Udgivet: 03-04-2020

    (NB! Nyeste øverst på siden, ældste nederst)

Corona-tanker:
Da jeg trak gardinerne til side i går morges, stod der et rådyr lige på den anden side af gårdspladsen,

der hvor baghaven begynder, og kiggede på mig. Da vi havde stået helt stille begge to

og kigget på hinanden et lille stykke tid, fortsatte vi begge med hver vores gøremål:

Rådyret bed i noget buskads og forsvandt stille omkring hjørnet til konfirmandstuen,

og jeg gik videre igennem huset og trak de andre gardiner fra.
Et kort møde midt i dagens gøremål.
Vi var langt fra hinanden – men vi hinanden.
Jeg kan jo ikke vide, om rådyret tænkte mere over det møde, men det gjorde jeg.
Det var dejligt at se et andet levende væsen bare et lille øjeblik,

selv om vi var på langt mere end coronaafstand.
Bare et lille øjeblik at føle sig som en del af Guds skaberværk uanfægtet af den coronakrise,

der ellers hærger landet og Verden.
Jeg kiggede efter rådyret igen i morges. Men da var det der ikke.

Hvilket minder mig om, at det er vigtigt at huske de små glæder i hverdagen,

der forsvinder lige så pludseligt, som de dukker op.
Ja, lad os samle på de små glæder i hverdagen. Det er dem, vi skal leve ved og af –

især når hverdagen ellers er bøvlet og ensom og helt forkert i forhold til,

hvordan det plejer at være – og som vi kunne ønske, den skulle være.
”Nåden er hver levet dag,
Hvert tilfældigt møde.
Nåden er det levende,
Som står op af døde.”
Johannes Møllehave Salmebogens salme 522.
 

                                                      Mette – d. 3. april 2020
 

 

 

Corona-tanker,
Som så mange andre har jeg snart fået øvelse i at holde skype-møder,

selv om det er en lidt nødtørftig måde at mødes på.
Før mit første skype-møde tog jeg en rød bluse på, redte håret og tog også læbestift på

– og der sad jeg så – så pæn og nydelig som jeg nu kunne blive den dag,

mens det gik op for mig, at de andre bare så en blå firkant med mit navn under,

når det var mig der talte.
Jeg havde ikke noget kamera på min computer!
Sådan kan man jo af og til opleve at have gjort sig anstrengelser til ingen verdens nytte.
Nu var det her jo i den absolut mindre målestok – men tænk på alle de restauranter og hoteller,

der har forberedt sig til påske-rykind, eller på de familier, der havde glædet sig til at se hinanden

i påsken eller til andre mærkedage, eller på konfirmanderne,

der nu må vente med længsel på den store dag, der er blevet udskudt – ja, eller på kirkerne,

der formodentlig må holde lukket i Påsken og finde nye veje at nå ud til folk på.
Somme tider er det dog godt at opdage, at vi mennesker ikke kan styre alt –

og heller ikke forudse og dermed forberede os på al ting.
Somme tider må vi bare tage virkeligheden på os, som den nu engang er, og være i den –

uagtet at vi ellers havde forberedt os på noget helt andet. Ja, tage imod det liv,

der er vores - også når det er svært.
Himmelske Far!
Gør mit sind åbent for dagen, som kommer til mig,
så jeg ikke frygter de opgaver og udfordringer,
jeg skal møde,
Men stoler på din trofasthed,
Og tager imod dagen som en gave fra Dig. (Salmebogens bøn nr. 5)


                                             Mette d. 2. april 2020
 

 

 

”Kirkeklokke! ej til hovedstæder
Støbtes du, men til den lille by,
Hvor det høres trindt, når barnet græder
Og inddysses blidt ved vuggesang”
                                             Grundtvig 1845


Hvem ringer klokkerne for?
Ja, som regel ringer kirkeklokkerne for at fortælle, at der er gudstjeneste eller begravelse,

og når der ringes med den glade kimning (små hurtige slag), så er det for at fortælle,

at nu skal der være bryllup, eller nu er det en særlig helligdag som f.eks. Jul, Påske og Pinse.
I øjeblikket er det dog ikke særlig festligt, og der ringes slet ikke til gudstjeneste,

for der holdes ingen gudstjenester i landets kirker, men der ringes stadig

morgen og aften med kirkeklokkerne.
Vi kalder det, at ringe solen op og ringe solen ned.

