1.s.e.H. 3 Kg. 2021 – d. 10. januar – Køng kl. 10,30

Præludium
Velkomst
1.salme:136 – Dejlig er den himmel blå…
Hilsen – Nåde være med jer
Kollekt – selv amen
Evangelium – Gud være lovet
Trosbekendelse – sluttes med Amen
Prædiken
Musik
Fadervor – sluttes med Amen
Hilsen – Modtag Herrens velsignelse
Velsignelse 3 x Amen
2. salme: 138 – De Hellig 3 Konger
Postludium

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.

I de senere år, har man i adventstiden hvert eneste år kunnet gense Alene hjemme – filmene, der handler om drengen Kevin, der er barn i en stor familie, som skal af sted på juleferie.
I den første film bliver han glemt hjemme, da familien noget hovedkulds tager af sted om morgenen, og da de opdager, at Kevin mangler, er det umuligt p.g.a. juletravlheden for hans forældre at komme med et fly tilbage til hjemmet, hvor Kevin befinder sig alene.
I den næste film med Kevin bliver han ikke glemt hjemme, men da familien skal med flyet til Florida, kommer han med det forkerte fly og ender i New York – heldigvis sammen med faderens kreditkort, der gør det muligt for ham at overnatte på hotel – endda temmelig luksuriøst.
I begge film sker der en masse forviklinger, og Kevin må kæmpe mod 2 småforbrydere på den ene eller den anden måde, og i begge film kommer han faktisk også i kontakt med mennesker, han ellers ikke ville snakke med.
I den første film er det en ældre mand, der bor i hans nærhed, som han først er vældig bange for, men som han siden hen kommer til at snakke med og faktisk formår at hjælpe, så den ældre mand igen får kontakt til sin søn og sit barnebarn.
I den anden film er det posedamen i Central Park i New York, der fodrer duer og ellers ikke taler med nogen som helst mennesker. Også hende kommer han i kontakt med på en sådan måde, at de gensidigt får givet den anden lidt menneskelig varme.
Nu er Kevin en fiktiv figur, og filmene hører til i den muntre og lette genre, men alligevel må man formode, at Kevin – hvis han havde været virkelig – havde lært noget om livet og var modnet – selvfølgelig af at skulle klare sig selv i nogle dage, men måske også – ja ligefrem især – p.g.a. mødet med de to mennesker – den ældre mand og posedamen, der hver på deres måde levede uden den store menneskelige kontakt.
Nu er det ikke fordi, der skrives noget om Kevin i evangeliet til i dag – og dog, for også her hører vi om en dreng, der er så tilpas stor, at han nok kan tage vare på sig selv til en vis grad – men samtidig ikke helt er blevet til en ung mand endnu.
Vi hører om den 12-årige Jesus.
Og også han bliver glemt midt i et virvar af mennesker, der er på vej – ikke på juleferie – nej, her er de på vej hjem fra ferie. Og det er ikke juleferien, de er på vej hjem fra, men derimod påskeferien.
Jesus og hans familie havde nemlig ligesom så mange andre jøder været i Jerusalem for at fejre påske.
Nu er det her jo før-kristen tid. Vi er tilbage i den traditionelle jødedom i Israel, hvor man fejrede påske til minde om jødernes udfrielse fra Egypten – dengang da den egyptiske Farao ikke ville slippe israelitterne, der arbejdede som slaver for ham. Gang på gang sagde han, at de måtte gå, men så ombestemte han sig, og Gud sendte den ene plage efter den anden over landet Egypten, og den ene gang efter den anden ombestemte Farao sig igen, indtil han og hans folk havde været udsat for 10 plager. Så lykkedes det Moses at føre det jødiske folk ud af Egypten og hjem til Israel.
Det var selvfølgelig en så skelsættende begivenhed, at man måtte mindes denne begivenhed hvert eneste år, selv om det – da Jesus blev født – var næsten 1500 år siden, det skete.
Det blev til den jødiske påske.
Og da Jesus jo var vokset op i en jødisk familie, ja, så fulgte man jo selvfølgelig den jødiske tro og denne tros traditioner og skikke. Derfor havde de været i Jerusalem for at fejre påske.
Og Jesus bliver væk – ligesom Kevin.
Og ligesom Kevins forældre, ja, så går der også en dags tid, inden Josef og Maria opdager, at Jesus rent faktisk er blevet væk. De tænkte, at han var et eller andet sted i rejsefølget – præcis ligesom også Kevins forældre tænkte.
Og ligesom Kevins forældre gribes også Josef og Maria af skræk, da de opdager, at deres søn Jesus ikke er i rejsefølget, og de begynder at lede efter ham.
Men ligesom Kevin, har også Jesus gået sine egne veje – og disse veje bragte ham til templet, hvor han ligesom Kevin kom i kontakt med nogle mennesker, han ellers ikke i sit daglige liv havde noget som helst at gøre med.
Jesus kommer i kontakt med nogle skriftkloge, nogle af templets lærere, og Jesus sætter sig sammen med dem, stiller dem spørgsmål og lytter til dem.
Han lærer, og han modnes – ligesom Kevin.
Og som ethvert forældrepar, så kan Josef og Maria – selv om de er lettede over endelig at finde Jesus – ja, så kan de ikke lade være med at skænde lidt på ham: ”Hvorfor gjorde du sådan imod os? Din far og jeg har været ængstelige” siger Maria.
Men Jesus svarer hende, at det da undrede ham, at de havde ledt sådan efter ham, for selvfølgelig burde han da være i sin fars hus – altså i templet – i Guds hus.
Det var måske en lidt fræk måde at svare sin mor på, kunne vi tænke, når han sådan bare var blevet på egen hånd i Jerusalem. Men det er ikke derfor Lukas fortæller historien her. Nej, Lukas vil selvfølgelig vise os, at Jesus allerede fra barnsben af var noget ganske særligt – nemlig Guds Søn. Han var også et opvakt barn, der kunne sidde og føre samtaler med lærde mænd, og Jesu svar til sin mor: altså at han bør være i sin fars hus, skal selvfølgelig - når nu Lukas fortæller det sådan til os - understrege, at Jesus er Guds Søn og ikke noget almindeligt barn.
Det er for Lukas simpelthen formålet med at fortælle det her til os.
Jesus er ikke bare en almindelig 12-årig dreng, nej, han er Guds Søn.
Et lignende formål var der nok ikke med Alene-hjemme-filmene. Her skulle vi jo bare underholdes – og dog:
Både Kevin og vi som seere kan lære, at man ikke altid skal dømme mennesker på det første tilsyneladende indtryk eller på udseendet.
Ethvert møde mellem mennesker kan blive et berigende øjeblik – hvis man giver sig selv lov til at være i det – øjeblikket – og tage imod medmennesket fordomsfrit og åbent.
Og det var vel i grunden også lige præcis det, som Jesus gik rundt og lærte os.
 

