2. Juledag d. 26. december 2021 – Svinø kl. 10.30

Præludium
Indgangsbøn
115 - Lad det klinge sødt i sky
Hilsen - bøn - Læsning GT
116 - En sød og liflig klang
Evangelie læsning fra Lukas (Da englene havde
forladt hyrderne)
Trosbekendelsen
123 - Her kommer Jesus dine små - den hele
Evangelielæsning Johannes + Prædiken
114 - Hjerte løft din glædes vinger
Nadver
192, v. 7-9
Bøn og Velsignelse
125 - Mit hjerte altid vanker, v. 1-2 + 9 (Carl Nielsen)
Udgangsbøn
Postludium

 

Glædelig Jul må stadig sige i dag, hvor de fleste er
begyndt på ”Godt Nytår” Nu skal julen bæres ud,
- ryddes væk, siger man og fortryder allerede at den
har varet så længe. Det er bare helt på hovedet. Julen
skal ikke bæres ud og op på loftet – julen skal bæres
ind i hjertet og ud i verden. Det er nu, det skal
omsættes og vokse fast i vores hverdag, at Guds Søn
er født – at Kristus, Herren lever med i vores liv.
Jesus insisterer på at tage del i vores liv, og endda i
vores død, som han insisterer på at overvinde med
en kærlighed stærkere end døden.
Julen skal ikke lægges på loftet, den skal integreres.
Hyrderne gik straks til stalden for at se det, som var
sket – det englen havde fortalt dem. De fandt barnet,
i en krybbe – og det er tredje gang i fortællingen, at
kropsligheden, det konkrete i det, der er sket,
understreges. Gud er virkelig kommet til verden – se
et nyfødt barn! Se de 2 mennesker, der tager sig af
ham mor Maria og papfar Josef.
2. Juledag bød i mange år af mit liv på samling hos
min farmor, - hvor der var pudset og poleret og
strøget og stivet og bagt og lavet mad i ugevis.
Bordet stod dækket med damask, der knitrede og
sølv og krystal, blomsteropsats og servietter –
snorlige! Og smukt som i en drøm. Min farmor blev
skuffet, når selv de store fætre sagde nej tak til 4.
bud af hovedretten – og så var der dessert.
Billedlotteri for børnene, mens andre bar ud og
skyllede af – ikke glas, dem måtte kun min faster
røre, foruden min farmor selv. Hun satte sig i
stuerne med slægt og venner, og når vi børn havde
trillet nødder, spillet lotteri, pant og blindebuk, var
det tid til konfekt – og så blev juletræet tændt. Vi
sad omkring det, og det var med oldgammel
julepynt fra før første verdenskrig – ligesom de
fortællinger, der blev overleveret ved den lejlighed
om tip tip oldeforældre. Vi sang en enkelt julesalme
+ højt for træets grønne top, og så blev
grammofonen ellers sat i gang med alle julesalmer,
der findes på dansk –og nogle på svensk og tysk.
Julelys den gang var uendeligt længe om at brænde
ned – og til sidst sad vi i stilhed – hele den store flok
– og så på at lysene slukkedes ét efter ét – og hver
havde udpeget sig et eget lys, der ville brænde
længst. Juletræslys er svære at forudsige. Det
smukkeste skyggemønster dansede på det hvide loft
i skæret fra de allersidste lys – det i sig selv var
magisk. Og så blev der virkeligt mørkt et øjeblik,
indtil nogen fandt kontakten, og vi gned øjne i det
elektriske lys.
Det var på tide at finde hjem, med julen i hjertet og
sindet. Julestemningen varede lige til Hellig tre
Konger, hvor nye lys blev sat på træet og vi for sidste
gang sad og så dem brænde og gå ud et efter et,
mens skyggerne dansede underfuldt i stjerne
mønster på loftet.
Julen skal praktiseres – lagres. Hyrderne fortalte,
hvad englen havde sagt til dem om dette barn, og
Maria og Josef blev bestyrket i de ord, de selv havde
hørt fra en engel og i drømme: dette barn gjorde
hele forskellen. Her begynder det nye.
Ja, her begynder det – det slutter ikke, skønt mange
vil glemme det igen i år senest med den første
nytårsraket. Nu er det tid som Maria, at gemme
ordene i sit hjerte og leve med det
Lev med, at Gud tager del i dit og mit liv, at hans
menneskelighed betyder, at han kender os. Han
kendes ved os, går med os på alle vores veje – og
vildveje, forkaster os ikke. Der er en indre stemme –
udefra – at lytte efter. Det er muligt at være i dialog
med ham, som er Gud selv!
Hans kærlighed gennemlyser verden, også din
hverdag – der er spor at spejde efter, glimt af
Gudsrige at tage retning af. Barnet vokser op, troen
vokser op – som en forårsblomst spirer den inden i,
gødes af stilheden, vandes af latter og gråd, bades i
lyset fra kærlige øjne. På mystisk og forunderlig vis,
lyser den dig og mig op indefra. Ligesom de sidste
små lys på juletræet danner den smukkeste
skyggedans på det hvide loft, så danner den mindste
smule hjerte tro i dig og mig de smukkeste mønstre i
det liv, vi lever med hinanden.
Lyset fra krybben stråler milevidt i verden, se her
vokser en kærlighed, stærkere end døden. Bær Julen
ud i verden – lad den stråle og de smukkeste
mønstre af kærligheden danse gennem dit liv - og
din død.

Amen!

Juleaften d. 24. december 2021 – Svinø kl. 14.00 og Køng kl. 16.00

Præludium
1.salme: 94 - Det kimer nu til julefest
2.salme: 119 – Julen har bragt
3.salme: 00 – Nu tændes tusind julelys
4.salme: 120 – Glade jul, dejlige jul
Postludium

 

Nu er vi her – Juleaften – Nu tændes tusind julelys, om
vi er helt klar eller ej. Julen kommer til os.
Gud lægger sin kærlighed i menneskehænder, - som et
barn i en krybbe – mere ydmygt kan det ikke være.
Julen betyder at Gud har fundet sted i det
menneskelige, derfor fandt fødslen sted i en stald i
mørket og englene sang for hyrder på marken.
Menneskeligt. Gud finder sted i menneskeliv.

På vejen gennem december er det let at overse et barn;
særligt et barn i en krybbe – for hvad skal vi ud i
stalden efter, eller for den sags skyld på marken ved
nattetide? Vi har så meget andet, der fylder, undervejs i
december. Indtil i aften, hvor vi samles for at tænde
tusind julelys, og lytte efter håbet om en fremtid, der
rækker langt ud over alt det, vi kan og skal og har så
travlt med.

Undervejs i december har jeg selv fået et snert af
julefeber; jeg har hældt rosiner i kaffen – i stedet for
mælk – hvordan man så tager fejl kl. 6 om morgenen.
Jeg har siddet uhjælpeligt fast i lynlåsen på en jakke,
og endte med at få snoet et ærme, mens jeg havde
jakken halvt over hovedet, - og følte mig fanget som et
lille barn, og jeg har ledt højt og lavt efter alt, hvad jeg
lige har lagt fra mig.
December kan godt føles som at være havnet i et
drillenissespil.

Da jeg var barn traskede jeg om juletræet med en stor
familie af ældre slægtninge, der ikke er mere, og
fætre og kusiner, det også er tyndet ud i. Jeg var den
yngste, efternøleren. Jeg husker hænder, der rettede
på mine sløjfer – og fætre, der hev mig i fletningerne
– og en onkel, der kneb mig i kinderne, så det sved
og to brødre, der fik mig til at grine, så jeg fik hikke.
Jeg kan huske at synge med i alle julesalmer og
undrende i ”det kimer nu til julefest” prøve at synge:
”Nu kom han patriarkers håb med flammeord og
himmeldåb, og barnet tyder nu i vang, hvad David
dunkelt så og sang.”
Ord, der er så mættet af forudsat viden og svære ord,
at det var som at synge magiske abra kadabra
simsalabim remser. Det var en stor del af min
juleglæde, - ligeså magisk som glitterstjernen øverst i
træet – så højt – så langt udenfor et barns
rækkevidde, at jeg ikke anede den var lavet af
papmache og glimmer. Det var alt sammen en del af
julemagien.

Jul behøver vi ikke forstå, for at tage del i det. Det er
tilgængeligt for hjertet. Det åbne sind, det sårbare
menneskesind. Så sårbart, at nogen rejser væk, andre
forbander det og atter andre slider sig næsten itu for
at bære med i juleritualet. For Jul er noget, vi skaber
sammen ved at gøre det samme år efter år, og hvert år
med en lille smule anderledes. Julen lever mellem
hænderne på os. Guds kærlighed lægges i hænderne på
os, som noget, vi skal praktisere – gøre selv, Det
forandrer os at tænde julelys, og netop derfor skal vi
gøre det – og særligt i mørke tider, hvor det falder os
svært.

Det er i nattemørket på marken, englene bryder frem i
lys og sang. Det glædelige budskab landede lige dér,
leveret med GLS som en anden julepakke – GLS
betyder helt sikkert Guds Livgivende Sendebude, hvis
nogen skulle være i tvivl:-)
Det er hos hyrderne, denne verdens tjenende,
opvartende og bærende væsener: Forældre,
skolelærere, pædagoger, sygeplejere, hjemmehjælpere,
redderne, hotelpersonalet, stuepiger m/k (og præster
m.fl.) – og alle de andre, der holder vagt i natten,
tænder et varmende bål, retter på en pude og lægger et
tæppe henover den frysende og passer på.
Derfor er det i stalden og ikke på slottet, blandt dyrene
i høet og ikke på fløjl og silke; derfor lægger Gud sin
søn for menneskers fødder, i deres hænder – udleveret
til at tage del i vores glæde, livsfryd, vores smerte, sår,
savn og død.
Der er intet effektivt eller rationelt ved det – alligevel
er det voldsomt viralt.
Julens lille barn i krybben under stjernen slår fast, at
vi ikke først skal bestå en eksamen, for at få lov at
komme indenfor i juleglæden. Det er ikke kun artige
julebørn, der fromt og kønt glæder sig og aser sig til
et juletraume, der får lov at komme med indenfor i
julen. Gud tager del NU i vores liv og følsomme
hverdag, hvor alt det, vi gør, gør forskel.
Et smil, et blik, et kærtegn, en umage, vi lige gjorde
os, en hjælpende hånd, en opmuntrende sætning – du
og jeg kan så meget med vores krop, vores sprog,
sanserne, hændernes værk.
Det er af fragmenterne, Gud samler helheden. Den
fuldendte glæde skabes i Guds hænder af dine og
mine drømme og længsler, vores minder, erindringer
og de ar og mærker vi bærer – og dem vi sætter. Det
er alt sammen en del af meningen – en del af det
fuldendte billede engang.
Det anes måske kun på baggrund af mørket, af
stilheden, smertejaget, ligesom stjerner i natten, som
nattergalens sang og som fødslens glæde efter
smerten. Gud lader sig falde og forener sig, bliver
menneske i kød og blod – menneskelig. Vi bliver
menneskelige, når det går op for os. Vi bliver
medmenneskelige.

Gør som Gud – blive medmenneske
 

Amen!

3.s.i advent 2021 – Køng kl. 10.30

Præludium
Indgangsbøn
1.salme:733- Skyerne gråne
Hilsen
Kollekt
GT-læsning
2.salme: 557 – Her vil ties
Epistellæsning
Trosbekendelse
3.salme: 89 – Vi sidder i mørke
Evangelium
Prædiken
Kirkebøn m.m.
4.salme: 80 – Tak og ære
Nadver
192, vv.7-9
Kollekt
Hilsen
Velsignelse
5.salme: 87 – Det første lys
Udgangsbøn
Postludium

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.

Det er vist de færreste fædre, der bryder ud i en tilsvarende smukt formuleret og velkomponeret lovsang, når de står med deres nyfødte barn i armene, og det er da heller ikke sikkert, at Zakarias sagde præcis således, som Lukas her gengiver det. Ja, jeg vil gå så langt, som til at påstå, at det gjorde han nok ikke.
Men meningen er god nok.
Zakarias er meget glad og har også fået en fornemmelse af, hvad det er, der er så særligt ved netop hans søn.
Zakarias var præst, og hans kone Elisabeth var ikke blevet gravid i løbet af deres snart lange ægteskab, og da hun nærmede sig de 50, havde de begge opgivet håbet om at få børn.
Men så var det, der skete noget mærkeligt.
En dag efter præstetjenesten i templet, var der en engel, der viste sig for Zakarias og fortalte ham, at hans kone Elisabeth skulle blive gravid og føde en søn, som de skulle give navnet Johannes.
Zakarias var selvsagt noget skeptisk, og englen sagde, at han som tegn ville blive stum og først blive i stand til at tale igen, når han stod med sin søn i armene.
Og sådan skete det.
Elisabeth blev virkelig gravid og hun fødte en dreng, som de gav navnet Johannes. Så da Zakarias står med sin lille søn i armene, bliver han i stand til at tale, og sønnen får navnet Johannes.
Nu var det sådan, at Jøderne ventede på Messias.
Det gjorde Zakarias også, og pludselig opdagede han, at han og hans søn var blevet brikker i Guds frelsesplan og Messias komme.
Hans søn Johannes skulle være en forløber for Messias.
Han skulle bane vejen for Messias.
Han skulle være en profet.
Og sådan gik det også.
Johannes voksede til, og da han var blevet voksen, drog han ud i ørkenområdet, hvor han levede meget asketisk.
Det siges, at han levede af græshopper og vilde biers honning.
Desuden gik han klædt meget enkelt i en simpel dragt af kamelhår og med et læderbælte om livet.
Han prædikede bod og omvendelse, og de der blev fanget af hans forkyndelse, dem tog han med ned til Jordanfloden og døbte dem med en omvendelsesdåb.
Folk synes ikke altid godt om Johannes.
Han var noget af en særling, og nogen var ligefrem bange for ham.
Andre holdt sig bare på afstand af ham.
Han råbte efter folk, at de skulle omvende sig og begynde et bedre og mere retskaffent liv.
Men én stillede sig solidarisk med ham og kom en dag og tog imod hans omvendelsesdåb.
Det var Jesus.
På det tidspunkt var de begge omkring de tredive år.
Efter Jesus var blevet døbt, gik han ud i ørkenen og holdt sig for sig selv og led mange forskellige fristelser.
Johannes fortsatte sine omvendelsesprædikener, indtil landsdelsfyrsten Herodes Antipas havde fået nok af ham og lod ham tage til fange.
Der sad han så nede i slottets fangekælder, indtil han en dag blev offer for en intrige.
Herodes Antipas havde nemlig giftet sig med sin brors kone. Det var kommet Johannes for øre, og han havde fordømt dette ægteskab, fordi broderen stadig var i live, og Herodes Antipas havde således brudt ind i deres ægteskab og taget konen fra sin bror.
Hun, der åbenbart også foretrak sin svoger, var træt af Johannes’ evindelige fordømmelse, så en dag, da der var fest på slottet, og hendes datter Salome havde danset så smukt for selskabet, så Herodes Antipas ønskede at begave hende med noget og spurgte, hvad hun kunne ønske sig – ja, så gik pigen hen til sin mor og spurgte: hvad skal jeg dog ønske mig?
Du skal ønske dig Johannes Døbers hoved på et fad! – sagde moderen.
Og sådan blev det.
Der blev sendt bud ned til fangekælderen, og Johannes blev halshugget, og hans hoved blev bragt op til selskabet på et fad.
Men se, alt dette vidste Zakarias heldigvis ikke, da han stod med den lille nyfødte dreng, Johannes, i sine arme.
Og det var nok godt det samme.
Det ville have spoleret hans glæde over sin nyfødte søn.
Det ville have blandet sorg og bekymring ind i glæden.
Livet består af en række øjeblikke.
Nu ´er.
Og dem skal vi prøve på at være til stede i, uden at lade frygten for fremtiden overskygge den glæde, vi kan føle i eet nu.
Hvad ville ikke også Maria have følt, da hun havde født sin søn Jesus, hvis hun havde vidst, at hun 33 år senere skulle stå ved foden af hans kors, mens han langsomt og pinefuldt udåndede.
Vi kender ikke vores fremtid.
Heldigvis for det.
Vi kender ikke det liv, der ligger foran os eller foran vore børn, og heldigvis for det.
Vi kan håbe og ønske og ville det bedste, men fremtiden må vi lægge i Guds hånd – og det uanset, om vi er en brik i Hans frelsesplan, eller vi bare er ganske almindelige mennesker, der lever en tid her på jord – kort eller lang – i et samfund et eller andet sted på kloden.
Vi ved dybest set ingenting.
Så derfor kan vi lige så godt bestræbe os på at være til stede i nuet og nyde den glæde, vi af og til kan få lov til at opleve.
Lige som Zakarias.
 

Amen.

24.s.e. trin 2021d. 14. nov. – Køng 16.30

Præludium
Indgangsbøn
1.salme: 775 – Der står et slot i Vesterled…
Hilsen
Kollekt
Epistel
2.salme: 4 – Giv mig, Gud, en salmetunge…
Evangelielæsning
Prædiken
Kirkebøn m.m.
3.salme: 733: Skyerne gråne..
Kollekt
Hilsen
Velsignelse
4. salme: 785- Tunge mørke natteskyer……
Udgangsbøn
Postludium

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.

Mange mennesker oplever det uhyre vanskeligt at tro!
Det er noget uhåndterligt noget, og den erfaring, man har med livet, taler måske det at tro midt imod!
Tyskeren Hans Werner Barths har udtrykt dette i et prosadigt, hvor han skriver:

Hvordan kan jeg sige: jeg tror,
når mine hænder har svært ved at folde sig
til bøn, og fromme ord er mig fremmede?

Hvordan kan jeg sige: jeg tror,
når jeg ikke ved af en Gud at tro på,
der troner usynlig over skyerne?

Hvordan kan jeg sige: jeg tror,
når de underhistorier, som man fortalte mig
da jeg var barn, forekommer mig at være
spagfærdige forsøg?

Men hvad betyder: jeg tror,
om ikke at være menneske under himlen
på den blomstrende jord med håb for
morgendagen?

Troende møder jeg fremtiden,
som fylder dagen med lys, og som viser mig
min vej, når den lyser op midt i mørket.

Du giver denne fremtid, Gud,
som jeg kender, og som alligevel har
bevaret mig fra barn og giver mig del i
morgendagen.

Du har givet mig mennesker ved min side,
som hjælper mig og som har brug for min
hjælp,
og du lader mig venligst erfare din frelse.

Således er morgendagen, Gud,
dit rige, hvor ingen ser den anden som herre,
og ingen opfatter sig selv som undersåt.

Således kan jeg sige: jeg tror,
når jeg rækker min bror mine hænder,
for at være hans ven.

Således kan jeg sige: jeg tror,
for jeg har lov at vide, at du, Gud
er ved min side, er mig nær.