Fra gammel tid kaldes der med disse to ringninger til bøn og eftertanke.
I denne corona-tid, har især aftenringningen fået status af en slags corona-ringning,

for når vi hører aftenringningen, så er det foreslået, at vi i særlig grad beder for de,

der nu er syge af corona, de, der kæmper for livet i respirator på intensiv afdelingerne,

og for deres pårørende, der ikke som ved andre sygdomme,

kan sidde hos dem og holde dem i hånden.

Men bed også for sundhedspersonalet, at de må have kræfter nok til at gennemføre deres krævende arbejde.
Så lyt efter, når kirkeklokkerne ringer deres aftenringning

– nogle steder kl. 16, andre steder kl. 17 eller 18 – og bed for de syge.
 

Mette 31. marts 2020
 

 

 

Corona-tanker 22. marts:
I den traditionelle kirkebøn til søndagsgudstjenesterne beder vi om,

at Gud vil trøste og styrke alle dem, der er syge og sorgfulde, enten de er fjern eller nær.
Lad os også gøre det i dag – hver især, selv om vi ikke er samlede til gudstjeneste.
Hver dag stiger antallet af døde, antallet af indlagte på intensivafdelinger, antallet af de,

der er lagt i respirator og antallet af smittede med covid-19 i det hele taget.
Voldsomst er det dog stadig uden for vore grænser, især i Spanien og Italien, h

vor vi i fjernsynet kunne se de rystende billeder af militærkøretøjer,

der bragte døde ud af byen Bergamo i Norditalien.
Men der er mange andre lidelser end covid-19 i verden også.
I dag kunne man vågne op til meddelelsen om kraftigt jordskælv i Kroatien,

og så er der jo masser af alvorligt syge mennesker i hele verden,

ramt af fysiske og psykiske lidelser, naturkatastrofer, krig, vold, terror.
Lad os ikke glemme dem.

Salmebogens bøn nr. 92:

Herre Kristus, Guds Søn,
Du kommer med din fred ind i vores urolige verden.
Hjælp os i dag at åbne vore hjerter for dit stærke ord,
så vi fornyes, modnes, styrkes.
I en verden, hvor så meget er omskifteligt, flygtigt -
hjælp os at kende forskel på det ægte og det tomme.
Velsign os og lær os at kende din vilje med vort liv.
Du kender det, som truer os,
du kender vore sorger, vore begrænsninger, vore svigt.
Vi beder dig, hold fast i os,
som ikke selv formår at holde fast ved dig og dit bud om kærlighed.
Herre, vær med dem, vi er knyttet til og afhængige af.
Vær med alle nødstedte mennesker, alle ramt af ydre eller indre nød.
Giv os ved din Ånd troen på, at intet er så ondt, at det ikke kan brydes.
Giv os øjne at se med, så vi ikke går forbi den godhed, der møder os,
ikke går forbi de kilder, der er, til håb og glæde.
Ja, lad troen og håbet vokse i os,
så der kan blive kærlighed og glæde,
hjælpsomhed og nærvær i vort liv med hinanden.

Mette 22. marts 2020
 

 

Corona-tanker: 

”Vær mig nær, thi uden dig

Ensomhed mig truer;

Vær mig nær, thi uden dig

Jeg for mørket gruer!

Hold mig med din faderhånd,

Så jeg dig fornemmer;

Fri mig ud af mørkets bånd,

Så min frygt jeg glemmer!”

 

Sådan skriver Jakob Knudsen i aftensalmen ”Tunge, mørke natteskyer”,

og det ”dig” han henvender sig til, er naturligvis Gud.

Jakob Knudsen var bange for mørket, fortælles det, og for ham blev mørket en slags tegn på døden

– ja på alt det, der kunne true.

I dag kan vi tænke corona-virus ind i det mørke, der truer os,

og så giver salmen både trøst og mening for os lige nu.

Mange af os trues af ensomhed i disse coronatider – især hvis vi bor alene og ikke kan være sammen med dem,

vi plejer at ses med: vores arbejdskammerater og kolleger, vores nærmeste,

som måske er gamle eller har sygdomme, der gør,

at vi netop i øjeblikket skal holde af dem ved at holde os fra dem.