Amen.

Nytår 2020-2021 Køng og Svinø

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.

Øjeblikket er dyrebart. For det er det eneste, vi har.
Vi ved ikke, hvad der sker øjeblikket efter dette øjeblik.
Om vi er her.
Om vi har hinanden.
Om vi har livet, som vi kender det.
Bevidstheden om det, kan få os til at reagere meget forskelligt.
Nogen bliver hektiske i deres aktivitet.
Andre bliver stille og eftertænksomme.
Nogen bliver vemodige.
Og netop vemoden kan godt sænke sig over én til Nytår.
Jeg har personligt aldrig rigtigt brudt mig om nytåret.
Dels er der uvisheden og afmægtigheden over for det nye år, vi står på tærsklen til. Dels er der tilbageblikket og undren over, hvor hurtigt det gamle år forsvandt.
Nytåret sætter fokus på forgængeligheden på den ene side og mulighederne på den anden side.
Og jo flere år, man får lov til at leve, jo mere undres man over, hvor hurtigt endnu et år er gået.
Trange tider langsomt skrider, skriver Brorson i én af sine salmer.
Jeg er nu ikke sikker på, jeg vil give ham helt ret. For i trange tider – tider med problemer og udfordringer, er det mere, som om man går ind i en anden tid, en anden verden – og pludselig er det alligevel gået så stærkt.
Men trange tider – udfordrende tider, svære tider – det har vi da haft i året, der nu er gået.
Vi var sikkert mange, der havde svært ved at tro vore egne ører, da Statsministeren lukkede landet ned i marts måned.
Er det i Danmark, det her sker? – tænkte man.
Kirkerne blev lukkede – og Skype møderne blev en realitet.
Med ét blev verden helt anderledes.
Corona-pandemien var kommet til Danmark.
Hen over sommeren blev tilværelsen mere normaliseret – og så alligevel ikke helt – og så kom 2. bølge og slog benene væk under os i efteråret, og mundbind og visirer blev et hverdagsagtigt skue i supermarkeder og på offentlige steder - og ja, såmænd også i kirkerne.
Alt dette havde ingen af os i vores vildeste fantasi kunnet forestille os, da vi stod på tærsklen til Nytåret 2020 for et år siden.
Så kom vaccinen på tale, og det blev noget, der var fokus på i adventstiden, et lys i mørket, et håb, der blev født i trængslen – næsten som Jesusbarnet, vi netop har fejret jul for – og her imellem Jul og Nytår kunne de første blive vaccineret under stor bevågenhed.
Et mærkeligt, mærkeligt år har nået sin afslutning.
Men også i dette år var der glædesglimt midt i det besværlige, midt i mørket.
Også i dette år blev der født børn, markeret jubilæer og runde fødselsdage, ja også i dette år, var der folk, der blev forelskede og oplevede kærlighed, venskab og samhørighed.
Men for mange var foråret en ensom tid – men vel at mærke også en tid til eftertanke.
Det blev meget klart for os, at selv om vi mennesker kan mange ting, så er der dog forhold, vi ikke har styr på, men blot må indrette os efter.
Ligesom vi i længslen efter samvær med andre skabninger måtte lære at tænke både flora og fauna ind og se os selv som en del af skaberværket – i sammenhæng med alle de øvrige skabninger – når nu vi skulle holde afstand til de menneskelige relationer.
Når vi nu ikke kunne være sammen med andre mennesker, så måtte vi se os selv som i samhørighed med himlen og regnen, solen og græsset, rådyrene og harerne og fasanerne på markerne.
I det lille bitte stykke evangelium, der hører nytåret til, er der også tale om en sammenhæng, der rækker videre end til helt almindelige menneskelige relationer.
For det første hører vi om omskæring – Jesu omskæring – som er det ældgamle pagts tegn mellem Gud og det jødiske folk. Og dermed understreges det, at Jesus ikke blot er sine jordiske forældres søn, men at han også indfældes i rækken af mennesker tilhørende Gud.
Og næsten i samme sætning fortælles, at han i forbindelse med sin omskæring fik navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv.
På den måde rækkes der med hans navngivning tilbage til dengang, Maria fik besøg af englen Gabriel, der fortalte, at hun skulle blive gravid og føde Guds Søn.
Der bliver altså med dette korte lille evangeliestykke trukket tråde tilbage til jødisk historie og også til den spæde start på det, der skal blive til kristendommen – ja, der bliver trukket tråde tilbage til Gud, så Jesu guddommelige herkomst bliver understreget og sat ind i historien.
På den måde bliver han sat ind i en sammenhæng med alting – med alt det, som Gud har skabt. Med alt det, som kommer fra Gud.
Ja, med Gud!
Og i troen på ham – i troen på Jesus Kristus som Guds Søn – som sand Gud og sandt menneske – bliver vi også trukket med ind i denne her sammenhæng.
Så hvis coronanen var skidt for en hel masse – så var den dog god til at sætte os i gang med eftertænksomhed – sådan var det i hvert fald for mig.
Derfor kan man jo sige, at det hele – Julen indbefattet – på en måde opsummeres i Nytårets lille evangeliestykke, hvor der trækkes tråde både tilbage til det historiske og også til det guddommelige, således at vi i troen på Jesus Kristus bliver indfældet i såvel det historiske som i det guddommelige.
Vi får et tilhørsforhold begge steder.
I dette tilhørsforhold og i denne tro kan vi træde ind over tærsklen til det nye år i forvisning om, at uanset hvad det vil bringe os, så er vi i en sammenhæng med alting – med altet – med Gud.
Vi er i Guds hånd.

