Udgivet: 01-04-2019
Prædiken v/Mette Magnusson
|
Midfaste søndag 2019 – 31. marts. – Køng kl.9 + Svinø kl. 10,30 |
|
Præludium |
|
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Derefter tog Jesus over til den anden
side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. En stor folkeskare
fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at
helbrede de syge. Men Jesus gik op på bjerget, og
dér satte han sig sammen med sine disciple. Påsken,
jødernes fest, var nær. Da Jesus løftede blikket og
så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til
Filip: »Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få
noget at spise?« Men det sagde han for at sætte ham
på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre.
Filip svarede ham: »Brød for to hundrede denarer
slår ikke til, så de kan få bare en lille smule
hver.« En af hans disciple, Andreas, Simon Peters
bror, sagde til ham: »Der er en lille dreng her, han
har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så
mange?« Jesus sagde: »Få folk til at sætte sig.« Der
var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var
omkring fem tusind. Så tog Jesus brødene, takkede og
delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af
fiskene, så meget de ville have. Da de var blevet
mætte, sagde han til sine disciple: »Saml de stykker
sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.«
Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de
stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter
dem, der havde spist. Da folk havde set det tegn,
han havde gjort, sagde de: »Han er sandelig
Profeten, som skal komme til verden.« Jesus forstod
nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at
gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage
til bjerget, helt alene.
Johannesevangeliet 6,1-15 |
|
I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.
”Mennesket lever ikke af brød alene men af alt, hvad der udgår af Herrens mund”. Sådan hed det i stykket fra Det Gamle Testamente, som jeg læste fra alteret lige før. Men det er jo ikke ligefrem den fremherskende holdning i dagens samfund, hvor vi ofte helt har glemt at lægge mærke til det, der udgår fra Herrens mund – ja, måske ligefrem forundret ville spørge: Hvad er dog det for noget– og Er der overhovedet noget???? Og så ellers koncentrere os om brødet – dvs. alt det synlige, vi mennesker lever af – dagligdagens fornødenheder. Det er vi så til gengæld nærmest næsten ved at drukne i, fordi vi har så meget af det. For brødet – det er alt det materielle, vi omgiver os med. Det er både det vi spiser, og det vi tager på os. Det er det, vi bor i, og det vi kører i. Ja, brødet – det er vores mad, vores tøj, vores biler, vores huse. Det er vores dyre ferierejser og al den luksus vi omgiver os med i større eller mindre målestok. Brødet er alt det materielle i tilværelsen – både det vi har, og det vi drømmer om at have, og det, vi arbejder på at få. Ja, det vi arbejder så hårdt på at få, så at vi glemmer, at der er andre slags brød – at der er andre slags fornødenheder, et menneske har brug for – nemlig de ord, der udgår fra Herrens mund? Men hvad er det da for noget – det der udgår fra Herrens mund? Ja, det er så til gengæld alt det åndelige i tilværelsen. Alt det, som vi dør af mangel på. Ja, det vil sige – vi dør måske ikke sådan rent fysisk, men vi dør åndeligt – eller psykisk om man vil. Vi dør ud som hele mennesker af mangel på åndelig føde. Tilbage er vores kroppe, vores hylstre, som fungerer næsten maskinelt i et samfund, hvor intet længere er tilfældigt. Hvor alt er planlagt fra fødsel til død. Hvor vi er et nummer mellem alle de andre numre og tilsyneladende intet andet. Og længslen efter åndelighed slukkes med mere brød – mere materiel overflod – og til sidst mærker vi næsten ikke denne åndelige længsel mere. Den er slukket. Vi er uddøde som åndelige væsener. Det menneskelige