Digtet starter med at spørge efter troen og ender med at finde troen i det nære – ja, i det slet og ret at være menneske med øje for sine medmennesker – et menneske med håb for morgendagen.
Måske var det sådan, de var – kvinden med blødningerne og synagogeforstanderen med den lille døde datter.
Mennesker med øje for deres medmennesker – mennesker med håb for morgendagen.
I hvert fald var det mennesker, der midt i den tilsyneladende håbløshed, de befandt sig i, var i stand til at nære håb.
Mennesker, der turde tro på trods af den erfaring, de hver især stod i med hensyn til deres hverdag.
I hvert fald er det lysende eksempler på troende mennesker, vi her står overfor. Mennesker, der til trods for den ulykkelige situation, de befinder sig i, er i stand til at nære tro.
Men somme tider kan det være svært for os at finde frem til troen.
Hvis vi befinder os i en vanskelig situation, så presser spørgsmålet uvilkårligt op – spørgsmålet: Hvordan skal jeg kunne tro på en Gud, der er god, når jeg må så meget ondt igennem?
Men evangelieteksten til i dag fortæller os jo netop, at Gud – her i Jesu person – netop er til stede midt i det forfærdelige og ulykkelige, og at der er et håb – også der, hvor vi ikke lige umiddelbart kan se det.
At tro på det – ja, det er det, det hele drejer sig om. – Og det er jo egentlig også det, vi rent faktisk gør ved i det hele taget at leve!
For hvis vi vender blikket bagud – så kan man jo også en gang imellem være nødt til at udbryde: Det var dog fantastisk, at jeg kom igennem det eller det! - Det var egentlig utroligt, jeg klarede det og det – og når man først står med den erkendelse, ja – så må man også samtidig erkende: at det var måske Gud, der hjalp mig!
At tro på Gud medfører jo ikke nødvendigvis en fornægtelse af det ondes eksistens.
At tro på Gud kan ikke kun lade sig gøre for den, der ikke lider ondt – Tværtimod er det ofte, hvad man ville kalde hårdt ramte mennesker, der netop giver udtryk for en stærk tro – og det hjælper dem igennem deres lidelser – af hvad art, de så end måtte være.
Det er tanker, vi må holde os selv fast på her, når vi så småt er ved at nærme os afslutningen på dette kirkeår – dette at håbet sætter sig igennem der, hvor alt synes håbløst – at troen kommer der, hvor tvivl og mismod synes at råde – og at livet opstår, der hvor døden tilsyneladende råder. For sådan som det gamle kirkeår er ved at være forbi, er ved at være levet til ende – ja, dødt – sådan opstår det ny kirkeår for os om kun 14 dage med nye muligheder – nyt liv –
Et nyt kirkeår oprinder om 14 dage med 1. søndag i advent, et nyt kirkeår hvor vi igen skal gennemleve kristendommens historie gennem de kirkelige højtider, der ligger spredt ud over hele året. Højtider, der hver har deres betydning, og som minder os om hændelser i Jesu liv, der danner grundlag for vores tro – og derfor bliver det hændelser, der også har betydning i vores liv.
Det ene kirkeår efter det andet ligner hinanden, hvad opbygning og rammer angår.
På den måde er de trygge rammer omkring vores liv allerede givet – vores liv, der tilsammen udgør menighedens liv – kirkens liv.
Det er de samme rammer, der har været om kristne menneskers liv siden Jesu liv på jorden.
Rammer, der er bevaret, fordi troen har båret dem videre fra generation til generation – den tro, som vi hører om i dag hos kvinden med blødningerne og hos synagogeforstanderen.
Troen på, at for Gud er alt muligt.
Den tro, der er svær at fatte, men som alligevel lever og sætter sig igennem den ene gang efter den anden.
Også selv om den ofte bliver leet ud – som det også skete i evangeliefortællingen til i dag, hvor Jesus sagde: ”Pigen er ikke død, hun sover!” – og de lo ad ham!
Troen er lattervækkende, fordi den er uforståelig – og det uforståelige – ja, det dækker vi ofte lidt til med humoren.
Den camouflerer nemlig meget hurtigt det, vi ikke forstår!
Men hvis vi tør stå imod forstanden og imod latteren – tør tro – så vil Jesu ord også lyde til os – ordene: ”Din tro har frelst dig!”

Amen.

21.s.e.trin. 2021 – 24. oktober Køng kl.10,30 og Svinø 19.30

Præludium
Indgangsbøn
1.salme: 653 – I falmede blade
Hilsen
Kollekt
Gt-læsning
2.salme: 7 – Herre Gud, dit dyre navn..
Epistel
Trosbekendelse
3.salme: 633 – Har hånd du lagt på Herrens plov
Evangelium
Prædiken
Kirkebøn m.m.
4.salme: 379 – Der er en vej
Altergang 192 vv.7-9
Kollekt
Hilsen
Velsignelse
5.salme: 731 – Nu står der skum
Udgangsbøn
Postludium

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.
Engang imellem kan vi mennesker godt føle, at vi er ved at drukne i livets omskiftelighed.
Føle vi ikke kan bære den omskiftelighed, fordi vi helst vil det lyse, det lette, det milde, det gode, det lykkelige hele tiden.
Men livets omskiftelighed kan ikke vælges fra.
Derimod kan vi godt finde styrke til at være i den.
Det hørte vi om i Paulus´ brev til efeserne, hvor han opfordrede til at tage Guds fulde rustning på, for at I – som han skrev – kan stå imod på den onde dag, overvinde alt og bestå – ja, så stå da fast, spænd sandheden som bælte om lænden og ifør jer retfærdighed som brynje, tag som sko på fødderne villighed til at forkynde fredens evangelium. Over alt skal I løfte troens skjold, hvormed I kan slukke alle den ondes brændende pile. Grib frelsens hjelm og Åndens sværd, som er Guds ord”
Altså gå ind i omskifteligheden og kæmp det godes sag med Åndens sværd, som er Guds ord.
Guds ord.
Guds ord, som er levendegjort i Jesus Kristus.
Guds ord, som vi netop i evangelieberetningen hørte, vendte hele forløbet.
Guds ord, der fik embedsmandens søn til at leve, som vi hørte det.
Guds ord, der her var Jesu ord – ordet: Din søn lever!
Der findes ingen genvej uden om Guds ord til at leve midt i omskifteligheden.
Der findes ingen anden genvej til den fuldstændige lykke end at tage det svære på sig og leve midt i det ved hjælp af Guds ord.
Ved hjælp af troen på, at Gud fører os frelst igennem også der, hvor vi ikke selv kan se nogen muligheder.
Men se, menneskene har jo altid forsøgt at finde genveje til den evige lykke. Den sorgløse tilværelse.
Nogle prøver at finde den sorgløse tilværelse gennem stimulanser – alkohol og narkotika.
Andre prøver at finde den sorgløse tilværelse gennem rigdom eller skønhed!
Andre igen forsøger at finde den sorgløse tilværelse ved at fortrænge døden.
Fornægte tilværelsens skyggesider i stedet for at tage dem til sig og leve i dem.
Der findes en bog af den franske forfatter Simone de Beouvoir, der hedder ”Alle mennesker er dødelige”, og den handler om en mand, der har så store forventninger til og planer for sin tilværelse, at han brændende ønsker at blive udødelig, for at kunne gennemføre alt det, han gerne vil.
Fortællingen starter i det 13. årh. i Toscana i Italien, og manden, der hedder Fosca, brænder for at samle hele landsdelen til et frit og selvstændigt område.
Og han hører, at der et sted findes en flaske eliksir, der, hvis man drikker den, medfører udødelighed.
Han får fat i denne her flaske, drikker den og bliver udødelig.
Han kan herefter udsætte sig selv for farer. Gennemføre næsten umulige missioner og bliver en dygtig men hård og ufølsom hærfører.
Han bruger menneskene som sit værktøj.
Deres liv regner han ikke.
De bliver som døgnfluer for ham.
Efterhånden er det ikke længere nok for ham at samle Italien, nej, han vil samle hele verden.
Han kommer til Karl V.´s hof og brænder stadig af magtbegær, men ingen andre er lige så brændende som han – for han kan se muligheder, hvor ingen andre kan se dem, for hans tid er videre og hans muligheder større end andre menneskers.
Folk dør fra ham – dukker op i hans liv – og forsvinder ud af det.
Han bliver gift nogle gange.
Han oplever spanierne fare hårdt frem i Amerika, han oplever tiden op til den franske revolution.
Og da bogen slutter, har han levet i næsten 8 hundrede år.
Han føler efterhånden stærkere og stærkere udødeligheden som en forbandelse.
Alting mister sin værdi for ham, for intet kan rigtigt sættes i perspektiv.
Tiden er jo uendelig for ham – og derfor egentlig ligegyldig.
Hans liv mister sin værdi, fordi det ikke er spor sårbart.
Det bliver uden betydning for ham at kæmpe for noget som helst, for han er aldrig i stand til at sætte livet på spil for noget som helst.
Han kan jo ikke dø.
Og hvad angår følelserne, kærligheden, så risikerer han heller aldrig at miste noget som helst, for der kommer altid en anden kvinde i hans liv på et eller andet tidspunkt – ja, der kan måske gå 100 år – men det er jo i virkeligheden intet for ham.
Han bliver led ved livet.
En livsbetragter – udenfor alt og alle!
Hvad Fosca engang drømte om skulle blive den evige lykke, hans udødelighed, det blev til den evige forbandelse.
Det eneste, han virkelig ønskede til sidst, var at dø.
Det eneste, han ikke kunne.
Det er faktisk sådan, at når man har læst bogen, så takker man sin Gud og Skaber for, at man engang skal dø.
For uden døden – uden det at kunne risikere at miste det, vi elsker – livet, hinanden, den tilværelse, vi står midt i - uden den risiko blev det hele jo værdiløst!
Og se, det at miste det, vi elsker, kan vi ikke bære uden Guds ord, der giver styrke midt i angsten for at miste.
Nej, der gives ingen genvej til den sorgløse tilværelse.
Det eneste, vi kan gøre, er at tage den omskiftelige tilværelse på os, der nu engang er blevet vores og være i den med al den sorg og glæde, lykke og ulykke, der gives i den og vide, at det er en velsignelse!!!!
Vide at hvis der ingen omskiftelighed var, ville det være en forbandelse!!!!
Og velsignelsen består netop i visheden om, at Gud er med os midt i omskifteligheden.
Embedsmandens søn i evangeliefortællingen blev ikke vakt til live til udødelighed af Jesus.
Nej, han blev vakt til live til en omskiftelig tilværelse nogle år endnu.
Heldigvis for ham.
Og for os.
 

Amen.

17.s.e. trin 2021 – Høst-Jagt Køng kl. 10,30 d. 26. september

Præludium – Jagthornsblæsere
Indgangsbøn
1. salme: 730: Vi pløjed..
Hilsen
Kollekt
Gt.- læsning
2.salme: 392: Himlene Herre
Epistel
Trosbekendelse
3. salme 728: Du gav mig, o Herre
Evangelium
Kirkebøn m.m.
Jagthorn spiller
4. salme: 729 – Nu falmer skoven.. -indsamling
Kollekt
Hilsen
Velsignelse
5. salme. 727: Gud, Du fra Dine…
Udgangsbøn
Postludium – jagthorn spiller
 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.
Livet består af øjeblikke.
Det glemmer vi ofte.
Som regel fordi vi har så travlt med at komme fra eet øjeblik til det næste.
Ja, vi er nærmest på vej ind i det næste øjeblik, mens vi rent faktisk stadig befinder os i det første øjeblik.
På den måde bliver tiden flygtig.
Livet glider hastigt forbi.
Alt for hastigt, kan vi synes.
Andre gange oplever vi det stik modsatte.
Tiden er lang.
Vi befinder os midt i en ørkenvandring af uendelige dage, der aldrig tager ende.
Børn kender til denne følelse op til noget, de ser frem til.
Og ældre mennesker kender desværre også til denne følelse, fordi kræfterne ikke længere slår til, og et skrøbeligt helbred gør det vanskeligt at udføre selv ganske almindelige ting, og tiden bliver lang.
Den bliver nærmest blot brugt til at sidde eller ligge og vente på det næste besøg, som der er alt for længe til.
Men tiden er jo hverken længere eller kortere, end vi gør den til – for tiden er bare nu – et øjeblik.
Men det opfatter kun den, som lader sig gribe af øjeblikket.
Jeg tænker, det må være sådanne øjeblikke, der gør det rigt at være jæger.
Ofte er folk fokuserede på byttet, når man snakker jagt – og det er vel også en vigtig del – men ikke den vigtigste, vil jeg påstå.
Det vigtigste er øjeblikket.
Øjeblikket, hvor man føler sig eet med altet.
Hvor man oplever sig selv som blot en lille brik i skaberværket.
I en mægtig natur.
Det kan egentlig være hvor som helst, hvis man har blik for det.
Man kan være heldig at opleve nogle fantastiske solopgange, hvor himlen farves purpurrød lige før, dagen for alvor bryder frem.
Eller se op en stjerneklar aften og prøv at finde de forskellige stjerner og planeter, og oplev, hvor lille du i virkeligheden er i hele Guds store skaberværk.
Jeg ved ikke, om jeg lever om en time, eller om en dag eller om en måned. Eller om en ulykke rammer mig om lidt og slår min verden itu – men jeg ved, jeg lever lige nu i dette øjeblik, og hvor er jeg heldig, fordi jeg gør det, og oplever dette kostelige øjeblik.
Jeg tænker mig også, der må være mange af sådanne øjeblikke, når man arbejder med jorden på markerne.
Ja, der er mange af sådanne øjeblikke, hvor som helst vi færdes – men måske stærkest, når vi færdes i naturen.
Øjeblikke, der gør det det hele værd.
Øjeblikke, der sammen med andre øjeblikke bliver til et liv – langt eller kort.
Derfor gælder det om at have blik for øjeblikket.
At være til stede i øjeblikket.
At være bevidst om øjeblikket.
At være taknemmelig for øjeblikket.
At være – øjeblik for øjeblik.
Det virker lidt som om farisæerne i dagens evangeliefortælling havde glemt det – lige som mange af os.
Farisæerne havde sat livet på regler.
Du skal gøre sådan og sådan.
Du må ikke gøre sådan og sådan.
Og de følte, at dette, at de selv kunne overholde alle disse regler, gjorde dem mere værd end andre.
Den indstilling til livet gør Jesus op med og lærer dem, at de skal gøre, hvad der er brug for at gøre – uanset om det er sabbat – dvs. helligdag – eller ej!
Og de skal ikke rose sig selv over den måde, de lever på og tildele sig selv de øverste pladser ved bordet – nej, de skal være ydmyge og tilbageholdende.
Det er faktisk den samme ydmyghed og tilbageholdenhed, vi kan have overfor øjeblikket, sådan at vi ikke griber det – men lader det gribe os. I taknemmelighed over at være en del at livet i netop dette øjeblik!
Taknemmelig overfor skaberværket.
At leve sit liv i taknemmelighed overfor skaberværket er meningsfuldt.
Vil give vores liv mening.
Vil tilføre vores liv en ekstra dimension – nemlig den evige!
Den evige dimension, som er den eneste meningsfulde dimension at have med - i længden – øjeblik for øjeblik.
Det er faktisk også lige præcis dette, der kommer til udtryk i de salmer, vi synger i dag. Høstsalmerne.
Når vi synger dem, giver vi udtryk for vores taknemmelighed overfor Gud, fordi vi er så heldige at få lov til at leve og høste.
Høste markens afgrøder.
Høste af naturens overflod, når vi går på jagt.
Høste lærdom af livet.
Høste venskaber og kærlighed.
Høste erfaring – ja, høste alt det, vi er så heldige at få del i.
Ja, som der står i et af versene i den næste salme:
Ham takker alle vi med sang
For alt, hvad han har givet,
For hvad han vokse lod i vang,
For ordet og for livet.

Amen.

16.s.e. trin 2021 – Køng kl. 10,30 d. 19. september

Præludium
Indgangsbøn
1. salme: 408 – Nu ringer alle klokker mod sky
Hilsen
Kollekt
GT-læsning
2. salme: 658 – Når jeg er træt og trist
Epistellæsning
3. salme: Kom Gud Helligånd, kom brat
Evangelium
Prædiken
Bøn m.m.
4. salme: Som markens blomst henvisner fage
Dåb 123, vv.1-3 + 7-9
Altergang – 192, vv. 7-9
Kollekt
Hilsen
Velsignelse
5. salme: 611 – Så tag mig da ved hånden
Udgangsbøn
Postludium
 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.

Job som vi hørte om i den gammeltestamentlige læsning fra alteret, var egentlig en heldig mand.
En mand, det gik godt.
Han var gudfrygtig og retsindig, fortælles det, og derfor havde Gud belønnet ham med en stor børneflok og en strålende bedrift.
Men Satan stiller sig tvivlende overfor uegennytten i Jobs fromhed, og han går til Gud med sine tvivl om Job.
Gud giver Satan frit spil i forhold til Job, for Gud er sikker på, at Job er oprigtig, og Satan lader herefter ulykkerne vælte ind over Job.
Men Job lader sig ikke knække, hverken da hans kone tilskynder ham til at forbande Gud, eller da vennerne bliver ved med at pukke på ham og hævde, at han da må have forsyndet sig mod Gud, for ellers ville Gud da ikke have straffet ham, for Gud er jo retfærdig.
Fortællingen om Job ender dog med, at det efter prøvelserne igen kommer til at gå Job godt.
Her, hvor vi i dagens gammeltestamentlige læsning møder Job, er, mens modet endnu er oppe hos ham, og han er i stand til at forsvare Gud og stå fast i sin tro og sit tilhørsforhold til ham.
Situationen i epistelteksten kunne minde lidt om Jobs situation. Men her er vi sprunget adskillige hundrede år frem i tiden til Paulus.
I epistelteksten hører vi nemlig et stykke af efeserbrevet, som regnes til de breve, der traditionelt kaldes fangeskabsbrevene. D,v,s, breve, som Paulus har siddet og skrevet fra sit fangeskab. Og man kunne måske forestille sig, at Paulus netop, fordi han sidder fængslet, ville miste sin tro på Gud, fordi det var gået ham på den måde, at han var havnet i fængsel. Men det gør han ikke. Ligesom Job bevarer Paulus sin tro og giver kraftigt udtryk for den her i brevet til efeserne.
Men hvorfor var det så gået Paulus på denne måde, at han var blevet fængslet?
I fortællingen om Job, var det Satan, der havde fået lov til at friste Job til at falde fra sin gudstro, men med Paulus forholder det sig anderledes.
Paulus var jo som ung ivrig forfølger af de kristne. Han var så arg en modstander af denne anderledes og truende nye gudstro, at han ligefrem forfulgte de kristne. Søgte at opspore, hvor de befandt sig og udleverede dem til de lokale myndigheder, så de kunne blive taget til fange og måske ligefrem straffet for deres tro.
Men engang Paulus er på vej til byen Damaskus for at bedrive kristenforfølgelse der, har han et syn. En stemme siger til ham – der dengang faktisk slet ikke hed Paulus men Saulus: Saulus, Saulus, hvorfor forfølger du mig?
Paulus får et chok og falder om på jorden og bliver ude af stand til at se.
Han bliver dog fundet og hjulpet ind til byen, hvor han bliver indlogeret hos nogle kristne, der tager sig af ham.
I byen er der en kristen mand, Ananias, der i en drøm får at vide, at han skal opsøge denne Saulus og tale med ham.
Det hele ender med, at Saulus, den ihærdige kristenforfølger, bliver omvendt og tager navneforandring til Paulus, og for at råde bod på sine tidligere handlinger, hvor han har forfulgt de kristne, så bliver han nu herefter en lige så ivrig missionær.
Han foretager tre store rejser, og han kommer til at smage sin egen tidligere medicin, idet han flere gange bliver taget til fange – fordi han nu selv er kristen og forfulgt, fordi han agiterer for kristendommen.
Det sidste, vi hører fra Paulus, er, da han sidder i sit fængsel – eller husarrest - i Rom og skriver breve.
Paulus holder altså i sine lidelser på samme måde som Job fast i troen på en kærlig og retfærdig Gud – selv om han møder modgang i sit liv.
Og denne holden fast ved sin tro – også når man møder modgang, ja dette ikke blot at opleve Gud som sådan en slags lykke- og glimmer-spreder – men som én man faktisk kan søge trøst hos, når man oplever modgang, når man oplever lidelser – det vil også til slut lønne sig.
Det er det lille evangeliestykke til i dag et vidnesbyrd om.
Her er vi nået til udfrielsen af den definitive elendighed, modgang og lidelse, vi kan forestille os: selve døden!
Vi kommer i beretningen ind i en forfærdelig situation. En mor har mistet sin eneste søn, og hun er oveni købet enke. Dvs. hun har i datidens samfund ikke blot mistet sit barn – men hun har også – nu da hendes mand også var død – mistet sin forsørgelse – sit eksistensgrundlag. Hvad skulle hun leve af? Hvem skulle tage sig af hende og forsørge hende?
Det var en på alle måder dybt tragisk situation.
Men i den mørkeste sorg og ulykke bliver hun mødt af Gud.
Det forunderlige og uventede sker.
Det som slet ikke kan lade sig gøre sker.
Nu hører vi faktisk ikke noget om hverken den døde søns eller moderens tro. Derfor kan vi heller ikke umiddelbart tolke dette, at sønnen opvækkes fra de døde, som et bevis på en slags belønning for standhaftighed i troen, men sat i sammenhæng med de to andre fortællinger, vi har hørt i dag fra henholdsvis Det Gamle Testamente og fra Efeserbrevet, kan vi næsten ikke lade være med at se det som en naturlig fortsættelse af disse historier.
”Når nøden er størst, er hjælpen nærmest”, er der et gammelt ordsprog, der siger, og det er vel det, der rent faktisk sker. Gud brød ved Jesus ind i sorgen og bød den trods og skabte liv ud af død!
Men måske sidder vi tilbage med en følelse af, at det synes vi måske ikke lige Gud gjorde, da det var os, det drejede sig om. Hvorfor genoplivede Han ikke, dengang da vi mistede?
Det kan vi ikke finde noget svar på.
Vores døde bliver ikke levende, sådan som vi hørte det i evangeliefortællingen, men måske kan vi igennem vores sorg og det at miste alligevel opleve nyt liv.
Måske kommer Jesus alligevel også forbi os, når vi mister, når vi har det svært. Når vi bliver syge. Når vi er ulykkelige.
Måske foregår det ikke ligesom i byen Nain men på en helt anden måde.
En måde så vi lige pludselig glædes midt i sorgen.
Lysglimt kan være vidt forskellige ting.
Men fælles for disse lysglimt er, at de bærer det ulykkelige menneske videre.
Skænker os livet på ny.
Viser os en vej at leve med sorgen, så både sorgen og mindet om det mistede bliver en levende, virkelig og givende del af vores liv.

