Udgivet: 07-08-2019

Prædiken v/Mette Magnusson

 

7.s.e.trin 2019 – 4. august – Køng kl.10,30 – Svinø kl. 19,30 

 

Præludium + sang
Indgangsbøn
1. salme: 10 – Alt hvad som fuglevinger
Hilsen
Kollekt
GT-læsning
2.salme: 414 – Den mægtige finder vi ikke Epistel + Trosbekendelse
3.salme: 492 – Guds igenfødte nylevende sjæle
Evangelielæsning
Prædiken
Kirkebøn
Latinsk sang v. Amy
4. salme: 612 – Den store mester kommer
Altergang 192, vv. 7-9
Kollekt
Hilsen
Velsignelse
5. salme: 522 – Nåden er din dagligdag
Udgangsbøn
Postludium – sang v. Amy
  

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Jesus kom ind i Jeriko og gik gennem byen. Dér var der en mand, som hed Zakæus, han var overtolder, og han var rig. Han ville gerne se, hvem Jesus var, men kunne ikke for skaren, da han var lille af vækst. Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han måtte komme den vej forbi. Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: »Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.« Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham. Men alle, som så det, gav ondt af sig og sagde: »Han er gået ind som gæst hos en syndig mand.« Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: »Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.« Da sagde Jesus om ham: »I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.«

Lukasevangeliet 19,1-10

 

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.

 

Mægtige mænd er ikke blot mægtige – de er også mænd.

Mennesker.

Og det er det, Jesus ser, da han ser Zakæus.

Han ser et menneske.

Nysgerrigt.

Søgende.

Interesseret i at se ham, Jesus.

Interesseret i at få mere at vide om ham.

Men han ser også et menneske, der måske ikke rigtig vil være ved sin nysgerrighed og derfor gemmer sig i træet. Og han ser et menneske, der til trods for sin magt – faktisk ikke er særlig stort. Ja, Zakæus var lille af vækst, fortælles det, så han var også nødt til at klatre op i træet for overhovedet at kunne komme til at se noget.

Jesus ser et ganske almindeligt lille menneske, da han ser Zakæus.

Han ser Zakæus fordomsfrit. Hvilket er mere og anderledes, end alle andre mennesker ser ham.

Alle andre mennesker ser Zakæus som summen af det, han har gjort – og Zakæus har gjort meget skidt.

Zakæus var nemlig tolder og krævede skatter og afgifter ind for romerne, der havde besat landet Israel.

Han havde gjort mange mennesker ondt ved denne bestilling, og det kunne folk omkring ham ikke se bort fra.

Men der sker jo faktisk det, at da Zakæus bliver set som et menneske, fri for den skyld, han vel må have slæbt rundt på - da han bliver set som det lille menneske, han jo også er – så bliver han pludselig et bedre menneske.

Han vil nu give halvdelen af alt, hvad han ejer til de fattige, og han vil give firedobbelt tilbage til dem, han har presset penge af.

Og Jesus konkluderer, at ”I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn” – dvs. fordi også Zakæus er et ganske almindeligt lille menneske.

Og det er jo netop til ganske almindelige mennesker, Jesus er kommet.

Alle os, der på den ene eller den anden måde er fortabte. ”For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte”.

Når vi sådan hører fortællinger om, hvad Jesus har sagt og gjort, må vi jo konstatere, at ingen af os ville være i stand til altid at opføre os som ham. Han er jo overmenneskelig – sand Gud og sandt menneske. Han har evner og formåen, som vi slet ikke besidder.

Alligevel, når vi hører fortællinger om ham, så er det jo også meningen, at han skal være et forbillede for os. At vi skal stræbe efter at ligne ham. At vi skal prøve på at følge ham efter.

Det er måske nok ikke nemt, men det er da heller ikke sikkert, det var særligt nemt for Jesus.

Somme tider kræver vi måske ikke nok af os selv.

Måske fordi vi lever bedst med tilværelsen og omgivelserne indrubriceret på faste hylder, så vi på den måde minimerer den daglige udfordring i vores liv.

Vi bliver sløve.

Følelsesmæssigt sløve.

Socialt sløve.

Åndeligt sløve.

Og glemmer at komme hinanden i møde og se andet i vore medmennesker end det, vi i forvejen har bestemt os for at se.

Og livet bliver mere overskueligt. Nemmere at håndtere.

Men er det det, der er formålet med vores liv? –

Er formålet med mit liv bare at komme lettest muligt igennem det – uden udfordringer – uden strabadser – uden modstand – uden besvær?

Og er der så egentlig noget ved det - livet – hvis vi har gjort det så nemt, og så småt alt sammen – og så småligt – kunne man næsten fristes til at sige.

Et menneske vokser af at blive udfordret – det gælder både kroppen, hvor musklerne vokser af at blive brugt, og hvor hjernecellerne bedst bevares ved at være i funktion, men det gælder også vores evne til social omgang med andre mennesker – psykiske og åndelige møder.

Og det er nu engang sådan, at vi mennesker trives bedst, når vi vokser.

Vores krop har det bedst, når vi bruger den.

Og vores sind og vores følelser trives også bedst, når vi involverer os med andre mennesker – også selv om en hel del af os har brug for at være alene. Men ingen har brug for at være alene hele tiden. Så bliver vi sære og får svært ved at begå os i forhold til andre mennesker.

Et menneskeliv vokser af at blive brugt.

Vokser i mødet med andre menneskeliv – og ja, i mødet med andre skabninger og i mødet med skaberværket, naturen som omgiver os.

Og når vi synes, vi ikke orker en ”Zakæus” i vores liv, én vi synes behandler os dårligt, én vi ikke bryder os om – så skal vi måske prøve at konfrontere os med ham eller hende alligevel og prøve på at se udenom eller igennem alt det dårlige, vi plejer at forbinde med denne person. Og så kan vi måske - som Jesus – opleve, at personen pludselig også forekommer os anderledes.

Rarere.

Bedre.

Venligere, og det virker jo tilbage på os og vores liv.

Selvfølgelig lykkes det ikke altid.

Selvfølgelig er der udfordringer, som er for store for os – men det kan vi jo ikke vide, før vi har prøvet kræfter med dem – og det udvikler os jo stadig, selv om vi ikke vinder over udfordringen.

Alt liv udvikler – ligesom alt ikke-liv afvikler.

Derfor skal vi ville livet.

Det svære.

Det udfordrende.

Det besværlige såvel som det lette og glade og lykkelige.

For livet er det hele.

Ligesom mennesket er det hele.

Vi er jo alle sammen som Zakæus.

Ingen af os kan sige sig fri fra at have handlet dårligt og forbrudt sig mod et andet menneske. Men ligesom Zakæus har vi også alle sammen gode sider. Gode sider, der måske vokser og kommer til at fylde mere i vores liv, hvis de bliver set og dyrket lidt – ligesom vi selv skal huske at se og dyrke andre menneskers gode sider i stedet for at stirre os blinde på deres dårlige sider, som så får lov til at fylde alt for meget – både i vores eget og i deres liv.

                                  Amen.