Udgivet: 03-02-2019
Prædiken v/Mette Magnusson
|
4. s. e. H. 3 Kg. 2019 – 3. februar – Køng kl. 10,30 - Svinø kl. 15
|
|
Præludium |
|
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus gik om bord i en båd, og hans disciple fulgte ham. Da blev der et voldsomt uvejr på søen, så båden skjultes af bølgerne. Men han sov. Og de kom hen og vækkede ham og sagde: »Herre, frels os! Vi går under!« Men han sagde til dem: »Hvorfor er I bange, I lidettroende?« Da rejste han sig og truede ad storm og sø, og det blev helt blikstille. Men folk undrede sig og sagde: »Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham?«
|
|
I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.
I mange kirker hænger der et kirkeskib. Det hænger som regel over midtergangen i den del af kirken, som vi kalder skibet. Det hænger der for at minde os om, at vi som kristne kan føle os trygge, fordi vi er i Guds hånd, også selv om livet er noget stormomsust for os. For vi er i sikkerhed inden borde hos Gud på livets stormombruste hav. Når vi sidder i kirken bliver vi rent fysisk mindet om det, fordi vi kan sidde i kirkens skib og kigge op på det kirkeskib, der hænger i netop vores kirke. Somme tider kunne man have lyst til at blive siddende inde i kirken, inden borde, fordi det stormer alt for meget der uden for i verden. Så snart vi går ud ad kirkedøren, kan det føles som om, vi er sprunget overbord, og vi kan somme tider føle, at vi er ved at synke i de strabadser, der omslutter os i hvert af vores liv. Det kan være alle hånde problemer. Helbredsmæssige. Angst. Ægteskabelige problemer. Arbejdsløshed - eller for meget arbejde: Hvordan skal vi nå det hele? Overkomme det, vi befinder os midt i? Hvordan skal vi komme ud af den krise, vi måske synes, vi er havnet i? Hvor får vi hjælp til at leve vores liv? Hvordan skal vi dog klare alt det, vi står midt i? Spørgsmålene er mange, og de springer nærmest på os, så snart vi bevæger os ud i livet – ud ad døren fra våbenhuset og ud i det fri – eller måske snarere ud i det bundne!!!!! – ud i alt det, vi er bundet af og bundet til. Vi kunne have lyst til at vende om. Gå tilbage til kirken. Klatre ombord i båden igen og blive der. Gemme os. Gemme os for verden. For livet. For alt det, vi synes, der truer os. Flygte – tilbage til trygheden. Vende livet med alle dets problemer og krav ryggen. Sådan fortælles det i Det gamle Testamente om profeten Jonas, at han forsøgte at flygte fra livets krav til ham. Fra de opgaver, der var blevet ham pålagt af Gud. Han havde fået til opgave at gå ind i den berygtede by Nineve og forkynde for befolkningen dér, at de skulle omvende sig og begynde et nyt og bedre liv. Men Jonas var bange. Han turde ikke. Nineve var nemlig en fæl by med megen kriminalitet Derfor prøvede han at flygte. Prøvede at gemme sig. Prøvede at vende sig bort fra det livsvilkår, der nu engang var hans. Prøvede at slippe væk fra Guds vilje med netop hans liv. Han tog til havnebyen Jafo og gik ombord på et skib, der skulle til Tarsis – langt væk. Men det blev et frygteligt uvejr, og sømændene mente, at det var Guds måde at straffe en synder på. Man kastede lod og fandt på den måde ud af, at synderen måtte være Jonas. Jonas blev smidt overbord, og straks lagde uvejret sig. Men Jonas blev slugt af en hval, og i hvalens bug går Jonas i rette med sig selv og beder til Gud, der befaler hvalen at spytte Jonas op igen. Derefter tager Jonas sin skæbne på sig og efterkommer Guds vilje og drager til Nineve. Se, Jonas prøvede at gemme sig for Guds vilje. Han prøvede at flygte fra det, han skulle i sit liv. Han gemte sig i et skib. Han gjorde det, vi somme tider kunne have lyst til på vej ud i livet i døråbningen i våbenhuset: vende os bort fra livet med alt dets besvær og gå tilbage til kirkeskibets beskyttelse og lunhed. Gemme os fra problemerne og de opgaver, som netop vores liv består af. Men lige så lidt som det var muligt for Jonas at gemme sig for Gud og Guds vilje, lige så lidt er det muligt for os – uanset om vi så ville prøve at gemme os i kirkeskibet eller et andet sted – eller måske bare vende blikket indad og lukke af for omverdenens krav til os. Vi kan prøve på det – men på et eller andet tidspunkt indhenter livet os. På eet eller andet tidspunkt vil Gud nå os. Vi kan ikke for evigt gemme os. Vi kan ikke for evigt gemme os i kirkeskibet – lige så lidt som Jonas kunne gemme sig i båden til Tarsis. Men hvad så? Lige så lidt som Jonas turde gå til Nineve – lige så lidt kan vi turde gå ud i det liv med alle de farer og problemer, der venter os! Hvad gør vi? Ja – hvad gjorde Jonas? - han forsøgte at flygte, men da det ikke kunne lade sig gøre, lå han i hvalfiskens bug og bad til Gud. Der står: ”Da min sjæl vansmægtede i mig, kom jeg Herren i hu, og min bøn steg op til dig i dit hellige tempel. De, der dyrker det tomme gøgl, lader gudsfrygt fare; men jeg vil bringe dig ofre med lovsangs toner og indfri de løfter, jeg gav. Hos Herren er frelse. Så talte Herren til fisken, og den spyede Jonas ud på det tørre land”. Og derefter gik Jonas faktisk til Nineve, som Gud havde befalet ham. Derefter tog Jonas det livsvilkår på sig, som var hans. Det var jo en mulighed, som også vi kunne prøve: at hente styrke i bønnen og så se, om ikke vi dér kunne få styrke til at tage det livsvilkår på os, som nu er vores. ”Hvorfor er i bange, I lidettroende?”, spørger Jesus i dagens evangelietekst. Også han var med sine disciple i en båd, da det blev et frygteligt uvejr. De var ikke på flugt for noget livsvilkår eller fra Guds vilje. Nej, de skulle simpelthen over på den anden bred af Genezareth Sø. Jesus kobler angsten sammen med manglende tro. Hvorfor er i bange, I lidettroende? – spørger han. Og hvorfor er vi bange? – Jamen det er vi, fordi vi glemmer at hente styrke i bønnen, troens udtryk! For se troen og bønnen og alt det, der så klart hører kirkerummet til, alt det vi erfarer, når vi befinder os i kirkeskibet – i kirken, alt det skal vi tage med ud ad døren ud til alt det, vi er bundet af og bundet til, ud til livet med alle de problemer, der nu engang er i vores liv – og vi vil opdage, at det virker forløsende. Bønnen og dermed troen er den lille båd, der bærer os oppe, når livets hav er i oprør. Vi kan ikke gå ud ad kirkedøren alene, så drukner vi – ligeså lidt som Jonas kunne gå alene til Nineve uden at drukne i sin angst. Men vi kan gå ud med Gud i hånden - så at sige. Vi kan gå ud styrket af bønnen og båret af troen. Amen.
|