Amen.

Julesøndag 2020 – 27. december – Køng kl.10,30

Præludium

Indgangsbøn
1.salme: 99 – Velkommen igen Guds engle små…
Hilsen
Kollekt
Gt-læsning
2.salme: 117 – En rose så jeg skyde….
Epistel-læsning
Trosbekendelse
3.salme: 129 – Julebudet til dem, der bygge…
Evangelium
Prædiken
Kirkebøn m.m.
4.salme: 131 – Blåt vælded lys frem
Altergang
192,vv.7-9
Kollekt
Hilsen
Velsignelse
5.salme: 103 – Barn Jesus…
Udgangsbøn

Postludium
 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.

Tegn kan være så mange slags.
I dag hører vi den gamle mand Simeon fortælle, at det nyfødte Jesus-barn er et tegn. ”Se, dette barn er bestemt til fald og til oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag”, siger Simeon.
Først var det egentlig hyrderne, der fik tegnet. En engel viste sig for dem, og sagde at de som tegn på, at Kristus var født, skulle finde et barn, der var svøbt og lå i en krybbe.
De hyrder, der lå ude på marken uden for Betlehem og holdt nattevagt over deres gruppe af får den nat, da Jesus blev født.
Men nu er det ellers ikke altid, man lægger mærke til tegn.
Det er ikke altid, man opdager de tegn, der gives én.
Men sådan var det ikke for Simeon, da Josef og Maria kom ind i helligdommen med deres lille dreng for efter jødisk skik og tradition at få ham omskåret. Da så Simeon barnet som et tegn.
Også hyrderne så det.
De tog englens ord til sig og begav sig ind mod byen, hvor stjernen stod og lyste over stalden – der hvor de skulle finde deres tegn.
Og de fandt faktisk tegnet – fandt barnet i stalden i Betlehem. Alt sammen sådan som englen havde forudsagt, at det ville være.
Og så vendte de tilbage til deres liv igen!
Men alligevel har det ikke været det samme for dem bagefter.
Måske i det ydre.
Udefra set er der måske ikke sket det store med dem.
De er fortsat deres liv.
Fortsat med at være fårehyrder.
Men indvendigt, vil jeg tro, de har følt sig helt forandrede.
De har fået håb, og de har fået glæde.
De har fået noget at leve på og af.
De har fået tro.
I dag ville man sige, at de havde fået indhold i deres liv!!!
Det liv, der måske igennem mange år bare har henslæbt sig med daglige gøremål.
Føre fårene fra græsgang til græsgang.
Tælle fårene. Var de der nu alle sammen?
Fortælle gode historier til hinanden omkring bålet om aftenen.
Dele deres mad med hinanden og lytte til hinandens opmuntrende historier.
I den lange mørke nat.
Prøve på at sove lidt – måske skiftevis, mens en af de andre vogtede fårene og lyttede efter omkringstrejfende vilde dyr og holdt gang i lejrbålet for at holde de vilde dyr borte.
Sådan er den ene dag og den ene nat gået efter den anden.
Måske har de engang imellem spurgt sig selv, hvad meningen med det hele dog kunne være.
Om der overhovedet var en mening.
Måske har de tilmed vovet at drøfte det med hinanden.
På den måde har deres liv ikke virket så forfærdeligt meget anderledes end vores.
Også vi har vores daglige trummerum.
Også vi hver især spørger engang imellem os selv, hvad meningen er med det hele. Hvad det hele dog skal gøre godt for.
Er der overhovedet nogen mening? – kan vi måske ligesom hyrderne engang imellem diskutere.
Men til forskel fra hyrderne er vi dog privilegerede.
Vi er så privilegerede, at vi har en smule overskud til at opdage, at vores liv måske synes tomt.
Ja, endog meningsløst.
Men til forskel fra hyrderne begynder vi så at lede efter noget at fylde tomheden ud med.
Ikke at vi har mange minutters ledighed i løbet af en dag at fylde ud – sådan rent praktisk. Men der er så tomt i vores hjerter og i vores hoveder, når der ikke er sådan en rød tråd igennem vores liv.
En mening.
Og til forskel fra hyrderne jager vi tegn.
Opfinder dem måske endda.
Vi jager mange steder.
