Udgivet: 06-04-2021

 (NB! Nyeste øverst på siden, ældste nederst)

Prædikener og Coronatanker:

Prædiken v./ Mette Magnusson:

 

Påskedag 2021 4/4 – Køng kl. 8 – Svinø kl. 10.30

 


På Kirkegården v. fællesgraven:
Evangelium
Fadervor
218: Krist stod op af døde (mel. Førreformatorisk leise)

I Kirken:
Præludium
1.salme: 408 – Nu ringer alle klokker (mel. Weyse 1837)
Hilsen – ingen korsvar
Kollekt – ingen korsvar
Trosbekendelsen siges, og vi siger selv amen
Musik eller sang?
Prædiken
2.salme: 241 – Tag det sorte kors fra graven (mel. Rung 1847)
Bøn – ingen korsvar
Velsignelse – Korsvar: 3 x Amen
3.salme: 217 – Min Jesus lad mit hjerte få (mel. Carl Nielsen 1914)
Postludium

 

 


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:

 

Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.

Markusevangeliet 16,1-8

 

 

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.

 

”Tror du på, vi har en sjæl?” – spurgte John mig, mens han stod med sækkevognen uden for min mors hus.
John, er min mors havemand – ja, han har faktisk hjulpet hende med alt muligt i de sidste år, hun boede i sit hus, og nu var han i gang med at hjælpe mig med at tømme huset og rydde op både ude og inde og gøre det klart til at blive solgt.
Han havde netop bakset med nogle udslidte havemøbler omme fra baghaven og ud til sin anhænger for at køre det på genbrugspladsen, da spørgsmålet kom.
”Ja, det mente jeg da nok, jeg troede på,” sagde jeg.
”F.eks. er jeg ret sikker på, at min far, som jeg mistede i en ret ung alder, har været med mig igennem hele mit liv”, fortalte jeg ham.
”Men der er nogen, der siger, at når vi er døde, så er vi bare væk”, sagde han, ”og nogen siger, vi er væk lige til Jesus kommer igen og opretter Gudsriget på jorden.”
Ja, det er faktisk et spørgsmål, jeg selv har gået og bøvlet med mange gange, for jeg kan ikke forlige mig med, at vi bare skulle ligge nede i den kolde jord og vente.
Jeg vendte det engang med en kollega, der sagde: ”Jamen selvfølgelig er der en opstandelse umiddelbart efter døden, ellers kunne Jesus da ikke sige til den ene af røverne på korset: I dag skal du være med mig i Paradis.”
Det fortalte jeg John, der også fortalte – hvad han har gjort flere gange før - at hver gang han kommer til kirkegården og står ved sig kones grav, så skinner solen – også selv om det er gråvejr.
Spørgsmålet: Tror du på, vi har en sjæl – dækkede jo ligeså meget over spørgsmålet: Tror du på opstandelsen? – Altså opstandelsen umiddelbart efter døden.
Her kan jeg ikke lade være med at tænke på en gammel kirkesanger, der var her, da jeg startede i Køng og Svinø.
Da han til sidst blev syg, og jeg besøgte ham, mens han lå i sengen, snakkede vi også om opstandelse, og han sagde: ”Jo, ser du, der er jo den lille opstandelse og så er der den store opstandelse.”
Den lille opstandelse er, når hvert enkelt menneske dør, og vi opstår til samvær med Gud. Den store opstandelse er, når Jesus Kristus kommer igen for at oprette Gudsriget på Jorden og dømme levende og døde.
Tilbage til John, der spurgte: ”Men hvad så med dem, der har været gift flere gange. Hvem skal de så være sammen med. Det bliver da lidt rodet.”
Og det kan jeg jo godt se – men jeg tror ikke, vi skal tænke så håndgribeligt.
Jeg tror, vi skal lade det evige liv, og hvad der i øvrigt sker efter døden, ligge i Guds hånd, og så må vi koncentrere os om at leve så godt og så rigtigt i det liv, vi har lige nu her på Jorden.
Og det er vist udfordring nok for os!
Men somme tider, kan tankerne jo godt glide af sted, og man spekulerer på, hvad der sker, når man dør – men mon ikke vi skal lade være med at presse vores menneskelige logik ned over noget så stort og svært forståeligt?
Og alligevel er det jo lige præcis det, vi beskæftiger os med her Påskedag. Og som vi også synger om i et hav af salmer: Opstandelsen.

”Krist stod op ad døde,
I Himlen vi Ham møde” – sang vi ude på kirkegården, og vi startede her i kirken med at synge:
”Guds børn skal holde med engle bøn
Med jubel i Paradis-haven”
Og om lidt skal vi synge:
”Ja, Han er her Guddomsmanden!
Sprængte er nu dødens bånd”

Og til slut skal vi synge:
”Før så mig arme synder hjem
Med din retfærdighed
Til dit det ny Jerusalem,
Til al din herlighed!”

Ja, jeg tror vi har en sjæl.
Ja, jeg tror på opstandelsen – men jeg kan ikke forklare det!
Og det skal jeg vel netop heller ikke.
Det er jo derfor det hedder ”tror” og ikke ”ved”.
Det er en hengivenhed, en tiltro, en overbevisning, som bærer igennem de mørkeste dage, når alt går imod og er svært.
Det bærer igennem ensomhed og sorg – og hvis ikke jeg havde den tro, så kunne jeg slet ikke leve.
Så enkelt er det.
Og hvis man har det sådan, så ser man også tegn, der underbygger det, man tror:
Solskin i gråvejr på kirkegården;
Følelsen af nærvær med dem, man har mistet – og man lægger måske i højere grad mærke til opstandelsestegnene også i naturen:
– solen – vinden – fuglesangen – og tilfældige møder med mennesker – og vigtige spørgsmål midt i dagligdagens gøremål.
Tro du vi har en sjæl?
Tror du på opstandelsen?
Ja – hvad i alverden skulle jeg da ellers gøre!
”Ja, Han er her, Guddoms-manden!
Sprængte er nu dødens bånd!
Han er visselig opstanden,
Og Hans ord er liv og ånd!
Nu en forårsmorgen skøn
Rinder op for os i løn,
Og, som påskesalmen klinger,
Vokser sjælens fuglevinger.”
 

Amen.


 

 

 

Midfaste – Køng. D. 14. marts 2021 kl. 10.30

 


Præludium
1.salme: 29: Spænd over os dit himmelsejl (mel. Hans Holm 1988)
Hilsen – Nåde være med jer
Kollekt – siger selv amen
Evangelium – Gud være lovet
Trosbekendelse – sluttes med Amen
Prædiken
Musik
Nadver efter hjemmealtergangsritual – uden korsvar
2.salme:476: Kornet, som dør i jorden (mel. Harald Herrestahl 1976)
Fadervor – sluttes med Amen
Hilsen – Modtag Herrens velsignelse
Velsignelse 3 x Amen
3.salme: 645: Stille er min sjæl for Gud (mel. Pontoppidan 1740)
Postludium
 

 


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

 

Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. Påsken, jødernes fest, var nær. Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: »Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?« Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre. Filip svarede ham: »Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.« En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham: »Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?« Jesus sagde: »Få folk til at sætte sig.« Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have. Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple: »Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.« Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist. Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de: »Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden.« Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene.

 

Johannesevangeliet 6,1-15

 

 

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.

