Udgivet: 12-09-2017

Prædiken v/ Provst Mette Magnusson:

 

 

13.s.e.trin 2017 – d. 10. september kl. 10,30 i Køng

Høst-jagt-gudstjeneste 

 

 

Jagthornsblæsere
Præludium – dåbsbarn ind
1. salme: 732 – Dybt hælder
Hilsen
Kollekt
GT-læsning
2. salme: 730 – Vi pløjed og vi såde
Epistel
3. salme: 728 – Du gav mig, O Herre
Evangelium
Prædiken
Kirkebøn m.m.
Jagthornsblæsere – dåbsbarn flyttes
4. salme: 729 – Nu falmer skoven
Dåb 123, vv. 1-2 + 7-9
Kollekt
Hilsen
Velsignelse
5. salme: 727 – Gud, du fra dine
Udgangsbøn
Postludium – dåbsbarn ud
Jagthornsblæsere
 

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Så vendte Jesus sig til disciplene og sagde til dem alene: »Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.« Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?« Manden svarede: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.« Jesus sagde: »Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.« Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: »Hvem er så min næste?« Jesus svarede og sagde: »En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?« Den lovkyndige svarede: »Han, som viste ham barmhjertighed.« Og Jesus sagde: »Gå du hen og gør ligeså!«

Luk 10,23-37

 

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. 

Amen

 

Det er første gang, vi holder Høst-Jagt-gudstjeneste her i Køng. Det plejer at være ude i Svinø. Men vi synes ikke opbakningen har været så stor i de senere år – så måske var det på tide at flytte arrangementet her til Køng, hvor både kirke og menighed er lidt større.

Men heldigvis har vi da fortsat Næstved Jagthornsblæsere med til at gøre gudstjenesten lidt mere festlig i dagens anledning.

Traditionelt er høst - og også jagtgudstjenester - jo gudstjenester, hvor vi takker for alt det, vi høster. Og i dag høster vi også et lille nyt medlem til Folkekirken, når vi om lidt skal døbe Christian.

Så vi har nok at takke for i dag.

Man kan jo sige, at tanken om at takke for høst og jagt – og også for et lille nyt menneske - knytter til helt tilbage ved skabelsesberetningen i Det Gamle Testamente, hvor det fortælles, at Gud efter at have skabt menneskene, sagde: ”Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden! ”

Mennesket bliver gjort til forvalter af hele skaberværket. Men efterhånden som årene er gået, og vi er blevet flere og flere, bliver vi mere og mere optaget af - og også bekymret om - hvordan man forvalter bedst.

Hvordan skal man dyrke jorden?

Hvilke midler må man benytte, når man dyrker jorden?

Hvor stor eller lille kvote skal fastsættes for fangst af fisk i havene?

Hvilke dyr, skal fredes?

Hvordan og hvor meget må man jage?

Og midt i al denne bekymring og diskussion – ja, der glemmer man måske let taknemmeligheden over overhovedet at have fået muligheden – muligheden for at høste, muligheden for at jage, muligheden for at fiske – ja, muligheden for at folde sig ud som menneske midt i hele skaberværket.

Nu er det selvfølgelig sådan, at når man har fået overdraget at forvalte Guds skaberværk her på jorden, så har man også fået overdraget et ansvar, og hvordan man forvalter dette ansvar, det kan hurtigt gå hen at blive en politisk diskussion – og i hvert fald en diskussion mellem forvalterne – menneskene – der hver især synes at vide bedst!

For at forvalte noget – må man vide noget om det, man forvalter.

Det er tillige en fordel, hvis man også har respekt for det, man forvalter.

Og det er en stor fordel, hvis man holder af det, man forvalter. For det man holder af, ønsker man det bedste for, og derfor vil man jo forvalte det både med respekt og omsorg.

Også mennesket er en del af Guds skaberværk.

I flg. skabelsesberetningen i Det Gamle Testamente, er mennesket ganske vist noget særligt og har fået overdraget forvaltningsretten over det øvrige skaberværk – men ikke desto mindre er vi som mennesker også nødt til at forholde os til hinanden. Derfor har vi jo også indrettet et samfund, hvor vi har overladt til nogle mennesker at forvalte særlige områder i dette samfund: Kirken f.eks., skolevæsenet, trafikken, osv.