Leder efter tegn overalt – for vi er oplyste mennesker, der ved mange ting, kender mange kulturer, og rejser over store dele af verden, når ikke lige coronaen sætter en stopper for vores færden.
Og mens vi leder, ser vi ikke de tegn, der er lige for.
”Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.”
Hvad skal vi dog med det tegn? ville vi måske sige, hvis vi skulle opdage det.
Hvad er styrken i det?
Kan vi trække nogen som helst styrke fra det ind i vores fortravlede stressede – men oplyste liv?
Et lille svagt barn i en faldefærdig rønne et sted nede i Mellemøsten???
Ja!!!
For styrken er i svagheden!
Styrken er at give slip – i stedet for at holde så krampagtigt fast i alting.
Styrken er at se det lille bitte lys i mørket, i stedet for selv at prøve at oplyse hele nattehimlen med store projektører.
Styrken er at bede om, i stedet for at tage.
Styrken er at give efter i stedet for at trumfe igennem.
Styrken er at åbne i stedet for at lukke – og lukke af!
Styrken er at være lige nu og her – i stedet for at planlægge så meget ud i fremtiden.
Styrken er at tage imod i stedet for at prissætte og vurdere hele tiden.
Styrken er at turde holde op med at lede efter tegn – for så kommer tegnene måske til én.
Styrken er at opleve sig selv som Guds værktøj – i stedet for at mene, at Gud skal være vores værktøj.
Styrken er at lade Gud finde os i stedet for at have så travlt med at prøve på at finde Ham alle mulige steder.
Men styrken er også at ville findes.
At lade det ske – og så få øje på tegnet! – Som Simeon, der til Gud siger: ”Mine øjne har set din frelse, som Du har beredt for alle folk: Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel”.
Og så bare være til og være glade.

 

Amen.
 

Juledag 2020 Køng 

Præludium

Indgangsbøn
100 Kimer i klokker
Hilsen, Kollekt, GT

103 Barn Jesus i en krybbe lå
NT læsning, trosbekendelse, lad verden ej

123 Her kommer Jesus dine små
Evangelium, prædiken osv.
125 Mit hjerte altid vanker

Nadver
192 vers 7-9

Kollekt, Velsignelse
99 Velkommen igen Guds engle små

Udgangsbøn

Postludium
 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.

I går fik vi gås. Det er der vist ikke så mange der gør længere, men når man kommer af en gammel landbrugsslægt, hvor der indtil for ganske få år siden stadig blev holdt gæs på den mødrene gård, er det altså det, der SKAL være på julebordet.
Gæs er flokdyr, og når de går sammen på en mark, kan det virke som om de på en eller anden måde er forbundne. Nogen vil sige at det er det rene vås, og at gæs simpelthen er så dumme at der umuligt kan være tankevirksomhed til andet end at æde. Og jeg kan være tilbøjelig til at give dem ret, og så alligevel ikke. Har man først stået og betragtet en flok gæs i noget tid, får man øjnene op for, at der foregår et eller andet. For mens de vralter rundt og snadre, æder græs, så gækker de. Snakker med hinanden, gækker i kor. For så - lige pludselig - alle sammen at rejse hovedet og være stille. Holde op med den ellers konstante gækken. Stå stille, virre en smule med hovedet, men helt tavse. Alle sammen. I et par sekunder eller 10. For så at begynde igen på deres gækken.
Men lige der - i tavsheden, i mellemrummet mellem alle gækkene, sker der et eller andet. Her kommer jeg som menneske kommer til kort, og må overgive mig til at dyr, godt nok er dyr, men alligevel noget helt andet, end jeg selv. De rummer noget som jeg ikke forstår, og heller ikke skal forstå. Men som giver mig en indsigt i, at her er der noget på spil. Noget jeg skal lægge mærke til. Der - i det tavse mellemrum.
---
Det er mellemrummene mellem ordene, der gør at vi forstår hvad der bliver sagt. (siges utrolig hurtigt uden mellemrum)