Når man så sidder her i sin ensomhed og føler at mørket truer, så prøv at vend det om, for alt det samvær,

vi savner lige nu, er jo det, der normalt giver vores liv mening og fylde og glæde.

Måske er det lærerigt at blive taget ud af en sammenhæng for en tid for at kunne påskønne den sammenhæng,

som man under normale omstændigheder er så heldig at være en del af.

Ja, man kan måske ovenikøbet fyldes af taknemmelig over det hverdagsliv,

man under normale omstændigheder lever, og på den måde bliver der tændt lys i mørket.

                                                                                       Mette – 21. marts 2020

 

 

Tanker:

Dagene længes, vinteren strenges… står der i Brorsons salme ”Her vil ties, her vil bies.

Og dagene længes i øjeblikket.

Foråret er virkeligt på vej og alting springer ud, og fuglene synger,

og solen har skinnet i dag, og himlen har været så dejlig blå.

Samtidig er det ikke så meget vinteren, der er blevet strengere, som corona-smitten,

der nu for alvor har fået fat i den danske befolkning. Nu er der over 1000, der er testede positive,

og derudover er der sikkert mange, der er smittede og har sygdommen i mildere grad

uden at have kontakt til sundhedsmyndighederne. Så dagene længes – og coronaen strenges….

Sygehusene opruster, ekstra personale indkaldes, og også på det kirkelige område arbejdes der ekstra,

selv om alle gudstjenester i øjeblikket er aflyste.

Biskopperne har dagligt Skype-møde – både med hinanden og med andre relevante.

Efterfølgende har biskoppen – her i Roskilde Stift i hvert fald – Skype-møde med provsterne,

der derefter melder retningslinjer ud til præster og menighedsråd.

Derefter er der hver eneste dag tvivlsspørgsmål, der skal tages stilling til.

Den ledende beredskabspræst er ved at få beredskabet i stand med præster fra alle provstier,

hvoraf en eller flere bliver tilknyttet et bestemt sygehus og skal oplæres i brug af værnemidler og sikkerhedsudstyr.

Dagene længes – og coronaen strenges…

Vi skal huske at nyde, at dagene længes og nyde alt det forår, der i øjeblikket springer ud og springer os i øjnene.

Vi må ikke synke i dette, at coronaen strenges, men vi skal passe på os selv og hinanden

– og samtidig være der for hinanden gennem mail og telefon.

Men den isolation, vi så alligevel kommer i på denne måde, ved at vi skal holde os fra hinanden,

ja, den kunne vi måske bruge på en frugtbar måde.

Der er tid til at tage sit liv op til revurdering.

Der er tid til at tænke.

Der er tid til bøn og stilhed og samvær med Gud, nu når vi ikke kan være sammen med så mange andre….

og lige præcis dette sidste er måske ikke så ringe endda.

Det er måske oven i købet rigtig godt.

Vi må væbne os med tålmodighed.

Vi må vente.

Her vil ties, her vil bies,

Her vil bies, o svage sind!

Vist skal du hente, kun ved at vente,

Kun ved at vente, vor sommer ind.

Her vil ties, her vil bies,

Her vil bies, o svage sind!

           Brorson 1765

                                                                

Pas på jer selv og hinanden – hold afstand!

Guds velsignelse ønsker jeg jer alle

                                                                 Mette - 19. marts 2020

 

Flere corona-tanker:

Mange af os har det nok sådan, at det næsten ikke er til at holde ud at være i den situation,

vi er havnet i med sygdommen covid-19, der får mere og mere tag i vores samfund.

Nogen synes ligefrem ikke, de kan holde ud at høre mere om corona-virus,

og det kan vel dybest set skyldes vores forskellige måde at reagere på.

Nogen nedtoner det hele og synes, der bliver overreageret.

Andre bliver slået omkuld af den meget information, vi hele tiden har mulighed for at få,

fordi de konstant holder sig opdateret.

Egentlig er det to sider af samme sag.

Når vi mennesker bliver bange, er der nogen, der fornægter det, de er bange for.

Vender sig væk fra det. Vil ikke vide af det. Negligerer det.

Andre går ind i det, søger oplysning om det og forestiller sig det værst tænkelige og bliver meget bange.

Og pludselig bliver det for meget.