Amen.

14.s.e. trin 2021 – Køng kl. 10,30 d. 5. september

Præludium
Indgangsbøn
1.salme: 2 – Lover den Herre
Hilsen
Kollekt
Gt
2.salme: 1- Guds menighed syng
Epistel
Trosbekendelse
3.salme: 305 – Kom Gud Helligånd
Evangelium
Prædiken m.m.
4.salme: 29 – Spænd over os
Altergang
192, vv. 7-9
Kollekt
Hilsen
Velsignelse
5.salme: 11 – Nu takker alle Gud
Udgangsbøn
Postludium
 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.
Nåde være med jer og fred fra Gud vor Fader og Herren Jesus Kristus. Amen.

Nu er taknemmelighed ikke altid den mest fremherskende følelse blandt mennesker.
- Jo måske taknemmeligheden mennesker imellem, den skal vi nok huske at minde hinanden om, hvis nogen, vi synes burde vise os taknemmelighed, ikke gør det. Så skal vi nok minde vedkommende om det på en mere eller mindre direkte måde.
– Næsten som om vi kun gjorde noget godt for at blive takket bagefter!!!!
Nej – taknemmeligheden mellem mennesker skal vi såmænd nok huske og også huske dem på, der glemmer den –
Men taknemmeligheden overfor Gud og over alt det, vi alt for ofte tager som en selvfølge – den er vi ikke særlig gode til at huske eller huske hinanden på!
Her har vi det lidt lige som de ti spedalske i evangeliefortællingen, der alle blev helbredte – men de ni af dem tog det som en selvfølge – Kun den tiende vendte tilbage til Jesus for at takke ham.
Det kunne godt mine noget om os selv – altså de 9 spedalske, som uanfægtet fortsatte deres liv.
Alt det gode i vores liv – det glemmer vi simpelthen at takke Gud for. Det tager vi som en selvfølge . – hvorimod alt det onde i vores liv, det kan vi ofte finde på at bruge til at hænge Gud ud for.
Eller vi laver sådan en slags bevisførelse inde i vores hoveder gående ud på, at når der er så meget ondt i Verden, så kan Gud ikke være til, for Han skulle jo være god og være almægtig.
Hvordan kan Han så tillade alt det onde, som sker i Verden????
Men når vi spørger sådan, kunne man jo lige så godt vende det hele på hovedet og spørge:
Men hvad så med alt det gode, som trods alt også er der???
Hvad er det så bevis for?
At Gud eksisterer - eller hvad????
Men vi kan jo ikke bruge noget af det som bevisførelse!
Sådan kan man jo slet ikke tale eller forsøge at føre bevis for det ene eller det andet - i hvert fald ikke Guds eksistens.
Vi mennesker, vi modtager og oplever meget godt – men vi modtager og oplever også meget ondt.
Når vi oplever noget godt – ofte helt uforskyldt – så kan vi glæde os og takke Gud og lovprise Ham.
Det er godt nok en mulighed, som ikke ret mange benytter sig af, men det er en mulighed, som står åben – men vi overser denne mulighed – præcis ligesom de 9 af de spedalske.
Og når vi oplever noget ondt, kan vi beklage os til ham, bede til ham, bede ham om styrke, bede ham om hjælp – og han vil dele det onde med os - være tilstede i vores lidelse.
Det kunne de godt alle sammen finde ud af – de ti spedalske i evangeliefortællingen.
Ja, sådan gjorde de faktisk.
De kunne godt finde ud af at henvende sig til Gud, da de led ondt. Henvende sig til Gud i Jesu skikkelse og bede om hjælp– Og de blev hjulpet i deres lidelse – men de tog det på én eller anden måde bare for givet. Som noget selvfølgeligt.
Kun én vendte tilbage for at takke – for at dele sin glæde med Gud, ligesom han før havde delt sin sorg med Ham.
For vi mennesker vi oplever jo i løbet af et menneskeliv både sorg og glæde. Og troen på Gud betyder ikke, at man så kan blive den ene af disse følelser kvit.
Nej, Troen på Gud betyder, at man har én at dele både glæden og sorgen med.
Troen på Gud betyder, at man har en at komme til, når man overvældes af følelser, der er så store og altopslugende, at intet andet menneske rigtigt slår til som medlider eller medglæder.
For når vi oplever voldsom glæde eller voldsom sorg, og vi ikke ved, hvor vi skal vende os hen med alt det, som hjertet flyder over af, ja, så kan vi vende os til Gud.
Desværre var der kun én af de ti spedalske i evangeliefortællingen til i dag, der helt havde fattet det.
Og det kan måske så give os stof til eftertanke!!!!!
Vi har meget at være taknemmelige for – så meget, at denne taknemmelighed måske godt kunne flyde over i form af en omsorg for den Verden, vi er en del af. Den gode Verden, vi er en del af, og som har brug for vores omsorg og kærlighed til den for at ruste sig mod alt det onde, der på den ene eller den anden måde sniger sig ind i den og truer den med ødelæggelse.
Men hvor er taknemmeligheden og omsorgen blevet af? – også for den del af Verden, der ikke lige er en del af vores egen dagligdag?
Hvor er respekten for liv – også det liv, der er langt fra os, men som dog er liv med samme ret til eksistens, som vi har?
Jeg tror, det er forsvundet sammen med Guds-troen!!!!
For jeg tror ikke, man af hjertet kan elske de fjerne og ukendte mennesker, men man kan elske Gud og igennem kærlighed og tro på Ham elske det af Ham villede og skabte – også dem og det, som vi måske ikke kender.
Derfor må vi have fat i denne tro igen.
Troen på den kærlige og elskende og medfølende og medlidende Gud, som vi har lært at kende gennem Jesus Kristus.
Men hvor er det svært!!
For Troen på Gud forvrænges bestandig af menneskenes egoisme og magtbegær, der ikke kender nogen grænser.
Selv ikke i forhold til Gud!!!!
Lad os derfor prøve af alle kræfter på at holde fast i troen på Gud – den kærlige medlidende og medfølende Gud, og lad os bede til, at Hans kærlighed, medlidenhed og medfølelse kan finde vej til vore hjerter, så vi bliver i stand til at vise hinanden kærlighed, medlidenhed og medfølelse, kæmpe mod onde kræfter både i og udenfor os selv og tage imod livet og alt det, vi høster i livet med taknemmelighed.
 

Amen.

11.s.e. trin 2021 – Køng kl. 9,00 - Svinø kl. 10,30 d. 15. august

Præludium
Indgangsbøn
1. salme: 751 – Gud ske tak og lov
Hilsen
Kollekt
(Gt-læsning
2. salme: 42 – I underværkers land jeg bor)
Epistellæsning
(Trosbekendelse)
3.salme: 67 – Jeg så ham som barn
Evangelium
Prædiken
Kirkebøn m.m.
4. salme: 17 – Almægtige og kære Gud
(Altergang
192, vv.7-9)
Kollekt
Hilsen
Velsignelse
5. salme: 372 – Dit værk er stort
Udgangsbøn
Postludium
 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.
At føle sig bedre end.
Det er den følelse, farisæeren fyldes af, når han er i synagogen sammen med tolderen.
Og det er den følelse, som Jesus mange gange – ligesom her – taler midt imod – f.eks. også med den kendte fortælling om at kunne se splinten i sin brors øje men ikke bjælken i sit eget.
At føle sig bedre end.
At være overbevist om, at ens eget er bedre end den andens, - den anden, som måtte være anderledes end én selv.
Det er den følelse, der styrer mange menneskers handlinger, fordi man ikke kan se, at andet end ens eget har værdi.
Man kan ikke se, at andet end det, man selv står for, har berettigelse.
Det er meget farligt at føle sådan, hvis man er et magtfuldt menneske – eller en magtfuld organisation, og det er egentlig helt ude af trit med det grundlæggende i en hvilken som helst af de store religioner. For den leveregel, der kaldes den gyldne regel er faktisk at finde i alle de store religioner – nemlig reglen: Du skal være mod andre, som du ønsker, at andre skal være mod dig.
Farisæeren i dagens evangeliestykke tænkte ikke på denne leveregel. Eller dvs. han kunne formodentlig slet ikke se, at denne leveregel var i spil. For ham, eksisterede der kun hans eget synspunkt på sagen – som her drejede sig om måden at udleve sin tro på.
Farisæeren var så selvsikker, at han ikke havde øje for den stærke Gudstro, der kom til udtryk gennem tolderens adfærd.
Tolderen, der ydmygt stod bagest i synagogen og angrede sine synder og bad om tilgivelse. Tolderen, der vel egentlig giver udtryk for det mest ægte og sande forhold til Gud, som et menneske kan have. For kan vi egentlig andet end at sige: Gud, vær mig synder nådig!
Men man kan jo godt komme lidt i tvivl, om vi nu som kirke også opfører os sådan, når man f.eks. ser hvor kostbart, vi udsmykker og udstyrer vore kirker.
Da tror jeg, det er meget godt at besinde sig lidt på fortællingen om farisæeren og tolderen, og bestandig stille sig selv spørgsmålet, om det er sand Gudsdyrkelse, vi praktiserer - både som kirke og som enkeltmenneske.
Èn af kirkehistoriens kendte skikkelser, der netop tog dette spørgsmål op og ved at arbejde med spørgsmålet, ændrede sit liv totalt på en måde, der fik betydning for hele eftertiden, var Frans af Assisi.
Frans levede omkring år 1200 og var søn af en rig klædehandler i den italienske by Assisi.
Hans far forventede, at han skulle vokse op og arbejde med i virksomheden og håbede vel med tiden at kunne overdrage klædehandelen til Frans.
Men sådan kom det ikke til at gå.
Som ung levede Frans, i overensstemmelse med sin fars ønske, et ubekymret liv som handelsmand og soldat med rige venner og luksus.
Et år som krigsfange og senere en alvorlig sygdom fik ham dog til at tænke dybere over sit liv.
Da han var midt i 20'erne, begyndte han at afvise sine tidligere venner og fornøjelser og brugte i stedet mere og mere af sin tid på at bede og meditere samtidig med, at han drog omsorg for de spedalske, datidens mest fortabte samfundsgruppe.
Efterhånden blev han klar over, at han måtte forpligte sig til et liv i fattigdom og forkaste sine forældres rigdom.
Herefter gik det slag i slag for Frans.
Han solgte de ejendele, han havde fået fra sin far, for at hjælpe med at genopbygge forfaldne kirker i Assisi.
Han rejste som pilgrim til Rom og levede som tigger.
Efterhånden fik han også en lille flok af tilhængere, der på samme måde var blevet inspireret til at opgive deres ejendom og leve et simpelt liv i fattigdom, kyskhed og tjeneste for andre mennesker.
Selv om deres liv var simpelt og fattigt, var det også muntert og fuldt af sang og latter. Efterhånden voksede den lille flok sig større og blev til en rigtig munkeorden, Ordo Fratrum Minorum, "Ordenen af Små Brødre", til daglig kaldet: Franciskanerne.
Frans havde et helt særligt, ydmygt forhold til naturen og især til dyrene.
En af de mest berømte historier om Frans fortæller, hvordan han prædikede for fuglene – og de lyttede.
Frans sagde til fuglene, at de skulle være taknemmelige over for Gud. De fik jo nemlig alt givet af Gud: mad, drikke, bolig og klædning. Det samme havde Jesus jo netop fremhævet i sin bjergprædiken i Matthæusevangeliet.
En anden historie fortæller, hvordan Frans formanede en ulv og skabte fred mellem den og de mennesker, den havde angrebet.
Disse historier og mange andre viser, hvordan Frans faktisk ikke så på dyrene som simple objekter men som ligeværdige væsner.
Mange af Frans' prædikener kredsede om, at man skulle sørge for at beskytte naturen, sådan som Gud havde befalet ved skabelsen.
Frans skrev også en sang til naturen, den berømte Solsang, hvori han priste Gud for alle hans skabninger: sol, måne og stjerner, luft, vand, ild og jord, blomster og planter, liv og død.
Det skyldes blandt andet denne sang, at pave Johannes Paul II udnævnte Frans til miljøets og økologiens skytshelgen.
Om lidt skal vi faktisk synge en gendigtning af Solsangen, som har fundet vej ind i vores salmebog.
Og så kan vi jo passende tænke på, om ikke Frans af Assisis ydmyge levevis og måde at forholde sig til sine medskabninger på ikke falder ganske godt i tråd med den ydmyge tolder i evangeliestykket til i dag, og om ikke de begge udtrykker en måde at udleve sin tro på, som er ganske efterstræbelsesværdig for alle os andre. Og hvis – eller når – vi må erkende, at Frans står som et uopnåeligt idealbillede – så kan vi da i hvert fald altid med tolderen udbryde: Gud, vær mig arme synder nådig!
 

Amen.

9.s.e. trin 2021 – Køng kl. 10,30 d. 1 august

Præludium
Indgangsbøn
1.salme: 3 – Lovsynger Herren
Hilsen
Kollekt
Gt-læsning
2.salme: 683 – Den nåde, som vor Gud har gjort
Epistellæsning
3. salme: 292 – Kærligheds og sandheds Ånd
Evangelium
Prædiken
Kirkebøn m.m.
4. salme: 331 – Uberørt af byens travlhed
Dåb – 123 vv.1-2+7-9
Nadver 192, vv-7-9
Kollekt
Hilsen
Velsignelse
4.salme: 401 – Guds ord, det er vort arvegods
Udgangsbøn
Postludium
 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.
Det, der i dag er søndagens tekst, er jo en lignelse. Dvs. en lille historie, som Jesus fortæller, hvor han ved at tale i billeder fra det kendte, menneskelige liv, forsøger at fortælle noget om det ikke-kendte guddommelige liv.
Egentlig er det slet og ret undervisning, det her, som præster i Den Danske Folkekirke skal prædike over lige netop i dag.
Vi skal prædike over – dvs. udlægge og forklare – en tekst, der handler om en godsforvalter, der ikke har forvaltet herremandens ejendom på særlig forsvarlig og rentabel vis, og det finder herremanden ud af. Derfor tilkalder han forvalteren og beder ham aflægge regnskab for den måde, hvorpå han har forvaltet herremandens ejendom på.
Herremanden sagde også til ham, at han ikke duede til at være forvalter, når han ikke kunne forvalte ejendommen ordentligt.
Godsforvalteren bliver ude af sig selv og begynder at tænke igennem, hvordan han så skal klare sig.
Og så får han en idé.
Han begynder at nedskrive gældsbeviser. – Alle de mennesker, der skylder herremanden penge eller skylder ham noget andet, dem kalder han til sig, og lader dem halvere deres gæld – altså på papiret!
Det var jo godt nok lidt snyd – men også en meget udspekuleret måde at skaffe sig venner på. For det er jo klart, at den person, der har hjulpet én til kun at skylde halvt så meget væk, som man rent faktisk skyldte – ja, en sådan person kan man jo godt blive temmelig glad for. Og også temmelig taknemmelig imod. Ja, man kan måske blive så taknemmelig imod en sådan person, at man kunne tænke sig at give ham noget til gengæld for at have hjulpet én af med halvdelen af éns gæld.
Man kunne måske forestille sig, at man ville invitere ham på middag en dag.
Og se, hvis man havde tilpas mange mennesker, som man havde hjulpet af med halvdelen af deres gæld – så kunne man måske forvente temmelig mange middagsinvitationer. Det kunne så være ens egen redning – for så kunne man måske gå fra hus til hus og spise – hos alle de mennesker, som man havde hjulpet af med gælden, og så behøvede man ikke at sulte, selv om man ikke havde noget job og altså heller ingen indtjening havde.
Det var jo sådan set meget smart udtænkt af godsforvalteren.
Men se, mens hele denne proces gik for sig, har herremanden holdt sig lidt i baggrunden og fulgt med i det hele – og det ender faktisk med, at han ligefrem roser godsforvalteren, fordi han har handlet klogt og smart!
Sådan tror jeg ikke, det ville gå i den virkelige verden.
Jeg tror, man skal lede længe efter den virksomhedsejer, der ville rose sin økonomichef for at sløjfe halvdelen af de tilgodehavender, virksomheden havde rundt omkring. - - - Eller: måske skal netop vi, der befinder os her i kirken i dag, faktisk ikke lede så længe efter en sådan virksomhedsejer - - - vi kan måske nøjes med at tænke på den virksomhedsejer i hvis virksomhed, vi befinder os i øjeblikket!!!
Og her tænker jeg ikke på hverken menighedsrådet eller kirkeministeriet – nej, jeg tænker selvfølgelig på Gud!!!
Gud som topchefen for den virksomhed, vi kalder kirken.
Måske er det nemlig lige præcis kun Gud, der vil reagere sådan som herremanden i lignelsen, hvis Han opdagede, at nogen begyndte at forære noget af Hans ejendom væk – ved at nedskrive gældsbeviser for Hans skyldnere. Ja, faktisk er det det, vi skal gøre lige om lidt, når vi skal døbe et barn – For det er jo det, der bliver gjort, når vi bliver døbt. Vi får nedskrevet vores gældsbevis.
Nu kan man jo indvende, at eftersom de fleste af os blev døbt, da vi var ganske små, så kunne vi vel ikke allerede på det tidspunkt have nået at have stiftet en særlig stor gæld til Gud?
Måske ikke – men med dåben har vi fået nedskrevet gældsbevis for den gæld, vi vil pådrage os i løbet af vores liv – og jeg gad nok se den person, der synes, at han eller hun ikke har nogen gæld til Gud.
Måske er der nogen, der påstår, de ikke har nogen gæld til Gud. Men ingen af os er jo gæld- eller syndfrie. Vi skylder alle sammen noget til nogen. Til Gud og til vore medmennesker.
Vi er også alle sammen skyldige i ét eller andet.
Noget vi har gjort forkert.
Noget, vi ikke skulle have gjort over for én eller flere af vore medmennesker. Over for Gud.
Ingen af os kan leve et komplet rent og skyldfrit liv uden at gøre noget forkert.
Derfor har vi alle én eller anden form for skyld eller synd, vi bærer rundt på.
Men nu er det jo så netop så heldigt, at vi ikke behøver bære rundt på denne her synd, eller denne her skyld, helt alene, for Gud sendte Jesus til os mennesker – dels for at han ved sit eksempel skulle lære os, hvordan vi skulle stræbe efter at leve et menneskeliv – men også fordi han jo endte sit jordiske liv med at lade sig korsfæste, dvs. tog den værst tænkelige straf på sig for at lade sig straffe i vores sted.
Man kalder det for ”det glædelige bytte”.
Han byttede med menneskene: Han tog deres straf på sig, og til gengæld skulle de tro på ham som sand Gud og sandt menneske – som den ene side af den treenige Gud. – Og så fik vi endda lovning på, at Han vil være med os alle dage, lige til verdens ende.
Derfor behøver vi ikke bære på al vores sorg og skyld og synd alene, for Han bærer med.
Og derfor bliver vi døbt til at tilhøre ham.
Og det er nemt at huske – på dansk i hvert fald – for ”dåb” rimer på ”håb”.
Så er der da håb for os – lige gyldigt hvor svær en situation, vi synes, vi befinder os i.
 

Amen.

