Udgivet: 18-06-2019

Prædiken v/Mette Magnusson

 

Trinitatis søndag 2019 – d. 16. juni - Køng kl. 10.30  

 

Præludium
Indgangsbøn
1. salme: 403 – Denne er dagen
Hilsen
Kollekt
GT-læsning
2. salme: 435 – Aleneste Gud
Epistellæsning
Trosbekendelse
3.salme: 318 – Stiftet Guds Søn har
Evangelium
Prædiken
Kirkebøn m.m.
4. salme: 323 – Kirken den er et gammelt hus
Nadver
192,vv.7-9
Kollekt
Hilsen
Velsignelse
5. salme: 332 – På Jerusalem det ny
Udgangsbøn
Postludium
  

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Der var et menneske, en af farisæerne, ved navn Nikodemus, medlem af jødernes råd. Han kom til Jesus om natten og sagde til ham: »Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.« Jesus svarede ham: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.« Nikodemus sagde til ham: »Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?” Jesus svarede: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.« Nikodemus spurgte ham: »Hvordan kan det gå til?” Jesus svarede: »Du er lærer i Israel og forstår ikke det? Sandelig, sandelig siger jeg dig: Vi taler om det, vi ved, og vi vidner om det, vi har set, men I tager ikke imod vort vidnesbyrd. Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske? Ingen er steget op til himlen undtagen den, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen. Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.« Johannesevangeliet 3,1-15

 

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.

 

I dag er det Trinitatis søndag.

Og hvad er så det?

Jeg har i mange år forklaret overfor konfirmanderne, at nu har vi siden kirkeårets begyndelse stiftet bekendtskab med de tre sider af Gud – Gud Fader, Gud Søn, og Gud Helligånd – ved de tre højtider vi indtil nu har fejret i kirkeåret – nemlig Jul, hvor Gud fader griber ind i Verdens gang og lader sig føde som et lille menneskebarn – Påske – Hvor Guds Søn tager menneskenes straf på sig og går i døden for os og åbner vejen til Gud og frelsen og evigt liv for os mennesker – og så endelig Pinsen, hvor Gud Helligånd kommer til Jorden og opflammer disciplene til at gå ud i al verden og fortælle om alt det Jesus har sagt og gjort.

Nu har vi så stiftet bekendtskab med alle tre sider af Gud og markerer det med den festdag, der indleder trinitatistiden, som rækker igennem hele resten af kirkeåret og frem til 1. søndag i advent – kun afbrudt af Allehelgens dag – den første søndag i november.

Trinitatis søndag er altså en festdag for alle tre sider af Gud, hvilket også afspejler sig i navnet: Trinitatis, der betyder Treenighed – dvs. tre-i-én som vi kender fra den lille negleklipper, der har tre funktioner. Det har Gud altså også – tre sider, der har manifesteret sig i menneskenes verden.

Og hvad hører vi så på denne Trinitatis søndag?

Vi hører om mødet mellem Himmel og Jord.

Mødet mellem det åndelige og det materielle.

Mødet mellem det logiske og det ulogiske.

Mødet mellem menneske og Gud.

Vi hører nemlig om Nikodemus, der ikke rigtig forstår, hvad det er Jesus taler om.

Nikodemus ville måske heller ikke rigtig være ved sig selv og sin interesse for Jesus.

Han var nemlig en anset mand – medlem af jødernes råd.

Han var farisæer.

Veluddannet og velanset i sit lokalsamfund.

Han skulle derfor ikke risikere at miste sin anseelse p.g.a. sin interesse for tømrersønnen fra Nazareth. Så han sneg sig af sted til Jesus om natten. I ly af mørket, så ingen skulle se ham opsøge Jesus.

Og måske ville han heller ikke risikere at udstille sin egen manglende forståelse i alt for vide kredse.

”Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham”, siger Nikodemus.

Det er jo en hel trosbekendelse – ”Vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud…”

Det er i bekendelsen af den samme tro, vi som forældre kommer til kirke med vore børn for at få dem døbt, fordi vi ønsker alt det bedste for dem. Fordi vi måske ikke tør lade være – også selv om vi selv er usikre og søgende og ikke har nogen anden lang og sofistikeret trosbekendelse end den samme som Nikodemus, når han siger til Jesus:..” Vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud. ”

Af samme grund kommer vi med vores hjertes udkårne, når vi vil giftes, for at få Guds velsignelse med ind i vort ægteskab.

