Udgivet: 17-01-2020

Prædiken v/Mette Magnusson:

 

 

1.s.e.H 3 Kg. d. 12. januar 2020 – Køng kl. 10.30

 


Præludium
Indgangsbøn
1.salme: 321 – O, Kristelighed
Hilsen
Kollekt
GT-læsning
2.salme: 28 – De dybeste lag i mit hjerte
Epistel
Trosbekendelse
3.salme: 66 –Lyslevende fra Himmerig
Evangelium
Prædiken
Kirkebøn m.m.
4. salme: 69 – Du fødtes på jord
Nadver
192, vv.7-9
Kollekt
Hilsen
Velsignelse
5.salme: 404 – Lover Herren, Han er her
Udgangsbøn
Postludium
  

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:

De bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem. Markusevangeliet 10,13-16
 

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.

 

Paven er den katolske kirkes overhoved.

Traditionelt opfattes han som Kristi stedfortræder på jorden – men også som efterfølger af den fremmeste blandt apostlene – Peter.

Luthersk-evangelisk forstået er paven Roms biskop.

Intet mere. Intet mindre – men selvfølgelig forstår vi ham også som den katolske kirkes leder.

Paven er pga. sin position respekteret og afholdt blandt alle verdens katolikker – og især den nuværende pave, der har taget pavenavnet Frans efter Frans af Assisi, der også er stifter af den orden, som den nuværende pave tilhører og i hvilken orden, den nuværende pave engang for mange år siden selv startede som en ung, jævn munk.

Desuden er den nuværende pave sydamerikaner og har som sådan en hel verdensdel med sig, fordi han i særlig grad opfattes som netop deres pave, idet han er udgået fra dem.

Pave Frans er utrolig populær.

Så populær, at folk alle vegne stimler sammen for at se ham, høre ham – og om muligt røre ved ham eller hilse på ham med hånden.

Nytårsaftensdag var han omgivet af en masse mennesker – fans kunne man måske næsten kalde dem – for paven tiljubles som en anden popstjerne, hvor end han færdes.

Men pludselig midt i blandt disse fans på Peterspladsen er der en kvinde, der griber fat i ham – og holder fast!

Og paven bliver perpleks og begynder at slå hende over fingrene, til hun slipper.

Det hele sker meget hurtigt, og ingen af hans sikkerhedsvagter, der ellers gik sammen med ham, nåede at reagere. Men det klarede paven jo også udmærket alene.

Kvinden slap sit tag i ham.

Det var selvfølgelig en lidt paradoks opførsel, især når pavens nytårstale bl.a. handlede om fordømmelse af overgreb og vold mod kvinder.

Optrinnet blev fanget på video – og dagen efter undskyldte paven for sin opførsel og sagde, at vi alle af og til mister tålmodigheden, og det var det, han gjorde dagen før.

Reaktionen er jo såre menneskelig – og de fleste kan da godt forstå pavens reaktion – og netop også godt forstå, at så megen opmærksomhed engang imellem kan være for meget, og så er det, at man godt kan komme til at miste besindelsen og reagere impulsivt.

Jeg tænker, det var nogenlunde det samme, der skete, da folk kom til Jesus bærende på deres små børn og ville have, han skulle røre ved dem.

Det er ikke sikkert, de forstod, at han var den inkarnerede Gud – men at han var noget ganske særligt og kunne noget ganske særligt, det stod klart for de fleste.

Og selvfølgelig ønsker man det allerbedste for sine børn, så hvis de blot kunne komme hen til Jesus med deres børn, så han kunne røre ved dem – måske velsigne dem – ja, så ville deres lykke være gjort – og børnenes med – tænkte de!

Men de bliver standset på vejen – ikke af sikkerhedsvagter, som dem paven normalt er omgivet af – og som altså også ledsagede ham Nytårsaftensdag men bare ikke var lige så hurtige i reflekserne, som paven selv åbenbart var – nej, folk med deres små børn på armen, der kom til Jesus, blev standset af disciplene.

Måske ville disciplene skærme Jesus for den meget virak omkring ham.

Måske syntes de bare ikke, at børnene var vigtige nok til, at Jesus skulle ulejliges med at give dem nogen form for opmærksomhed.

Vi kender ikke præcis årsagen – men i hvert fald forsøger disciplene at holde børnene væk fra Jesus, og det falder Jesus for brystet.

Ja, Han irettesætter ligefrem disciplene for det: de må ikke holde børnene væk fra ham, for det er jo lige præcis til sådan nogle som dem, Jesus er kommet.

Men hvad mener Jesus med at sige sådan?

Det betyder ikke, at Jesus kun er kommet for børnenes skyld – nej, ved at sige som Han gør, gør han dem til repræsentanter for eller symbol på dem, han er kommet for at frelse.

Og hvem er så det?

Jamen, det er jo alle svage, alle dem, ingen andre regner for noget – alle dem, der ikke kan give igen men kun kan tage imod.

Ja, vi får ligefrem at vide, at hvis ikke vi bliver ligesom børn, kommer vi slet ikke ind i Guds Rige.

Det der adskiller børn fra voksne er deres svaghed i styrke, i formåen, i intelligens, - ja, i alt det, der ikke er færdigudviklet hos et lille barn – og - kunne man næsten fristes til at sige: alt det, der endnu ikke har lidt den skade, som et voksent menneske har – et voksent menneske, der igennem et langt liv er blevet præget – er blevet socialiseret – til at passe ind i en verden, hvor alt det menneskeskabte sættes højere end det naturlige, det ægte – ja alt det som Gud har skabt og givet til os.

Den barnlige glæde, umiddelbarheden, henrykkelsen over hverdagens små hændelser – det er det, vi kan lære af børnene, og det er netop det, vi skal finde tilbage til for at komme ind i Guds Rige.

Det er ikke alt det, der giver præstige blandt mennesker, der skaffer os adgang til Guds Rige – nej, det er det barnlige og troen – troen og tilliden, som vi finder den hos de små børn.

Det er den tro og den tillid til det guddommelige - og til repræsentanten for det guddommelige, der fik damen på Peterspladsen til at gribe ud efter paven og holde fast i ham.

Men paven slog hende over fingrene, for han blev forskrækket og irriteret – præcis som vi mennesker så tit bliver det – for kvinden på Peterspladsen glemte én ting:

Hun rakte måske nok ud efter det guddommelige – men hun fik fat i noget meget menneskeligt.

Hun fik fat i en mand, som blev irriteret på hende.

Sådan gik det ikke med børnene, vi hører om i dag.

Og sådan går det os ikke, hvis vi rækker ud efter det guddommelige med tro og tillid – altså det egentlig guddommelige – og ikke bare det, eller den, der skal repræsentere det!

Amen.