Den tager vi lige en gang til: Det er mellemrummene mellem ordene der gør at vi forstår hvad der bliver sagt. (Siges langsomt så det er til at forstå)

Når vi skriver, er det også mellemrummene mellem ordene, der gør at det overhovedet er til at læse. Det er ikke tilfældigt at den største knap på et tastatur netop er mellemrumsknappen. For det er den, der bruges mest. Uden den er det hele ulæseligt.
Det er i mellemrummet i folks tale, der får os til at forstå, hvad det virkelig er, folk har på hjerte.
Det er alt det er står mellem linjerne, der bærer den største betydning i et kærestebrev.
Der hvor der tilsyneladende ikke er noget, ligger der ofte en hel masse betydning gemt.
Mellemrum er pauser. Pauser mellem noget der ellers let ville blive en totalt sammenhængende strøm af hurtighed og skynden sig videre.

Jesu fødsels har betydet at der er nogen nødvendige mellemrum i vores liv. Hans liv definerer vores liv. Først og fremmest er hans liv blevet definerende for vores kalender. Og selvom året i år har været mærkeligt, har helligdagene alligevel været der. Og de har måske i højere grad end før, skabt et mellemrum, fordi vi i år ikke bare, har kunnet sætte den på automatpilot og gøre som vi plejer. Påsken fejrede vi under en nedlukning. Pinsen blev kædet sammen med den sommerlige åbning. Nu julen hvor vi igen må tænke kreativt og anderledes, og mange lider afsavn, fordi vi igen er lukket ned.
Dette år har lært os noget om mellemrum og om pauser. Både på godt og på ondt. Det har været et helt anderledes år end alle andre år. Det har været en pause, mellem de andre. Et år der helt sikkert har ført til refleksion over, hvordan årerne ellers ser ud.
Paradoksalt nok har året også været et år, nærmest uden mellemrum. For alt det, der plejer at bryde med hverdagen har været aflyst. På den måde har året både været en kæmpe pause, dog uden små pauser fra det trivielle.
Pauser, mellemrum er nødvendige. De giver plads til refleksion, men måske kontakt med noget, som ikke umiddelbart er til at forstå og som man derfor skræmmes af og helst vil være foruden.

For det er ikke altid, vi synes om de her mellemrum. De kan gøre os utilpasse. En af de mest solgte bøger i år handler netop om mellemrum, eller pauser. En kvinde flytter med sin mand og barn fra det speedsnakkende København til det sindige Vestjylland. Her må hun opsøge den lokale helt Anders Agger, for at forstå og være i jydernes måde at tale på. I Vestjylland er der mange flere pauser i samtalerne end hovedpersonen er vant til. Hun bliver ganske utilpas ved det, og fylder dem desperat ud. Alligevel anerkender hun, at det netop er i de pauser, i mellemrummene at der er noget at hente. At det netop er dem der giver plads til refleksion.

Nætternes pause fra dagene gør, at mange vægtige ting kan ske der, fordi de netop ER et mellemrum. Mange undfangelser sker om natten, mange fødsler. Mange skjulte kys bliver kysset om natten. Nætterne kan rumme det, dagene ikke kan, fordi der, der i mellemrummet er plads til det, der ikke forstås en til en.

Julenatten er der i den grad rum til refleksion.
For Jesus kom til verden i et mellemrum, i natten mellem to dage. Jesu fødsels er heller ikke sådan til at forstå. Hvordan kan et lille barns fødsels i Betlehem, få så stor en betydning? Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre at vi, så mange år efter, alligevel finder mening og betydning i det, der er så fjernt? Måske fordi det ikke skal forstås, som vi ellers forstår alt andet. Julenat rummer det gedulgte, det mørke, skumringen. Og brydes ikke af et skarpt lysstofrør, der for alting til at stå klart. Nej det brydes kun af et lille lys, som alligevel bringes helt ind i det mørke i os selv.
Jesus kom til verden i et mellemrum og han gik også ud fra døden i et mellemrum. Ud mellem klippevæggene fra graven. Med ham har vi fået et mellemrum, der gør at vi kan kile os fra døden og til det evige. Med Jesus opstår der en sprække, en flænge, et mellemrum mellem liv og død. En sprække der rummer alt det, vi ellers ikke forstår.
---
En gang havde vi glemt at lukke gæssene ind for natten. Normalt ville vi åbne for indhegningen og på gammeldags facon vogte dem fra æblehaven, forbi maskinhuset og køkkenhaven, ind i portrummet og ind i nattelogi i det gamle malkerum, der var sikkert mod rovdyr. Men en aften havde vi glemt det.