Enten kan man ikke blive ved med at negligere det, fordi det simpelthen er for voldsomt

og bryder igennem vores forsvarsmekanismer.

Eller også går man til grunde i forestillingerne om alt det forfærdelige, der kan ramme os.

Der er ingen af de reaktioner, der er særligt konstruktive.

Til gengæld er de meget menneskelige.

Men enten vi nu hører til den ene eller til den anden type, så er det vigtigt,

at vi bruger vores fornuft – hold nu afstand!

Det er ikke nu, I skal holde de store sammenkomster – eller gå til dem – udskyd dem!!!!

Lad os passe på hinanden og dem, for hvem covid-19 vil være fatal!

Men det er også vigtigt, at vi giver os selv lov til at lade vore følelser komme til udtryk

og sætte ord på vores frygt og vores afmægtighed.

Her kan en snak med Gud være en oplagt mulighed – ja, ligefrem en rigtig god idé,

for Ham behøver vi ikke holde afstand fra!

Ham kan vi lukke helt ind i vore hjerter og betro ham alt det, vi er allermest bange for.

 

Våg du, Herre,

Med dem, der våger eller græder i denne nat.

Beskærm dine syge,

Lad dine trætte finde hvile,

Velsign dine døende,

Trøst dine lidende,

Forbarm dig over dine bedrøvede,

Og vær med dine glade

                      Bøn nr. 30 i Salmebogen

 

Pas nu godt på hinanden – hold afstand!

                                Mette - 17. marts 2020

 

Den første corona-søndag: 

Stilhed

Intet solskin

Ingen biler

Ingen mennesker

Ingen gudstjeneste

Ingen gudstjeneste???

Nej!

Intet nærvær og snak over kaffen i våbenhuset

– eller ved pølsevognen, som det skulle have været idag

Savn

Ængstelse

Bekymring

Intet trøstens ord?

Intet håb?

Jo!

Håb, tro og bed!

 

Paulus skriver:

For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende

eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed

i Kristus Jesus, vor Herre. (Rom.8,38-39)

 

Coronatanker – Mette 15. marts 2020

 

Corona- tanker:

Jeg vågnede lørdag morgen til en vidunderlig solskinsdag, som jeg tog hul på med en gåtur sammen med min hund.

Selv om det var koldt og der var is på vandpytterne, var luften skarp og frisk, og himlen var så blå så blå.

Der var ingen vind.

Og der var faktisk heller ikke ret meget andet.

Næsten ingen biler.

Næsten ingen mennesker.

Midt på Næstved-Vordingborg landevejen kunne jeg føre samtale med mine genboere,

der kom gående på modsatte side, tværs over landevejen, uden at vi blev forstyrret af en eneste bil.

Så smukt, fredfyldt og stille var der denne morgen.

Men på grund af noget så grimt og voldsomt.

Corona-virus.

Covid-19.

Mine tanker går til dem, der nu er i kritisk tilstand p.g.a. covid-19. Til deres familier og pårørende.

Hvornår rammer det her i vores lokalsamfund?

Hvornår rammer det dem, jeg holder af?

Hvornår rammer det nogen jeg kender?

Sådan tænker vi måske alle sammen, og derfor må vi stå sammen – netop ved at holde afstand.

Men når frygten sniger sig ind på os, og vi ikke kan være fysisk nær ved nogen,

så vend blikket mod salmebogens afsnit med bønner. Der er så mange gode bønner at læse,

som kan være med til at sætte ord på vores frygt og uvished – f.eks. denne:

 

Vi forstår ikke

53. Evige Gud!

Du er barmhjertig og kærlig,

men vi forstår ikke dine veje:

Børn må lide under voksnes ondskab og kulde.

Unge mister modet, fordi ingen har brug for dem.

Ulykker rammer sagesløse i blinde.

Umærkeligt sniger sygdomme sig ind på os.

Uden nåde hærger sulten.

Smerten og mismodet,

livsleden og døden

stjæler glæden og livslysten fra os.

Vi er afmægtige og værgeløse.

Derfor beder vi dig:

Lad din gode vilje ske

Lad dit herredømme bryde frem,

og brug os i din tjeneste.

 

 Mette – 14. marts 2020

 

 

 

 

(Pladsholder for prædiken)