7.s.e. trin 2021 – Køng kl. 10,30 – Svinø kl. 19.30 d. 18. juli

Præludium
Indgangsbøn
1.salme: 754 – Se, nu stiger solen…
Hilsen
Kollekt
GT-læsning
2.salme: 547 – Man siger, livet har bange kår
Epistellæsning
Trosbekendelse
3.salme: 34 – Gud skal alting mage…
Evangelium
Prædiken
Kirkebøn
Meddelelser
4.salme: Guds igenfødte, nylevende sjæle…
Altergang
192, vv.7-9
Kollekt
Hilsen
Velsignelse
5.salme: 305 – Kom Gud Helligånd, kom brat….
Udgangsbøn
Postludium
 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.
Der er noget vist betryggende ved denne fortælling om Zakæus.
For Jesus kommer til ham – selv om Zakæus jo i første omgang gemmer sig lidt for Jesus, da han sidder i træet og tror, at han i al ubemærkethed kan sidde deroppe og følge med i det hele, da Jesus kommer til hans by, Jeriko.
For Zakæus var nysgerrig.
Han ville gerne følge med i al den hurlumhej, der var omkring personen Jesus.
Zakæus var tolder – og tolderne var ikke så populære blandt folk.
Det er de heller ikke altid blandt folk i dag – især ikke, hvis man har for meget og forkert med, når man kommer til den danske grænse.
Det var nu ikke af den grund, tolderne ikke var populære blandt det jødiske folk.
Nej, det var fordi de inkasserede ekstra penge til den romerske besættelsesmagt.
Tolderne sad ved byporten ved indgangen til byen, og her skulle man så betale told, for at komme ind i byen.
Men tolderne opkrævede ekstra penge, som gik til den romerske besættelsesmagt. Og somme tider, indkrævede de også oven i dette et beløb, der gik i deres egen lomme.
I dag ville man have kaldt disse toldere korrupte.
For 2000 år siden var man bare vred på dem og ville ikke have noget med dem at gøre.
Den fordel, tolderne havde ved at kunne lægge lidt ekstra oveni tolden, så de selv blev lidt rigere, blev altså hurtigt vendt til en bagdel. For de blev udstødt af deres eget lokale samfund.
De blev til nogen, folk ikke ville have noget at gøre med.
En slags besættelsesmagtens forlængede arm.
Alligevel var der nok lidt status over det at være tolder.
Tolderne var velhavende og omgikkes vel også ofte med de romerske officerer.
Zakæus var tolder.
Men Zakæus var lille af vækst – fortælles det.
Hans fremtoning svarede måske ikke helt til den magt, han havde og til den frygt, han var omgivet af.
Zakæus kompenserede for sin lave vækst og kravlede op i et træ.
Så kunne han følge med i det hele. Tænkte han.
Og så kunne han tillige bevare en afstand og bare være tilskuer – ikke involvere sig i noget af det, der foregik omkring Jesus.
Ja, bare være tilskuer.
Holde distance.
Jeg oplever somme tider ved samtaler forud for dåb, vielse eller konfirmation, at de implicerede omtaler menigheden som ”publikum” – og tænker måske på, at i kirken er det ligesom i et teater eller i en koncertsal eller i en biograf – altså at der er nogen, der præsterer noget for nogle andre.
Nogle er aktive og nogle er passive.
Nogen er involveret, og nogen er ikke involveret og kigger bare på.
Og så bliver der en distance i forholdet, fordi man jo på en måde er der - er tilstede – men man kigger bare på, så man er ikke rigtig én af dem, der hører til her.
Jeg tror faktisk, der er mange, der har det sådan. Ikke bare, når de kommer i kirken – inviteret til et bryllup eller en dåb eller en konfirmation – men nogen har det sådan generelt og ender med at blive en slags tilskuer til livet.
Vi er ikke rigtig med – vi kigger bare på!
For hvis man tager skridtet fuldt ud – og er rigtigt med, engagerer sig – så risikerer man jo også noget.
Man risikerer, at der stilles krav til en.
Man risikerer måske også at miste – noget af sin integritet – noget af sit liv vel egentlig, fordi man giver det til noget, man ikke rigtigt ved, om man vil være en del af.
Så vi nøjes med at kigge.
Men hvis ikke man investerer noget – noget af sig selv, noget af sin tid, ja noget af sit liv – så risikerer man selvfølgelig ikke at miste – men man risikerer heller ikke at vinde. Så bliver man ved med at være dér - udenfor.
En tilskuer.
En slags publikum.
Én, der ikke rigtigt er med.
Og hvis man gør sådan i for mange sammenhænge – så risikerer man at blive ensom.
Ensom, fordi man holder sit liv for sig selv.
Det var vel lidt sådan, Zakæus havde det.
Og han kryber op i træet og sætter sig tilrette. Som beskueren af det liv, der udspiller sig foran ham og under ham.
Men han får bare ikke lov til at forblive i rollen som beskueren.
Han får ikke lov til at forblive tilskuer.
Pludselig bliver han indrulleret i det, der foregår. Ja, han bliver nærmest midtpunkt.
Det havde han ikke ventet.
Og det havde ingen andre vel heller.
De havde deres roller i forhold til hinanden – Zakæus, tolderen – og så Jerikos almindelige befolkning. Og de involverede ikke gensidigt deres liv i hinanden.
Men Jesus bryder dette rollespils regler.
Den passive Zakæus bliver pludselig tvunget til at blive den aktive Zakæus.
Tilskueren Zakæus bliver til aktøren Zakæus, for Zakæus bliver gjort til vært for Jesus.
”Skynd dig at komme ned Zakæus. I dag skal jeg være gæst i dit hus” – siger Jesus til ham.
Og denne accept – uden forbehold – får Zakæus til at omvende sig.
Han vil gøre alt det godt, som han har gjort skidt før.
Zakæus´ liv er som forandret.
Han – der var udenfor – er nu indenfor – i hvert fald hos én. Hos Jesus. Også selv om alle de andre mennesker omkring ham mukker.
”For menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte”.
Og heldigvis for det.
Så er der jo også en chance for os.
Også vi kan blive fundet.
Også vi kan blive trukket ud af beskuerens rolle og blive gjort til aktive medspillere i livet.
Derfor er der noget vist betryggende ved denne fortælling om Zakæus, for det betyder, at også vi kan nås af Gud – også selv om vi skulle finde på at sidde og gemme os for Ham – ligesom Zakæus.
 

Amen.

5.s.e. Trin. 2021 – d.7. juli – Køng kl. 10,30

Præludium
Indgangsbøn
1. salme:751 – Gud ske tak og lov
Hilsen
Kollekt
GT-læsning
2. salme: Hellig, hellig, hellig
Epistel
Trosbekendelse
3. salme: 14 – Tænk at livet koster livet
Evangelium
Prædiken m.m.
4. salme: 147 - Der sad en fisker
Nadver
192, vv. 7-9
Kollekt
Hilsen
Velsignelse
5. salme: 634 – Du ved det nok
Udgangsbøn
Postludium
 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.

Det er ikke svært at genkende sig selv i Peter.
Peter er et ganske almindeligt menneske.
Han er fisker.
Ikke særligt velhavende.
Han må knokle for føden, og nogle gange bærer knokleriet frugt, og han kan vende ind til land med båden fuld af fisk, som han kan sælge og på den måde ernære sig selv og sin familie.
Andre gange er han mindre heldig. Selv om han har slidt en hel dag, har han næsten intet fanget, og han må spekulere over, hvordan han skal skaffe mad til familien og få økonomien til at hænge sammen.
Sådan en dag som den sidstnævnte kommer vi ind i her i evangeliefortællingen.
Og fordi der ingen fisk var, er han sejlet tidligt ind, og ja - selvfølgelig kan Jesus da godt få lov at låne båden, så han kan sætte lidt fra land og tale til de mange mennesker, der har samlet sig inde på stranden.
Da Jesus imidlertid efterfølgende foreslår Peter at sejle ud endnu engang for at fiske, bliver Peter irriteret.
Der er jo ingen fisk i dag.
Han ved det da selv bedst.
Han har jo fisket hele dagen og ingenting fået. Det er det rene idioti og fuldkommen tidsspilde at bruge mere tid på fiskeri i dag.
Ikke desto mindre får Jesus overtalt Peter.
De sejler ud og fylder ikke blot deres egen båd men hele to både med fisk!
Peter bliver i første omgang bange. Bange for det store og underfulde, han oplever. Bange, fordi han ser sin egen ringhed stå i skærende kontrast til Jesu storhed.
Men hvad fortæller historien os ellers?
Ja, der er jo som ofte i evangeliefortællingerne flere elementer i den.
Umiddelbart kan man jo godt anskue den som en underberetning.
Man kan forestille sig, at Lukas simpelthen har valgt at bringe den i sit evangelium, fordi den vidner om Jesu guddommelighed, fordi det da er et under, der her sker.
Peter havde jo allerede forsøgt at fiske og intet fanget, men da Jesus befaler dem at sejle ud igen, fanger de en masse - ja, en hel enorm mængde fisk.
Det kan jo minde os lidt om dengang ved brylluppet i Kana, hvor Jesus omskabte vand til vin, og det blev ikke blot til vin, men det blev til en fantastisk god vin!
Vi kan altså betragte det her som et under, der har til formål at understrege, at Jesus ikke blot er en almindelig skriftlærd, men at han er guddommelig og dermed har guddommelige kræfter, så også havets fisk adlyder ham og lader sig fange.
Men man kan også anlægge sådan en lidt lommefilosofisk anskuelse af fortællingen og se den som en slags pædagogisk vejledning i menneskelivet generelt:
Du skal ikke give op, hvis du har modgang.
Prøv igen, så vil dit forehavende måske lykkes. Og her i fortællingen lykkedes det jo til fulde.
Endelig så kan man også læse historien som et udtryk for, hvordan du her i livet klarer dig bedre, hvis du forlader dig på Gud. Hvordan du får meget mere ud af dit liv, hvis du forlader dig på Gud. Hvordan du med Gud får et rigere liv.
Hvis du bare selv tager affære og passer dit liv uden tro, ja så lykkes det ikke så godt for dig.
Hvis du derimod lytter til Gud og retter dig efter Hans befaling, så vil det gå dig godt.
Historien kan jo egentlig forstås og tolkes på alle tre måder, og ingen af dem udelukker vel dybest set de to andre.
Det er en god historie, der vil hjælpe dig i dit liv, uanset hvordan du tolker på den.
Alligevel efterlades vi med lidt spørgsmål.
Der er i hvert fald ét, der trænger sig på hos mig, og det er:
Hvordan finder jeg ud af, hvad Gud vil med mig i mit liv?
Det er jo nemt nok, hvis Jesus står lyslevende og taler til én, som han gjorde det til Peter i evangeliefortællingen. Men sådan er det jo ikke for mig.......eller er det?
Også 2000 år efter, at dette her fandt sted, kan vi prøve at lytte til Jesus.
Det er bare på en lidt anden måde.
Vi kan søge efter hans råd og vejledning ved at læse i Bibelen.
Vi kan også tit finde hjælp i salmerne, og så kan vi jo heldigvis bede til Ham.
Og det kan jo ofte bringe os i situationer, hvor vi godt fornemmer, hvad han vil os.
Hvor vi fornemmer, hvad han vil have os til - og måske også, hvad Han netop ikke vil have os til.
Problemet for os mennesker er imidlertid, at vi meget ofte ikke giver os tid og rum til at lytte til ham - men lader alt muligt andet fylde og støje, så vi ikke kan høre Ham.
Og så hører vi jo hverken, hvad Han vil os og ej heller Hans tilsagn til os.
Hvis vi ville, og hvis vi gav os selv tid og rum til at bede og lytte, så kunne vi måske ovenikøbet høre det, som også Peter hørte i evangeliefortællingen.
For ikke blot fik Peter pædagogisk vejledning i sit liv: prøv igen, sejl ud igen, så vil det lykkes for dig.
Han oplevede også et under: der hvor han selv ingen fisk kunne fange, fangede han på Jesu befaling pludselig en voldsom masse!
Og endelig oplevede han, at han i sit liv for at lykkes var afhængig af Gud - af Jesus!
Og sluttelig, hvad der fik ham til at stråle, var, at ikke alene var han afhængig af Gud og lykkedes med Guds hjælp, hvilket befordrede troen på Gud hos ham - nej, han oplevede også det helt fantastiske: at Gud troede på ham.
Regnede med ham.
Stolede på, at han kunne noget.
Han stolede på, at han Peter, en fattig fisker, kunne samarbejde med ham Gud, og være menneskefisker!!!!!
Der var nogen, der regnede med ham og troede på ham!
Og denne nogen var Gud!
Peter fik - midt i sin ringhed og sin fattigdom og sin uformåenhed – menneskeværd.
Det menneskeværd fik ham til at stråle, og det menneskeværd rækkes til os alle i dåben, så vi alle har mulighed for at stråle, for at folde os ud i livet – til glæde og gavn for hinanden og os selv – og til Guds ære!
 

Amen.

4.s.e. Trin. 2021 – d. 27. juni –Køng kl. 10,30

Præludium
Indgangsbøn
1.salme: 726 – Gak ud min sjæl…
Hilsen
Kollekt
Gt
2.salme: 598: O Gud, du ved og kender…
Epistel
Trosbekendelse
3.salme: 390: Gud lad dit ord i nåde lykkes…
Evangelium
Prædiken m.m.
4.salme: 655: Er du modfalden kære ven…
Altergang
192 vv. 7-9
Kollekt
Hilsen
Velsignelse
5.salme: 13 – Måne og sol…
Udgangsbøn
Postludium
 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.
Mennesket kan meget i dag.
Vi kan så meget, så vi nærmer os det perfekte.
Vi kan manipulere med celler.
Vi kan operere og på den måde helbrede og redde liv.
Men vi kan også operere, så vi bliver ved med at se unge og smukke ud, selv om fødselsdatoen siger, at vi for længst burde være rynkede og gamle.
Vi skal nemlig helst være perfekte.
Perfekte forældre.
Perfekte børn
Perfekte lønmodtagere og perfekte chefer.
Perfekte kvinder og perfekte mænd.
Og perfekt er i alle sammenhænge det samme som idealet.
Ingen skæve tænder, krogede fingre eller grå hår.
Vi skal være smukke, veluddannede og funktionelle alle sammen.
Men det er vi jo ikke!
Fra naturens hånd er vi forskellige.
Vi ser forskellige ud.
Vi har forskellige sind.
Vi har forskellige evner.
Men fordi vi kan så meget og manipulerer med så meget - ja, så har vi en tendens til selv at ville tilføre det, vi fra naturens hånd ikke har fået – for at vi kan være perfekte.
Og når det ikke helt lykkes – så stirrer vi os nærmest blinde på manglerne.
Både vore egne – men også – ja, måske endda i særdeleshed de andres mangler.
For vi forventer jo ikke bare selv at være perfekte – nej, de andre skal jo også helst være det.
Og de er måske ikke helt perfekte – og deres fejl og mangler vokser til enorme dimensioner – i vore øjne – altså!
Og så er der jo også lige det, at det jo egentlig er så dejligt at kunne se fejl ved medmenneskene, for de kan bruges til at aflede de fejl, vi selv har.
- For som altid i stridigheder og uoverensstemmelser så er det lettere at se splinten i sin broders øje end bjælken i ens eget øje – der har det med at blokere for udsynet i det hele taget.
”Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes, fordøm ikke, så skal I ikke selv fordømmes.”
hedder det – men det er utroligt svært – især hvis man synes, at noget er så helt urimeligt.
Og sådan er det jo generelt mellem mennesker.
Utilfredshed eller én eller anden fastlåst mening har det med at føre os længere fra hinanden snarere end frem til en gensidig forståelse.
Vi bliver blinde for hinandens gode sider – og kan en blind vel lede en blind, som Jesus siger?
Nej – så vil de jo netop begge falde i grøften.
Og der ligger vi så – fordi vi hverken er parate til at tage splinten ud af vores broders øje eller bjælken ud af vores eget øje.
Og derfor har vi faktisk så vældig godt af at høre evangeliet til i dag. For der får vi nemlig overleveret nogle helt andre værdier.
Det fortæller os, at vi ikke bare skal være ligeglade.
Det fortæller os, at vi ikke bare skal acceptere hvad som helst. Hverken hos os selv eller andre.
Det tvinger os til at tage stilling. Til at lade kærlighed og barmhjertighed være det, der skal lede vores liv. Og det betyder, at vi ikke kan være ligegyldige, hverken over for os selv eller vore medmennesker.
Det betyder, at vi hverken kan lade bjælken sidde i vort eget øje eller splinten i vor brors!
Ikke fordi vi skal fremstå som perfekte, men fordi vi skal hjælpe og støtte hinanden af kærlighed til Gud og til Hans skaberværk – bl.a. os!!!
Og vi er gode nok, sådan som Han har skabt os.
Vi behøver ikke at manipulere med Hans skaberværk. Men vi skylder Ham derimod at få det bedst mulige ud af det liv, vi har fået at forvalte – ikke på bekostning af andre men til glæde og fremme - også for andre end os selv.
Det betyder, at vi skal lade være med at dømme og fordømme – ikke af ligegyldighed – men af kærlighed og barmhjertighed.
Med Kristus bryder Guds Riges Evangelium og lov ind i vores tilværelse. Og det er ikke et rige, der giver os nogen som helst myndighed til at dømme andre mennesker.
Det er ikke et rige, der nærer vores fordomme, men som tværtimod kuldkaster dem – Ikke fordi vi så skal blive ganske ligeglade og værdineutrale, sådan som vi er ved at blive det i dag – næh, tværtimod – men de værdier, vi skal lade os lede af, er netop ikke den slags, som dømmer og koncentrerer sig om at hænge andre mennesker ud.
Det er kærligheden, der ikke dømmer – ikke af ligegyldighed men netop af kærlighed og barmhjertighed.
For som det lød i evangelietekstens begyndelse:
”Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig.”
Det er barmhjertigheden og kærligheden, der skal styre vores liv – ikke ligegyldigheden.
Og så kunne det måske ende med, at både splinten i vor brors øje og bjælken i vort eget forsvandt – ikke fordi vi ligegyldigt lod som om, de ikke var der, men fordi de ganske langsomt går i opløsning og forsvinder, hvis vi giver plads til den kærlighed og barmhjertighed, der strømmer til os fra Gud.
Og måske behøvede vi så heller ikke være ens og perfekte alle sammen.
Måske kunne vi endda begynde at se fordelene ved at være forskellige og nyde godt af hinandens evner i stedet for at se skævt til dem, der ikke er perfekte – eller dem, der ikke er magen til os selv.
 

Amen.

3.s.e. trin. 2021 Køng kl. 10,30 d. 20. juni

Præludium
Indgangsbøn
Salmer DDS: 751 – 12 – 302 --- 492 - 414
Udgangsbøn
Postludium
 

Englenes glæde

At søge efter det tabte og mistede er ikke ”hot” hvis vi ser på, hvad vi faktisk gør. Se, hvad der ligger og flyder overalt, hvor mennesker færdes: affald, inklusive mundbind og pantdåser – som om, vi er færdige med skal kastes bort, hvor vi lige går og står. Ja, et lille moralsk opstød må I bære over med i forhold til en pointe. Edderkopper! Er det det, vi er? Der indfanger og udsuger indholdet, for at lade resten tilbage?
Tænk på alt det, vi glemmer. Hittegods. Sommetider er det som om, det, vi har glemt et sted, har mistet enhver værdi eller genkendelse. Lækre vinterjakker, idrætssko, vanter, handsker, tasker, solbriller, paraplyer, kasketter, hoodies. Alt det er eksempel på noget, nogen har glemt i kirke eller sognegård, hvor jeg var. Vi efterlyste og skrev opslag, vi eftersøgte ejermænd og kvinder med lys og lygte og mente ikke, at vi havde set ukendte fremmede den dag, der lå glemte sager tilbage. Bevares – konfirmationsgudstjenesten efterlod en del, men det var mest våde papirlommetørklæder, krøllede salmeblade og slikpapir – og et enkelt par solbriller – dyre nok til at jeg blev banket op sent søndag aften i Præstegården 😊
Men alt det andet glemte var det som om, ingen ville kendes ved, ingen konfirmand eller kormedlem genkendte deres egne ting. Heller ikke når holdet blev præsenteret for det glemte! Ingen forældre reagerede på beskrivelsen…Glemt, efterladt er også med et ukendt. Som om det aldrig har eksisteret..
Nu blæser en uhyggelig vind – for er det fortabelsens væsen? At vi skiller os fra ting og sommetider fra hinanden og glemmer helt, som om det aldrig har eksisteret, det, der var? Kan den skæbne også ramme os selv? Kan det tænkes, at Gud glemmer alt om, at vi har eksisteret, taber og glemmer os i intethed på det store hittegodskontor, der med tiden må tømmes, for at kunne rumme nye glemte?

Her er Jesu egne ord for, at det Gud ske tak og lov er lige modsat. I Kristeligt Dagblad kan man læse om mandags afstemning i et udvalgt panel om 100 sange – og det er en vigtig samtale og en sjov konkurrence – men ikke, hvis det skulle betyde, at alle andre sange blev glemt, efterladt som alt andet hittegods i livet – lagt på glemslens godtog gennem natten. Her er ikke 100 sange, men 100 får – og et enkelt, der er blevet borte. Der bliver ledt til det er fundet. Og her er mere end den mønt, vi dårligt gider bukke os for samle os fra gulvets snavs – her er den mindste smule, knapt en dåse hakkede tomaters værdi kostbar nok til til at der ledes og endevendes og derefter fejres for væsentligt mere end det tabtes værdi!
At være tabt og blive fundet. At være og at blive. Der er en hel verden i de to små ord – Prøv du bare at beskrive, hvad din væren er, lige nu i dette livsøjeblik, denne søndag. Fortæl mig,– ikke hvem du er, men netop hvad og hvordan du er. Jeg har tid til at lytte efter, og spørger gerne ind for at gå på opdagelse sammen med dig, hvis du vil.
At være og at blive – i mellem ”være” og ”blive” er der en afgrund, en uoverstigelig afstand i tid. Her kan vi kun vente, ikke springe. Vi kan gætte og beregne, og vi kan planlægge, men uanset hvad, vil det vise sig, hvad vi bliver. Vente og være, ….vente på, hvad vi bliver.
Hvad kan vi gøre til eller fra, hvis det er sådan, det er? Kan fåret eller mønten gøre andet end at vente på at blive fundet? Kan de gøre til eller fra, om de er tabt eller ej? Hvad er vi, hvis vi risikerer at blive bortkastet – og hvem skulle den Gud være, der lader os henfalde på hittegodskontoret uden savn eller genkendelse?
Det kan jo også forkomme, at det er os, der har glemt Gud i bussen eller hvor vi lige lagde ham fra os – og nu slet ikke savner eller genkender - ?
Ville Jesus i dag fortælle om mennesker, der søger Gud? Og om glæden ved at finde et fællesskab, der bærer? Tolderne og synderne dengang var så foragtet, at det synes som om ingen ville savne dem. Det er desværre slet ikke uaktuelt, hvis man skal tro en brøkdel af de hadbeskeder, der skrives og deles i verden – hvad sker der?