 

Mens jeg læste teologi på Københavns Universitet, boede jeg i en periode i nærheden af den lille stationsby, Viby, syd for Roskilde. Det samme gjorde én af mine lærere, så vi fulgtes tit ad i toget og fik snakket os ind på livet af hinanden.
Det viste sig, at han havde gået i skole med min morbror og også havde kendt min morfar.
Det blev starten på et godt og måske lidt pudsigt venskab: den unge naive studerende og den gamle lærde lærer, der aldrig rent faktisk fik skrevet en disputats – men kunne have skrevet mange – hvilket da også blev honoreret med titlen æresdoktor ved Københavns Universitet.
Om sommeren blev jeg inviteret på besøg hos ham, mens hans halvvoksne døtre var på besøg. Det var ganske særligt, for han boede langt ud af en grusvej, der endte i udkanten af en skov, hvor han havde et lille hus – ja – faktisk var der to – der også havde været hans barndomshjem. Her holdt han høns, og dyrkede grøntsager i små rydninger i det temmelig store jordområde, der var hans, og når jeg kom på besøg, så slagtede han en høne, og vi fik kartofler og jordbær af egen avl, og så gik vi en tur i skoven.
Det var et liv, der stod i skærende kontrast til det hektiske Københavnerliv, man stod af toget og gik ud i, når man kom til Nørreport Station og gik ned ad Købmagergade mod det teologiske Fakultet.
Han levede meget enkelt, og alligevel så kan jeg huske, han sagde: ”Det er nu alligevel meget, der skal til for at holde bare et enkelt menneske kørende i denne verden. Man kan jo godt engang imellem overveje, om det kan betale sig!”
Sætningen har jeg båret med mig livet igennem, når noget er blevet for stort og krævende og for overdådigt.
Der er så meget, mennesket af i dag ikke synes, de kan leve for uden. Så meget, de synes, er en nødvendighed. Så meget, de synes er en menneskeret at have, eje, opleve og få.
Men hvad er egentlig nødvendigt, når det kommer til stykket: 2 fisk og 5 brød – eller altså i virkeligheden meget lidt af alt det, vi bilder os ind, er nødvendigt!
Og hvis vi giver afkald på noget af det, vi har så meget af, så vil vi opleve, at vi sagtens kan leve af det lidt, der bliver tilbage.
Jeg ved godt, jeg taler som en velnæret vesterlænding – og det er muligvis også kun her – og ikke i 3. Verdens lande, jeg kan tillade mig at sige dette – og alligevel – så handler det vel dybest set om at gå ind i det nu, vi befinder os i og få det bedste ud af det, vi i dette nu har til vores rådighed - og så opdage – at det faktisk er nok.
Det bedste er ofte det, der ikke koster noget.
Det bedste er livet, vi har med hinanden – det enkle og ligetil liv – uden så mange finesser – for mennesket lever ikke af brød alene – men af hvert ord, der udgår af Guds mund!

 

Amen.


 

 

 

 

3.s.i fasten 2021 – d. 7. marts – Køng kl.10,30

 


Præludium
1.salme: 661: Gud ene tiden deler
Hilsen – Nåde være med jer
Kollekt – selv amen
Evangelium – Gud være lovet
Trosbekendelse – sluttes med Amen
Musik
Prædiken
655: Er du modfalden, kære ven
Fadervor – sluttes med Amen
Hilsen – Modtag Herrens velsignelse
Velsignelse 3 x Amen
2. salme: 658: Når jeg er træt og trist
Postludium
 

 


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

 

Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig. Men nogle af dem sagde: »Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.« Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham. Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: »Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer. Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder. Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.« Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: »Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!« Men han svarede: »Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!«

 

Lukasevangeliet 11,14-28

 

 

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.


For nogle måneder siden stødte jeg på en indspilning med Politikoret, der stod på gårdspladsen i Politigården i København og sang en sang om corona på melodien til ”Åh, Marie A wil hjem til deg”, og hvert vers endte med ordene: – Åh, corona, du skal gå din vej, vi er trætte af at slås med dig.
Men den hører ikke rigtig efter, den corona, for den optræder bare i nye afarter – den engelske mutation, den sydafrikanske mutation, den brasilianske mutation – det er næsten som den urene ånd i lignelse, som Jesus fortæller, der – når den er drevet ud – flakker hvileløst omkring og finder syv andre ånder at slutte sig sammen med, og derpå vender de alle sammen tilbage til det menneske, den første ånd blev uddrevet fra.
Vi kæmper fortsat med uddrivelsen af denne onde corona-ånd, der i den grad har bemægtiget sig ikke blot enkelte mennesker, der bliver syge og nogle så alvorligt, så de dør – nej, coronaen har nu i et helt år sat sit præg på vort samfund – ja, hele verdens samfund.
Verden er blevet forandret, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om den nogen sinde bliver den verden igen, som vi kendte inden coronapandemien ramte os.
Men er det Gud eller Djævelen, Beelzebul, der står bag?
Det var nogenlunde det spørgsmål folk i det lille evangeliestykke fra Johannesevangeliet, vi hører i dag, stillede, da de oplevede, at Jesu uddrev en ånd fra et besat menneske.
Og Jesus griber til logikken i sin forklaring til dem her, for den onde ånd, som dette menneske var besat af, var jo noget djævelskab – altså noget fra Djævelen – så hvis de mente, at han – Jesus – udrev ånden ved hjælp af Beelzebul – altså Djævelen – så var der jo et logisk problem, for så var Djævelen jo både besætteren og uddriveren – og det kunne vel ikke være rigtigt.
Altså uddriver Jesus ikke ved Djævelens hjælp.
Essensen af denne forklaring må jo så være, at det onde blev uddrevet ved det godes hjælp, da Jesus uddrev den onde ånd.
Djævelen blev uddrevet af Gud.
Men Jesus går videre i sin forklaring og siger, at når så det onde er uddrevet, så kan man jo ikke bare lade det stå tomt – parat til at blive fyldt af hvad som helst – også af det onde – igen.
Nej, når det onde er uddrevet, så må man fylde op med det gode, så det onde ikke kan finde plads igen.
Desværre er det ikke altid, hvad der sker.
Tomhed består sjældent.
Nej, tomheden fyldes hurtigt ud.
Hvis man har boet stort i mange år og skal flytte til noget meget mindre, så vil man få anskuelighedsundervisning i, hvor meget unødvendigt, der er fyldt ind i forskellige tomrum.
Sådan er det også med det menneskelige sind.
Hvis man forsøger at dræne det menneskelige sind for dets sjæl, dets åndelige indhold, fordi man finder det overflødigt eller upassende til den samtid, mennesket er en del af, ja, så sker der ofte det, at noget helt andet breder sig ind over den tømte plads.
Mennesket lever nemlig ikke af brød alene, men af hvert ord, der udgår fra Guds mund.
Og hvis mennesket ikke vil vide af de ord, der udgår fra Guds mund, fordi det anser sig selv for almægtigt og anser Gud for et forældet begreb, ja, så flytter der bare noget meget mere problematisk ind i det menneskelige sind.
For hvis man mener, at mennesket er almægtigt, så gøres mennesket dermed også ansvarligt for alting.
Så forventer man, at menneskelige eksperter inden for forskellige felter skal kunne alting.
Og d.v.s. så er det lægernes fejl, hvis mennesker ikke kan helbredes.
Det er lærernes fejl, hvis ikke børnene lærer noget.
Og hvis alt andet svigter, så er det computerens fejl, fordi den er gået ned!!!! – som det hedder.
Som om alting kun er et spørgsmål om tid, før mennesket eller computeren bliver i stand til at løse et eller andet foreliggende problem.
Det kunne jo være, det foreliggende problem ikke kunne løses!!
Det kunne jo være, det var noget vi måtte leve med!
Det kunne jo også være, der var en anden måde at komme ud af problemet på, end den eller de måder, som mennesket kan komme op med.
Det kunne jo være, der var en eller anden guddommelig mening med det problem, vi var havnet i.
Og måske ville vi menneskeligt set blive modnet, hvis vi turde være i problemet og vente og se, hvad der skete videre i livet!
Mennesket troede i løbet af den periode, vi i historien kalder for oplysningstiden, at religiøsiteten var en ond ånd, der bare skulle drives ud, for nu kunne mennesket det hele selv.
Men sådan blev det ikke.
Det ser vi alt for godt her i tiden efter oplysningstiden.
Mennesket er i bund og grund religiøst, og hvis ikke det vedkender sig et religiøst tilhørsforhold, så kommer religiøsiteten til udtryk på en mere eller mindre sygelig måde.
D.v.s. man begynder at dyrke noget religiøst, som ikke kan bære en religiøs dyrkelse. – Penge f.eks.
Udseende.
Sundhed og helse.
Resultatet er, at menneskets situation faktisk er værre, end den var før uddrivelsen af Gud, d.v.s. før uddrivelsen af det, mennesket troede blot var en ond ånd, fordi nogle meget værre og helt uhyr-og ustyrlige ånder har fået frit løb, drevet af troen på fremskridtet eller udviklingen, som er blevet den fremherskende religiøse holdning i dag.
Og hvordan driver vi så disse ånder ud?
Ja, først skal vi jo blive bevidste om det og ville det.
Men det kan evangeliefortællingen til i dag måske hjælpe os med.
Og dernæst må vi fatte, at den eneste tro, der kan bære i de situationer, der ligger ud over almindelig menneskelig formåen, er troen på den Treenige Gud – Gud Fader, Gud Søn, og Gud Helligånd.
Og det er heldigvis også til den tro, vi stadig døber vores børn, og ikke til troen på fremskridtet og udviklingen, som ofte ikke bringer meget mere end ærgrelser og bekymringer.
Men coronaen da?
Er der en mening med den?
Det kan jeg ikke svare på – men for et par dage siden hørte jeg en podcast i serien Maries Rum - (som sendes fra kælderen i Rønnebæksholm og udgives af Næstved Provsti. Den udkommer ca. hver 14. dag med en samtale med en eller anden kendt person og så en af præsterne i Næstved). Den seneste udgave er en samtale med tidligere overrabbiner Bent Melchior, der bl.a. fortalte om det meningsløse i, at hans barnebarn døde af kræft i en alder af 37 år.
Var det Guds vilje? Var der en mening med det? – blev han spurgt.
Det måtte forblive uvist, men det var vigtigt at leve med sorgen, savnet, mindet og så forsone sig med det for ham meningsløse.
Og det er vel, hvad vi kan gøre – vi mennesker – også i forhold til coronaen: vi kan træffe vore forholdsregler med vacciner, mundbind, håndsprit og afstand osv. og så forsone os med det liv, vi må leve.
 