Pludselig vågnede husstandens yngste op med et sæt: Gæssene! Vi fór ud til indhegningen. Der var ingen gæs! Videre forbi maskinhuset og køkkenhaven ind i portrummet og der foran døren til det lukkede malkerum stod de, alle sammen og gækkede sagte. I det øjeblik de fik øje på os, te de, stod helt stille, og jeg er næsten sikker på, de så bebrejdende på os. Der i mellemrummet, i portrummets grænse mellem ude og inde, på grænsen mellem nat og dag. Og for gæssene på grænsen mellem liv og død, så de på os i tavshed og lod os vide at vi alt det vi ikke forstod!
 

Amen.
 

Juleaften 2020 Køng kl. 10.30, 14.00, 16.00

Præludium

Indgangsbøn
1. salme: 94 – Det kimer
Hilsen
Kollekt
Evangelium
2. salme: 119 – Julen har bragt
Prædiken Kirkebøn m.m.
Amy synger Schuberts Ave Maria
3.salme: Nu tændes tusind Julelys
Kollekt
Hilsen
Velsignelse
4.salme: 120 – Glade Jul, dejlige Jul
Udgangsbøn

Postludium

Link til salmeark: praediken-filer\Juleaften 2020.pdf
 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.
Det er mørkt.
Det er koldt.
Og det er godt fyldt med coronavirus.
Sådan er livet for os nu.
Her.
Og det kunne man jo godt falde hen i depression over.
Men så dukkede der nogle linjer af et digt af Halfdan Rasmussen op i mine tanker:
Aldrig var det mer end mørkt
Aldrig mørkt alene
Altid bar vi i os selv
Lys fra større himmelhvælv.
Selv når det hele ser allermest sort ud, er der lys.
Vi har bare somme tider så svært ved at få øje på det, fordi vi føler os helt opslugte og omfattede af mørket.
Når vi mister.
Et menneske, vi holder af
Et job.
Et venskab
En god og nær relation, vi troede var så fasttømret, at vi har svært ved at forstå, at den vakler, smuldrer.
Når vi mister et godt helbred – når sygdom og skavanker pludselig fylder mere hos os end gåpåmodet og energien.
Når vi mister meningen – når livet taber sin mening for os.
Når vi mister glæden – når den bliver hul og udvendig og uægte.
Når vi mister troen – når vi kæmper for at holde på troen – eller vi i arrigskab vender den ryggen, fordi livet går os imod.
Når der er så meget kulde, sygdom og mørke i livet, så kan Gud da ikke findes – og være god – siger vi og lader dermed mørket få lov at fylde os helt.
Men:
Aldrig var det mer end mørkt
Aldrig mørkt alene
Altid bar vi i os selv
Lys fra større himmelhvælv.
Kan det passe? – tænker vi måske
Bærer vi i os lys fra større himmelhvælv? Midt i alt mørket – eller er det bare noget Halfdan Rasmussen skriver i et smukt og ørehængende lille digt?
Er der lys i mørket, når vi mister alt det, vi holder af?
Som en god kristen præst skal jeg her svare ja, selv om jeg sandt at sige ofte selv har været i situationer, hvor jeg syntes, at mørket tog magten.
Men et langt liv har jo – når alt kommer til alt – også lært mig, at mørket aldrig bliver ved at være mørkt alene. Det bliver faktisk altid brudt af lyset. Trængt tilbage af lyset. Og somme tider kommer lyset fra helt uventede kanter:
En hjælpsomhed fra et menneske, man slet ikke havde forventet.
Et smil.
En handling.
En venlig gestus.
….Altid bar vi i os selv
Lys fra større himmelhvælv.
Vi må aldrig glemme at være lys for hinanden.
Når vi mennesker imidlertid stirrer så fastlåste på mørket, på alt det, vi føler som en ond og urimelig og alt for tung byrde på vores skuldre og vredt spørger, hvor det dog kommer fra, så glemmer vi, at lys faktisk ses bedst på en mørk baggrund.
Vi kan ikke slippe for mørket og kulden, for det onde, for det, der gør ondt, men vi skal passe på ikke KUN at se det.
Aldrig var det mer end mørkt
Aldrig mørkt alene.
Altid bar vi i os selv
Lys fra større himmelhvælv.
Hvor kommer lyset fra?
Glæden?
Kærligheden?
Spørger vi ligeså meget efter det, som når vi forurettet spørger, hvor alt det onde kommer fra?
Da Gud kom til Jorden og lod sig føde i en stald i Betlehem for 2020 år siden, var der også mørke, kulde, krig og sygdom.
Blev alting så med ét godt?
Nej, alt det onde forsvandt ikke, men barnet Jesus voksede til og blev mand og gik omkring og lærte og helbredte og viste mennesker, hvor store mirakler godhed, ærlighed, kærlighed og medfølelse faktisk kan udrette i et menneskeliv.
Og så sagde han til sine disciple, at de skulle føre hans lære videre.
Gå ud i hele verden og fortæl videre om alt det, jeg har lært jer.
Aldrig var det mer end mørkt
Aldrig mørkt alene
Altid bar vi i os selv
Lys fra større himmelhvælv.
Lyset var kommet til verden.
Lindringen i smerten.
Ikke for at fjerne smerten fra et menneskeliv men for at være i smerten i ethvert menneskeliv sammen med os.
Det er derfor:
Julen har bragt velsignet bud,
Nu glædes gamle og unge.
Og derfor:
Det kimer nu til julefest,
Det kimer for den høje gæst,
Som steg til lave hytter ned
Med nytårsgaver: fryd og fred!
Ja:
I hvert et hjerte trist og mørkt
Send du en stråle blid
En stråle af Guds kærlighed
I denne juletid.
For det handler ikke om at fjerne alt det svære, alt det onde, alt det kolde og mørke – for det kan vi ikke. Det er der jo af den ene eller den anden årsag.
Nej, det handler om at hjælpe hinanden til at bære det, til at være i det.
Det handler om at tænde lys i mørket sammen og for hinanden og også lade lyset trænge ind i dit eget kolde, mørke hjerte, så det kan blive varmt og lyst og være med til at sprede lyset og tænde lys for andre mennesker.
Det er det, vi fejrer Jul for – fordi lyset, glæden og kærligheden kom til verden – på trods!
På trods af kulden, mørket og alt det onde, vi mennesker går og bøvler med.
Lyset er her.
Grib det.
Men lad være at tro, du kan holde det for dig selv.
Hvis du skærmer det for meget og dækker det til, så går det nemlig ud.
Du skal lade dit lys skinne for andre, så vi kan deles og glædes ved det sammen.
 

