin ensomhed og føler at mørket truer, så prøv at vend det om, for alt det samvær,

vi savner lige nu, er jo det, der normalt giver vores liv mening og fylde og glæde.

Måske er det lærerigt at blive taget ud af en sammenhæng for en tid for at kunne påskønne den sammenhæng,

som man under normale omstændigheder er så heldig at være en del af.

Ja, man kan måske ovenikøbet fyldes af taknemmelig over det hverdagsliv,

man under normale omstændigheder lever, og på den måde bliver der tændt lys i mørket.

                                                                                       Mette – 21. marts 2020

 

 

Tanker:

Dagene længes, vinteren strenges… står der i Brorsons salme ”Her vil ties, her vil bies.

Og dagene længes i øjeblikket.

Foråret er virkeligt på vej og alting springer ud, og fuglene synger,

og solen har skinnet i dag, og himlen har været så dejlig blå.

Samtidig er det ikke så meget vinteren, der er blevet strengere, som corona-smitten,

der nu for alvor har fået fat i den danske befolkning. Nu er der over 1000, der er testede positive,

og derudover er der sikkert mange, der er smittede og har sygdommen i mildere grad

uden at have kontakt til sundhedsmyndighederne. Så dagene længes – og coronaen strenges….

Sygehusene opruster, ekstra personale indkaldes, og også på det kirkelige område arbejdes der ekstra,

selv om alle gudstjenester i øjeblikket er aflyste.

Biskopperne har dagligt Skype-møde – både med hinanden og med andre relevante.

Efterfølgende har biskoppen – her i Roskilde Stift i hvert fald – Skype-møde med provsterne,

der derefter melder retningslinjer ud til præster og menighedsråd.

Derefter er der hver eneste dag tvivlsspørgsmål, der skal tages stilling til.

Den ledende beredskabspræst er ved at få beredskabet i stand med præster fra alle provstier,

hvoraf en eller flere bliver tilknyttet et bestemt sygehus og skal oplæres i brug af værnemidler og sikkerhedsudstyr.

Dagene længes – og coronaen strenges…

Vi skal huske at nyde, at dagene længes og nyde alt det forår, der i øjeblikket springer ud og springer os i øjnene.

Vi må ikke synke i dette, at coronaen strenges, men vi skal passe på os selv og hinanden

– og samtidig være der for hinanden gennem mail og telefon.

Men den isolation, vi så alligevel kommer i på denne måde, ved at vi skal holde os fra hinanden,

ja, den kunne vi måske bruge på en frugtbar måde.

Der er tid til at tage sit liv op til revurdering.

Der er tid til at tænke.

Der er tid til bøn og stilhed og samvær med Gud, nu når vi ikke kan være sammen med så mange andre….

og lige præcis dette sidste er måske ikke så ringe endda.

Det er måske oven i købet rigtig godt.

Vi må væbne os med tålmodighed.

Vi må vente.

Her vil ties, her vil bies,

Her vil bies, o svage sind!

Vist skal du hente, kun ved at vente,

Kun ved at vente, vor sommer ind.

Her vil ties, her vil bies,

Her vil bies, o svage sind!

           Brorson 1765

                                                                

Pas på jer selv og hinanden – hold afstand!

Guds velsignelse ønsker jeg jer alle

                                                                 Mette - 19. marts 2020

 

Flere corona-tanker:

Mange af os har det nok sådan, at det næsten ikke er til at holde ud at være i den situation,

vi er havnet i med sygdommen covid-19, der får mere og mere tag i vores samfund.

Nogen synes ligefrem ikke, de kan holde ud at høre mere om corona-virus,

og det kan vel dybest set skyldes vores forskellige måde at reagere på.

Nogen nedtoner det hele og synes, der bliver overreageret.

Andre bliver slået omkuld af den meget information, vi hele tiden har mulighed for at få,

fordi de konstant holder sig opdateret.

Egentlig er det to sider af samme sag.

Når vi mennesker bliver bange, er der nogen, der fornægter det, de er bange for.

Vender sig væk fra det. Vil ikke vide af det. Negligerer det.

Andre går ind i det, søger oplysning om det og forestiller sig det værst tænkelige og bliver meget bange.

Og pludselig bliver det for meget.