Amen.


 

 

 

2.s.i fasten 2021 – d. 28. februar – Køng kl. 9,00 og Svinø kl.10,30

 


Præludium
1.salme: 410 – Som tørstige hjort monne skrige
Hilsen – Nåde være med jer
Kollekt – selv amen
Evangelium – Gud være lovet
Trosbekendelse – sluttes med Amen
Prædiken
Musik
Fadervor – sluttes med Amen
Hilsen – Modtag Herrens velsignelse
Velsignelse 3 x Amen
2. salme: 582: At tro er at komme
Postludium
 

 


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

 

Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: »Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.« Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: »Send hende væk! Hun råber efter os.« Han svarede: »Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.« Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: »Herre, hjælp mig!« Han sagde: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« Men hun svarede: »Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.« Da sagde Jesus til hende: »Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.« Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.

 

Matthæusevangeliet 15,21-28

 

 

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.


Vi befinder os i fastetiden lige nu.
Traditionelt er det fra gammel tid en forberedelsestid til påsken på samme måde, som adventstiden er en forberedelsestid til julen.
På den måde er hele kirkeåret jo inddelt i forskellige tider, med hver deres betydning, hver deres vægtlæggen på forskellige følelser. Og hvis man lever med i kirkeårets vekslen, lærer man, hvor forskellige tider og følelser kirkeåret fører os igennem.
Kirkeåret breder sig ud med optakter og efterdønninger omkring årets tre knudepunkter – årets tre højtider – Jul – Påske og Pinse, som hver på sin måde markerer Guds indgriben i menneskelivet.
Fra gammel tid forberedte man sig på fastetiden med mægtige ædegilder omkring fastelavn, hvorefter man i fastetiden rent faktisk fastede, spægede sig og undværede frem til kirkeårets næste store højtid: påsken.
Men fastetiden handler jo ikke kun om fravær af spiselige lækkerier.
Faste kan man jo gøre på alle plan.
Øjnenes faste.
Ørernes faste.
Mundens faste.
Sindets faste.
- Og ja, så selvfølgelig: mavens faste.
Øjnenes faste har jeg ærlig talt ikke tænkt meget over, før jeg engang besøgte en østrigsk kirke i fastetiden – en meget smukt dekoreret kirke, men da jeg var der i fastetiden, og man her også tænkte på øjnenes faste, ja, så var der hængt lilla klæde over alle de smukke ting i kirken.
Om orglet også stod stille og markerede ørernes faste i samme periode, ved jeg ikke – men til ørernes faste hører vel også fravalg af lystig musik i fastetiden.
Og til mundens faste, hører vel fravalg af lystig tale og festligt samvær i fastetiden.
Men sindets faste er måske i virkeligheden det bærende, for det betyder, at man i fastetiden bevidst fravælger alt det, der fornøjer og forlyster ens sind, og i stedet koncentrerer sig om det enkle og grundliggende i tilværelsen.
Ja, i fastetiden handler det vel i virkeligheden om at fravælge alt det fornøjelige og velbehagelige.
Fordi man i en periode skal koncentrere sig om det, der bliver tilbage, når alt det unødvendige er sorteret fra. Når alt det ekstra i livet ikke er der.
Troen.
Det bærende i livet.
Det grundlæggende.
Vi skal besinde os på det, vi tror på, frem til den næste store fest: Påsken.
Og her er det så, det kan blive temmelig interessant og lærerigt for os.
Og her er det tillige, at det kan gå hen og blive skræmmende, for vi er så bange for, at det, der bliver tilbage, når alt det unødvendige, alt det udvendige i livet er sorteret fra, måske er: Ingenting!
Hvis det moderne menneske skal faste fra alt det udvendige, det synlige i livet. Det prestigefyldte, det behagelige, som så mange menneskers liv er baseret på– hvis man skal faste fra alt det, tage en pause fra alt det – ja, så er der måske kun tomhed tilbage.
En kvælende, truende, angstfyldt tomhed.
Men en tomhed, der, hvis man turde se den i øjnene, kunne give rum til et møde med Gud og troen på Gud.
Nogen gange bliver mennesker ufrivilligt sendt ud i en slags fastetid. Det kan være p.g.a. sorg, tab, eller andre voldsomme omskifteligheder i deres liv, og mange kommer ud af deres ufrivillige fastetid og har fundet nye sider af livet, ny værdi. Tro – på Gud, på tilværelsen, på sig selv.
I det seneste år, har vi jo generelt befundet os i én lang ufrivillig fastetid pga. coronaen.
Der har været så meget, vi var nødt til at faste fra. Alt det, hvor vi er sammen med andre mennesker.
For nogen har det givet øget angst.
For nogen har det givet voldsom længsel og påskønnelse af alt det, der plejede at være, og som vi måske tog for givet.
For nogen har det ført til eftertænksomhed – og måske tro.
En sådan ufrivillig fastetid har jo ikke noget med kirkeåret at gøre, og alligevel minder de lidt om hinanden.
Kirkeåret er jo godt nok opbygget, som det er, af religiøse grunde, men det er både psykisk og fysisk sundt, at ikke alle tider er ens.
At ikke alle dage er ens.
At der er tider til fest og tider til stilhed og eftertænksomhed.
At der er livlige dag og stille dage.
Hvis hver dag skal være en fest, så bliver livet overfladisk, og mennesket lærer aldrig forventningens glæde at kende.
Måske er netop det en lærdom, vi kan tage med os fra coronatiden – måske især nu, hvor vi synes, vi er ved at kunne se en ende på nedlukningen og kan håbe på vaccinens og restriktionernes virkning.
For fastetiden er jo netop også forventningens tid. Forventningen om, at fastetiden jo kun er i en begrænset periode – 40 dage – og så bliver det påske med festivitas igen.
Ligesom vi nok skal komme ud på den anden side af coronarestriktionerne igen.
I fastetidens stille dage besinder vi os på vores tro – og evangeliet, vi hører i dag, hjælper os i denne besindelse, i denne fastholdelse af troen, for vi indgydes håb om, at troen også fører til noget.
At troen kan føre os til noget, fordi Jesus siger til den kanaanæiske kvinde: ”Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil” – og så fortælles det, at i samme øjeblik blev hendes datter rask.
Nu var det vel ikke ligefrem fordi, det var let for kvinden at holde fokus – altså holde fast i troen.
Hun blev af Jesus mødt med modstand, sådan som også livet kan kaste os ud i prøvelser på vores tro, og sådan som det måske simpelthen også kan være svært for os at holde fokus i fastetiden - og i coronatiden.
Vi kan så let blive fristet til at slippe fokus og gå på kompromis med vores beslutning om at udleve fasten – og dermed blive fristet til at fravige vores tro – eller fristet til at bryde coronarestriktionerne.
Set i det lys kan dette lille evangeliestykke jo fungere som en opmuntring til os om at holde ud.
En opmuntring til at holde fast i vores tro, når vi fra forskellig side fristes til at fravige den.
For også vi får her håb om muligheden for at høre ordene: Din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil!
 