Og så har vi jo valgt nogle til at forvalte hele vores land – og de er jo valgt helt demokratisk, ved at vi har stemt om, hvem det skulle være.

Men som menneske har vi – selv om vi altså har overgivet forvaltningsretten på flere områder – ja, så har vi som mennesker et ansvar overfor hinanden i det umiddelbare møde mennesker imellem. Og det er sådan et, vi hører om i evangeliefortællingen i dag.

Vi hører om næstekærlighed.

Men hvad er da næstekærlighed?

Hvad vil det egentlig i det hele taget sige at elske – i denne her sammenhæng?

Ja, det er vel at være nærværende og komme sit medmenneske i møde.

At være et medlevende og medfølende menneske.

Men det kan jo måske være vanskeligt at være det hele tiden.

Måske havde præsten i fortællingen bare en vanskelig dag, hvor han ikke orkede at være nærværende og engageret mere.

Måske havde han været nærværende og engageret i lang tid og havde bare brug for at gå af sted i sine egne tanker og lade op til mere engagement, mere nærvær!

Og måske havde levitten i virkeligheden lige hjulpet 5 andre, der også var kommet galt af sted – og nu magtede han ikke stille op for en sjette også.

Eller de tre forbipasserende havde måske snakket sammen først og var blevet enige om, at præsten skulle skynde sig af sted for at passe sin gudstjeneste, Levitten skulle måske på sygebesøg, og så kunne samaritaneren tage sig af den sårede mand, fordi han var den, der havde bedst tid!!

Måske havde de ligefrem splejset til opholdet på herberget – præsten og levitten havde måske givet en af de to denarer hver – som så samaritaneren havde fået at betale kroværten med.

Vi ved det sådan set ikke!

Og historien bliver heller ikke fortalt for at hænge de to – præsten og levitten ud – men for at fremhæve samaritaneren, fordi han var nærværende og tilstede i det nu, der krævede noget af ham.

Ligeså nærværende og tilstede skal vi stræbe efter at være i hvert af vores liv – det er det, der er pointen!

Og en anden pointe får vi så med i købet, og det er, at vi ikke på forhånd kan planlægge, hvem der skal være nærværende og hjælpe os, når vi ligger som den sårede mand i grøften og har behov for hjælp – så lidt som vi kan indrette os i et samfund og udnævne nogen til at være næstekærlige på vores vegne!

Det går bare ikke!

Man kan ikke betale sig fra eller arrangere sig fra det ansvar, man har som levende menneske.

Man kan heller ikke forvente en særlig hjælp fra en bestemt slags mennesker, som man har en forestilling om skulle være i særlig grad hjælpsomme eller elskende – så lidt som man kan fratage sig selv for sit eget ansvar, fordi man selv synes, man er for sølle – eller har for lav en selvfølelse.

Det var lige netop det, samaritaneren var et eksempel på.

Samaritanerne var nemlig ugle set i Israel på den tid. Det var en befolkningsgruppe man ikke rigtig regnede med.

Ikke rigtige jøder.

Ikke så agtværdige mennesker.

Men det var lige præcis en samaritaner, der var parat til at hjælpe her i fortællingen.

Dvs. hjælpen kom lige fra den kant, hvor man bestemt ikke regnede med, at den skulle komme, og fra et menneske, man ikke forventede skulle have et overskud til at hjælpe overhovedet.

Måske kender vi godt til det.

– Måske kender vi godt til, at livet bringer os i situationer, hvor vi føler os svigtet af nogle – men hjulpet og imødekommet af andre, hvis eksistens vi måske slet ikke kendte til.

Det er jo netop det, der er det forunderlige ved livet. Det fører os ad veje, vi slet ikke kender – med bestandigt nye forunderlige oplevelser og bestandigt nye krav til os.

Krav – som vi af forskellige årsager ikke altid er i stand til at imødekomme, og derfor lever vi også alle sammen med en portion skyld – der kan være større eller mindre.

For vi er nok alle sammen engang imellem mest som præsten og levitten.

Andre gange har vi måske held til at være som samaritaneren.

Men den skyld vi har, når vi er som præsten og levitten – den kan vi tage på os og være os den bevidst, og så kan vi bede om tilgivelse for den.

Måske vi så får held til at være lidt mere som samaritaneren derefter.

Det er vel et forsøg værd – Amen.