Og derfor bærer vi også vore døde ind i kirken for at lægge dem i Guds hånd og overgive vores sorg, vores modløshed og vores ulykkelighed over alt det mistede liv til Gud og håber, at vi i bytte kan få mod til at leve videre i det liv, der i sådan en situation forekommer os meningsløst.

Vi kommer med alt det, vi ikke kan rumme alene, når vi kommer til kirken – til Kristus – til Gud.

Og vi forstår vel i virkeligheden ikke rigtig det, vi tror på – eller når vi kommer ulykkelige og tvivlrådige: det vi gerne vil tro på.

Nikodemus havde i det lille evangeliestykke, vi hører i dag, hverken mistet eller fundet sit livs kærlighed – alligevel havde han et spørgsmål, han havde gået og tumlet med længe, som han absolut måtte have Jesus til at give svar på.

Derfor sneg han sig af sted for at få svar på sit spørgsmål – i ly af mørket.

Et logisk spørgsmål, som mange af os måske også stiller – måske ikke med de samme ord og på helt samme måde som Nikodemus, der gerne ville have et håndgribeligt svar på, hvordan et menneske kan blive født på ny, for her slår hans egne forestillinger ikke til.

Og enten har Nikodemus ikke forstået en brik af det, Jesus svarer – eller også er der gået et lys op for ham.

Der er nemlig forskel på at være født af kød og af ånd, får han at vide.

”Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige” – får Nikodemus at vide af Jesus.

Vand og ånd – hører vi, og tænker straks på dåben. Det ved jeg ikke, om Nikodemus også gjorde. Men vi døber med vand og beder til, at Gud giver Ånden til det døbte menneske. Og måske beder vi mest af alt om, at den døbte livet igennem må være åben for Ånden – eller som vi her i kirken altid synger efter Trosbekendelsen og også efter barnedåb:

”Lad verden ej med al sin magt

os rokke fra vor dåbes pagt,

men giv at al vor længsel må

til dig, til dig alene stå.”

For verden har alle dage haft stor magt og rokker så let mennesker fra deres dåbs-pagt, fra deres tro. – Ja, måske forholder det sig desværre således, at tanken om Ånd er fremmed for mennesker, der som vi lever i en verden, der er så materielt styret.

Og alligevel lyder det til os som også til Nikodemus, at enhver som tror, skal have evigt liv i Kristus.

Og det evige liv begynder for os den dag, vi fødes af ånd.

I dåben fødes vi igen – genfødes – til noget uforgængeligt, noget evigt, noget uendeligt, noget altid værende.

Vi genfødes til at høre Gud til. Til at være en del af hans uendelige verden, og til at omfattes af hans grænseløse kærlighed.

Og se, det er ikke til at forstå.

Det kan kun tros.

Derfor er det svært at forstå for Nikodemus, for han prøver at tænke logisk og har sin lange uddannelse med sig, og vil så gerne prøve at passe det ind i sine forståelsesrammer.

Men det hjælper ham ikke rigtigt.

Og det hjælper heller ikke rigtig os, når vi prøver at indpasse det i vores forståelsesrammer, hvad enten det så er vores intellektuelle beregninger eller vores retfærdighedsopfattelse, vi prøver at forstå med.

Det lader sig ikke gøre.

Måske er det derfor så mange mennesker ender som passive kristne. De vil så gerne have systemer og orden.

Livet bliver for stort og for farligt, hvis ikke vi prøver at ordne det.

Men den kristne tro siger netop til os, at vi skal give os hen i dette farlige liv, og leve det i troen på, at Gud bærer, der hvor vi kan se, der intet sikkerhedsnet er.

Gud går med både i mørket og i lyset.

Fordi vi ikke kun er født af kød – men også af Ånd!

Af Helligånden.

Derfor hører vi Gud til.

Fra evighed og til evighed.

                                                    Amen.