fællesskab, vi kunne være en del af og som kunne være berigende, udfordrende og gøre os lykkelige, er blevet erstattet med tomhed, angst og ensomhed. Vi er blevet bange for hinanden. Bange for at blive udkonkurreret. Bange for at blive forbigået, overset og ladt alene. Bange for at blive udnyttet og misbrugt. Og angsten er begrundet. Vi bliver forbigået, overset, udnyttet og misbrugt – eller også prøver vi at foregribe situationen ved at forbigå, overse, udnytte og misbruge vore medmennesker. Nej – mennesket lever ikke at brød alene. Mennesket dør af brød alene!!!! Dør ud rent følelsesmæssigt. Derfor står vi helt uforstående overfor beretningen om bespisningsunderet, hvor Jesus bespiser 5000 mennesker med to fisk og fem bygbrød. For rent materielt er det jo det rene ingenting til så mange mennesker. – Og alligevel bliver de tilsyneladende mætte – og ikke nok med det – der bliver faktisk samlet mere sammen til sidst af tiloversbleven mad, end der blev delt ud! Nu tror jeg næppe, at disse mennesker var ligeså materielt mættede som vi – men alligevel tjener fortællingen til at minde os om, hvor lidt vi behøver – rent materielt - for at leve og leve godt. Hvis bare vi hører de ord, der udgår af Guds mund – eller af Jesu mund for den sags skyld. Altså hvis bare vi også får dækket vores åndelige behov og bliver mættet rent åndeligt. Ja, så kunne det jo være, at vi ligefrem kunne afgive noget af alt vores materielle overflod – så også vi kunne afgive mere end vi modtog - rent materielt, - ligesom de 5000 mennesker i evangeliefortællingen - hvis vi så til gengæld fik fyldt på med åndelig føde – ligesom de fik det, da de tog imod de ord, der udgik fra Herrens mund. Da de tog sig tid til at høre på Jesus. Ja, da de tog Jesus til sig. Problemet er måske i høj grad, at vi ikke tror det muligt. Vi tror det så lidt muligt, så at vi ikke tør slippe alt det materielle, vi har. Vi tør ikke slippe alt brødet men propper i stedet for mere og mere i os. Vi tør ikke slippe det materielle og hele det sikkerhedsnet, vi mener at have udspændt for os selv rent materielt, for i stedet at begive os ind i det åndelige – lade os bespise med åndeligt brød – med det, der udgår fra Guds mund! Og hvordan skulle vi også næsten kunne turde det? Vi har jo praktisk talt afviklet Gud i det vestlige samfund. Pakket ham sammen og tapet munden til på Ham, så der ikke kommer noget som helst ud af munden på Ham, der kan forstyrre de værdinormer, vi så har lavet for os selv i stedet for. Værdinormer, der i det store og hele bygger på Janteloven: Du skal ikke tro du er noget! Du skal ikke tro, du er mere end mig!! Slå – før du bliver slået!! Træd på førend du selv bliver trådt på! Og alt hvad der kommer fra Guds mund ænser vi ikke! Samvittighedens stemme, kærlighedens stemme – Guds ord har vi lukket ude fra vort univers. Ja, vi bilder os ind, at de ikke eksisterer. At Gud ikke eksisterer – men er et levn fra fortiden, som vi kan tage frem og kigge lidt på ved særligt festlige lejligheder: Til Jul, Påske og Pinse – måske - eller når vi har særlige festdage i vores liv. Men det, der udgår af Guds mund, ænser vi ikke – også hos Ham er vi kun interesseret i det materielle, rammerne, det højtidelige, der omgav det engang egentlige. Det engang egentlige, som vi har vendt ryggen – fordi vi tror, vi kan leve af brød alene!!!! Vores eneste håb er, at også vi måske engang kan få øje på underet – ligesom folkene i evangeliefortællingen, der hørte på Jesus. Få øje på og være lydhøre overfor alt det, der udgår af Guds mund, og så samtidig opdage, hvor lidt materielt, vi i virkeligheden behøver. Hvor meget af det, vi omgiver os med, der kunne være tilovers, overflødigt, ja – kunne samles sammen og bæres væk – hvis blot vi lod os mætte rent åndeligt – ja, hvis vi blev os bevidste om, at mennesket lever ikke af brød alene, men af alt, hvad der udgår af Herrens mund. Amen.
|