Amen.


 

 

 

1.s.e.H. 3 Kg. 2021 – d. 10. januar – Køng kl. 10,30

 


Præludium
Velkomst
1.salme:136 – Dejlig er den himmel blå…
Hilsen – Nåde være med jer
Kollekt – selv amen
Evangelium – Gud være lovet
Trosbekendelse – sluttes med Amen
Prædiken
Musik
Fadervor – sluttes med Amen
Hilsen – Modtag Herrens velsignelse
Velsignelse 3 x Amen
2. salme: 138 – De Hellig 3 Konger
Postludium

 


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

 

Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: »Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.« Men han sagde til dem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem. Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.

 

Lukasevangeliet 2,41-52

 

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.


I de senere år, har man i adventstiden hvert eneste år kunnet gense Alene hjemme – filmene, der handler om drengen Kevin, der er barn i en stor familie, som skal af sted på juleferie.
I den første film bliver han glemt hjemme, da familien noget hovedkulds tager af sted om morgenen, og da de opdager, at Kevin mangler, er det umuligt p.g.a. juletravlheden for hans forældre at komme med et fly tilbage til hjemmet, hvor Kevin befinder sig alene.
I den næste film med Kevin bliver han ikke glemt hjemme, men da familien skal med flyet til Florida, kommer han med det forkerte fly og ender i New York – heldigvis sammen med faderens kreditkort, der gør det muligt for ham at overnatte på hotel – endda temmelig luksuriøst.
I begge film sker der en masse forviklinger, og Kevin må kæmpe mod 2 småforbrydere på den ene eller den anden måde, og i begge film kommer han faktisk også i kontakt med mennesker, han ellers ikke ville snakke med.
I den første film er det en ældre mand, der bor i hans nærhed, som han først er vældig bange for, men som han siden hen kommer til at snakke med og faktisk formår at hjælpe, så den ældre mand igen får kontakt til sin søn og sit barnebarn.
I den anden film er det posedamen i Central Park i New York, der fodrer duer og ellers ikke taler med nogen som helst mennesker. Også hende kommer han i kontakt med på en sådan måde, at de gensidigt får givet den anden lidt menneskelig varme.
Nu er Kevin en fiktiv figur, og filmene hører til i den muntre og lette genre, men alligevel må man formode, at Kevin – hvis han havde været virkelig – havde lært noget om livet og var modnet – selvfølgelig af at skulle klare sig selv i nogle dage, men måske også – ja ligefrem især – p.g.a. mødet med de to mennesker – den ældre mand og posedamen, der hver på deres måde levede uden den store menneskelige kontakt.
Nu er det ikke fordi, der skrives noget om Kevin i evangeliet til i dag – og dog, for også her hører vi om en dreng, der er så tilpas stor, at han nok kan tage vare på sig selv til en vis grad – men samtidig ikke helt er blevet til en ung mand endnu.
Vi hører om den 12-årige Jesus.
Og også han bliver glemt midt i et virvar af mennesker, der er på vej – ikke på juleferie – nej, her er de på vej hjem fra ferie. Og det er ikke juleferien, de er på vej hjem fra, men derimod påskeferien.
Jesus og hans familie havde nemlig ligesom så mange andre jøder været i Jerusalem for at fejre påske.
Nu er det her jo før-kristen tid. Vi er tilbage i den traditionelle jødedom i Israel, hvor man fejrede påske til minde om jødernes udfrielse fra Egypten – dengang da den egyptiske Farao ikke ville slippe israelitterne, der arbejdede som slaver for ham. Gang på gang sagde han, at de måtte gå, men så ombestemte han sig, og Gud sendte den ene plage efter den anden over landet Egypten, og den ene gang efter den anden ombestemte Farao sig igen, indtil han og hans folk havde været udsat for 10 plager. Så lykkedes det Moses at føre det jødiske folk ud af Egypten og hjem til Israel.
Det var selvfølgelig en så skelsættende begivenhed, at man måtte mindes denne begivenhed hvert eneste år, selv om det – da Jesus blev født – var næsten 1500 år siden, det skete.
Det blev til den jødiske påske.
Og da Jesus jo var vokset op i en jødisk familie, ja, så fulgte man jo selvfølgelig den jødiske tro og denne tros traditioner og skikke. Derfor havde de været i Jerusalem for at fejre påske.
Og Jesus bliver væk – ligesom Kevin.
Og ligesom Kevins forældre, ja, så går der også en dags tid, inden Josef og Maria opdager, at Jesus rent faktisk er blevet væk. De tænkte, at han var et eller andet sted i rejsefølget – præcis ligesom også Kevins forældre tænkte.
Og ligesom Kevins forældre gribes også Josef og Maria af skræk, da de opdager, at deres søn Jesus ikke er i rejsefølget, og de begynder at lede efter ham.
Men ligesom Kevin, har også Jesus gået sine egne veje – og disse veje bragte ham til templet, hvor han ligesom Kevin kom i kontakt med nogle mennesker, han ellers ikke i sit daglige liv havde noget som helst at gøre med.
Jesus kommer i kontakt med nogle skriftkloge, nogle af templets lærere, og Jesus sætter sig sammen med dem, stiller dem spørgsmål og lytter til dem.
Han lærer, og han modnes – ligesom Kevin.
Og som ethvert forældrepar, så kan Josef og Maria – selv om de er lettede over endelig at finde Jesus – ja, så kan de ikke lade være med at skænde lidt på ham: ”Hvorfor gjorde du sådan imod os? Din far og jeg har været ængstelige” siger Maria.
Men Jesus svarer hende, at det da undrede ham, at de havde ledt sådan efter ham, for selvfølgelig burde han da være i sin fars hus – altså i templet – i Guds hus.
Det var måske en lidt fræk måde at svare sin mor på, kunne vi tænke, når han sådan bare var blevet på egen hånd i Jerusalem. Men det er ikke derfor Lukas fortæller historien her. Nej, Lukas vil selvfølgelig vise os, at Jesus allerede fra barnsben af var noget ganske særligt – nemlig Guds Søn. Han var også et opvakt barn, der kunne sidde og føre samtaler med lærde mænd, og Jesu svar til sin mor: altså at han bør være i sin fars hus, skal selvfølgelig - når nu Lukas fortæller det sådan til os - understrege, at Jesus er Guds Søn og ikke noget almindeligt barn.
Det er for Lukas simpelthen formålet med at fortælle det her til os.
Jesus er ikke bare en almindelig 12-årig dreng, nej, han er Guds Søn.
Et lignende formål var der nok ikke med Alene-hjemme-filmene. Her skulle vi jo bare underholdes – og dog:
Både Kevin og vi som seere kan lære, at man ikke altid skal dømme mennesker på det første tilsyneladende indtryk eller på udseendet.
Ethvert møde mellem mennesker kan blive et berigende øjeblik – hvis man giver sig selv lov til at være i det – øjeblikket – og tage imod medmennesket fordomsfrit og åbent.
Og det var vel i grunden også lige præcis det, som Jesus gik rundt og lærte os.
 

Amen.


 

 

 

 

Nytår 2020-2021 Køng og Svinø

 



 


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

 

Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv.

 

Lukasevangeliet 2,21

 

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.


