Udgivet: 02-07-2018
Prædiken v/Mette Magnusson
|
5.s.e.trin 2018 d. 1. juli – Køng kl. 10.30
|
|
Præludium |
|
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« De svarede: »Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.« Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.« Da forbød han strengt sine disciple at sige til nogen, at han var Kristus. Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag. Da tog Peter ham til side og begyndte at gå i rette med ham og sagde: »Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!« Men Jesus vendte sig om og sagde til Peter: »Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.« Da sagde Jesus til sine disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?« Matthæusevangeliet 16,13-26
|
|
I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.
Hvad vil det sige at være lykkelig? Nogen mener, de bliver lykkelige, hvis bare de finder den eneste ene – og ham eller hende bruger de så deres liv på at lede efter – med eller uden held – for hvis de ikke finder den eneste ene – eller må tage til takke med en ægtefælle, der langt fra opfylder deres forestillinger om den eneste ene – ja, så kan de ikke være lykkelige – mener de!!! Andre mener, at de bliver lykkelige, hvis bare de bliver rige – og det bruger de så hele deres liv på at prøve på at blive – med eller uden held – for hvis ikke de bliver rige – ja, så kan de ikke være lykkelige - mener de!!!! Andre igen mener, at de bliver lykkelige, hvis bare de får børn – og det bruger de så hele deres liv på at prøve på at få – med eller uden held – for hvis ikke de får børn – ja, så kan de ikke være lykkelige – mener de!!! Og sådan har vi måske alle sammen nogle forestillinger om noget ganske bestemt, der skal til, for at vi kan blive lykkelige – men dette ganske bestemte indtræffer måske aldrig for os – og vi må henleve vores liv med en grundliggende følelse af at være utilfredsstillet i noget, der forekommer os basalt. Og altså med en følelses af at være u-lykkelige!! Dvs. vi har en forestilling om, hvad der skal til, for at livet kan være perfekt for os – og tillige en følelses af, at hvis vores liv ikke er perfekt på netop den måde, vi ønsker det, kan vi ikke være lykkelige. På en måde mener vi, at det at være lykkelig er det samme som at få sine ønsker opfyldt – det samme som ikke at have modgang. Den opfattelse, tror jeg, er meget udbredt blandt os mennesker. Sådan havde disciplen Peter det også. Han havde store forventninger til alt det, Jesus kunne udrette og forudså en kommende storhedstid for sig selv og de andre af Jesu disciple – og så selvfølgelig for Jesus. Et lykkeligt liv var måske for ham, at det arbejde, Jesus og kredsen omkring ham udførte, lykkedes – at Jesu ord og handlinger sejrede hos menneskene – og at de – Jesus og disciplene - høstede ære for det. Derfor kan han hverken forstå eller acceptere, da Jesus begynder at forudsige de lidelser, han skal gennemgå – og Jesus må irettesætte ham med de lidt barske ord: Vig bag mig Satan!!! – Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil! Med andre ord: Peter ville og kunne heller ikke forstå og acceptere, at livet – hvor lyst det end tegner – også rummer modgang, sorger og skuffelser – ja, endog lidelse! Også han havde tilsyneladende en forestilling om, at det perfekte liv, et lykkeligt liv, er et glat liv, et let liv – men han får en anden besked! Den, der vil frelse sit liv, skal miste det, men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv? Til et helt liv hører også modgang og lidelse – og hvis man stræber efter at udelukke det – så bliver livet overfladisk – uden sjæl – og netop ufuldkomment. Nej – et lykkeligt liv er ikke det lidelsesfrie og glatte liv. Nej – den, der vil følge mig – siger Jesus - må tage sit kors op og følge mig. Vi må tage det liv på os, der nu engang er vores og finde lykken i det – med alle de mangler, vi nu end måtte synes, der måtte være i det! Hvis vi så lige vender tilbage til spørgsmålet: Hvad er et lykkeligt liv? – så må det være dette, at vi lever det liv, der nu er vores, fuldt og helt. Det perfekte – eller det fuldkomne liv er ikke det lette liv, hvor intet går os imod – ja, det har slet ikke noget med det at gøre!!!! At være lykkelig er vel egentlig at se det liv som perfekt, som fuldendt, der nu engang er vores – hver især – og bruge det på bedst mulig måde. Og det betyder jo ikke, at vi ikke skal udvikle os og tage chancer – udnytte muligheder. Men det kan ikke nytte, vi stirrer os blinde på en eller anden tilsyneladende mangel i vores tilværelse – og mener, at den er skyld i vores manglende lykke!!! Nej – lykken er at udfylde de rammer, der nu engang er om vores tilværelse – og måske somme tider udvide dem – andre gange snævre dem ind – men tage den livssituation på os, som nu engang er vores – og vide, at i den findes lykken allerede – den skal bare opdages! For hvad hjælper det at stræbe efter at vinde hele verden – hvis vi derved kommer til at bøde med vores sjæl, fordi vi i vores jag efter vind kommer længere og længere væk fra vores egen egentlighed. Så kan det ske, at vi fortaber vores liv – bøder med vores liv, fordi vi bare brugte det til at lede efter et andet liv – som vi mente måtte være bedre end det liv, vi havde! Nej, - vores opgave er at leve det liv, der nu er vores – og i kristen forstand betyder det jo også, at vi er kirke. Ligesom Peter var det! Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den! Det er stærke ord – forpligtende ord – for de forpligter os også i kirkelig henseende til at være den kirke, vi er døbt ind i – på samme måde, som vi i eksistentiel henseende er forpligtet på at leve og bruge det liv, vi er født ind i. Men ligeså vel som vi kan tage chancer og udfordringer op, udvide og indskrænke de rammer, der er for vores liv – på samme måde er det også i kirkelig henseende – når vi er kirke, må vi også være med til at udvikle den, bruge den, præge den, som vi nu kan! Eksistens er forpligtende. Det er det også i kirkelig henseende. Og selv om forpligtelsen også rækker ud til vore medmennesker – så gælder den først og fremmest os selv, for ellers forspilder vi vores eksistens og bliver i sandhed ulykkelige. Nej – et lykkeligt liv er i egentligste forstand at ville sin egen eksistens. At tage imod den Guds gave, som netop vores liv – hver især - er – og bruge denne gave!!!! Netop denne gave! Amen.
|