Udgivet: 06-12-2019
Prædiken v/Mette Magnusson
|
1.s. i advent 2019 1. december – Køng kl. 10.30 |
|
|
|
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Jesus kom også til Nazaret, hvor
han var vokset op. På sabbatten
gik han efter sædvane ind i
synagogen, og han rejste sig for
at læse op. Man rakte ham
profeten Esajas' bog, og han
åbnede den og fandt det sted,
hvor der står skrevet:
Lukasevangeliet 4,16-30 |
|
I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.
Man kunne måske fristes til at tænke: Hvorfor skal vi høre om det her i dag? I dag fejrer vi 1. s. i advent – starten på forventningernes måned – forventningerne, der retter sig mod Julen og fejringen af Jesu fødsel. Hvorfor skal vi så høre om skuffelse og vrede? Bedre bliver det ikke, hvis vi kigger på den 1. tekstrækkes prædiketekst, hvor vi hører om Jesu indtog i Jerusalem. Indtoget i Jerusalem blev det sejrrige indtog i den store og vigtige by – men det blev jo tillige indtoget til både lidelse og død og til sidst opstandelse. Men var det her indtog egentlig så sejrrigt? Når man bruger ordet sejrrig, så kan man næsten ikke lade være med at forestille sig noget pompøst og noget flot. Men det her indtog foregik hverken på en hvid ganger eller en majestætisk kamel. Det foregik på ryggen af et æsel. Et arbejds- og trækdyr. Ikke særligt stort. Når man sidder på et æsel, kan man med fødderne næsten nå jorden på bege sider af dyret. Og æslet – ja, det var ikke engang Jesu eget. Det var et, han havde lånt. Men et indtog var det. For Jesus blev omgivet af store folkeskarer, som brækkede grene af træerne og lagde deres kapper på jorden, så han kunne ride henover dem. Optrinet har været en blanding af et ophøjet skue og et pinagtigt teater. For det ophøjede bliver på én eller anden måde gjort til skamme og en lille smule latterligt ved dem, der figurerer i dramaet: et æsel og en mager pjaltet mand og så en hel masse ganske almindelige – og formodentlig for størstepartens vedkommende fattige – mennesker! Og så foregår det midt i en storby, hvor masser af mennesker havde travlt med alt muligt andet – og måske bare så til med et skævt smil! Men det blev starten på Jesu frelsende handling – altså at han påtog sig lidelse og død og gik igennem døden – om på den anden side og opstod. Frelsende, fordi han gjorde det for vores skyld og oven i købet for, at vi kunne få del i Hans opstandelse og evigt liv i troen på Ham. Når vi så skal mindes om dette indtog her ved starten af adventstiden og dermed ved begyndelsen af julefejringen, så er det jo fordi, der ikke ville have været noget at fejre, hvis ikke det havde været for Påsken. Hvis ikke Jesus var redet ind i Jerusalem og få dage senere var død og opstanden for vores skyld, ja, så ville vi da aldrig have tænkt på at fejre hans fødsel – for hvorfor skulle vi da så også fejre den? På samme måde bliver vi i evangeliet til i dag klar over, at der er tale om et brud med den eksisterende tro: Jødedommen, fordi Jesus i synagogen i Nazaret sidestiller sig med Gud, ved at sige til menigheden, at profetien nu er gået i opfyldelse. Messias er kommet. Underforstået, at det er Ham, Jesus. Men fokus flyttes pga. alle paradokserne i de her begivenheder: Fattigdom og usselhed vævet sammen med uforståelig storhed lige midt ind i det almindelige menneskeliv. I synagogen i Nazaret kommer det guddommelige jo lige pludselig til syne midt i alt deres eget. Midt i deres egne familier. Midt i deres eget daglige liv. Og sådan er det også stadigvæk i Jerusalem. Jerusalem var og er fuld af paradokser. En smeltedigel af flere af Verdens mest hellige steder og vugge for religioners opståen garneret med gøgl og tingeltangel og turismens spor i form af cafeer og restauranter og souvenirbutikker – det hele skarpt bevogtet af soldater. Præcis ligesådan var det, da Jesus red ind i Jerusalem, og da han få dage senere slæbte sig selv og sit kors igennem byen ad Via Dolorosa, mens nogen fulgte med i hans færden med tro, glæde, og senere med angst og sorg – og andre serverede dagens ret for nogle besøgende eller solgte souvenirs til turister, og atter andre hastede forbi på vej til eller fra arbejde. Og i synagogen i Nazareth kommer det guddommelige til dem gennem den lokale tømrersøn! Vi mennesker har en tendens til at forestille os, at det hellige skal være isoleret fra vores eget dagligliv. At det skal være noget andet end det, der sker midt i hverdagen. At der skal være plads omkring det – også kronologisk plads – altså tid midt i livet – og ikke bare til sidst, når vi nærmer os den uundgåelige afslutning på det jordiske liv, som vi kender. Vi forestiller os, at vi måske skal sætte os op til eller tune ind på hellighed på en eller anden måde, der er uforenelig med det, vi ellers går rundt og laver. Det slog mig, fordi jeg på vores nyligt overståede præsterejse til Israel og Palæstina hjemmefra havde en forventning om hellighed, ophøjethed, noget særligt, når jeg nu kom til Jerusalem. Og det var der selvfølgelig også. Men det blev så grundigt forstyrret af alt muligt andet, som livet jo også består af: Politik – synliggjort ved de israelske soldaters massive tilstedeværelse overalt. Turisme – de mange, mange besøgende mennesker fra hele verden, der stimlede sammen og skubbede og puffede alle vegne i Jerusalem. Hverdagsliv – med alt det liv som nu engang udspiller sig i en hvilken som helst storby – handel, spisning – hasten af sted fra det ene til det andet. Trafik. Sammenblanding af tro: De ortodokse jøder i deres sorte tøj og hatte og lange slangekrøllede bakkenbarter. Den muslimske kalden til bøn, der gjalder ud over det hele 5 gange om dagen. De kristne pilgrimme – nogle grupper bærende på kors. Og så alle de andre. De nysgerrige. De interesserede. De besøgende. De ikke-troende. Og sådan var det jo også, da Jesus red ind i Jerusalem, og da han nogle dage senere blev henrettet og opstod. Det religiøse findes hele tiden lige midt i vores liv. Om vi vil det eller ej. Om vi ofrer det opmærksomhed eller ej. Om vi tager del i det eller ej. Det udløste frustration i synagogen i Nazaret at blive konfronteret med det. Og frustrationen blev til vrede. Ja, de blev så vrede, så de ville skille sig af med det religiøse, der kom til dem på en helt uventet måde. Men jeg vil vove den påstand, at livet først bliver helt, når vi tager del i det religiøse – også selv om det tilsyneladende griber forstyrrende ind i alt det andet, livet består af – eller når vi synes, alt det andet, livet består af, griber forstyrrende ind i det religiøse. Sådan er livet. Det hele liv! Det er også det, vi udsættes for, når vi nu bevæger os ind i december, hvor nogle forbereder sig i stilhed til en hyggelig Jul, andre holder støjende Jul hele december, og de handlende og restauranterne lever højt på julegaver og julefrokoster! Glædelig Advent! Amen.
|