Udgivet: 17-11-2017

Prædiken v/ Provst Mette Magnusson:

 

 

Alle Helgens Dag 2017 d. 5. nov. Køng kl. 15,30

 

 

Salmebog og lys til alle…

Præludium
Indgangsbøn
1.salme: 571 – Den store hvide flok
Hilsen
Kollekt
GT-læsning
2.salme: 547 –Man siger, livet har bange kår
Evangelium
Prædiken
Kirkebøn m.m.
3.salme: 564 – Tænk, når engang
Navne læses ved lysgloben
Musik eller sang
Kollekt (Fadervor + korsvar Amen)
Hilsen
Velsignelse
4.salme: 541 – Vær du mig nær
Udgangsbøn
Postludium
 

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem: »Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres. Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.«

Matt 5,1-12

 

 

Som indgangskollekt Allehelgen:

 

Herre,

Luk os ind i stilheden for dit ansigt

bare for en kort stund.

Luk alt det ude,

der tynger vort sind

og ødelægger vor fred.

Gør os stille, så vi kan høre,

hvad du vil sige os.

Tal til os, Herre,

og lad os mærke din nærhed,

så vi kan gå styrket ud i livet herfra

til opgaver og arbejde,

til sorger og glæder,

og til det, som du vil bruge os til.

Det beder vi om ved vor Herre Jesus Kristus, din Søn, som med Dig lever og regerer i Helligånds enhed,

Én sand Gud fra evighed og til evighed.

 

  

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn.  Amen.

Meget ofte kan vi mennesker leve livet på en måde, hvor vi dybest set slet ikke er engageret i vores eget liv.

Hvor hele livet bliver til en slags tidsfordriv.

Man lever på overfladen.

Kaster sig rastløst fra et gøremål til et andet - uden egentlig at være synderlig engageret i det, man foretager sig.

Man involverer sig med andre mennesker, uden at involvere sig med sit inderste selv.

Ja, man kan sågar være en slags livsnyder – én, der lever af at få andre mennesker til at udfylde tiden for sig – fordi man ikke orker det selv.

Man har måske et arbejde, der efterhånden kører på rutinen.

Og man omgås rutinemæssigt sine venner og bekendte og familien.

Man kan – set for en udenforstående - føre et spændende, travlt liv – men indvendigt rokkes man ikke.

Man har i egentligste forstand slet ikke taget sit eget liv på sig.

 – Man udfylder bare tiden, mens man nu engang befinder sig i verden.

Men så en dag – så sker der noget voldsomt for én.

Man bliver måske forelsket – og man bliver pludseligt engageret i dette andet menneske – og dermed i livet og også i ens eget liv.

Eller man bliver alvorligt syg.

Kommer måske ud for en ulykke.

Eller man mister et menneske – en ægtefælle – en nær ven – en forældre – eller sit barn – og hele tilværelsen bryder sammen om én, og man kastes ud i det, vi traditionelt kalder for en krise!!!

Hele tilværelsen vakler – og man kan midt i det hele pludselig finde på at sætte spørgsmål ved sit eget liv.

Hvad i alverden er det, jeg går rundt og laver?

Hvad er det, jeg bruger mit liv til?

Er det virkelig det her, jeg vil?

Man konfronteres med sit eget liv – og må tage stilling til sig selv!

Og her har man så muligheden for at tage sit eget liv på sig.

Man har mulighed for at vælge sig selv.

Engagere sig i sit eget liv.

For nogen betyder det, at de måske begynder at leve på en helt anden måde – for andre, at de tilsyneladende lever, som de hele tiden har gjort – men med den store forandring inden i dem, at de er engageret i deres eget liv.

At de har valgt deres eget selv.

Når jeg i dag på Allehelgens dag vælger at trække disse tanker frem, så er det fordi, vi netop i dag mindes dem, vi har mistet, som stod os nær.

Og ofte kan vi ikke rigtig forstå, hvorfor vi netop skulle miste dette menneske.

Og vi skal heller ikke forstå det, for det er en umulighed.

Ingen dør, fordi vi selv skal modnes gennem sorgarbejdet.

Men det betyder ikke, at vi ikke modnes gennem sorgarbejdet, eller netop gennem sorgen og gennem chokket over at miste får muligheden for at vælge os selv.

Det er selvfølgelig ikke for at give os den mulighed, at et andet menneske dør.

Men når vi mister et menneske, der står os nær – det være sig et barn, en ægtefælle eller en anden, vi er følelsesmæssigt meget tæt knyttet til, - så tror jeg, vi skal passe på ikke at synke i sorgen og klamre os til spørgsmålet ”hvorfor” – for det får vi intet svar på.

Derimod skylder vi både os selv og det menneske, vi har mistet, og dem, vi skal leve videre iblandt at gennemleve sorgen.

Lade den bearbejde os, i vort forsøg på at bearbejde den, og holde os for øje, at den, der ikke oplever nattens mørke, aldrig vil lære at forstå lysets betydning.

Lære at forstå, at livet og døden er hinandens forudsætning.

Når det imidlertid ikke er så ligetil for os, skyldes det, at døden er blevet fremmedgjort for det moderne menneske. Og det betyder, at også mange at livets mest værdifulde sider bliver fremmede for os.

Vil vi ikke vide af sorg og lidelse som en del af livet, mister vi noget væsentligt.

Og vi mister frem for alt muligheden for at vælge vort eget liv

For vi kan ikke leve engageret og oprigtigt, så længe vi forsøger at fravælge den side af tilværelsen, der hedder sorg, savn, lidelse, og så længe vi ikke søger at forstå, at det i lige så høj grad er en del af tilværelsen som glæde, lykke og lethed.

Ingen af os skånes for noget af det.

Et liv er både medgang og modgang – og modgangen bliver lidt lettere at bære, hvis man er forberedt på det!

Måske er det netop det, der gør dem salige, der omtales i evangeliet til i dag i det, vi kalder saligprisningerne.

For det er jo ikke, fordi de set med vore øjne, er særligt heldige, de, der nævnes her: de fattige i ånden, de, der sørger, de sagtmodige, de sultende – men de har måske taget det livsvilkår på sig, der nu engang er deres – i håb om og tro på den endelige salighed, der tilsiges os i Gudsriget!

Så lad os da bruge dem som forbillede i vores liv – i glæde og i sorg, i medgang og modgang.

Og lad os med glæde mindes alle dem, vi har mistet, og som vi savner at være sammen med i dag.

Lad os være taknemmelige over alt det liv, de har skabt i os – og givet os at leve videre på.

Og lad os også mindes alle dem, vi i kristen forstand kalder helgener.

Lad os mindes alle dem, der for deres tros skyld har lidt døden verden over og historien igennem.

Lad os mindes dem for hvem det liv, vi lever var en drøm, de kæmpede for.

Og lad os da i mindet om alle disse mennesker tage imod den fantastiske mulighed, som livet er.

 

Ja - Tænd lys!

 

Lad ikke mørket hindre dig

i at søge lyset!

Og når du har fundet det,

lad så andre

efterprøve, overbevises.

 

Vil du at lyset skal leve,

tænd da hos andre

samme længsel.

 

Tænd frimodighedens lys

i rædselens mørke.

Tænd retfærdighedens lys

i korruptionens mørke.

Tænd troens lys

i fornægtelsens mørke.

Tænd håbets lys

i fortvivlelsens mørke.

Tænd kærlighedens lys i dødens mørke.

 

Tænd lys!

 

                                       Amen.