Enten kan man ikke blive ved med at negligere det, fordi det simpelthen er for voldsomt

og bryder igennem vores forsvarsmekanismer.

Eller også går man til grunde i forestillingerne om alt det forfærdelige, der kan ramme os.

Der er ingen af de reaktioner, der er særligt konstruktive.

Til gengæld er de meget menneskelige.

Men enten vi nu hører til den ene eller til den anden type, så er det vigtigt,

at vi bruger vores fornuft – hold nu afstand!

Det er ikke nu, I skal holde de store sammenkomster – eller gå til dem – udskyd dem!!!!

Lad os passe på hinanden og dem, for hvem covid-19 vil være fatal!

Men det er også vigtigt, at vi giver os selv lov til at lade vore følelser komme til udtryk

og sætte ord på vores frygt og vores afmægtighed.

Her kan en snak med Gud være en oplagt mulighed – ja, ligefrem en rigtig god idé,

for Ham behøver vi ikke holde afstand fra!

Ham kan vi lukke helt ind i vore hjerter og betro ham alt det, vi er allermest bange for.

 

Våg du, Herre,

Med dem, der våger eller græder i denne nat.

Beskærm dine syge,

Lad dine trætte finde hvile,

Velsign dine døende,

Trøst dine lidende,

Forbarm dig over dine bedrøvede,

Og vær med dine glade

                      Bøn nr. 30 i Salmebogen

 

Pas nu godt på hinanden – hold afstand!

                                Mette - 17. marts 2020

 

Den første corona-søndag: 

Stilhed

Intet solskin

Ingen biler

Ingen mennesker

Ingen gudstjeneste

Ingen gudstjeneste???

Nej!

Intet nærvær og snak over kaffen i våbenhuset

– eller ved pølsevognen, som det skulle have været idag

Savn

Ængstelse

Bekymring

Intet trøstens ord?

Intet håb?

Jo!

Håb, tro og bed!

 

Paulus skriver:

For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende

eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed

i Kristus Jesus, vor Herre. (Rom.8,38-39)

 

Coronatanker – Mette 15. marts 2020

 

Corona- tanker:

Jeg vågnede lørdag morgen til en vidunderlig solskinsdag, som jeg tog hul på med en gåtur sammen med min hund.

Selv om det var koldt og der var is på vandpytterne, var luften skarp og frisk, og himlen var så blå så blå.

Der var ingen vind.

Og der var faktisk heller ikke ret meget andet.

Næsten ingen biler.

Næsten ingen mennesker.

Midt på Næstved-Vordingborg landevejen kunne jeg føre samtale med mine genboere,

der kom gående på modsatte side, tværs over landevejen, uden at vi blev forstyrret af en eneste bil.

Så smukt, fredfyldt og stille var der denne morgen.

Men på grund af noget så grimt og voldsomt.

Corona-virus.

Covid-19.

Mine tanker går til dem, der nu er i kritisk tilstand p.g.a. covid-19. Til deres familier og pårørende.

Hvornår rammer det her i vores lokalsamfund?

Hvornår rammer det dem, jeg holder af?

Hvornår rammer det nogen jeg kender?

Sådan tænker vi måske alle sammen, og derfor må vi stå sammen – netop ved at holde afstand.

Men når frygten sniger sig ind på os, og vi ikke kan være fysisk nær ved nogen,

så vend blikket mod salmebogens afsnit med bønner. Der er så mange gode bønner at læse,

som kan være med til at sætte ord på vores frygt og uvished – f.eks. denne:

 

Vi forstår ikke

53. Evige Gud!

Du er barmhjertig og kærlig,

men vi forstår ikke dine veje:

Børn må lide under voksnes ondskab og kulde.

Unge mister modet, fordi ingen har brug for dem.

Ulykker rammer sagesløse i blinde.

Umærkeligt sniger sygdomme sig ind på os.

Uden nåde hærger sulten.

Smerten og mismodet,

livsleden og døden

stjæler glæden og livslysten fra os.

Vi er afmægtige og værgeløse.

Derfor beder vi dig:

Lad din gode vilje ske

Lad dit herredømme bryde frem,

og brug os i din tjeneste.

 

 Mette – 14. marts 2020

 

 

 

 

(Pladsholder for prædiken)