Der er ingen garanti for at mennesker ved, hvor vi egentlig hører til og nok skal lade os kalde hjem, hvis vi bliver kaldt på. Der er ingen garanti for, at vi tror lige tilpas nok til at genkende hyrdens stemme, eller at livets afkroge ikke er mørkere og længere borte, end at vi kan findes, hvis ellers der bliver ledt grundigt nok.

Jesus sætter sit liv ind på, at Gud ikke glemmer eller efterlader i glemsel. Gud regner os for umistelige, dyrebare ned til det allermindste liv, ingen husker. Han leder – sender eftersøgning ud i de mørkeste afkroge, de dybeste afgrunde.

Den uforbeholdne jubel over at have fundet, siger noget om det tabtes værdi, om forholdet mellem Gud, der søger, og os, han finder. Om den dybe kærlighed, der insisterer på, at vi er umistelige – hver eneste en af os.

Nu bliver fortællingerne om fåret og mønten til udtryk for Guds lidenskab. Jesus, der fortæller, er selv gået ud for at lede, har givet afkald på egen sikkerhed, for at bære fåret på sine skuldre tilbage. Han hidkalder alle engle til festen for de fundne, og ja, vi hører åbenbart hjemme i et fællesskab af engle, der som gode nabokoner og -mænd kerer sig om os. Der er ingen grund til at dømme ude, foragte andre og forstille sig selv, som de skriftkloge og farisæerne, eller alle hadbeskederne i verden gør det. Det må være en angst for at lades tilbage, blive glemt, for at hævde sig selv eller fremstå som den eneste perfekte – eller hvad?

Er det tid til at lade Gud stå inde for at være Gud, at lade ham komme til, at lade sig bære og forandre af forsikringen om, at vi er de uendeligt dyrebare – umistelige.
Hvad sker der med os og med fællesskabet os ”med-får”, undskyld: os medmennesker imellem, hvis vi tager Jesus på ordet, når han fortæller, at vi er uundværlige? I sidste ende kan det være, at verdens ende endevendes, at afgrunde overskrides, at gulvbrædder brækkes op og at de dybeste afkroge af ”umuligt” og ”aldrig mere” lyses op. Måske skulle vi regne med det og leve med hinanden som uundværlige søskende og anledning til englenes glæde?
 

Amen.

2.s.e. trin. 2021 Svinø kl. 10,30 og Køng kl. 19,30 d. 13. juni

Præludium
Indgangsbøn
1.salme: 747 – Lysets engel går med glans..
Hilsen
Kollekt
Gt-læsning
2. salme: 30 – Op alle som på Jorden bor…
Epistel-læsning
Trosbekendelse
3. salme: 679 – Et trofast hjerte Herre min…
Evangelium
Prædiken
Kirkebøn
4.salme: 385 – Op alle folk på denne jord…
Altergang 192: vv. 7-9
Kollekt
Hilsen
Velsignelse
5.salme: 404 – Lover Herren! Han er nær….
Udgangsbøn
Postludium
 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.
Hvordan vi bruger vores liv, er jo blot et prioriteringsspørgsmål!
Sådan er det for os – og sådan er det for de mennesker, vi hører om i evangeliestykket her.
Vi hører om, at de, der var indbudt til fest, åbenbart ikke prioriterede denne fest særligt højt. De havde alle sammen noget andet, de syntes, de var nødt til – og som de vel i virkeligheden også hellere ville.
Man kunne jo fristes til at overføre dette billede direkte til deltagelse i søndagsgudstjenesterne i landets kirker. Der er som regel plads til mange flere end de fremmødte.
Men det var faktisk ikke lige det, der var situationen, dengang da Jesus fortalte denne lignelse.
Dengang lignelsen blev til og blev fortalt, blev den fortalt til mennesker, der levede i troen på, at de var Guds udvalgte folk.
Lignelsen blev fortalt til det jødiske folk, hvis historiske og religiøse bevidsthed rakte langt tilbage i tiden.
De havde oplevet Guds nærvær, da de for år tilbage blev ført ud af Egypten af Moses, og Farao ikke ville lade dem gå, og Gud sendte 10 forskellige plager over Egypten, som skulle få Farao til at slippe sit tag i dem.
De havde oplevet Guds nærvær i form at tegn og undere i løbet af den 40 år lange ørkenvandring efter, de var sluppet ud af Egypten, og de havde oplevet Guds nærvær, da de vandrede ind i Kana´ens land og tog det i besiddelse.
Med årene havde den jødiske tro udviklet sig, og farisæismen var vokset frem og havde fået magt. Således var netop den strenge farisæiske religiøse opfattelse den toneangivende på den tid, da Jesus lever.
Det var en fundamentalistisk opfattelse af de hellige skrifter, der prægede den farisæiske tro, og det er ofte netop det, Jesus gør op med.
Bestandig kan vi læse passager i evangelierne om, hvordan Han diskuterer med farisæerne og tilretteviser dem.
Det medførte naturligvis en stærk modstand mod Jesus og hans lære hos farisæerne og dermed også – fordi de var de toneangivende i samfundet – hos de fleste andre mennesker i det bedre borgerskab – eller de, der gerne ville accepteres af det bedre borgerskab.
Men Jesus blev jo netop sendt til det jødiske folk.
Han blev født ind i en jødisk familie.
Voksede op med den jødiske tro og tradition.
Han kom som en levende invitation til de mennesker han levede iblandt – d.v.s. det jødiske folk – en levende invitation fra Gud til Guds store gæstebud. Guds frelse.
Men langt de fleste fra det jødiske folk takkede nej til invitationen.
Gud inviterede – sendte sin Søn som en invitation til frelse – men folk ville Ham ikke. De havde så travlt med så mange andre ting – sagde de.
Men måske brød de sig bare ikke om at høre på ham.
Måske havde de bare ikke lyst til det, invitationen lød på.
Men som i lignelsen stoppede invitationerne ikke her, for nogle ville gerne komme. – Nemlig alle de, der ikke blev regnet for noget – alle de, der måske ikke i første omgang var tænkt på.
Invitationen bliver grænseløs.
”Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme…” bliver der sagt i lignelsen.
Fordi de, festen egentlig var tiltænkt, ikke ville komme, så bliver alle mulige andre inviteret. Tilsyneladende uden at blive tjekket ud som passende først. Alle – uanset hvad eller hvordan, de nu engang var, blev inviteret.
Som sagt kan man fristes, når man ser på gudstjenestedeltagelsen i Danmark, til generelt at sammenligne sig med dem, der takkede nej til invitationen. De fleste danskere – og sådan er det vel i øvrigt i mange andre lande også – har så frygteligt travlt med så mange andre ting, de hellere vil, end at tilbringe en time i kirken om søndagen.
Og så kan man måske få dårlig samvittighed, hvis man en sjælden gang kommer i kirke og hører denne her tekst.
Men man kunne jo også – når nu man befinder sig her i kirken – sammenligne sig med dem, der nu kom til det store gæstebud.
Alle dem fra gader og stræder, der takkede ja til invitationen, når nu de først-indbudte ikke ville komme.
Alle dem, der uanset om man i det omgivende samfund regnes for noget og findes værdig – ja, så har man taget imod invitationen til Guds frelsende indgriben i ens liv.
Men hvis man skal læse det ind i evangeliefortællingen, så medfører det jo, at man på én eller anden måde skal anskue sig selv som en slags taber. Sådan én, der ikke regnes for noget. Sådan én, der kom med på afbud fra det fine og gode borgerskab, som takkede nej.
Det kan måske være lidt overraskende og mærkeligt at skulle se på sig selv på den måde.
For godt nok er man måske ikke perfekt – men sådan en taber, som tilfældigt blev støvet op langs gærde og veje – er det nu også det, man er???
Ja, det er det vel!
For over for Gud er vi alle tabere!
Der er jo ingen af os, der har gjort os fortjent til hans frelsende indgriben i vores liv, fordi vi er specielt gode og særlige eller fine.
Vi er tilfældige mennesker, som Han har fundet. Som Han har opsøgt. Og som takkede ”ja”!
Derfor befinder vi os i kirken en søndag.
Måske ikke så meget med håbet om at få – om at få noget med hjem – nej, langt snarere fordi vi formodentlig har behov for at give.
Give af vores taknemmelighed til Gud.
Fordi vi var så heldige at blive fundet af Ham – og så takkede ja!!
 

Amen.

Trinitatis søndag d. 30. maj 2021 i Køng kirke

Præludium
Indgangsbøn
1.salme: 403 – Denne er dagen…
Hilsen
Kollekt
GT-læsning
2. salme: 435 – Aleneste Gud…
Epistel
Trosbekendelse
3.salme: 318 – Stiftet Guds Søn har
Evangelium
Prædiken
Kirkebøn m.m.
4. salme: 379: Der er en vej….
Altergang
192,vv.7-9
Kollekt
Hilsen
Velsignelse
5.salme: 375 – Alt står i Guds Faderhånd..
Udgangsbøn
Postludium

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.

Hvor der er vilje, er der vej – men det er nu ikke altid, at det omvendte er tilfældet.
Er der en vej – er det nemlig ikke altid, at der også er en vilje!
F.eks. gav Gud en vej til os mennesker. Men mange gange så mangler vi viljen til at gå den.
Derfor bad den hellige Birgitta fra Vadstena: Herre vis mig din vej, og gør mig villig til at gå den! Hun vidste, at bevidstheden om vejen at gå ikke altid var ensbetydende med viljen og modet til at gå den vej, man godt kunne se, var den vej, man skulle gå.
Mange gange ser vi mennesker vejen – vejen til Gud – men vi tør ikke rigtig begive os ud på den.
Vi har så mange undskyldninger for ikke at gøre det.
Så meget vi synes, der hindrer os.
Måske har vi også ofte en tilbøjelighed til at beundre andres vej til Gud, som sådan en kulturel interessant ting, som vi tænker ikke rigtig vedkommer os.
Nej, det er de andres historie – ikke min – men hvor er det dog interessant og spændende at høre om, kan vi tænke.
Jeg ved ikke, om Nikodemus havde det sådan, men hans interesse for Jesus var i hvert fald vakt. Men han kunne ikke rigtig forstå det, som Jesus fortæller om at blive født på ny. At blive født til evigt liv gennem troen på Jesus som Kristus.
Og på den måde er Nikodemus jo som så mange af os andre også. For det er da svært at forstå, hvad det vil sige at blive født på ny til evigt liv.
Vi genfødes til at høre Gud til. Til at være en del af hans uendelige verden, og til at omfattes af hans grænseløse kærlighed.
Og se, det er ikke til at forstå.
Det kan kun tros.
Derfor er det svært at forstå for Nikodemus, for han prøver at tænke logisk og har sin lange uddannelse med sig, og vil så gerne prøve at passe det ind i sine forståelsesrammer.
Men det hjælper ham ikke rigtigt.
Og det hjælper heller ikke rigtig os, når vi prøver at indpasse det i vores forståelsesrammer, hvad enten det så er vores intellektuelle beregninger eller vores retfærdighedsopfattelse, vi prøver at forstå med.
Det lader sig ikke gøre.
Måske er det derfor så mange mennesker ender som passive kristne. De vil så gerne have systemer og orden.
Livet bliver for stort og for farligt, hvis ikke vi prøver at ordne det.
Men den kristne tro siger netop til os, at vi skal give os hen i dette farlige liv, og leve det i troen på, at Gud bærer, der hvor vi kan se, der intet sikkerhedsnet er.
Gud går med både i mørket og i lyset.
Fordi vi ikke kun er født af kød – men også af Ånd!
Af Helligånden.
Derfor hører vi Gud til.
Fra evighed og til evighed.
Men hvad er det evige liv, vil vi spørge.
Nogle har så valgt at forestille sig, at det må være som reinkarnation, for det er ligesom mere enkelt at forestille sig, at man gentager det jordiske liv, vi kender i en ny og anden skikkelse. Men det er ikke en kristen tankegang.
Det evige liv er et liv i Guds kærlighed fra nu af og til evig tid, og det kan man ikke praktisk forestille sig.
Det må man tro på.
Men igen støder vi mennesker på barrierer, for vi har så svært ved blot at tro. Vi vil have beviser. Og lur mig om ikke det var det, Nikodemus opsøgte Jesus for at få. Beviser.
Noget han kunne hænge sin interesse op på, så han kunne - næsten tro – i sin længsel efter at få ren besked.
Vide.
Jeg ved ikke, om Nikodemus bliver så meget mere vidende af det, som Jesus siger til ham. For han spørger så rent håndgribeligt og undrer sig, for som han siger: et voksent menneske kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og blive født!
Men jeg er sikker på, at Nikodemus er gået derfra den aften med en hel del at tænke over. For han var jo lærer. Dvs. han forventedes jo at være et vidende menneske. Og han var farisæer. Dvs. han forventedes også at være skriftklog og leve retlinet og være et dannet menneske, der hørte til en respekteret gruppe i samfundet.
Men han havde så svært ved at kommunikere i de baner Jesus kommunikerede.
Han havde så svært ved at tænke på den måde.
Nikodemus var måske for første gang i lang tid stødt på nogle barrierer.
Barrierer, der måske fungerede på den måde, at han puttede sig lidt inde bag dem. Barrierer der skærmede hans liv mod alt det, han ikke kunne. Alt det, han ikke mente, var nødvendigt at beskæftige sig med. Alt det han følte sig utryg overfor.
På den måde var det jo nogle skærmende barrierer, han måtte forcere i sin samtale med Jesus.
Men det var også barrierer, der begrænsede ham og hans liv på en måde, som han ikke tidligere havde fået øjnene op for.
Og sådan er det jo med de barrierer, vi sætter om vores liv. De har både en skærmende funktion men også en begrænsende funktion. De giver os tryghed, men de hindrer os også i at opleve livet så fuldstændigt, som det kunne opleves.
Sådan er det jo med troen. Den tilføjer en ekstra dimension i vores liv. Og for dem, der griber den – så bliver det den bærende dimension.
Ja:
Der er en vej,
Som verden ikke kender:
Den livets vej,
Der ej er gjort med hænder,
En løngangssti
Hver sten forbi
Til livets land med glædens kilder.
 

Amen.

Pinsedag d. 23. maj 2021 kl. 10.30 i Køng og 19.30 i Svinø

Præludium
Indgangsbøn
1.salme:290 – I al sin glans
Hilsen
Kollekt
(GT-læsning
2.salme:292 – Kærligheds og sandheds Ånd
Evangelium
Trosbekendelse)
3.salme:291 – Du som går ud
Evangelium
Prædiken
Kirkebøn + meddelelser
Apost. Vel.
4.salme:294-Talsmand
Nadver
192, vv.7-9
Kollekt
Hilsen
Velsignelse
5.salme:725 – Det dufter lysegrønt
Udgangsbøn
Postludium

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.

I begyndelsen var Ordet.
Og til sidst kom Ånden.
Det er vel sådan set det ultrakorte udtræk af såvel Det Gamle som Det Nye Testamente og en stærkt sammenkogt essens af Den Kristne Frelseshistorie.
Men netop som kristne mangler vi i denne her ultrakorte version den måske vigtigste: nemlig Kristus.
Og dog:
I begyndelsen var Ordet – og Ordet – med stort – får os jo til – foruden Skabelsen – så også at tænke på Johannesevangeliets start – Johannesprologen – for Guds Ord blev kød og tog bolig iblandt os – Guds Ord blev til Jesus Kristus.
Og til sidst kom Ånden – Helligånden, der blev sendt til os mennesker 50 dage efter Påske – og det er den, Helligånden, vi fejrer Pinse for.
I begyndelsen var Ordet.
Og til sidst kom Ånden.
I begyndelsen var Guds Ord, der skabte, hvad det nævnte: Der blive lys, sagde Gud ved altings begyndelse – og der blev lys.
Og da alt var blevet til og var dejligt og godt, ja, kom synden ind i billedet.
Adam og Eva forbrød sig mod Gud, og lod sig lokke af slangen til at spise af træet i Paradisets have, som Gud havde sagt, de ikke måtte spise af.
Menneskene blev fordrevet fra Paradisets have, og måtte ud i verden og selv arbejde for føden og klare sig – men Gud var med dem og vogtede over dem, på samme måde som de selv skulle vogte over de dyr og den natur, de fik ansvar for.
Og menneskene blev flere og flere og begyndte at fravige de regler, de havde fået af Gud i deres liv.
Men også her var der hjælp at hente: Gud sendte De Ti Bud til Moses - enkle, klare leveregler, men som tiden gik, blev også disse 10 enkle leveregler svære for menneskene at overholde. De ville allerede inden, Moses havde fået De Ti Bud, være Gud lig. For menneskene fik sådan lidt storhedsvanvid, fordi de troede, de kunne alting. De planlagde at bygge et højt tårn, som skulle nå helt til himlen, og så ville de være Gud lig.
Men Gud slog dem med forvirring: Han lod dem pludselig tale alle mulige forskellige sprog, og så kunne de jo ikke længere samarbejde om at bygge det høje tårn, og så måtte de opgive projektet.
Og mange, mange år gik.
Gud sendte forskellige profeter, der kunne vejlede menneskene, men lige meget hjalp det. Menneske var stædige, hovmodige og egoistiske.
Så var det, at Ordet blev kød.
Gud sendte sit Ord til jorden, og lod Ordet manifestere sig som et menneske i kød og blod.
Jesus blev født.
Planen var så, at Jesus dels skulle lære menneskene at opføre sig ordentligt over for hinanden, og dels skulle han forsone Gud og mennesker ved at påtage sig straffen for menneskenes ulydighed mod Gud.
Og straffen var korsfæstelse.
Jesus blev korsfæstet.
Men det sluttede ikke med det, for på 3. dagen derefter opstod han fra graven, hvorefter han viste sig flere gange for disciplene, for til sidst 40 dage senere at fare til himmels.
Men inden da lovede han dem, at han ikke ville lade dem alene.
Han ville sende en stedfortræder.
En advokat.
En tolk.
En der kunne føre Guds sag iblandt dem, når han ikke selv var tilstede som medmenneske hos dem længere.
Og så blev det Pinse – og Helligånden kom.
Voldsomt og omkalfatrende.
Disciplene følte det, som om ildtunger satte sig på dem.
De blev pludselig i stand til at tale, så alle forstod dem – uanset hvilket land tilhørerne kom fra.
De blev kort sagt fyldt med Helligånd.
De blev optændt og brændende i ånden af det, der skete, og så begyndte de at fortælle videre, alt det, Jesus havde lært dem.
Længere og længere væk fra Jerusalem kom de – til fjerne egne og til andre lande, og de hvervede flere og flere mennesker for sagen, og man begyndte at organisere sig – og vupti – så var kirken blevet en realitet.
Kirken – menigheden – grundelementet i kristendommen var blevet til, og det kristne budskab blev overleveret fra slægt til slagt og fra sted til sted, indtil det faktisk var nået ud over hele verden.
Ja, først kom Ordet – og til sidst kom Ånden.
Men se, Ånden kan af og til have lidt trange kår.
For vi mennesker er jo ikke så meget bedre end menneskene var til at begynde med.
Også vi har brug for at blive mindet om, hvordan vi skal leve. Hvordan vi skal opføre os over for hinanden, for vi er hurtige til at glemme – både De ti Bud og alt det, vi har fået overleveret, som Jesus har lært os.
Derfor har vi brug for at lytte til Bibelens ord og læse i Bibelen og snakke med hinanden om livets udfordringer for at blive hjulpet og ledt ad den rette vej i hver vores liv.
For til sidst kom Ånden. Og vi skal passe på ikke at klemme den ud af vores liv.
For Ånden er her.
Og den har vi bygget kirker for, og den holder vi gudstjenester for, så den kan fylde os med glæde, livslyst og kærlighed, hver gang vi samles i kirken og hører tekster fra Bibelen og synger salmer, der vækker tro.
Så vi kan gå ud herfra parat til at leve det liv, vi hver især må leve, med alle de udfordringer og problemer, der nu engang kan være i det – men så vi også kan få øje på al den glæde og kærlighed, der er tilstede i vores liv som en mulighed.
Vi skal bare gribe denne mulighed. Vi skal turde at lade os lede af Ånden.
For i begyndelsen var ordet – og til sidst kom Ånden.
Og den er her og bliver hos os altid.
 