Amen.
 

1.s.i advent 2020 – 29. nov. – Køng 10,30 – Svinø 15,30

Præludium
Indgangsbøn
1. salme: 78 - Blomstre som en rosengård
Hilsen
Kollekt
GT-læsning
2. salme: 80 – Tak og ære ..
(Epistellæsning
Trosbekendelse
3. salme: 89 - Vi sidder i mørket…)
Evangelium
Prædiken
Kirkebøn
Meddel Menighedsrådets konstitution
Apost. vel.
4. salme: 84 – Gør døren høj…
Nadver
192,vv.7-9
Kollekt
Hilsen
Velsignelse
5 salme: 74 – Vær velkommen
Udgangsbøn
Postludium
 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.

Indtog og processioner kan være af så mange slags.
Der er de glade indtog, hvor stolte forældre kommer gående op ad kirkegulvet med deres næsten nyfødte barn for at få det døbt.
Eller indtoget, hvor den smukke brud i den flotte kjole kommer op ad kirkegulvet, mens hendes tilkommende mand står spændt, nervøs og rørt og venter, mens hun langsomt kommer nærmere og nærmere.
Der er atleternes indtog på det olympiske stadion et sted i Verden hvert fjerde år, og der er fodboldspillernes indtog på fodboldbanen til en landskamp, hvor hver af dem følges med en lilleput- fodboldspiller, der er ved at revne af stolthed over at få lov til at følges ind på en fodboldbane med én af landsholdsspillerne.
Der er de sjove indtog, når der er karneval og processioner med diverse mærkeligt og fantasifuldt udklædte personager, der drager gennem gaderne i Rio - eller Disney paraden i Disney World, hvor alle Disney figurerne kommer i store plys-udgaver, og selv om vi godt ved, der bare er almindelige mennesker indeni, så rører det os på en måde.
Der er de alvorlige og seriøse processioner, når nye præster skal ordineres i en domkirke, og der er de triste og sørgelige processioner, når vi bærer kisten med een af vore kære ud ad kirken til rustvognen eller til graven.
Der er mange slags processioner og indtog i livet.
Nogle af dem skal indgyde respekt og markere starten på noget nyt.
Andre markerer starten på noget festligt.
Atter andre afslutter noget - måske et liv, og atter andre skal indgyde frygt og demonstrere magt. F.eks. når en sejrende nations hær holder sit indtog i den slagne fjendes gader.
Fælles for alle de forskellige former for processioner og indtog er, at de ikke er ligegyldige.
Alle indeholder de en symbolik og udtrykker et særligt forhold.
Sådan er det også med det indtog, vi hører om idag: Jesu indtog i Jerusalem.
Det var på een gang storslået og ringe, festligt og sørgeligt, sjovt og seriøst.
Det hele på een gang.
Storslået, fordi han red ind riget Israels magtcentrum, Jerusalem, på samme måde, som en kejser eller en militær leder ville have holdt sit indtog for at blive tiljublet af sine undersåtter.
Men samtidig var det det diametralt modsatte, fordi indtoget foregik på ryggen af et æsel, et arbejdsdyr, der bestemt ikke have nogen glans eller udstrålede nogen som helst storhed og magt.
På den måde kom det ringe til at indtage det storslåedes plads.
Og indtoget blev festligt, fordi folk tiljublede Jesus som en sejrherre.
De skar grene af træerne og viftede med dem, ligesom vi idag ville stå og vifte med flag, og de tog deres kapper af og lagde dem på vejen, så han kunne ride ind over dem.
I sandhed en ærbødigheds gestus.
Men samtidig med at indtoget var festligt, så var det også sørgeligt, for det var jo indtoget til Jesu lidelse og død.
Det var begyndelsen til enden på hans jordiske liv.
Det var indledningen til afslutningen. Indledningen til lidelse og død.