Øjeblikket er dyrebart. For det er det eneste, vi har.
Vi ved ikke, hvad der sker øjeblikket efter dette øjeblik.
Om vi er her.
Om vi har hinanden.
Om vi har livet, som vi kender det.
Bevidstheden om det, kan få os til at reagere meget forskelligt.
Nogen bliver hektiske i deres aktivitet.
Andre bliver stille og eftertænksomme.
Nogen bliver vemodige.
Og netop vemoden kan godt sænke sig over én til Nytår.
Jeg har personligt aldrig rigtigt brudt mig om nytåret.
Dels er der uvisheden og afmægtigheden over for det nye år, vi står på tærsklen til. Dels er der tilbageblikket og undren over, hvor hurtigt det gamle år forsvandt.
Nytåret sætter fokus på forgængeligheden på den ene side og mulighederne på den anden side.
Og jo flere år, man får lov til at leve, jo mere undres man over, hvor hurtigt endnu et år er gået.
Trange tider langsomt skrider, skriver Brorson i én af sine salmer.
Jeg er nu ikke sikker på, jeg vil give ham helt ret. For i trange tider – tider med problemer og udfordringer, er det mere, som om man går ind i en anden tid, en anden verden – og pludselig er det alligevel gået så stærkt.
Men trange tider – udfordrende tider, svære tider – det har vi da haft i året, der nu er gået.
Vi var sikkert mange, der havde svært ved at tro vore egne ører, da Statsministeren lukkede landet ned i marts måned.
Er det i Danmark, det her sker? – tænkte man.
Kirkerne blev lukkede – og Skype møderne blev en realitet.
Med ét blev verden helt anderledes.
Corona-pandemien var kommet til Danmark.
Hen over sommeren blev tilværelsen mere normaliseret – og så alligevel ikke helt – og så kom 2. bølge og slog benene væk under os i efteråret, og mundbind og visirer blev et hverdagsagtigt skue i supermarkeder og på offentlige steder - og ja, såmænd også i kirkerne.
Alt dette havde ingen af os i vores vildeste fantasi kunnet forestille os, da vi stod på tærsklen til Nytåret 2020 for et år siden.
Så kom vaccinen på tale, og det blev noget, der var fokus på i adventstiden, et lys i mørket, et håb, der blev født i trængslen – næsten som Jesusbarnet, vi netop har fejret jul for – og her imellem Jul og Nytår kunne de første blive vaccineret under stor bevågenhed.
Et mærkeligt, mærkeligt år har nået sin afslutning.
Men også i dette år var der glædesglimt midt i det besværlige, midt i mørket.
Også i dette år blev der født børn, markeret jubilæer og runde fødselsdage, ja også i dette år, var der folk, der blev forelskede og oplevede kærlighed, venskab og samhørighed.
Men for mange var foråret en ensom tid – men vel at mærke også en tid til eftertanke.
Det blev meget klart for os, at selv om vi mennesker kan mange ting, så er der dog forhold, vi ikke har styr på, men blot må indrette os efter.
Ligesom vi i længslen efter samvær med andre skabninger måtte lære at tænke både flora og fauna ind og se os selv som en del af skaberværket – i sammenhæng med alle de øvrige skabninger – når nu vi skulle holde afstand til de menneskelige relationer.
Når vi nu ikke kunne være sammen med andre mennesker, så måtte vi se os selv som i samhørighed med himlen og regnen, solen og græsset, rådyrene og harerne og fasanerne på markerne.
I det lille bitte stykke evangelium, der hører nytåret til, er der også tale om en sammenhæng, der rækker videre end til helt almindelige menneskelige relationer.
For det første hører vi om omskæring – Jesu omskæring – som er det ældgamle pagts tegn mellem Gud og det jødiske folk. Og dermed understreges det, at Jesus ikke blot er sine jordiske forældres søn, men at han også indfældes i rækken af mennesker tilhørende Gud.
Og næsten i samme sætning fortælles, at han i forbindelse med sin omskæring fik navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv.
På den måde rækkes der med hans navngivning tilbage til dengang, Maria fik besøg af englen Gabriel, der fortalte, at hun skulle blive gravid og føde Guds Søn.
Der bliver altså med dette korte lille evangeliestykke trukket tråde tilbage til jødisk historie og også til den spæde start på det, der skal blive til kristendommen – ja, der bliver trukket tråde tilbage til Gud, så Jesu guddommelige herkomst bliver understreget og sat ind i historien.
På den måde bliver han sat ind i en sammenhæng med alting – med alt det, som Gud har skabt. Med alt det, som kommer fra Gud.
Ja, med Gud!
Og i troen på ham – i troen på Jesus Kristus som Guds Søn – som sand Gud og sandt menneske – bliver vi også trukket med ind i denne her sammenhæng.
Så hvis coronanen var skidt for en hel masse – så var den dog god til at sætte os i gang med eftertænksomhed – sådan var det i hvert fald for mig.
Derfor kan man jo sige, at det hele – Julen indbefattet – på en måde opsummeres i Nytårets lille evangeliestykke, hvor der trækkes tråde både tilbage til det historiske og også til det guddommelige, således at vi i troen på Jesus Kristus bliver indfældet i såvel det historiske som i det guddommelige.
Vi får et tilhørsforhold begge steder.
I dette tilhørsforhold og i denne tro kan vi træde ind over tærsklen til det nye år i forvisning om, at uanset hvad det vil bringe os, så er vi i en sammenhæng med alting – med altet – med Gud.
Vi er i Guds hånd.

Amen.


 

 

 

Julesøndag 2020 – 27. december – Køng kl.10,30

 


Præludium

 

Indgangsbøn
1.salme: 99 – Velkommen igen Guds engle små…
Hilsen
Kollekt
Gt-læsning
2.salme: 117 – En rose så jeg skyde….
Epistel-læsning
Trosbekendelse
3.salme: 129 – Julebudet til dem, der bygge…
Evangelium
Prædiken
Kirkebøn m.m.
4.salme: 131 – Blåt vælded lys frem
Altergang
192,vv.7-9
Kollekt
Hilsen
Velsignelse
5.salme: 103 – Barn Jesus…
Udgangsbøn

Postludium
 


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

 

I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud:
Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
For mine øjne har set din frelse,
som du har beredt for alle folk:
Et lys til åbenbaring for hedninger
og en herlighed for dit folk Israel.
Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: »Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.« Der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin mand, og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning. Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret. Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham.

 

Lukasevangeliet 2,25-40

 

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.