Amen.

Påskedag 2021 4/4 – Køng kl. 8 – Svinø kl. 10.30

På Kirkegården v. fællesgraven:
Evangelium
Fadervor
218: Krist stod op af døde (mel. Førreformatorisk leise)

I Kirken:
Præludium
1.salme: 408 – Nu ringer alle klokker (mel. Weyse 1837)
Hilsen – ingen korsvar
Kollekt – ingen korsvar
Trosbekendelsen siges, og vi siger selv amen
Musik eller sang?
Prædiken
2.salme: 241 – Tag det sorte kors fra graven (mel. Rung 1847)
Bøn – ingen korsvar
Velsignelse – Korsvar: 3 x Amen
3.salme: 217 – Min Jesus lad mit hjerte få (mel. Carl Nielsen 1914)
Postludium

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.

”Tror du på, vi har en sjæl?” – spurgte John mig, mens han stod med sækkevognen uden for min mors hus.
John, er min mors havemand – ja, han har faktisk hjulpet hende med alt muligt i de sidste år, hun boede i sit hus, og nu var han i gang med at hjælpe mig med at tømme huset og rydde op både ude og inde og gøre det klart til at blive solgt.
Han havde netop bakset med nogle udslidte havemøbler omme fra baghaven og ud til sin anhænger for at køre det på genbrugspladsen, da spørgsmålet kom.
”Ja, det mente jeg da nok, jeg troede på,” sagde jeg.
”F.eks. er jeg ret sikker på, at min far, som jeg mistede i en ret ung alder, har været med mig igennem hele mit liv”, fortalte jeg ham.
”Men der er nogen, der siger, at når vi er døde, så er vi bare væk”, sagde han, ”og nogen siger, vi er væk lige til Jesus kommer igen og opretter Gudsriget på jorden.”
Ja, det er faktisk et spørgsmål, jeg selv har gået og bøvlet med mange gange, for jeg kan ikke forlige mig med, at vi bare skulle ligge nede i den kolde jord og vente.
Jeg vendte det engang med en kollega, der sagde: ”Jamen selvfølgelig er der en opstandelse umiddelbart efter døden, ellers kunne Jesus da ikke sige til den ene af røverne på korset: I dag skal du være med mig i Paradis.”
Det fortalte jeg John, der også fortalte – hvad han har gjort flere gange før - at hver gang han kommer til kirkegården og står ved sig kones grav, så skinner solen – også selv om det er gråvejr.
Spørgsmålet: Tror du på, vi har en sjæl – dækkede jo ligeså meget over spørgsmålet: Tror du på opstandelsen? – Altså opstandelsen umiddelbart efter døden.
Her kan jeg ikke lade være med at tænke på en gammel kirkesanger, der var her, da jeg startede i Køng og Svinø.
Da han til sidst blev syg, og jeg besøgte ham, mens han lå i sengen, snakkede vi også om opstandelse, og han sagde: ”Jo, ser du, der er jo den lille opstandelse og så er der den store opstandelse.”
Den lille opstandelse er, når hvert enkelt menneske dør, og vi opstår til samvær med Gud. Den store opstandelse er, når Jesus Kristus kommer igen for at oprette Gudsriget på Jorden og dømme levende og døde.
Tilbage til John, der spurgte: ”Men hvad så med dem, der har været gift flere gange. Hvem skal de så være sammen med. Det bliver da lidt rodet.”
Og det kan jeg jo godt se – men jeg tror ikke, vi skal tænke så håndgribeligt.
Jeg tror, vi skal lade det evige liv, og hvad der i øvrigt sker efter døden, ligge i Guds hånd, og så må vi koncentrere os om at leve så godt og så rigtigt i det liv, vi har lige nu her på Jorden.
Og det er vist udfordring nok for os!
Men somme tider, kan tankerne jo godt glide af sted, og man spekulerer på, hvad der sker, når man dør – men mon ikke vi skal lade være med at presse vores menneskelige logik ned over noget så stort og svært forståeligt?
Og alligevel er det jo lige præcis det, vi beskæftiger os med her Påskedag. Og som vi også synger om i et hav af salmer: Opstandelsen.

”Krist stod op ad døde,
I Himlen vi Ham møde” – sang vi ude på kirkegården, og vi startede her i kirken med at synge:
”Guds børn skal holde med engle bøn
Med jubel i Paradis-haven”
Og om lidt skal vi synge:
”Ja, Han er her Guddomsmanden!
Sprængte er nu dødens bånd”

Og til slut skal vi synge:
”Før så mig arme synder hjem
Med din retfærdighed
Til dit det ny Jerusalem,
Til al din herlighed!”

Ja, jeg tror vi har en sjæl.
Ja, jeg tror på opstandelsen – men jeg kan ikke forklare det!
Og det skal jeg vel netop heller ikke.
Det er jo derfor det hedder ”tror” og ikke ”ved”.
Det er en hengivenhed, en tiltro, en overbevisning, som bærer igennem de mørkeste dage, når alt går imod og er svært.
Det bærer igennem ensomhed og sorg – og hvis ikke jeg havde den tro, så kunne jeg slet ikke leve.
Så enkelt er det.
Og hvis man har det sådan, så ser man også tegn, der underbygger det, man tror:
Solskin i gråvejr på kirkegården;
Følelsen af nærvær med dem, man har mistet – og man lægger måske i højere grad mærke til opstandelsestegnene også i naturen:
– solen – vinden – fuglesangen – og tilfældige møder med mennesker – og vigtige spørgsmål midt i dagligdagens gøremål.
Tro du vi har en sjæl?
Tror du på opstandelsen?
Ja – hvad i alverden skulle jeg da ellers gøre!
”Ja, Han er her, Guddoms-manden!
Sprængte er nu dødens bånd!
Han er visselig opstanden,
Og Hans ord er liv og ånd!
Nu en forårsmorgen skøn
Rinder op for os i løn,
Og, som påskesalmen klinger,
Vokser sjælens fuglevinger.”
 

Amen.

Midfaste – Køng. D. 14. marts 2021 kl. 10.30

Præludium
1.salme: 29: Spænd over os dit himmelsejl (mel. Hans Holm 1988)
Hilsen – Nåde være med jer
Kollekt – siger selv amen
Evangelium – Gud være lovet
Trosbekendelse – sluttes med Amen
Prædiken
Musik
Nadver efter hjemmealtergangsritual – uden korsvar
2.salme:476: Kornet, som dør i jorden (mel. Harald Herrestahl 1976)
Fadervor – sluttes med Amen
Hilsen – Modtag Herrens velsignelse
Velsignelse 3 x Amen
3.salme: 645: Stille er min sjæl for Gud (mel. Pontoppidan 1740)
Postludium
 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.

Mens jeg læste teologi på Københavns Universitet, boede jeg i en periode i nærheden af den lille stationsby, Viby, syd for Roskilde. Det samme gjorde én af mine lærere, så vi fulgtes tit ad i toget og fik snakket os ind på livet af hinanden.
Det viste sig, at han havde gået i skole med min morbror og også havde kendt min morfar.
Det blev starten på et godt og måske lidt pudsigt venskab: den unge naive studerende og den gamle lærde lærer, der aldrig rent faktisk fik skrevet en disputats – men kunne have skrevet mange – hvilket da også blev honoreret med titlen æresdoktor ved Københavns Universitet.
Om sommeren blev jeg inviteret på besøg hos ham, mens hans halvvoksne døtre var på besøg. Det var ganske særligt, for han boede langt ud af en grusvej, der endte i udkanten af en skov, hvor han havde et lille hus – ja – faktisk var der to – der også havde været hans barndomshjem. Her holdt han høns, og dyrkede grøntsager i små rydninger i det temmelig store jordområde, der var hans, og når jeg kom på besøg, så slagtede han en høne, og vi fik kartofler og jordbær af egen avl, og så gik vi en tur i skoven.
Det var et liv, der stod i skærende kontrast til det hektiske Københavnerliv, man stod af toget og gik ud i, når man kom til Nørreport Station og gik ned ad Købmagergade mod det teologiske Fakultet.
Han levede meget enkelt, og alligevel så kan jeg huske, han sagde: ”Det er nu alligevel meget, der skal til for at holde bare et enkelt menneske kørende i denne verden. Man kan jo godt engang imellem overveje, om det kan betale sig!”
Sætningen har jeg båret med mig livet igennem, når noget er blevet for stort og krævende og for overdådigt.
Der er så meget, mennesket af i dag ikke synes, de kan leve for uden. Så meget, de synes, er en nødvendighed. Så meget, de synes er en menneskeret at have, eje, opleve og få.
Men hvad er egentlig nødvendigt, når det kommer til stykket: 2 fisk og 5 brød – eller altså i virkeligheden meget lidt af alt det, vi bilder os ind, er nødvendigt!
Og hvis vi giver afkald på noget af det, vi har så meget af, så vil vi opleve, at vi sagtens kan leve af det lidt, der bliver tilbage.
Jeg ved godt, jeg taler som en velnæret vesterlænding – og det er muligvis også kun her – og ikke i 3. Verdens lande, jeg kan tillade mig at sige dette – og alligevel – så handler det vel dybest set om at gå ind i det nu, vi befinder os i og få det bedste ud af det, vi i dette nu har til vores rådighed - og så opdage – at det faktisk er nok.
Det bedste er ofte det, der ikke koster noget.
Det bedste er livet, vi har med hinanden – det enkle og ligetil liv – uden så mange finesser – for mennesket lever ikke af brød alene – men af hvert ord, der udgår af Guds mund!

 

Amen.

3.s.i fasten 2021 – d. 7. marts – Køng kl.10,30

Præludium
1.salme: 661: Gud ene tiden deler
Hilsen – Nåde være med jer
Kollekt – selv amen
Evangelium – Gud være lovet
Trosbekendelse – sluttes med Amen
Musik
Prædiken
655: Er du modfalden, kære ven
Fadervor – sluttes med Amen
Hilsen – Modtag Herrens velsignelse
Velsignelse 3 x Amen
2. salme: 658: Når jeg er træt og trist
Postludium
 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.

For nogle måneder siden stødte jeg på en indspilning med Politikoret, der stod på gårdspladsen i Politigården i København og sang en sang om corona på melodien til ”Åh, Marie A wil hjem til deg”, og hvert vers endte med ordene: – Åh, corona, du skal gå din vej, vi er trætte af at slås med dig.
Men den hører ikke rigtig efter, den corona, for den optræder bare i nye afarter – den engelske mutation, den sydafrikanske mutation, den brasilianske mutation – det er næsten som den urene ånd i lignelse, som Jesus fortæller, der – når den er drevet ud – flakker hvileløst omkring og finder syv andre ånder at slutte sig sammen med, og derpå vender de alle sammen tilbage til det menneske, den første ånd blev uddrevet fra.
Vi kæmper fortsat med uddrivelsen af denne onde corona-ånd, der i den grad har bemægtiget sig ikke blot enkelte mennesker, der bliver syge og nogle så alvorligt, så de dør – nej, coronaen har nu i et helt år sat sit præg på vort samfund – ja, hele verdens samfund.
Verden er blevet forandret, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om den nogen sinde bliver den verden igen, som vi kendte inden coronapandemien ramte os.
Men er det Gud eller Djævelen, Beelzebul, der står bag?
Det var nogenlunde det spørgsmål folk i det lille evangeliestykke fra Johannesevangeliet, vi hører i dag, stillede, da de oplevede, at Jesu uddrev en ånd fra et besat menneske.
Og Jesus griber til logikken i sin forklaring til dem her, for den onde ånd, som dette menneske var besat af, var jo noget djævelskab – altså noget fra Djævelen – så hvis de mente, at han – Jesus – udrev ånden ved hjælp af Beelzebul – altså Djævelen – så var der jo et logisk problem, for så var Djævelen jo både besætteren og uddriveren – og det kunne vel ikke være rigtigt.
Altså uddriver Jesus ikke ved Djævelens hjælp.
Essensen af denne forklaring må jo så være, at det onde blev uddrevet ved det godes hjælp, da Jesus uddrev den onde ånd.
Djævelen blev uddrevet af Gud.
Men Jesus går videre i sin forklaring og siger, at når så det onde er uddrevet, så kan man jo ikke bare lade det stå tomt – parat til at blive fyldt af hvad som helst – også af det onde – igen.
Nej, når det onde er uddrevet, så må man fylde op med det gode, så det onde ikke kan finde plads igen.
Desværre er det ikke altid, hvad der sker.
Tomhed består sjældent.
Nej, tomheden fyldes hurtigt ud.
Hvis man har boet stort i mange år og skal flytte til noget meget mindre, så vil man få anskuelighedsundervisning i, hvor meget unødvendigt, der er fyldt ind i forskellige tomrum.
Sådan er det også med det menneskelige sind.
Hvis man forsøger at dræne det menneskelige sind for dets sjæl, dets åndelige indhold, fordi man finder det overflødigt eller upassende til den samtid, mennesket er en del af, ja, så sker der ofte det, at noget helt andet breder sig ind over den tømte plads.
Mennesket lever nemlig ikke af brød alene, men af hvert ord, der udgår fra Guds mund.
Og hvis mennesket ikke vil vide af de ord, der udgår fra Guds mund, fordi det anser sig selv for almægtigt og anser Gud for et forældet begreb, ja, så flytter der bare noget meget mere problematisk ind i det menneskelige sind.
For hvis man mener, at mennesket er almægtigt, så gøres mennesket dermed også ansvarligt for alting.
Så forventer man, at menneskelige eksperter inden for forskellige felter skal kunne alting.
Og d.v.s. så er det lægernes fejl, hvis mennesker ikke kan helbredes.
Det er lærernes fejl, hvis ikke børnene lærer noget.
Og hvis alt andet svigter, så er det computerens fejl, fordi den er gået ned!!!! – som det hedder.
Som om alting kun er et spørgsmål om tid, før mennesket eller computeren bliver i stand til at løse et eller andet foreliggende problem.
Det kunne jo være, det foreliggende problem ikke kunne løses!!
Det kunne jo være, det var noget vi måtte leve med!
Det kunne jo også være, der var en anden måde at komme ud af problemet på, end den eller de måder, som mennesket kan komme op med.
Det kunne jo være, der var en eller anden guddommelig mening med det problem, vi var havnet i.
Og måske ville vi menneskeligt set blive modnet, hvis vi turde være i problemet og vente og se, hvad der skete videre i livet!
Mennesket troede i løbet af den periode, vi i historien kalder for oplysningstiden, at religiøsiteten var en ond ånd, der bare skulle drives ud, for nu kunne mennesket det hele selv.
Men sådan blev det ikke.
Det ser vi alt for godt her i tiden efter oplysningstiden.
Mennesket er i bund og grund religiøst, og hvis ikke det vedkender sig et religiøst tilhørsforhold, så kommer religiøsiteten til udtryk på en mere eller mindre sygelig måde.
D.v.s. man begynder at dyrke noget religiøst, som ikke kan bære en religiøs dyrkelse. – Penge f.eks.
Udseende.
Sundhed og helse.
Resultatet er, at menneskets situation faktisk er værre, end den var før uddrivelsen af Gud, d.v.s. før uddrivelsen af det, mennesket troede blot var en ond ånd, fordi nogle meget værre og helt uhyr-og ustyrlige ånder har fået frit løb, drevet af troen på fremskridtet eller udviklingen, som er blevet den fremherskende religiøse holdning i dag.
Og hvordan driver vi så disse ånder ud?
Ja, først skal vi jo blive bevidste om det og ville det.
Men det kan evangeliefortællingen til i dag måske hjælpe os med.
Og dernæst må vi fatte, at den eneste tro, der kan bære i de situationer, der ligger ud over almindelig menneskelig formåen, er troen på den Treenige Gud – Gud Fader, Gud Søn, og Gud Helligånd.
Og det er heldigvis også til den tro, vi stadig døber vores børn, og ikke til troen på fremskridtet og udviklingen, som ofte ikke bringer meget mere end ærgrelser og bekymringer.
Men coronaen da?
Er der en mening med den?
Det kan jeg ikke svare på – men for et par dage siden hørte jeg en podcast i serien Maries Rum - (som sendes fra kælderen i Rønnebæksholm og udgives af Næstved Provsti. Den udkommer ca. hver 14. dag med en samtale med en eller anden kendt person og så en af præsterne i Næstved). Den seneste udgave er en samtale med tidligere overrabbiner Bent Melchior, der bl.a. fortalte om det meningsløse i, at hans barnebarn døde af kræft i en alder af 37 år.
Var det Guds vilje? Var der en mening med det? – blev han spurgt.
Det måtte forblive uvist, men det var vigtigt at leve med sorgen, savnet, mindet og så forsone sig med det for ham meningsløse.
Og det er vel, hvad vi kan gøre – vi mennesker – også i forhold til coronaen: vi kan træffe vore forholdsregler med vacciner, mundbind, håndsprit og afstand osv. og så forsone os med det liv, vi må leve.
 

Amen.

2.s.i fasten 2021 – d. 28. februar – Køng kl. 9,00 og Svinø kl.10,30

Præludium
1.salme: 410 – Som tørstige hjort monne skrige
Hilsen – Nåde være med jer
Kollekt – selv amen
Evangelium – Gud være lovet
Trosbekendelse – sluttes med Amen
Prædiken
Musik
Fadervor – sluttes med Amen
Hilsen – Modtag Herrens velsignelse
Velsignelse 3 x Amen
2. salme: 582: At tro er at komme
Postludium
 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.

Vi befinder os i fastetiden lige nu.
Traditionelt er det fra gammel tid en forberedelsestid til påsken på samme måde, som adventstiden er en forberedelsestid til julen.
På den måde er hele kirkeåret jo inddelt i forskellige tider, med hver deres betydning, hver deres vægtlæggen på forskellige følelser. Og hvis man lever med i kirkeårets vekslen, lærer man, hvor forskellige tider og følelser kirkeåret fører os igennem.
Kirkeåret breder sig ud med optakter og efterdønninger omkring årets tre knudepunkter – årets tre højtider – Jul – Påske og Pinse, som hver på sin måde markerer Guds indgriben i menneskelivet.
Fra gammel tid forberedte man sig på fastetiden med mægtige ædegilder omkring fastelavn, hvorefter man i fastetiden rent faktisk fastede, spægede sig og undværede frem til kirkeårets næste store højtid: påsken.
Men fastetiden handler jo ikke kun om fravær af spiselige lækkerier.
Faste kan man jo gøre på alle plan.
Øjnenes faste.
Ørernes faste.
Mundens faste.
Sindets faste.
- Og ja, så selvfølgelig: mavens faste.
Øjnenes faste har jeg ærlig talt ikke tænkt meget over, før jeg engang besøgte en østrigsk kirke i fastetiden – en meget smukt dekoreret kirke, men da jeg var der i fastetiden, og man her også tænkte på øjnenes faste, ja, så var der hængt lilla klæde over alle de smukke ting i kirken.
Om orglet også stod stille og markerede ørernes faste i samme periode, ved jeg ikke – men til ørernes faste hører vel også fravalg af lystig musik i fastetiden.
Og til mundens faste, hører vel fravalg af lystig tale og festligt samvær i fastetiden.
Men sindets faste er måske i virkeligheden det bærende, for det betyder, at man i fastetiden bevidst fravælger alt det, der fornøjer og forlyster ens sind, og i stedet koncentrerer sig om det enkle og grundliggende i tilværelsen.
Ja, i fastetiden handler det vel i virkeligheden om at fravælge alt det fornøjelige og velbehagelige.
Fordi man i en periode skal koncentrere sig om det, der bliver tilbage, når alt det unødvendige er sorteret fra. Når alt det ekstra i livet ikke er der.
Troen.
Det bærende i livet.
Det grundlæggende.
Vi skal besinde os på det, vi tror på, frem til den næste store fest: Påsken.
Og her er det så, det kan blive temmelig interessant og lærerigt for os.
Og her er det tillige, at det kan gå hen og blive skræmmende, for vi er så bange for, at det, der bliver tilbage, når alt det unødvendige, alt det udvendige i livet er sorteret fra, måske er: Ingenting!
Hvis det moderne menneske skal faste fra alt det udvendige, det synlige i livet. Det prestigefyldte, det behagelige, som så mange menneskers liv er baseret på– hvis man skal faste fra alt det, tage en pause fra alt det – ja, så er der måske kun tomhed tilbage.
En kvælende, truende, angstfyldt tomhed.
Men en tomhed, der, hvis man turde se den i øjnene, kunne give rum til et møde med Gud og troen på Gud.
Nogen gange bliver mennesker ufrivilligt sendt ud i en slags fastetid. Det kan være p.g.a. sorg, tab, eller andre voldsomme omskifteligheder i deres liv, og mange kommer ud af deres ufrivillige fastetid og har fundet nye sider af livet, ny værdi. Tro – på Gud, på tilværelsen, på sig selv.
I det seneste år, har vi jo generelt befundet os i én lang ufrivillig fastetid pga. coronaen.
Der har været så meget, vi var nødt til at faste fra. Alt det, hvor vi er sammen med andre mennesker.
For nogen har det givet øget angst.
For nogen har det givet voldsom længsel og påskønnelse af alt det, der plejede at være, og som vi måske tog for givet.
For nogen har det ført til eftertænksomhed – og måske tro.
En sådan ufrivillig fastetid har jo ikke noget med kirkeåret at gøre, og alligevel minder de lidt om hinanden.
Kirkeåret er jo godt nok opbygget, som det er, af religiøse grunde, men det er både psykisk og fysisk sundt, at ikke alle tider er ens.
At ikke alle dage er ens.
At der er tider til fest og tider til stilhed og eftertænksomhed.
At der er livlige dag og stille dage.
Hvis hver dag skal være en fest, så bliver livet overfladisk, og mennesket lærer aldrig forventningens glæde at kende.
Måske er netop det en lærdom, vi kan tage med os fra coronatiden – måske især nu, hvor vi synes, vi er ved at kunne se en ende på nedlukningen og kan håbe på vaccinens og restriktionernes virkning.
For fastetiden er jo netop også forventningens tid. Forventningen om, at fastetiden jo kun er i en begrænset periode – 40 dage – og så bliver det påske med festivitas igen.
Ligesom vi nok skal komme ud på den anden side af coronarestriktionerne igen.
I fastetidens stille dage besinder vi os på vores tro – og evangeliet, vi hører i dag, hjælper os i denne besindelse, i denne fastholdelse af troen, for vi indgydes håb om, at troen også fører til noget.
At troen kan føre os til noget, fordi Jesus siger til den kanaanæiske kvinde: ”Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil” – og så fortælles det, at i samme øjeblik blev hendes datter rask.
Nu var det vel ikke ligefrem fordi, det var let for kvinden at holde fokus – altså holde fast i troen.
Hun blev af Jesus mødt med modstand, sådan som også livet kan kaste os ud i prøvelser på vores tro, og sådan som det måske simpelthen også kan være svært for os at holde fokus i fastetiden - og i coronatiden.
Vi kan så let blive fristet til at slippe fokus og gå på kompromis med vores beslutning om at udleve fasten – og dermed blive fristet til at fravige vores tro – eller fristet til at bryde coronarestriktionerne.
Set i det lys kan dette lille evangeliestykke jo fungere som en opmuntring til os om at holde ud.
En opmuntring til at holde fast i vores tro, når vi fra forskellig side fristes til at fravige den.
For også vi får her håb om muligheden for at høre ordene: Din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil!
 