Men hvem kunne mon forestille sig det, mens de stod og viftede med palmegrene og lagde deres kapper foran ham på jorden? Nej, det kunne højst være Jesus selv, der var bevidst om det, og så os, når vi læser eller hører om dette indtog og ved, hvad der følger efter.
Men midt i dette sørgelige, der er det også lidt sjovt - eller snarere ironisk måske.
Det er sjovt og sætter storhed og stolthed i et lidt ironisk lys, når Jesus foretager et næsten kejserligt indtog ...... På ryggen af et æsel.
Det kan da ikke undgå, at det må have virket en anelse komisk - ja, som om der på denne måde blev gjort grin med den selvhøjtidelighed, der kan stråle ud fra magtfulde mennesker, når de omgiver sig med alskens pomp og pragt - denne magtfuldhed bliver pludselig komisk, for hvad er alle disse magtfulde mænd andet end ganske almindelige mennesker? Hver især en Guds skabning præcis som det fattigste og mindst betydningsfulde lille menneske, der trækker afsted med sit æsel og sætter sig op på det, når han bliver træt af at gå?
Men midt i det sjove, midt i det latterlige, ironien, der findes den dybeste alvor og dermed det dybt seriøse, for det viser os ganske alvorligt og oprigtigt, hvad det ægte er: det er netop ikke alle falbeladerne, alt det storslåede, som vi ser op til: nej, det ægte er Gud på en æselryg.
Det ægte er Gud, der bøjer sig i støvet for at nå sit menneske.
Ja, for at åbne øjnene hos sit menneske, så det kan se sig selv med selvironiens øjne, se sig selv som fortabt, fortabt i en kunstig opstabling af fiktive værdier og normer, der må se sig slået af en ironiserende Gud, der møder mennesket lige der, hvor vi rent faktisk er: i støvet, på det jævne, traskede afsted ved siden af et æsel, symbolet på ringhed og arbejdsomhed - men også på stædighed.
Gud møder os i vores stædighed og i vores vrangvillighed og besejrer den.
Han sætter sig på den og tøjler den, styrer den - derhen, hvor han vil!
Og somme tider opdager vi det. Opdager at Gud kommer til os gennem stædighed, det lave, det ringe, det vi ikke tillægger værdi, det trivielle og det triste, som vi kan synke ned i i livet, eller midt i en kunstig oppustning af os selv, der i virkeligheden ingenting er.
Somme tider opdager vi, at Gud kommer til os med det ægte.
I det ægte.
Det vi har glemt at sætte pris på.
Glemt at være i.
Somme tider opdager vi det.
Andre gange tror vi bare, det er vores skæbne.
At livet ændres. Måske blev det til et andet liv, end det vi havde forestillet os og håbet på.
Vi bilder os ind, at det er tilfældigt.
At det ingenting er.
Jeg tror, det sker, når vi er sunket helt ned i alt det materielle og har vendt det åndelige ryggen.
Men selv der kan vi alligevel pludselig opdage Gud, komme til os ironisk ridende på vores trivialitet, vores hverdag, komme til os midt i dagligdagen for at fortælle os, at der også er frelse for os.
At også vi betyder noget for Ham.
At også vi er elskede af Ham.
Og så kan vi vel ikke andet end overgive os til Ham: smide vore kapper på jorden foran Ham og hilse Ham med palmegrene. Og lade Ham ride lige ind i hjerterne hos os og bo der - ikke bare her i adventstiden og julen over måske - nej altid, fremover, så det også bliver påske hos os.
I vore hjerter.
Så troen må vække opstandelsestroen i os.
Det er jo det, der tager sin begyndelse her i adventstiden, når vi går og venter på Jesu fødsel. Opstandelsestroen, der fødes i et menneskehjerte, der kan være så mørkt og koldt og forblæst, som en midvinterdag i Nordeuropa.
Opstandelsestroen, der er vores håb i den mørke vinter, der af og til får alt for grundigt fat i vore hjerter.
 

Amen.
 

(Pladsholder for prædiken)