Tegn kan være så mange slags.
I dag hører vi den gamle mand Simeon fortælle, at det nyfødte Jesus-barn er et tegn. ”Se, dette barn er bestemt til fald og til oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag”, siger Simeon.
Først var det egentlig hyrderne, der fik tegnet. En engel viste sig for dem, og sagde at de som tegn på, at Kristus var født, skulle finde et barn, der var svøbt og lå i en krybbe.
De hyrder, der lå ude på marken uden for Betlehem og holdt nattevagt over deres gruppe af får den nat, da Jesus blev født.
Men nu er det ellers ikke altid, man lægger mærke til tegn.
Det er ikke altid, man opdager de tegn, der gives én.
Men sådan var det ikke for Simeon, da Josef og Maria kom ind i helligdommen med deres lille dreng for efter jødisk skik og tradition at få ham omskåret. Da så Simeon barnet som et tegn.
Også hyrderne så det.
De tog englens ord til sig og begav sig ind mod byen, hvor stjernen stod og lyste over stalden – der hvor de skulle finde deres tegn.
Og de fandt faktisk tegnet – fandt barnet i stalden i Betlehem. Alt sammen sådan som englen havde forudsagt, at det ville være.
Og så vendte de tilbage til deres liv igen!
Men alligevel har det ikke været det samme for dem bagefter.
Måske i det ydre.
Udefra set er der måske ikke sket det store med dem.
De er fortsat deres liv.
Fortsat med at være fårehyrder.
Men indvendigt, vil jeg tro, de har følt sig helt forandrede.
De har fået håb, og de har fået glæde.
De har fået noget at leve på og af.
De har fået tro.
I dag ville man sige, at de havde fået indhold i deres liv!!!
Det liv, der måske igennem mange år bare har henslæbt sig med daglige gøremål.
Føre fårene fra græsgang til græsgang.
Tælle fårene. Var de der nu alle sammen?
Fortælle gode historier til hinanden omkring bålet om aftenen.
Dele deres mad med hinanden og lytte til hinandens opmuntrende historier.
I den lange mørke nat.
Prøve på at sove lidt – måske skiftevis, mens en af de andre vogtede fårene og lyttede efter omkringstrejfende vilde dyr og holdt gang i lejrbålet for at holde de vilde dyr borte.
Sådan er den ene dag og den ene nat gået efter den anden.
Måske har de engang imellem spurgt sig selv, hvad meningen med det hele dog kunne være.
Om der overhovedet var en mening.
Måske har de tilmed vovet at drøfte det med hinanden.
På den måde har deres liv ikke virket så forfærdeligt meget anderledes end vores.
Også vi har vores daglige trummerum.
Også vi hver især spørger engang imellem os selv, hvad meningen er med det hele. Hvad det hele dog skal gøre godt for.
Er der overhovedet nogen mening? – kan vi måske ligesom hyrderne engang imellem diskutere.
Men til forskel fra hyrderne er vi dog privilegerede.
Vi er så privilegerede, at vi har en smule overskud til at opdage, at vores liv måske synes tomt.
Ja, endog meningsløst.
Men til forskel fra hyrderne begynder vi så at lede efter noget at fylde tomheden ud med.
Ikke at vi har mange minutters ledighed i løbet af en dag at fylde ud – sådan rent praktisk. Men der er så tomt i vores hjerter og i vores hoveder, når der ikke er sådan en rød tråd igennem vores liv.
En mening.
Og til forskel fra hyrderne jager vi tegn.
Opfinder dem måske endda.
Vi jager mange steder.
Leder efter tegn overalt – for vi er oplyste mennesker, der ved mange ting, kender mange kulturer, og rejser over store dele af verden, når ikke lige coronaen sætter en stopper for vores færden.
Og mens vi leder, ser vi ikke de tegn, der er lige for.
”Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.”
Hvad skal vi dog med det tegn? ville vi måske sige, hvis vi skulle opdage det.
Hvad er styrken i det?
Kan vi trække nogen som helst styrke fra det ind i vores fortravlede stressede – men oplyste liv?
Et lille svagt barn i en faldefærdig rønne et sted nede i Mellemøsten???
Ja!!!
For styrken er i svagheden!
Styrken er at give slip – i stedet for at holde så krampagtigt fast i alting.
Styrken er at se det lille bitte lys i mørket, i stedet for selv at prøve at oplyse hele nattehimlen med store projektører.
Styrken er at bede om, i stedet for at tage.
Styrken er at give efter i stedet for at trumfe igennem.
Styrken er at åbne i stedet for at lukke – og lukke af!
Styrken er at være lige nu og her – i stedet for at planlægge så meget ud i fremtiden.
Styrken er at tage imod i stedet for at prissætte og vurdere hele tiden.
Styrken er at turde holde op med at lede efter tegn – for så kommer tegnene måske til én.
Styrken er at opleve sig selv som Guds værktøj – i stedet for at mene, at Gud skal være vores værktøj.
Styrken er at lade Gud finde os i stedet for at have så travlt med at prøve på at finde Ham alle mulige steder.
Men styrken er også at ville findes.
At lade det ske – og så få øje på tegnet! – Som Simeon, der til Gud siger: ”Mine øjne har set din frelse, som Du har beredt for alle folk: Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel”.
Og så bare være til og være glade.

 

Amen.
 

 

Prædiken v./ Maren Pitter Poulsen:

Kan ses som følge af corona situationen ses som en live stream på vores Facebook side (Køng og Svinø kirker)

 

Juledag 2020 Køng 

 


Præludium


Indgangsbøn
100 Kimer i klokker
Hilsen, Kollekt, GT

103 Barn Jesus i en krybbe lå
NT læsning, trosbekendelse, lad verden ej

123 Her kommer Jesus dine små
Evangelium, prædiken osv.
125 Mit hjerte altid vanker

Nadver
192 vers 7-9

Kollekt, Velsignelse
99 Velkommen igen Guds engle små

Udgangsbøn

Postludium
 


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

 

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«

 

Lukasevangeliet 2,1-14

 

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.


I går fik vi gås. Det er der vist ikke så mange der gør længere, men når man kommer af en gammel landbrugsslægt, hvor der indtil for ganske få år siden stadig blev holdt gæs på den mødrene gård, er det altså det, der SKAL være på julebordet.
Gæs er flokdyr, og når de går sammen på en mark, kan det virke som om de på en eller anden måde er forbundne. Nogen vil sige at det er det rene vås, og at gæs simpelthen er så dumme at der umuligt kan være tankevirksomhed til andet end at æde. Og jeg kan være tilbøjelig til at give dem ret, og så alligevel ikke. Har man først stået og betragtet en flok gæs i noget tid, får man øjnene op for, at der foregår et eller andet. For mens de vralter rundt og snadre, æder græs, så gækker de. Snakker med hinanden, gækker i kor. For så - lige pludselig - alle sammen at rejse hovedet og være stille. Holde op med den ellers konstante gækken. Stå stille, virre en smule med hovedet, men helt tavse. Alle sammen. I et par sekunder eller 10. For så at begynde igen på deres gækken.
Men lige der - i tavsheden, i mellemrummet mellem alle gækkene, sker der et eller andet. Her kommer jeg som menneske kommer til kort, og må overgive mig til at dyr, godt nok er dyr, men alligevel noget helt andet, end jeg selv. De rummer noget som jeg ikke forstår, og heller ikke skal forstå. Men som giver mig en indsigt i, at her er der noget på spil. Noget jeg skal lægge mærke til. Der - i det tavse mellemrum.
---
Det er mellemrummene mellem ordene, der gør at vi forstår hvad der bliver sagt. (siges utrolig hurtigt uden mellemrum)

Den tager vi lige en gang til: Det er mellemrummene mellem ordene der gør at vi forstår hvad der bliver sagt. (Siges langsomt så det er til at forstå)

Når vi skriver, er det også mellemrummene mellem ordene, der gør at det overhovedet er til at læse. Det er ikke tilfældigt at den største knap på et tastatur netop er mellemrumsknappen. For det er den, der bruges mest. Uden den er det hele ulæseligt.
Det er i mellemrummet i folks tale, der får os til at forstå, hvad det virkelig er, folk har på hjerte.
Det er alt det er står mellem linjerne, der bærer den største betydning i et kærestebrev.
Der hvor der tilsyneladende ikke er noget, ligger der ofte en hel masse betydning gemt.
Mellemrum er pauser. Pauser mellem noget der ellers let ville blive en totalt sammenhængende strøm af hurtighed og skynden sig videre.

Jesu fødsels har betydet at der er nogen nødvendige mellemrum i vores liv. Hans liv definerer vores liv. Først og fremmest er hans liv blevet definerende for vores kalender. Og selvom året i år har været mærkeligt, har helligdagene alligevel været der. Og de har måske i højere grad end før, skabt et mellemrum, fordi vi i år ikke bare, har kunnet sætte den på automatpilot og gøre som vi plejer. Påsken fejrede vi under en nedlukning. Pinsen blev kædet sammen med den sommerlige åbning. Nu julen hvor vi igen må tænke kreativt og anderledes, og mange lider afsavn, fordi vi igen er lukket ned.
Dette år har lært os noget om mellemrum og om pauser. Både på godt og på ondt. Det har været et helt anderledes år end alle andre år. Det har været en pause, mellem de andre. Et år der helt sikkert har ført til refleksion over, hvordan årerne ellers ser ud.
Paradoksalt nok har året også været et år, nærmest uden mellemrum. For alt det, der plejer at bryde med hverdagen har været aflyst. På den måde har året både været en kæmpe pause, dog uden små pauser fra det trivielle.
Pauser, mellemrum er nødvendige. De giver plads til refleksion, men måske kontakt med noget, som ikke umiddelbart er til at forstå og som man derfor skræmmes af og helst vil være foruden.

For det er ikke altid, vi synes om de her mellemrum. De kan gøre os utilpasse. En af de mest solgte bøger i år handler netop om mellemrum, eller pauser. En kvinde flytter med sin mand og barn fra det speedsnakkende København til det sindige Vestjylland. Her må hun opsøge den lokale helt Anders Agger, for at forstå og være i jydernes måde at tale på. I Vestjylland er der mange flere pauser i samtalerne end hovedpersonen er vant til. Hun bliver ganske utilpas ved det, og fylder dem desperat ud. Alligevel anerkender hun, at det netop er i de pauser, i mellemrummene at der er noget at hente. At det netop er dem der giver plads til refleksion.