Amen.

1.s.e.H. 3 Kg. 2021 – d. 10. januar – Køng kl. 10,30

Præludium
Velkomst
1.salme:136 – Dejlig er den himmel blå…
Hilsen – Nåde være med jer
Kollekt – selv amen
Evangelium – Gud være lovet
Trosbekendelse – sluttes med Amen
Prædiken
Musik
Fadervor – sluttes med Amen
Hilsen – Modtag Herrens velsignelse
Velsignelse 3 x Amen
2. salme: 138 – De Hellig 3 Konger
Postludium

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.

I de senere år, har man i adventstiden hvert eneste år kunnet gense Alene hjemme – filmene, der handler om drengen Kevin, der er barn i en stor familie, som skal af sted på juleferie.
I den første film bliver han glemt hjemme, da familien noget hovedkulds tager af sted om morgenen, og da de opdager, at Kevin mangler, er det umuligt p.g.a. juletravlheden for hans forældre at komme med et fly tilbage til hjemmet, hvor Kevin befinder sig alene.
I den næste film med Kevin bliver han ikke glemt hjemme, men da familien skal med flyet til Florida, kommer han med det forkerte fly og ender i New York – heldigvis sammen med faderens kreditkort, der gør det muligt for ham at overnatte på hotel – endda temmelig luksuriøst.
I begge film sker der en masse forviklinger, og Kevin må kæmpe mod 2 småforbrydere på den ene eller den anden måde, og i begge film kommer han faktisk også i kontakt med mennesker, han ellers ikke ville snakke med.
I den første film er det en ældre mand, der bor i hans nærhed, som han først er vældig bange for, men som han siden hen kommer til at snakke med og faktisk formår at hjælpe, så den ældre mand igen får kontakt til sin søn og sit barnebarn.
I den anden film er det posedamen i Central Park i New York, der fodrer duer og ellers ikke taler med nogen som helst mennesker. Også hende kommer han i kontakt med på en sådan måde, at de gensidigt får givet den anden lidt menneskelig varme.
Nu er Kevin en fiktiv figur, og filmene hører til i den muntre og lette genre, men alligevel må man formode, at Kevin – hvis han havde været virkelig – havde lært noget om livet og var modnet – selvfølgelig af at skulle klare sig selv i nogle dage, men måske også – ja ligefrem især – p.g.a. mødet med de to mennesker – den ældre mand og posedamen, der hver på deres måde levede uden den store menneskelige kontakt.
Nu er det ikke fordi, der skrives noget om Kevin i evangeliet til i dag – og dog, for også her hører vi om en dreng, der er så tilpas stor, at han nok kan tage vare på sig selv til en vis grad – men samtidig ikke helt er blevet til en ung mand endnu.
Vi hører om den 12-årige Jesus.
Og også han bliver glemt midt i et virvar af mennesker, der er på vej – ikke på juleferie – nej, her er de på vej hjem fra ferie. Og det er ikke juleferien, de er på vej hjem fra, men derimod påskeferien.
Jesus og hans familie havde nemlig ligesom så mange andre jøder været i Jerusalem for at fejre påske.
Nu er det her jo før-kristen tid. Vi er tilbage i den traditionelle jødedom i Israel, hvor man fejrede påske til minde om jødernes udfrielse fra Egypten – dengang da den egyptiske Farao ikke ville slippe israelitterne, der arbejdede som slaver for ham. Gang på gang sagde han, at de måtte gå, men så ombestemte han sig, og Gud sendte den ene plage efter den anden over landet Egypten, og den ene gang efter den anden ombestemte Farao sig igen, indtil han og hans folk havde været udsat for 10 plager. Så lykkedes det Moses at føre det jødiske folk ud af Egypten og hjem til Israel.
Det var selvfølgelig en så skelsættende begivenhed, at man måtte mindes denne begivenhed hvert eneste år, selv om det – da Jesus blev født – var næsten 1500 år siden, det skete.
Det blev til den jødiske påske.
Og da Jesus jo var vokset op i en jødisk familie, ja, så fulgte man jo selvfølgelig den jødiske tro og denne tros traditioner og skikke. Derfor havde de været i Jerusalem for at fejre påske.
Og Jesus bliver væk – ligesom Kevin.
Og ligesom Kevins forældre, ja, så går der også en dags tid, inden Josef og Maria opdager, at Jesus rent faktisk er blevet væk. De tænkte, at han var et eller andet sted i rejsefølget – præcis ligesom også Kevins forældre tænkte.
Og ligesom Kevins forældre gribes også Josef og Maria af skræk, da de opdager, at deres søn Jesus ikke er i rejsefølget, og de begynder at lede efter ham.
Men ligesom Kevin, har også Jesus gået sine egne veje – og disse veje bragte ham til templet, hvor han ligesom Kevin kom i kontakt med nogle mennesker, han ellers ikke i sit daglige liv havde noget som helst at gøre med.
Jesus kommer i kontakt med nogle skriftkloge, nogle af templets lærere, og Jesus sætter sig sammen med dem, stiller dem spørgsmål og lytter til dem.
Han lærer, og han modnes – ligesom Kevin.
Og som ethvert forældrepar, så kan Josef og Maria – selv om de er lettede over endelig at finde Jesus – ja, så kan de ikke lade være med at skænde lidt på ham: ”Hvorfor gjorde du sådan imod os? Din far og jeg har været ængstelige” siger Maria.
Men Jesus svarer hende, at det da undrede ham, at de havde ledt sådan efter ham, for selvfølgelig burde han da være i sin fars hus – altså i templet – i Guds hus.
Det var måske en lidt fræk måde at svare sin mor på, kunne vi tænke, når han sådan bare var blevet på egen hånd i Jerusalem. Men det er ikke derfor Lukas fortæller historien her. Nej, Lukas vil selvfølgelig vise os, at Jesus allerede fra barnsben af var noget ganske særligt – nemlig Guds Søn. Han var også et opvakt barn, der kunne sidde og føre samtaler med lærde mænd, og Jesu svar til sin mor: altså at han bør være i sin fars hus, skal selvfølgelig - når nu Lukas fortæller det sådan til os - understrege, at Jesus er Guds Søn og ikke noget almindeligt barn.
Det er for Lukas simpelthen formålet med at fortælle det her til os.
Jesus er ikke bare en almindelig 12-årig dreng, nej, han er Guds Søn.
Et lignende formål var der nok ikke med Alene-hjemme-filmene. Her skulle vi jo bare underholdes – og dog:
Både Kevin og vi som seere kan lære, at man ikke altid skal dømme mennesker på det første tilsyneladende indtryk eller på udseendet.
Ethvert møde mellem mennesker kan blive et berigende øjeblik – hvis man giver sig selv lov til at være i det – øjeblikket – og tage imod medmennesket fordomsfrit og åbent.
Og det var vel i grunden også lige præcis det, som Jesus gik rundt og lærte os.
 

Amen.

Nytår 2020-2021 Køng og Svinø

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.

Øjeblikket er dyrebart. For det er det eneste, vi har.
Vi ved ikke, hvad der sker øjeblikket efter dette øjeblik.
Om vi er her.
Om vi har hinanden.
Om vi har livet, som vi kender det.
Bevidstheden om det, kan få os til at reagere meget forskelligt.
Nogen bliver hektiske i deres aktivitet.
Andre bliver stille og eftertænksomme.
Nogen bliver vemodige.
Og netop vemoden kan godt sænke sig over én til Nytår.
Jeg har personligt aldrig rigtigt brudt mig om nytåret.
Dels er der uvisheden og afmægtigheden over for det nye år, vi står på tærsklen til. Dels er der tilbageblikket og undren over, hvor hurtigt det gamle år forsvandt.
Nytåret sætter fokus på forgængeligheden på den ene side og mulighederne på den anden side.
Og jo flere år, man får lov til at leve, jo mere undres man over, hvor hurtigt endnu et år er gået.
Trange tider langsomt skrider, skriver Brorson i én af sine salmer.
Jeg er nu ikke sikker på, jeg vil give ham helt ret. For i trange tider – tider med problemer og udfordringer, er det mere, som om man går ind i en anden tid, en anden verden – og pludselig er det alligevel gået så stærkt.
Men trange tider – udfordrende tider, svære tider – det har vi da haft i året, der nu er gået.
Vi var sikkert mange, der havde svært ved at tro vore egne ører, da Statsministeren lukkede landet ned i marts måned.
Er det i Danmark, det her sker? – tænkte man.
Kirkerne blev lukkede – og Skype møderne blev en realitet.
Med ét blev verden helt anderledes.
Corona-pandemien var kommet til Danmark.
Hen over sommeren blev tilværelsen mere normaliseret – og så alligevel ikke helt – og så kom 2. bølge og slog benene væk under os i efteråret, og mundbind og visirer blev et hverdagsagtigt skue i supermarkeder og på offentlige steder - og ja, såmænd også i kirkerne.
Alt dette havde ingen af os i vores vildeste fantasi kunnet forestille os, da vi stod på tærsklen til Nytåret 2020 for et år siden.
Så kom vaccinen på tale, og det blev noget, der var fokus på i adventstiden, et lys i mørket, et håb, der blev født i trængslen – næsten som Jesusbarnet, vi netop har fejret jul for – og her imellem Jul og Nytår kunne de første blive vaccineret under stor bevågenhed.
Et mærkeligt, mærkeligt år har nået sin afslutning.
Men også i dette år var der glædesglimt midt i det besværlige, midt i mørket.
Også i dette år blev der født børn, markeret jubilæer og runde fødselsdage, ja også i dette år, var der folk, der blev forelskede og oplevede kærlighed, venskab og samhørighed.
Men for mange var foråret en ensom tid – men vel at mærke også en tid til eftertanke.
Det blev meget klart for os, at selv om vi mennesker kan mange ting, så er der dog forhold, vi ikke har styr på, men blot må indrette os efter.
Ligesom vi i længslen efter samvær med andre skabninger måtte lære at tænke både flora og fauna ind og se os selv som en del af skaberværket – i sammenhæng med alle de øvrige skabninger – når nu vi skulle holde afstand til de menneskelige relationer.
Når vi nu ikke kunne være sammen med andre mennesker, så måtte vi se os selv som i samhørighed med himlen og regnen, solen og græsset, rådyrene og harerne og fasanerne på markerne.
I det lille bitte stykke evangelium, der hører nytåret til, er der også tale om en sammenhæng, der rækker videre end til helt almindelige menneskelige relationer.
For det første hører vi om omskæring – Jesu omskæring – som er det ældgamle pagts tegn mellem Gud og det jødiske folk. Og dermed understreges det, at Jesus ikke blot er sine jordiske forældres søn, men at han også indfældes i rækken af mennesker tilhørende Gud.
Og næsten i samme sætning fortælles, at han i forbindelse med sin omskæring fik navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv.
På den måde rækkes der med hans navngivning tilbage til dengang, Maria fik besøg af englen Gabriel, der fortalte, at hun skulle blive gravid og føde Guds Søn.
Der bliver altså med dette korte lille evangeliestykke trukket tråde tilbage til jødisk historie og også til den spæde start på det, der skal blive til kristendommen – ja, der bliver trukket tråde tilbage til Gud, så Jesu guddommelige herkomst bliver understreget og sat ind i historien.
På den måde bliver han sat ind i en sammenhæng med alting – med alt det, som Gud har skabt. Med alt det, som kommer fra Gud.
Ja, med Gud!
Og i troen på ham – i troen på Jesus Kristus som Guds Søn – som sand Gud og sandt menneske – bliver vi også trukket med ind i denne her sammenhæng.
Så hvis coronanen var skidt for en hel masse – så var den dog god til at sætte os i gang med eftertænksomhed – sådan var det i hvert fald for mig.
Derfor kan man jo sige, at det hele – Julen indbefattet – på en måde opsummeres i Nytårets lille evangeliestykke, hvor der trækkes tråde både tilbage til det historiske og også til det guddommelige, således at vi i troen på Jesus Kristus bliver indfældet i såvel det historiske som i det guddommelige.
Vi får et tilhørsforhold begge steder.
I dette tilhørsforhold og i denne tro kan vi træde ind over tærsklen til det nye år i forvisning om, at uanset hvad det vil bringe os, så er vi i en sammenhæng med alting – med altet – med Gud.
Vi er i Guds hånd.

Amen.

Julesøndag 2020 – 27. december – Køng kl.10,30

Præludium

Indgangsbøn
1.salme: 99 – Velkommen igen Guds engle små…
Hilsen
Kollekt
Gt-læsning
2.salme: 117 – En rose så jeg skyde….
Epistel-læsning
Trosbekendelse
3.salme: 129 – Julebudet til dem, der bygge…
Evangelium
Prædiken
Kirkebøn m.m.
4.salme: 131 – Blåt vælded lys frem
Altergang
192,vv.7-9
Kollekt
Hilsen
Velsignelse
5.salme: 103 – Barn Jesus…
Udgangsbøn

Postludium
 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.

Tegn kan være så mange slags.
I dag hører vi den gamle mand Simeon fortælle, at det nyfødte Jesus-barn er et tegn. ”Se, dette barn er bestemt til fald og til oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag”, siger Simeon.
Først var det egentlig hyrderne, der fik tegnet. En engel viste sig for dem, og sagde at de som tegn på, at Kristus var født, skulle finde et barn, der var svøbt og lå i en krybbe.
De hyrder, der lå ude på marken uden for Betlehem og holdt nattevagt over deres gruppe af får den nat, da Jesus blev født.
Men nu er det ellers ikke altid, man lægger mærke til tegn.
Det er ikke altid, man opdager de tegn, der gives én.
Men sådan var det ikke for Simeon, da Josef og Maria kom ind i helligdommen med deres lille dreng for efter jødisk skik og tradition at få ham omskåret. Da så Simeon barnet som et tegn.
Også hyrderne så det.
De tog englens ord til sig og begav sig ind mod byen, hvor stjernen stod og lyste over stalden – der hvor de skulle finde deres tegn.
Og de fandt faktisk tegnet – fandt barnet i stalden i Betlehem. Alt sammen sådan som englen havde forudsagt, at det ville være.
Og så vendte de tilbage til deres liv igen!
Men alligevel har det ikke været det samme for dem bagefter.
Måske i det ydre.
Udefra set er der måske ikke sket det store med dem.
De er fortsat deres liv.
Fortsat med at være fårehyrder.
Men indvendigt, vil jeg tro, de har følt sig helt forandrede.
De har fået håb, og de har fået glæde.
De har fået noget at leve på og af.
De har fået tro.
I dag ville man sige, at de havde fået indhold i deres liv!!!
Det liv, der måske igennem mange år bare har henslæbt sig med daglige gøremål.
Føre fårene fra græsgang til græsgang.
Tælle fårene. Var de der nu alle sammen?
Fortælle gode historier til hinanden omkring bålet om aftenen.
Dele deres mad med hinanden og lytte til hinandens opmuntrende historier.
I den lange mørke nat.
Prøve på at sove lidt – måske skiftevis, mens en af de andre vogtede fårene og lyttede efter omkringstrejfende vilde dyr og holdt gang i lejrbålet for at holde de vilde dyr borte.
Sådan er den ene dag og den ene nat gået efter den anden.
Måske har de engang imellem spurgt sig selv, hvad meningen med det hele dog kunne være.
Om der overhovedet var en mening.
Måske har de tilmed vovet at drøfte det med hinanden.
På den måde har deres liv ikke virket så forfærdeligt meget anderledes end vores.
Også vi har vores daglige trummerum.
Også vi hver især spørger engang imellem os selv, hvad meningen er med det hele. Hvad det hele dog skal gøre godt for.
Er der overhovedet nogen mening? – kan vi måske ligesom hyrderne engang imellem diskutere.
Men til forskel fra hyrderne er vi dog privilegerede.
Vi er så privilegerede, at vi har en smule overskud til at opdage, at vores liv måske synes tomt.
Ja, endog meningsløst.
Men til forskel fra hyrderne begynder vi så at lede efter noget at fylde tomheden ud med.
Ikke at vi har mange minutters ledighed i løbet af en dag at fylde ud – sådan rent praktisk. Men der er så tomt i vores hjerter og i vores hoveder, når der ikke er sådan en rød tråd igennem vores liv.
En mening.
Og til forskel fra hyrderne jager vi tegn.
Opfinder dem måske endda.
Vi jager mange steder.
Leder efter tegn overalt – for vi er oplyste mennesker, der ved mange ting, kender mange kulturer, og rejser over store dele af verden, når ikke lige coronaen sætter en stopper for vores færden.
Og mens vi leder, ser vi ikke de tegn, der er lige for.
”Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.”
Hvad skal vi dog med det tegn? ville vi måske sige, hvis vi skulle opdage det.
Hvad er styrken i det?
Kan vi trække nogen som helst styrke fra det ind i vores fortravlede stressede – men oplyste liv?
Et lille svagt barn i en faldefærdig rønne et sted nede i Mellemøsten???
Ja!!!
For styrken er i svagheden!
Styrken er at give slip – i stedet for at holde så krampagtigt fast i alting.
Styrken er at se det lille bitte lys i mørket, i stedet for selv at prøve at oplyse hele nattehimlen med store projektører.
Styrken er at bede om, i stedet for at tage.
Styrken er at give efter i stedet for at trumfe igennem.
Styrken er at åbne i stedet for at lukke – og lukke af!
Styrken er at være lige nu og her – i stedet for at planlægge så meget ud i fremtiden.
Styrken er at tage imod i stedet for at prissætte og vurdere hele tiden.
Styrken er at turde holde op med at lede efter tegn – for så kommer tegnene måske til én.
Styrken er at opleve sig selv som Guds værktøj – i stedet for at mene, at Gud skal være vores værktøj.
Styrken er at lade Gud finde os i stedet for at have så travlt med at prøve på at finde Ham alle mulige steder.
Men styrken er også at ville findes.
At lade det ske – og så få øje på tegnet! – Som Simeon, der til Gud siger: ”Mine øjne har set din frelse, som Du har beredt for alle folk: Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel”.
Og så bare være til og være glade.