Nætternes pause fra dagene gør, at mange vægtige ting kan ske der, fordi de netop ER et mellemrum. Mange undfangelser sker om natten, mange fødsler. Mange skjulte kys bliver kysset om natten. Nætterne kan rumme det, dagene ikke kan, fordi der, der i mellemrummet er plads til det, der ikke forstås en til en.

Julenatten er der i den grad rum til refleksion.
For Jesus kom til verden i et mellemrum, i natten mellem to dage. Jesu fødsels er heller ikke sådan til at forstå. Hvordan kan et lille barns fødsels i Betlehem, få så stor en betydning? Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre at vi, så mange år efter, alligevel finder mening og betydning i det, der er så fjernt? Måske fordi det ikke skal forstås, som vi ellers forstår alt andet. Julenat rummer det gedulgte, det mørke, skumringen. Og brydes ikke af et skarpt lysstofrør, der for alting til at stå klart. Nej det brydes kun af et lille lys, som alligevel bringes helt ind i det mørke i os selv.
Jesus kom til verden i et mellemrum og han gik også ud fra døden i et mellemrum. Ud mellem klippevæggene fra graven. Med ham har vi fået et mellemrum, der gør at vi kan kile os fra døden og til det evige. Med Jesus opstår der en sprække, en flænge, et mellemrum mellem liv og død. En sprække der rummer alt det, vi ellers ikke forstår.
---
En gang havde vi glemt at lukke gæssene ind for natten. Normalt ville vi åbne for indhegningen og på gammeldags facon vogte dem fra æblehaven, forbi maskinhuset og køkkenhaven, ind i portrummet og ind i nattelogi i det gamle malkerum, der var sikkert mod rovdyr. Men en aften havde vi glemt det.

Pludselig vågnede husstandens yngste op med et sæt: Gæssene! Vi fór ud til indhegningen. Der var ingen gæs! Videre forbi maskinhuset og køkkenhaven ind i portrummet og der foran døren til det lukkede malkerum stod de, alle sammen og gækkede sagte. I det øjeblik de fik øje på os, te de, stod helt stille, og jeg er næsten sikker på, de så bebrejdende på os. Der i mellemrummet, i portrummets grænse mellem ude og inde, på grænsen mellem nat og dag. Og for gæssene på grænsen mellem liv og død, så de på os i tavshed og lod os vide at vi alt det vi ikke forstod!
 

Amen.
 

 

Prædiken v./ Mette Magnusson:

 

Juleaften 2020 Køng kl. 10.30, 14.00, 16.00

 


Præludium


Indgangsbøn
1. salme: 94 – Det kimer
Hilsen
Kollekt
Evangelium
2. salme: 119 – Julen har bragt
Prædiken Kirkebøn m.m.
Amy synger Schuberts Ave Maria
3.salme: Nu tændes tusind Julelys
Kollekt
Hilsen
Velsignelse
4.salme: 120 – Glade Jul, dejlige Jul
Udgangsbøn

Postludium

Link til salmeark: praediken-filer\Juleaften 2020.pdf
 


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

 

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«

 

Lukasevangeliet 2,1-14

 

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.
Det er mørkt.
Det er koldt.
Og det er godt fyldt med coronavirus.
Sådan er livet for os nu.
Her.
Og det kunne man jo godt falde hen i depression over.
Men så dukkede der nogle linjer af et digt af Halfdan Rasmussen op i mine tanker:
Aldrig var det mer end mørkt
Aldrig mørkt alene
Altid bar vi i os selv
Lys fra større himmelhvælv.
Selv når det hele ser allermest sort ud, er der lys.
Vi har bare somme tider så svært ved at få øje på det, fordi vi føler os helt opslugte og omfattede af mørket.
Når vi mister.
Et menneske, vi holder af
Et job.
Et venskab
En god og nær relation, vi troede var så fasttømret, at vi har svært ved at forstå, at den vakler, smuldrer.
Når vi mister et godt helbred – når sygdom og skavanker pludselig fylder mere hos os end gåpåmodet og energien.
Når vi mister meningen – når livet taber sin mening for os.
Når vi mister glæden – når den bliver hul og udvendig og uægte.
Når vi mister troen – når vi kæmper for at holde på troen – eller vi i arrigskab vender den ryggen, fordi livet går os imod.
Når der er så meget kulde, sygdom og mørke i livet, så kan Gud da ikke findes – og være god – siger vi og lader dermed mørket få lov at fylde os helt.
Men:
Aldrig var det mer end mørkt
Aldrig mørkt alene
Altid bar vi i os selv
Lys fra større himmelhvælv.
Kan det passe? – tænker vi måske
Bærer vi i os lys fra større himmelhvælv? Midt i alt mørket – eller er det bare noget Halfdan Rasmussen skriver i et smukt og ørehængende lille digt?
Er der lys i mørket, når vi mister alt det, vi holder af?
Som en god kristen præst skal jeg her svare ja, selv om jeg sandt at sige ofte selv har været i situationer, hvor jeg syntes, at mørket tog magten.
Men et langt liv har jo – når alt kommer til alt – også lært mig, at mørket aldrig bliver ved at være mørkt alene. Det bliver faktisk altid brudt af lyset. Trængt tilbage af lyset. Og somme tider kommer lyset fra helt uventede kanter:
En hjælpsomhed fra et menneske, man slet ikke havde forventet.
Et smil.
En handling.
En venlig gestus.
….Altid bar vi i os selv
Lys fra større himmelhvælv.
Vi må aldrig glemme at være lys for hinanden.
Når vi mennesker imidlertid stirrer så fastlåste på mørket, på alt det, vi føler som en ond og urimelig og alt for tung byrde på vores skuldre og vredt spørger, hvor det dog kommer fra, så glemmer vi, at lys faktisk ses bedst på en mørk baggrund.
Vi kan ikke slippe for mørket og kulden, for det onde, for det, der gør ondt, men vi skal passe på ikke KUN at se det.
Aldrig var det mer end mørkt
Aldrig mørkt alene.
Altid bar vi i os selv
Lys fra større himmelhvælv.
Hvor kommer lyset fra?
Glæden?
Kærligheden?
Spørger vi ligeså meget efter det, som når vi forurettet spørger, hvor alt det onde kommer fra?
Da Gud kom til Jorden og lod sig føde i en stald i Betlehem for 2020 år siden, var der også mørke, kulde, krig og sygdom.
Blev alting så med ét godt?
Nej, alt det onde forsvandt ikke, men barnet Jesus voksede til og blev mand og gik omkring og lærte og helbredte og viste mennesker, hvor store mirakler godhed, ærlighed, kærlighed og medfølelse faktisk kan udrette i et menneskeliv.
Og så sagde han til sine disciple, at de skulle føre hans lære videre.
Gå ud i hele verden og fortæl videre om alt det, jeg har lært jer.
Aldrig var det mer end mørkt
Aldrig mørkt alene
Altid bar vi i os selv
Lys fra større himmelhvælv.
Lyset var kommet til verden.
Lindringen i smerten.
Ikke for at fjerne smerten fra et menneskeliv men for at være i smerten i ethvert menneskeliv sammen med os.
Det er derfor:
Julen har bragt velsignet bud,
Nu glædes gamle og unge.
Og derfor:
Det kimer nu til julefest,
Det kimer for den høje gæst,
Som steg til lave hytter ned
Med nytårsgaver: fryd og fred!
Ja:
I hvert et hjerte trist og mørkt
Send du en stråle blid
En stråle af Guds kærlighed
I denne juletid.
For det handler ikke om at fjerne alt det svære, alt det onde, alt det kolde og mørke – for det kan vi ikke. Det er der jo af den ene eller den anden årsag.
Nej, det handler om at hjælpe hinanden til at bære det, til at være i det.
Det handler om at tænde lys i mørket sammen og for hinanden og også lade lyset trænge ind i dit eget kolde, mørke hjerte, så det kan blive varmt og lyst og være med til at sprede lyset og tænde lys for andre mennesker.
Det er det, vi fejrer Jul for – fordi lyset, glæden og kærligheden kom til verden – på trods!
På trods af kulden, mørket og alt det onde, vi mennesker går og bøvler med.
Lyset er her.
Grib det.
Men lad være at tro, du kan holde det for dig selv.
Hvis du skærmer det for meget og dækker det til, så går det nemlig ud.
Du skal lade dit lys skinne for andre, så vi kan deles og glædes ved det sammen.
 

Amen.
 

 

 

1.s.i advent 2020 – 29. nov. – Køng 10,30 – Svinø 15,30

 


Præludium
Indgangsbøn
1. salme: 78 - Blomstre som en rosengård
Hilsen
Kollekt
GT-læsning
2. salme: 80 – Tak og ære ..
(Epistellæsning
Trosbekendelse
3. salme: 89 - Vi sidder i mørket…)
Evangelium
Prædiken
Kirkebøn
Meddel Menighedsrådets konstitution
Apost. vel.
4. salme: 84 – Gør døren høj…
Nadver
192,vv.7-9
Kollekt
Hilsen
Velsignelse
5 salme: 74 – Vær velkommen
Udgangsbøn
Postludium
 


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!«

Matthæusevangeliet 21,1-9

 

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.


Indtog og processioner kan være af så mange slags.
Der er de glade indtog, hvor stolte forældre kommer gående op ad kirkegulvet med deres næsten nyfødte barn for at få det døbt.
Eller indtoget, hvor den smukke brud i den flotte kjole kommer op ad kirkegulvet, mens hendes tilkommende mand står spændt, nervøs og rørt og venter, mens hun langsomt kommer nærmere og nærmere.
Der er atleternes indtog på det olympiske stadion et sted i Verden hvert fjerde år, og der er fodboldspillernes indtog på fodboldbanen til en landskamp, hvor hver af dem følges med en lilleput- fodboldspiller, der er ved at revne af stolthed over at få lov til at følges ind på en fodboldbane med én af landsholdsspillerne.
Der er de sjove indtog, når der er karneval og processioner med diverse mærkeligt og fantasifuldt udklædte personager, der drager gennem gaderne i Rio - eller Disney paraden i Disney World, hvor alle Disney figurerne kommer i store plys-udgaver, og selv om vi godt ved, der bare er almindelige mennesker indeni, så rører det os på en måde.
Der er de alvorlige og seriøse processioner, når nye præster skal ordineres i en domkirke, og der er de triste og sørgelige processioner, når vi bærer kisten med een af vore kære ud ad kirken til rustvognen eller til graven.
Der er mange slags processioner og indtog i livet.
Nogle af dem skal indgyde respekt og markere starten på noget nyt.
Andre markerer starten på noget festligt.
Atter andre afslutter noget - måske et liv, og atter andre skal indgyde frygt og demonstrere magt. F.eks. når en sejrende nations hær holder sit indtog i den slagne fjendes gader.
Fælles for alle de forskellige former for processioner og indtog er, at de ikke er ligegyldige.
Alle indeholder de en symbolik og udtrykker et særligt forhold.
Sådan er det også med det indtog, vi hører om idag: Jesu indtog i Jerusalem.
Det var på een gang storslået og ringe, festligt og sørgeligt, sjovt og seriøst.
Det hele på een gang.
Storslået, fordi han red ind riget Israels magtcentrum, Jerusalem, på samme måde, som en kejser eller en militær leder ville have holdt sit indtog for at blive tiljublet af sine undersåtter.
Men samtidig var det det diametralt modsatte, fordi indtoget foregik på ryggen af et æsel, et arbejdsdyr, der bestemt ikke have nogen glans eller udstrålede nogen som helst storhed og magt.
På den måde kom det ringe til at indtage det storslåedes plads.
Og indtoget blev festligt, fordi folk tiljublede Jesus som en sejrherre.
De skar grene af træerne og viftede med dem, ligesom vi idag ville stå og vifte med flag, og de tog deres kapper af og lagde dem på vejen, så han kunne ride ind over dem.
I sandhed en ærbødigheds gestus.
Men samtidig med at indtoget var festligt, så var det også sørgeligt, for det var jo indtoget til Jesu lidelse og død.
Det var begyndelsen til enden på hans jordiske liv.
Det var indledningen til afslutningen. Indledningen til lidelse og død.
Men hvem kunne mon forestille sig det, mens de stod og viftede med palmegrene og lagde deres kapper foran ham på jorden? Nej, det kunne højst være Jesus selv, der var bevidst om det, og så os, når vi læser eller hører om dette indtog og ved, hvad der følger efter.
Men midt i dette sørgelige, der er det også lidt sjovt - eller snarere ironisk måske.
Det er sjovt og sætter storhed og stolthed i et lidt ironisk lys, når Jesus foretager et næsten kejserligt indtog ...... På ryggen af et æsel.
Det kan da ikke undgå, at det må have virket en anelse komisk - ja, som om der på denne måde blev gjort grin med den selvhøjtidelighed, der kan stråle ud fra magtfulde mennesker, når de omgiver sig med alskens pomp og pragt - denne magtfuldhed bliver pludselig komisk, for hvad er alle disse magtfulde mænd andet end ganske almindelige mennesker? Hver især en Guds skabning præcis som det fattigste og mindst betydningsfulde lille menneske, der trækker afsted med sit æsel og sætter sig op på det, når han bliver træt af at gå?
Men midt i det sjove, midt i det latterlige, ironien, der findes den dybeste alvor og dermed det dybt seriøse, for det viser os ganske alvorligt og oprigtigt, hvad det ægte er: det er netop ikke alle falbeladerne, alt det storslåede, som vi ser op til: nej, det ægte er Gud på en æselryg.
Det ægte er Gud, der bøjer sig i støvet for at nå sit menneske.
Ja, for at åbne øjnene hos sit menneske, så det kan se sig selv med selvironiens øjne, se sig selv som fortabt, fortabt i en kunstig opstabling af fiktive værdier og normer, der må se sig slået af en ironiserende Gud, der møder mennesket lige der, hvor vi rent faktisk er: i støvet, på det jævne, traskede afsted ved siden af et æsel, symbolet på ringhed og arbejdsomhed - men også på stædighed.
Gud møder os i vores stædighed og i vores vrangvillighed og besejrer den.
Han sætter sig på den og tøjler den, styrer den - derhen, hvor han vil!
Og somme tider opdager vi det. Opdager at Gud kommer til os gennem stædighed, det lave, det ringe, det vi ikke tillægger værdi, det trivielle og det triste, som vi kan synke ned i i livet, eller midt i en kunstig oppustning af os selv, der i virkeligheden ingenting er.
Somme tider opdager vi, at Gud kommer til os med det ægte.
I det ægte.
Det vi har glemt at sætte pris på.
Glemt at være i.
Somme tider opdager vi det.
Andre gange tror vi bare, det er vores skæbne.
At livet ændres. Måske blev det til et andet liv, end det vi havde forestillet os og håbet på.
Vi bilder os ind, at det er tilfældigt.
At det ingenting er.
Jeg tror, det sker, når vi er sunket helt ned i alt det materielle og har vendt det åndelige ryggen.
Men selv der kan vi alligevel pludselig opdage Gud, komme til os ironisk ridende på vores trivialitet, vores hverdag, komme til os midt i dagligdagen for at fortælle os, at der også er frelse for os.
At også vi betyder noget for Ham.
At også vi er elskede af Ham.
Og så kan vi vel ikke andet end overgive os til Ham: smide vore kapper på jorden foran Ham og hilse Ham med palmegrene. Og lade Ham ride lige ind i hjerterne hos os og bo der - ikke bare her i adventstiden og julen over måske - nej altid, fremover, så det også bliver påske hos os.
I vore hjerter.
Så troen må vække opstandelsestroen i os.
Det er jo det, der tager sin begyndelse her i adventstiden, når vi går og venter på Jesu fødsel. Opstandelsestroen, der fødes i et menneskehjerte, der kan være så mørkt og koldt og forblæst, som en midvinterdag i Nordeuropa.
Opstandelsestroen, der er vores håb i den mørke vinter, der af og til får alt for grundigt fat i vore hjerter.
 

Amen.
 

 

 

 

 

(Pladsholder for prædiken)