 

Amen.
 

Juledag 2020 Køng 

Præludium

Indgangsbøn
100 Kimer i klokker
Hilsen, Kollekt, GT

103 Barn Jesus i en krybbe lå
NT læsning, trosbekendelse, lad verden ej

123 Her kommer Jesus dine små
Evangelium, prædiken osv.
125 Mit hjerte altid vanker

Nadver
192 vers 7-9

Kollekt, Velsignelse
99 Velkommen igen Guds engle små

Udgangsbøn

Postludium
 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.

I går fik vi gås. Det er der vist ikke så mange der gør længere, men når man kommer af en gammel landbrugsslægt, hvor der indtil for ganske få år siden stadig blev holdt gæs på den mødrene gård, er det altså det, der SKAL være på julebordet.
Gæs er flokdyr, og når de går sammen på en mark, kan det virke som om de på en eller anden måde er forbundne. Nogen vil sige at det er det rene vås, og at gæs simpelthen er så dumme at der umuligt kan være tankevirksomhed til andet end at æde. Og jeg kan være tilbøjelig til at give dem ret, og så alligevel ikke. Har man først stået og betragtet en flok gæs i noget tid, får man øjnene op for, at der foregår et eller andet. For mens de vralter rundt og snadre, æder græs, så gækker de. Snakker med hinanden, gækker i kor. For så - lige pludselig - alle sammen at rejse hovedet og være stille. Holde op med den ellers konstante gækken. Stå stille, virre en smule med hovedet, men helt tavse. Alle sammen. I et par sekunder eller 10. For så at begynde igen på deres gækken.
Men lige der - i tavsheden, i mellemrummet mellem alle gækkene, sker der et eller andet. Her kommer jeg som menneske kommer til kort, og må overgive mig til at dyr, godt nok er dyr, men alligevel noget helt andet, end jeg selv. De rummer noget som jeg ikke forstår, og heller ikke skal forstå. Men som giver mig en indsigt i, at her er der noget på spil. Noget jeg skal lægge mærke til. Der - i det tavse mellemrum.
---
Det er mellemrummene mellem ordene, der gør at vi forstår hvad der bliver sagt. (siges utrolig hurtigt uden mellemrum)

Den tager vi lige en gang til: Det er mellemrummene mellem ordene der gør at vi forstår hvad der bliver sagt. (Siges langsomt så det er til at forstå)

Når vi skriver, er det også mellemrummene mellem ordene, der gør at det overhovedet er til at læse. Det er ikke tilfældigt at den største knap på et tastatur netop er mellemrumsknappen. For det er den, der bruges mest. Uden den er det hele ulæseligt.
Det er i mellemrummet i folks tale, der får os til at forstå, hvad det virkelig er, folk har på hjerte.
Det er alt det er står mellem linjerne, der bærer den største betydning i et kærestebrev.
Der hvor der tilsyneladende ikke er noget, ligger der ofte en hel masse betydning gemt.
Mellemrum er pauser. Pauser mellem noget der ellers let ville blive en totalt sammenhængende strøm af hurtighed og skynden sig videre.

Jesu fødsels har betydet at der er nogen nødvendige mellemrum i vores liv. Hans liv definerer vores liv. Først og fremmest er hans liv blevet definerende for vores kalender. Og selvom året i år har været mærkeligt, har helligdagene alligevel været der. Og de har måske i højere grad end før, skabt et mellemrum, fordi vi i år ikke bare, har kunnet sætte den på automatpilot og gøre som vi plejer. Påsken fejrede vi under en nedlukning. Pinsen blev kædet sammen med den sommerlige åbning. Nu julen hvor vi igen må tænke kreativt og anderledes, og mange lider afsavn, fordi vi igen er lukket ned.
Dette år har lært os noget om mellemrum og om pauser. Både på godt og på ondt. Det har været et helt anderledes år end alle andre år. Det har været en pause, mellem de andre. Et år der helt sikkert har ført til refleksion over, hvordan årerne ellers ser ud.
Paradoksalt nok har året også været et år, nærmest uden mellemrum. For alt det, der plejer at bryde med hverdagen har været aflyst. På den måde har året både været en kæmpe pause, dog uden små pauser fra det trivielle.
Pauser, mellemrum er nødvendige. De giver plads til refleksion, men måske kontakt med noget, som ikke umiddelbart er til at forstå og som man derfor skræmmes af og helst vil være foruden.

For det er ikke altid, vi synes om de her mellemrum. De kan gøre os utilpasse. En af de mest solgte bøger i år handler netop om mellemrum, eller pauser. En kvinde flytter med sin mand og barn fra det speedsnakkende København til det sindige Vestjylland. Her må hun opsøge den lokale helt Anders Agger, for at forstå og være i jydernes måde at tale på. I Vestjylland er der mange flere pauser i samtalerne end hovedpersonen er vant til. Hun bliver ganske utilpas ved det, og fylder dem desperat ud. Alligevel anerkender hun, at det netop er i de pauser, i mellemrummene at der er noget at hente. At det netop er dem der giver plads til refleksion.

Nætternes pause fra dagene gør, at mange vægtige ting kan ske der, fordi de netop ER et mellemrum. Mange undfangelser sker om natten, mange fødsler. Mange skjulte kys bliver kysset om natten. Nætterne kan rumme det, dagene ikke kan, fordi der, der i mellemrummet er plads til det, der ikke forstås en til en.

Julenatten er der i den grad rum til refleksion.
For Jesus kom til verden i et mellemrum, i natten mellem to dage. Jesu fødsels er heller ikke sådan til at forstå. Hvordan kan et lille barns fødsels i Betlehem, få så stor en betydning? Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre at vi, så mange år efter, alligevel finder mening og betydning i det, der er så fjernt? Måske fordi det ikke skal forstås, som vi ellers forstår alt andet. Julenat rummer det gedulgte, det mørke, skumringen. Og brydes ikke af et skarpt lysstofrør, der for alting til at stå klart. Nej det brydes kun af et lille lys, som alligevel bringes helt ind i det mørke i os selv.
Jesus kom til verden i et mellemrum og han gik også ud fra døden i et mellemrum. Ud mellem klippevæggene fra graven. Med ham har vi fået et mellemrum, der gør at vi kan kile os fra døden og til det evige. Med Jesus opstår der en sprække, en flænge, et mellemrum mellem liv og død. En sprække der rummer alt det, vi ellers ikke forstår.
---
En gang havde vi glemt at lukke gæssene ind for natten. Normalt ville vi åbne for indhegningen og på gammeldags facon vogte dem fra æblehaven, forbi maskinhuset og køkkenhaven, ind i portrummet og ind i nattelogi i det gamle malkerum, der var sikkert mod rovdyr. Men en aften havde vi glemt det.

Pludselig vågnede husstandens yngste op med et sæt: Gæssene! Vi fór ud til indhegningen. Der var ingen gæs! Videre forbi maskinhuset og køkkenhaven ind i portrummet og der foran døren til det lukkede malkerum stod de, alle sammen og gækkede sagte. I det øjeblik de fik øje på os, te de, stod helt stille, og jeg er næsten sikker på, de så bebrejdende på os. Der i mellemrummet, i portrummets grænse mellem ude og inde, på grænsen mellem nat og dag. Og for gæssene på grænsen mellem liv og død, så de på os i tavshed og lod os vide at vi alt det vi ikke forstod!
 

Amen.
 

Juleaften 2020 Køng kl. 10.30, 14.00, 16.00

Præludium

Indgangsbøn
1. salme: 94 – Det kimer
Hilsen
Kollekt
Evangelium
2. salme: 119 – Julen har bragt
Prædiken Kirkebøn m.m.
Amy synger Schuberts Ave Maria
3.salme: Nu tændes tusind Julelys
Kollekt
Hilsen
Velsignelse
4.salme: 120 – Glade Jul, dejlige Jul
Udgangsbøn

Postludium

Link til salmeark: praediken-filer\Juleaften 2020.pdf
 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.
Det er mørkt.
Det er koldt.
Og det er godt fyldt med coronavirus.
Sådan er livet for os nu.
Her.
Og det kunne man jo godt falde hen i depression over.
Men så dukkede der nogle linjer af et digt af Halfdan Rasmussen op i mine tanker:
Aldrig var det mer end mørkt
Aldrig mørkt alene
Altid bar vi i os selv
Lys fra større himmelhvælv.
Selv når det hele ser allermest sort ud, er der lys.
Vi har bare somme tider så svært ved at få øje på det, fordi vi føler os helt opslugte og omfattede af mørket.
Når vi mister.
Et menneske, vi holder af
Et job.
Et venskab
En god og nær relation, vi troede var så fasttømret, at vi har svært ved at forstå, at den vakler, smuldrer.
Når vi mister et godt helbred – når sygdom og skavanker pludselig fylder mere hos os end gåpåmodet og energien.
Når vi mister meningen – når livet taber sin mening for os.
Når vi mister glæden – når den bliver hul og udvendig og uægte.
Når vi mister troen – når vi kæmper for at holde på troen – eller vi i arrigskab vender den ryggen, fordi livet går os imod.
Når der er så meget kulde, sygdom og mørke i livet, så kan Gud da ikke findes – og være god – siger vi og lader dermed mørket få lov at fylde os helt.
Men:
Aldrig var det mer end mørkt
Aldrig mørkt alene
Altid bar vi i os selv
Lys fra større himmelhvælv.
Kan det passe? – tænker vi måske
Bærer vi i os lys fra større himmelhvælv? Midt i alt mørket – eller er det bare noget Halfdan Rasmussen skriver i et smukt og ørehængende lille digt?
Er der lys i mørket, når vi mister alt det, vi holder af?
Som en god kristen præst skal jeg her svare ja, selv om jeg sandt at sige ofte selv har været i situationer, hvor jeg syntes, at mørket tog magten.
Men et langt liv har jo – når alt kommer til alt – også lært mig, at mørket aldrig bliver ved at være mørkt alene. Det bliver faktisk altid brudt af lyset. Trængt tilbage af lyset. Og somme tider kommer lyset fra helt uventede kanter:
En hjælpsomhed fra et menneske, man slet ikke havde forventet.
Et smil.
En handling.
En venlig gestus.
….Altid bar vi i os selv
Lys fra større himmelhvælv.
Vi må aldrig glemme at være lys for hinanden.
Når vi mennesker imidlertid stirrer så fastlåste på mørket, på alt det, vi føler som en ond og urimelig og alt for tung byrde på vores skuldre og vredt spørger, hvor det dog kommer fra, så glemmer vi, at lys faktisk ses bedst på en mørk baggrund.
Vi kan ikke slippe for mørket og kulden, for det onde, for det, der gør ondt, men vi skal passe på ikke KUN at se det.
Aldrig var det mer end mørkt
Aldrig mørkt alene.
Altid bar vi i os selv
Lys fra større himmelhvælv.
Hvor kommer lyset fra?
Glæden?
Kærligheden?
Spørger vi ligeså meget efter det, som når vi forurettet spørger, hvor alt det onde kommer fra?
Da Gud kom til Jorden og lod sig føde i en stald i Betlehem for 2020 år siden, var der også mørke, kulde, krig og sygdom.
Blev alting så med ét godt?
Nej, alt det onde forsvandt ikke, men barnet Jesus voksede til og blev mand og gik omkring og lærte og helbredte og viste mennesker, hvor store mirakler godhed, ærlighed, kærlighed og medfølelse faktisk kan udrette i et menneskeliv.
Og så sagde han til sine disciple, at de skulle føre hans lære videre.
Gå ud i hele verden og fortæl videre om alt det, jeg har lært jer.
Aldrig var det mer end mørkt
Aldrig mørkt alene
Altid bar vi i os selv
Lys fra større himmelhvælv.
Lyset var kommet til verden.
Lindringen i smerten.
Ikke for at fjerne smerten fra et menneskeliv men for at være i smerten i ethvert menneskeliv sammen med os.
Det er derfor:
Julen har bragt velsignet bud,
Nu glædes gamle og unge.
Og derfor:
Det kimer nu til julefest,
Det kimer for den høje gæst,
Som steg til lave hytter ned
Med nytårsgaver: fryd og fred!
Ja:
I hvert et hjerte trist og mørkt
Send du en stråle blid
En stråle af Guds kærlighed
I denne juletid.
For det handler ikke om at fjerne alt det svære, alt det onde, alt det kolde og mørke – for det kan vi ikke. Det er der jo af den ene eller den anden årsag.
Nej, det handler om at hjælpe hinanden til at bære det, til at være i det.
Det handler om at tænde lys i mørket sammen og for hinanden og også lade lyset trænge ind i dit eget kolde, mørke hjerte, så det kan blive varmt og lyst og være med til at sprede lyset og tænde lys for andre mennesker.
Det er det, vi fejrer Jul for – fordi lyset, glæden og kærligheden kom til verden – på trods!
På trods af kulden, mørket og alt det onde, vi mennesker går og bøvler med.
Lyset er her.
Grib det.
Men lad være at tro, du kan holde det for dig selv.
Hvis du skærmer det for meget og dækker det til, så går det nemlig ud.
Du skal lade dit lys skinne for andre, så vi kan deles og glædes ved det sammen.
 

Amen.
 

1.s.i advent 2020 – 29. nov. – Køng 10,30 – Svinø 15,30

Præludium
Indgangsbøn
1. salme: 78 - Blomstre som en rosengård
Hilsen
Kollekt
GT-læsning
2. salme: 80 – Tak og ære ..
(Epistellæsning
Trosbekendelse
3. salme: 89 - Vi sidder i mørket…)
Evangelium
Prædiken
Kirkebøn
Meddel Menighedsrådets konstitution
Apost. vel.
4. salme: 84 – Gør døren høj…
Nadver
192,vv.7-9
Kollekt
Hilsen
Velsignelse
5 salme: 74 – Vær velkommen
Udgangsbøn
Postludium
 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.

Indtog og processioner kan være af så mange slags.
Der er de glade indtog, hvor stolte forældre kommer gående op ad kirkegulvet med deres næsten nyfødte barn for at få det døbt.
Eller indtoget, hvor den smukke brud i den flotte kjole kommer op ad kirkegulvet, mens hendes tilkommende mand står spændt, nervøs og rørt og venter, mens hun langsomt kommer nærmere og nærmere.
Der er atleternes indtog på det olympiske stadion et sted i Verden hvert fjerde år, og der er fodboldspillernes indtog på fodboldbanen til en landskamp, hvor hver af dem følges med en lilleput- fodboldspiller, der er ved at revne af stolthed over at få lov til at følges ind på en fodboldbane med én af landsholdsspillerne.
Der er de sjove indtog, når der er karneval og processioner med diverse mærkeligt og fantasifuldt udklædte personager, der drager gennem gaderne i Rio - eller Disney paraden i Disney World, hvor alle Disney figurerne kommer i store plys-udgaver, og selv om vi godt ved, der bare er almindelige mennesker indeni, så rører det os på en måde.
Der er de alvorlige og seriøse processioner, når nye præster skal ordineres i en domkirke, og der er de triste og sørgelige processioner, når vi bærer kisten med een af vore kære ud ad kirken til rustvognen eller til graven.
Der er mange slags processioner og indtog i livet.
Nogle af dem skal indgyde respekt og markere starten på noget nyt.
Andre markerer starten på noget festligt.
Atter andre afslutter noget - måske et liv, og atter andre skal indgyde frygt og demonstrere magt. F.eks. når en sejrende nations hær holder sit indtog i den slagne fjendes gader.
Fælles for alle de forskellige former for processioner og indtog er, at de ikke er ligegyldige.
Alle indeholder de en symbolik og udtrykker et særligt forhold.
Sådan er det også med det indtog, vi hører om idag: Jesu indtog i Jerusalem.
Det var på een gang storslået og ringe, festligt og sørgeligt, sjovt og seriøst.
Det hele på een gang.
Storslået, fordi han red ind riget Israels magtcentrum, Jerusalem, på samme måde, som en kejser eller en militær leder ville have holdt sit indtog for at blive tiljublet af sine undersåtter.
Men samtidig var det det diametralt modsatte, fordi indtoget foregik på ryggen af et æsel, et arbejdsdyr, der bestemt ikke have nogen glans eller udstrålede nogen som helst storhed og magt.
På den måde kom det ringe til at indtage det storslåedes plads.
Og indtoget blev festligt, fordi folk tiljublede Jesus som en sejrherre.
De skar grene af træerne og viftede med dem, ligesom vi idag ville stå og vifte med flag, og de tog deres kapper af og lagde dem på vejen, så han kunne ride ind over dem.
I sandhed en ærbødigheds gestus.
Men samtidig med at indtoget var festligt, så var det også sørgeligt, for det var jo indtoget til Jesu lidelse og død.
Det var begyndelsen til enden på hans jordiske liv.
Det var indledningen til afslutningen. Indledningen til lidelse og død.
Men hvem kunne mon forestille sig det, mens de stod og viftede med palmegrene og lagde deres kapper foran ham på jorden? Nej, det kunne højst være Jesus selv, der var bevidst om det, og så os, når vi læser eller hører om dette indtog og ved, hvad der følger efter.
Men midt i dette sørgelige, der er det også lidt sjovt - eller snarere ironisk måske.
Det er sjovt og sætter storhed og stolthed i et lidt ironisk lys, når Jesus foretager et næsten kejserligt indtog ...... På ryggen af et æsel.
Det kan da ikke undgå, at det må have virket en anelse komisk - ja, som om der på denne måde blev gjort grin med den selvhøjtidelighed, der kan stråle ud fra magtfulde mennesker, når de omgiver sig med alskens pomp og pragt - denne magtfuldhed bliver pludselig komisk, for hvad er alle disse magtfulde mænd andet end ganske almindelige mennesker? Hver især en Guds skabning præcis som det fattigste og mindst betydningsfulde lille menneske, der trækker afsted med sit æsel og sætter sig op på det, når han bliver træt af at gå?
Men midt i det sjove, midt i det latterlige, ironien, der findes den dybeste alvor og dermed det dybt seriøse, for det viser os ganske alvorligt og oprigtigt, hvad det ægte er: det er netop ikke alle falbeladerne, alt det storslåede, som vi ser op til: nej, det ægte er Gud på en æselryg.
Det ægte er Gud, der bøjer sig i støvet for at nå sit menneske.
Ja, for at åbne øjnene hos sit menneske, så det kan se sig selv med selvironiens øjne, se sig selv som fortabt, fortabt i en kunstig opstabling af fiktive værdier og normer, der må se sig slået af en ironiserende Gud, der møder mennesket lige der, hvor vi rent faktisk er: i støvet, på det jævne, traskede afsted ved siden af et æsel, symbolet på ringhed og arbejdsomhed - men også på stædighed.
Gud møder os i vores stædighed og i vores vrangvillighed og besejrer den.
Han sætter sig på den og tøjler den, styrer den - derhen, hvor han vil!
Og somme tider opdager vi det. Opdager at Gud kommer til os gennem stædighed, det lave, det ringe, det vi ikke tillægger værdi, det trivielle og det triste, som vi kan synke ned i i livet, eller midt i en kunstig oppustning af os selv, der i virkeligheden ingenting er.
Somme tider opdager vi, at Gud kommer til os med det ægte.
I det ægte.
Det vi har glemt at sætte pris på.
Glemt at være i.
Somme tider opdager vi det.
Andre gange tror vi bare, det er vores skæbne.
At livet ændres. Måske blev det til et andet liv, end det vi havde forestillet os og håbet på.
Vi bilder os ind, at det er tilfældigt.
At det ingenting er.
Jeg tror, det sker, når vi er sunket helt ned i alt det materielle og har vendt det åndelige ryggen.
Men selv der kan vi alligevel pludselig opdage Gud, komme til os ironisk ridende på vores trivialitet, vores hverdag, komme til os midt i dagligdagen for at fortælle os, at der også er frelse for os.
At også vi betyder noget for Ham.
At også vi er elskede af Ham.
Og så kan vi vel ikke andet end overgive os til Ham: smide vore kapper på jorden foran Ham og hilse Ham med palmegrene. Og lade Ham ride lige ind i hjerterne hos os og bo der - ikke bare her i adventstiden og julen over måske - nej altid, fremover, så det også bliver påske hos os.
I vore hjerter.
Så troen må vække opstandelsestroen i os.
Det er jo det, der tager sin begyndelse her i adventstiden, når vi går og venter på Jesu fødsel. Opstandelsestroen, der fødes i et menneskehjerte, der kan være så mørkt og koldt og forblæst, som en midvinterdag i Nordeuropa.
Opstandelsestroen, der er vores håb i den mørke vinter, der af og til får alt for grundigt fat i vore hjerter.
 

Amen.
 

(Pladsholder for prædiken)